»MusikMosaik«

↓ sidens fod → Introduktion til Anton Bruckner

Anton Bruckner
(1824-1896)

Dirigenter

Her omtales nogle af de orkesterledere, som Bruckner havde forbindelse til, og som på forskellige måder øvede indflydelse på hans kompositoriske virke.

Otto Kitzler (1834–1915), som han havde lært at kende i 1858, blev uddannet som cellist i Dresden og ved musikkonservatoriet i Bruxelles og dirigerede forskellige operaorkestre. I 1861-63 var han teaterkapelmester i Linz, og derefter virkede han forskellige steder, blandt andet i Brno, hvor han blev leder af en musikforening og af den tilhørende musikskole. Han og Bruckner bevarede kontakten gennem en række breve, hvoraf det fremgår, at Kitzler skulle dirigere en opførelse af Bruckners 4. symfoni i Brno, hvor han selv skulle være til stede og optræde som orgelvirtuos, men planen blev ikke gennemført. Stor betydning for Bruckner fik Kitzler ved dels at undervise ham privat i komposition og orkestrering, dels og ikke mindst ved at indføre ham i den nytyske skole omkring Richard Wagner, som han var en ivrigt tilhænger af. Han dirigerede den første opførelse i Linz af Wagners Tannhäuser, hvortil han gennemgik partituret med Bruckner, der overværerede opførelsen. Kitzlers grundige undervisning omfattede først og fremmest de traditionelle, klassiske discipliner, men han tilskyndede også Bruckner til at gøre sig fri at de strenge regler for dissonansbehandling, han havde lært af Simon Sechter. Den opfordring fik afgørende betydning for hans kompositoriske virke, for han udviklede et tonesprog, der banede vejen for det tyvende århundredes musik.

Otto Dessoff (1835–1892) blev født i Leipzig, hvor han på konservatoriet studerede komposition, klaverspil og direktion i 1851-54. Han virkede som orkesterleder i forskellige mindre byer i 1854-60, hvorefter han blev ansat som dirigent ved Wiener Operaen. Han var desuden professor ved konservatoriet og dirigerede koncerter med Wiener Philharmonikerne. Han forlod Wien i 1875 på grund af intriger og beklædte derefter tilsvarende embeder i Kalsruhe og Frankfurt am Main. Han værdsatte Bruckner som improvisator på orgel, men manglede forståelse for tonesproget i hans symfonier. Efter færdiggørelsen i 1869 af sin anden symfoni i d-mol henvendte Bruckner sig til ham i håb om, at han ville stå for dens uropførelse, men en bemærkning fra ham om det »manglende tema« i første sats sårede ham og medførte, at han i skuffelse senere trak symfonien tilbage ved at betegne den som annulirt (symfonien omtales som regel med den absurde benævnelse »Nr. 0«). I efteråret 1874 afviste Dessoff at opføre Bruckners tredje symfoni, »Wagner-symfoni«, med Wiener Philharmonikerne, hvad der utvivlsomt var grunden til, at omarbejdede den. Indtil Dessoff forlod Wien, dirigerede han ingen af Bruckners symfonier.

Johann Ritter von Herbeck (1831–1877) blev født i Wien, hvor han blev uddannet i komposition, men var i øvrigt autodidakt. I 1847 påbegyndte han et filosofistudium ved universitetet, man måtte opgive at gennemføre det af helbredsmæssige grunde. I årene 1848-49 virkede han som huslærer, hvorefter han studerede jura, men også det opgav han, da han blev udnævnt til kordirigent i Wien i 1853. Dermed begyndte han musikalske karriere. I 1858 blev han udnævnt til professor ved Gesellschaft der Musikfreundes konservatorium og var leder af dets sangforening. I 1859-69 virkede han som Gesellschaft der Musikfreundes kunstneriske direktør. Han trådte i kejserlig tjeneste som vicekapelmester i 1863 og blev forfremmet til kapelmester i 1869, samtidig med at han blev kapelmester ved hofoperaen. I 1875 fratrådte han stillingerne, men fortsatte som direktør for Musikfreunde. Herbeck erkendte tidligt Bruckners musikalske talent, og støtede ham på forskellige måder. På hans opfordring ansøgte Bruckner om at blive Simon Sechters efterfølger som professor i musikteori ved konservatoriet i Wien, hvortil han flyttede i 1868 for at tiltræde embedet. I december 1877 skulle Herbeck dirigere Bruckners tredje symfoni i d-mol, »Wagner-symfonien«, men da han døde uventet i oktober, måtte Bruckner selv overtage dirigentstokken. Det blev en eklatant fiasko, som han var længe om at overvinde. Dog tilbød forlæggeren Theodor Rättig, der havde overværet opførelsen, for egen regning at udgive symfonien, hvilket skete året efter.

