 | »MusikMosaik« |  |
KomponistportrætHeinrich von Herzogenberg(1843-1900)Herzogenberg er en af musikhistoriens så godt som glemte komponister. Af hans musik, der omfatter forskellige værktyper, både instrumentale og vokale, og som er kendetegnet ved både originalitet, fantasirigdom og et klassisk-romantisk udtryk, er det kun en del, som det er muligt at stifte bekendtskab med. Mange af hans værker er aldrig blevet udgivet, og antallet af indspilninger af dem er begrænset. Det er kendetegnende, at ingen af de berømte dirigenter, ensembler eller musikere har stået for dem, men så meget desto mere prisværdigt er det, at andre har påtaget sig opgaven. En af grundene til den ringe opmærksomhed er, at han er kommet til at stå i skyggen af Johannes Brahms, med hvem han knyttede et livsvarigt venskab, og som fik stor betydning for ham som komponist. Navnlig har deres klaver- og kammermusik flere træk til fælles, hvorfor det har været nærliggende at karakterisere ham som »Brahms-epigon«, men på andre områder, specielt den vokale kirkemusik, var Herzogenbergs tonesprog mere personligt, blandt andet under påvirkning af hans arbejde med Johann Sebastian Bachs kantater.
Leopold Heinrich von Herzogenberg stammede fra en fransk adelsslægt ved navn Picot de Peccaduc, der som følge af Den franske Revolution udvandrede til Østrig og fra 1811 ændrede navn til von Herzogenberg. Han blev født i Graz den 10. juni 1843 som den yngste søn af en kongelig og kejserlig embedsmand, August von Herzogenberg, der døde tre år efter, hvorfor han og hans ældre brødre og søster blev opdraget af moderen, Natalie, født von Rothkirch und Panthen. Om hans barndom foreligger ingen udførlige oplysninger. Efter endt skolegang, som han gennemførte på gymnasieskoler i Graz, München og Dresden og på jesuiterkollegiet i Feldkirch, blev han i 1862 immatrikuleret ved universitetet i Wien, hvor han påbegyndte studier i jura, statsvidenskab og filosofi, som han dog ikke fuldendte. Sideløbende gennemførte han til gengæld i 1862-64 hos Otto Dessoff i Gesellschaft der Musikfreundes musikkonservatorium i Wien et musikstudium, som han afsluttede med udmærkelse. Det var ved Dessoffs mellemkomst, at han lærte Brahms personligt at kende. Fra 1865 foretog han en studierejse, der førte ham over Dresden og Leipzig til Berlin, og undervejs stiftede han bekendtskab med en række af tidens betydningsfulde musikpersonligheder, herunder navnlig Moritz Hauptmann, der både underviste i komposition på konservatoriet i Leipzig og var kantor ved Thomasskolen, og Friedrich Kiel, der var klaverlærer ved Berlins Akademie der Künste og desuden optrådte som solist og som komponist. Fra Berlin vendte Herzogenberg i 1866 tilbage til Wien.
I 1868 blev han viet til Elisabeth von Stockhausen, der var datter af gesandten fra Hannover ved hoffet i Wien, Bodo Albrecht von Stockhausen. Det var et blandet ægteskab, da hun var protestant, han katolik, men de var meget nært knyttet til hinanden, og det blev et hårdt slag for ham, da hun døde i 1892 i en alder af 44 år. Hun var en højt begavet pianist, sangerinde og komponist (foruden 24 børnesange skrev hun otte klaverstykker, der blev udgivet efter hendes død af Herzogenberg). Hun havde været elev af Brahms, der satte så stor pris på hendes musikalske talent og indsigt, at han sendte hende flere af sine kompositioner til bedømmelse. Han bevarede kontakten til hende, hvad en korrespondance mellem ham og ægteparret Herzogenberg vidner om. På et ikke nærmere oplyst tidspunkt omkring 1868 forlod Herzogenberg og hans hustru Wien og bosatte sig i hans fødeby Graz, som han havde besøgt flere gange, blandt andet i 1866, hvor han afsluttede sin første symfoni (d-mol). Her var hans muligheder for at få sine værker opført langt bedre end i Wien, og han kunne leve af sit virke som frit skabende komponist. På den tid var de musikalske forhold i Graz præget af striden mellem traditionalisterne og tilhængerne af Richard Wagners og Franz Liszts nytyske skole. Herzogenberg var i en periode optaget af den nye musikstil, og især værdsatte han Wagners Tristan und Isolde. Det kom til udtryk i hans Wagner-påvirkede dramatiske kantate til egen tekst Columbus (op. 11, 1870), og ligeledes kan hans symfoni Odysseus (op. 16, 1872) ses som et sidestykke til Liszts programmatiske værker (som Faust-Symfoni og tonedigtninge som Les Préludes, Prometheus og Hunnenschlacht). Men siden tog han afstand fra Wagner på grund af hans selvoptagethed og selvforherligelse, og han fravalgte den kontroversielle nytyske stilretning til fordel for det klassisk-romantiske tonesprog med dettes traditionelle og traditionsrige værktyper og satsformer. I 1872 flyttede ægteparret Herzogenberg til Leipzig, hvor han i 1874 sammen med blandt andre musikforskeren Philipp Spitta var medstifter af Bach-Verein zu Leipzig, som han i 1875-85 desuden blev leder af. Foreningen havde til formål gennem opførelser at udbrede kendskabet til Johann Sebastian Bachs musik og især til hans kirkekantater. Baggrunden var, at Bach og hans musik efter årtiers glemsel var blevet genopdaget og på den tid var genstand for en vis interesse. Hertil bidrog navnlig den første store udgivelse af hans samlede værker, der var påbegyndt i Leipzig i 1850 med ti kantater i det første bind og afsluttet i 1899 (se Bach-renæssancen). Foruden at være dirigent deltog Herzogenberg i foreningens virke ved at udarbejde opførelsesmateriale til flere kantater og til blandt andet Johannes-Passionen (1884). I 1885 blev Herzogenberg kaldt til Berlin for at efterfølge Friedrich Kiel ved Akademie für Kunste, hvor han blev udnævnt til professor og fik ansvaret for undervisningen i akademiet, hvis ledelse, Der Senat, han blev medlem af. På grund af en alvorlig gigtlidelse blev han i 1887 midlertidigt og i 1889 definitivt fritaget fra sine forpligtelser som lærer ved akademiet, men han forblev medlem af senatet. I den mellemliggende periode gennemførte han nogle kurophold, som dog forblev uden resultat, og det medførte, at han i 1888 blev opereret. Ægteparret rejste efterfølgende til Nice og Firenze i håb om, at den hjertelidelse, som hustruen led af, blev afhjulpet. Efter hjemkomsten til Berlin var Herzogenberg hovedsagelig beskæftiget med kompositionsarbejde og med udgivelsen af ældre værker. I 1891 blev hendes sygdom forværret, og parret rejste i november til San Remo Italien, hvor hun døde den 7. januar året efter. For at give udtryk for sin smerte komponerede han efter hjemkomsten til Berlin i slutningen af året en sørgekantate til egne tekster, Todtenfeier [sic], for vokalsolister, kor, orkester og orgel (op. 80).
Hezogenbergs beskæftigelse ved akademiet ændrede fra 1892 indhold og karakter, da han fik det overordnede ansvar for de udgivelser, som akademiet havde indgået aftale med forlaget Breitkopf & Härtel i Leipzig om at stå for. Det drejede sig om såkaldte urtext-udgaver, der til forskel fra samtidens almindelige musikudgivelser gengav nodematerialet uden uoriginale tilføjelser som spilleanvisninger, tempoangivelser, metronomtal, dynamiske forskrifter osv. Han udvalgte og engagerede personligt medarbejderne, han stod for de løbende forhandlinger med forlaget og drøftede forskellige anliggender herunder udgivelserne og honoraret til medarbejderne. Ved siden af de administrative forpligtelser kunne han i vid udstrækning bruge tid til at komponere nye værker. Efter hustruens død i 1892 blev han bistået af Moritz Hauptmanns datter Helene, der havde været veninde med hende. Ikke alene holdt hun hus for ham, men hun støttede ham også i hans fortsatte kompositoriske virke, som han udviklede i retning af evangelisk kirkemusik. I begyndelsen af 1900 blev hans helbredstilstand forværret, hvorfor han definitivt måtte træde tilbage fra sine embeder. Hans sidste leveår var præget af gigtsygdommen, som han forsøgte at afhjælpe med kurophold i Wiesbaden, hvor han bosatte sig i begyndelsen af 1900. Her døde han den 9. oktober samme år. På den kirkegård i byen, hvor han blev begravet, blev der i 1902 rejst et mindesmærke for ham — et vidnesbyrd om at han havde været genstand for betydelig agtelse. Herzogenbergs musikHans tidligste værker, som han skrev i studieårene på konservatoriet i Wien, var en klavertrio, en strygekvartet og første sats af en klaversonate, hvoraf ingen er bevaret. Antagelig fra samme tid (1863/64) stammer de første kompositioner, der blev udgivet: lieder med klaverledsagelse og forskellige klaverkompositioner (fantasier, variationer, karakterstykker). Inden for begge disse