Hermann Levi (1839–1900), der blev født i Gießen (Hessen), studerede ved musikkonservatoriet i Leipzig i 1855-58 og beklædte forskellige embeder i de følgende år: musikdirektør i Saarbrücken, orkesterleder i Mannheim, operadirigent i Rotterdam, hofkapelmester i Karlsruhe og i München (1872-94). Han knyttede venskab med Brahms, men vendte sig mod Richard Wagner og den nytyske skole. Han stod dog for uopførelsen af Wagners sidste sceniske værk Parsifal i Bayeuth i 1882, hvor han dirigerede regelmæssigt indtil 1894. Hans opførelse af Bruckners syvende symfoni i E-dur i München i 1885 blev en meget stor succes, der førte til, at Bruckner umiddelbart efter afslutningen af partituret til den ottende symfoni i c-mol sendte det til Levi, og udtrykte sin glæde over, at det var ham, der skulle stå for uropførelsen. Men Levi forholdt sig uforstående over for værket, som han ikke mente at han kunne dirigere, hvilket han ad omveje meddelte Bruckner. Hans dybe skuffelse betød dels, at han følte sig nødsaget til at skrive symfonien om, dels at arbejdet med den niende symfoni blev sat i stå med den konsekvens, at han ikke lykkedes ham at fuldende den og efterlod kun dele af finalen.

Hans Richter (1843–1916) blev uddannet ved musikkonservatoriet i Wien i musikteori og komposition hos Simon Sechter og desuden i klaver, violin og horn. I en periode virkede han som hornist i et operaorkester, og i 1866-67 opholdt han sig hos Richard Wagner, hvis værker han siden dirigerede talrige opførelser af. Han stod bl.a. for den første samlede opførelse af Ring des Nibelungen i 1876 i Bayreuth, hvor han efterfølgende var hoveddirigent ved Wagnerfestspillene. I årene 1875-98 virkede han som kapelmester ved hofoperaen i Wien og som dirigent for Wiener Philharmonikerne og desuden i 1880-90 som dirigent ved Gesellschaft der Musikfreunde. Han opholdt sig i en årrække i England, hvor han dirigerede i London, Birmingham og Manchester. I 1912 trak han sig tilbage til Bayreuth, hvor han forblev resten af livet. Richter var en af sin samtids mest berømte og velansete orkesterledere. Han dirigerede fortrinsvis operaer, men blev også kendt for sine engagerede og præcise tolkninger af symfoniske værker. Hans repertoire spændte fra Johann Sebastian Bach over de wienerklassiske komponister til sin samtids, hvis v ærker han i mange tilfælde stod for uropførelserne af. For Bruckner fik han stor betydning ved at dirigere en række af hans symfonier. Ved en af prøverne før opf relsen i 1881 af symfoni nr. 4, »Den romantiske«, blev Bruckner så begejstret over det, han overværede, at han gik hen til dirigenten, lagde en mønt i hånden på ham og sagde: »Tag den og drik et glas øl på mit helbred«. Richter tog imod den og bar siden mønten i sin urkæde. Koncerten blev i øvrigt en stor succes, og det måtte selv de mest fjendtligt indstillede musikanmeldere indrømme. I december 1892 dirigerede Richter den første opførelse af den ændrede version af den ottende symfoni med stor succes.

↑ sidens top

18. september 2024