områder fortsatte han løbende med at skrive nye værker. De sidste lieder (op. 108) komponerede han i 1892, og i 1898 skrev han det sidste klaverstykke, Capriccio (op. 107). Fra omkring 1870 udvidede han sit kompositoriske virkefelt til at omfatte en række forskellige værktyper, blandt andet kammermusik for vekslende besætninger, enkelte symfonier, koralbearbejdelser for orgel og vokale korværker. Til verdslige tekster skrev han blandt andet Die Weihe der Nacht med tekst af Friedrich Hebbel for alt solo, kor og orkester (op. 56, 1872), Lieder und Romanzen for firestemmigt damekor med eller uden klaverledsagelse (op. 26, 1877/78?), Zwölf deutsche Volkslieder aus dem 15., 16. und 17 Jahrhundert for blandet kor (op. 35, 1880) og Sechs Gesänge for blandet kor a cappella til tekster af blandt andre Rückert, Goethe og Eischendorf (op. 57, 1879). Til hans kirkelige kompositioner hører Psalm 116. Das ist mir lieb for firestemmigt kor a cappella (op. 34, 1880), Psalm 94. Herr Gott, dess die Rache ist for fire solostemmer, dobbeltkor, orkester og orgel (op. 94, 1887) og det latinske Requiem for kor og orkester (op. 72, 1890). Til minde om Philipp Spitta skrev han en latinsk messe i e-mol (op. 87, 1894) efterfulgt af Begräbnisgesang til egne tekster for tenor, mandskor og blæsere (op. 88, 1895) til indvielsen af hans gravmæle. Hertil kommer to orgelfantasier over evangeliske koraler (salmer) (op. 39, 1882 og op. 46, 1884) og seks koralbearbejdelser for orgel (op. 67, 1889?).
Fra 1893 komponerede han en række værker til evangelisk-lutherske tekster, herunder Liturgische Gesänge for kor a capella (op. 81, 1893) til opførelse i forskellige tider af kirkeåret i Strasbourg, hvor Philipp Spittas bror, Friedrich Spitta (1852-1924), virkede som professor i teologi (Alsace var tysk område i årene 1871-1919). Senere skrev han flere liturgiske sange (op. 92, 1895) og et antal motetter for samme besætning (op. 102, 1895?, og op. 103, 1895-96). Han komponerede også tre større værker, hvortil teksterne, der omfatter bibelcitater og traditionelle koraler, blev samlet af Friedrich Spitta. De tre værker, som Herzogenberg betegnede som »Kirchen-Oratorium«, er: Die Geburt Christi (op. 90, 1894), Die Passion (op. 93, 1896-96) og Erntefeier (op. 104, 1897-98). Den utraditionelle værkbetegnelse henviser til, at værkerne var beregnede til opførelse i en kirke og ikke i en koncertsal, for i kirken skulle tilhørerne (menigheden) synge koralerne med orgelledsagelse, og oratorierne har derfor snarere karakter af gudstjeneste end af koncertmusik. Ideen stammer formentlig fra Bachs kantater og passioner, hvori der er indlagt forskellige koraler, som menigheden på hans tid måske sang sammen med koret. Herzogenbers oratorium om Kristi fødsel består af tre dele: Die Verheissung (Forjættelsen), Die Erfüllung (Opfyldelsen) og Die Anbetung (Tilbedelsen). Passionsværket omfatter to selvstændige dele bestemt til opførelse henholdsvis skærtorsdag (fejringen af nadverens indstiftelse) og langfredag (mindet om Jesu lidelse og død). Det tredje, hvis tekstlige indhold er en taksigelse for høsten, omfatter fire afsnit: indledning (med forspil) og tre dele uden særlige overskrifter. Til forskel fra de to førstnævnte værker, der blev udgivet i partitur med alle stemmer, blev der af det sidste kun trykt et korpartitur med klaverledsagelse. De kirkelige vokalkompositioner skrevet efter 1892-93 skal ses som udtryk for, at han efterhånden havde lagt afstand til katolsk tro og levevis til fordel for den evangelisk-lutherske konfession. Medvirkende hertil var dels 24 års samliv med hustruen, der uundgåeligt må have påvirket ham, dels venskabet med Friedrich Spitta, som han havde lært at kende i 1880'erne, men først i 1893 fik nær kontakt til (kort efter hans død skrev Spitta den nedenfor nævnte artikel om hans forhold til den evangeliske kirkemusik). Det kan i øvrigt ikke udelukkes, at spiren til hans omvendelse blev lagt allerede i årene i Leipzig i forbindelse med beskæftigelsen med Johann Sebastian Bach. Dog førte ingen af delene til, at han officielt trådte ud af den katolske kirke, og hans begravelse blev gennemført efter katolsk ritus i Wiesbaden. Gravtalen blev holdt af Friedrich Spitta. Litteratur
Se også:
Opdateret 5. februar 2023 |
