Mosaik

»MusikMosaik«

Mosaik
 

→ Komponister ↓ sidens fod

Komponistportræt

Johannes Brahms

Johannes Brahms (foto)

Brahms blev født i Hamborg den 7. maj 1833 som næstældsste søn af kontrabassisten Johann Jacob Brahms og dennes 17 år ældre hustru Christiana, født Nissen. Drengen voksede op under beskedne kår, men viste tidligt musikalske evner, som blev udviklet gennem klaverundervisning fra 10-års alderen. Som bridag til familiens underhold måtte han optræde som værtshuspianist og under pseudonym som komponist af trivielle musikstykker, men optrådte også ved offentlige koncerter. I 1853 gennemførte han sammen med den ungarnske violinist Eduard Reményi (1828-98) en koncertturné, som bragte dem til bl.a. Hannover, hvor de traf violinisten Joseph Joachim (1831-1907). Med ham sluttede Brahms et livslangt venskab.

I Weimar blev de to musikere introduceret for Franz Liszt, som viste betydeligt interesse for Brahms' værker, herunder de to første klaversonater. Samme år rejste Brahms alene, efter et kort besøg hos Joachim i Göttingen, til Düsseldorf for at opsøge Robert Schumann og dennes hustru Clara. Schumann blev meget begejstret for den unge, talentfulde komponist, som han skrev en entusiastisk artikel om, Neue Bahnen, i sit tidsskrift, Neue Zeitschrift für Musik. Mellem Brahms og den 14 år ældre Clara Schumann (1819-1896) opstod et livslangt venskab, der efterhånden udviklede sig til at rumme dybere følelser. I 1854 var Brahms atter i Hannover, hvor han bl.a. komponerede sin trio i H-dur. Her var Robert og Clara på besøg i forbindelse med en koncert med hende som solist. Få måneder senere forsøgte Schumann at begå selvmod i Düsseldorf og blev indlagt i den anstalt, hvor han døde i 1856. Ved nyheden om hans død rejste Brahms, der i mellemtiden var vendt tilbage til Hamborg, til Düsseldorf for at støtte Clara og hendes syv børn. Han boede hos hende og ledsagede hende på hendes koncertrejser, men forlod hende sidst på året.

Den følgende tid blev en krise for Brahms, både på grund af bekendtskabet med Clara Schumann, og fordi han indså nødvendigheden af at vælge side i datidens musikalske univers. Han valgte at tage afstand fra »den nytyske skole« og dermed fra Wagner og Liszt til fordel for en mere konservativ retning med udgangspunkt i bl.a. Beethovens musik. I Hamborg underviste han i musik, virkede som pianist og i perioder som kapelmester ved hoffet i Detmold. Han overtog desuden i 1859 ledelsen af et damekor. Fra den tid stammer nogle af hans første store værker, en symfoni i d-mol og en strygekvintet i f-mol, som begge blev omarbejdet til henholdsvis den 1. klaverkoncert op. 15 og klaverkvintetten op. 34.

Han søgte i 1862 den ledige stilling som dirigent for Hamborgs filharmoniske orkester, men fik den ikke. Året efter rejste han til Wien, hvor han allerede havde skaffet sig en vennekreds, der bl.a. talte musikkritikeren Eduard Hanslick. Han gennemførte koncertturnéer, hvor han efterhånden kun optrådte med egne værker. I Wien var han i en kort periode dirigent for Singakademie før han i årene 1872-75 blev det for Gesellschaft der Musikfreundes koncerter. Som komponist var han i den første tid beskæftiget med færdiggørelsen af Ein deutsches Requiem for soli, kor og orkester skrevet til udvalgte bibeltekster. Uropførelsen fandt sted i Leizpig i 1869 og værket blev snart efter kendt i Tyskland, hvad der bidrog til hans stigende berømmelse.

I 1876 — i en alder af 43 år — afsluttede han efter mange års arbejde sin 1. symfoni. For orkester havde han forinden komponeret den allerede nævnte klaverkoncert og to serenader. Årsagen til hans tøven med hensyn til symfonigenren var dels bevidstheden om at skulle videreføre arven fra Beethoven, dels usikkerheden om den modtagelse, hans værker ville få i en tid, hvor symfoniske digtninge med programmatisk indhold var genstand for betydelig interesse.

I løbet af de følgende år komponerede han en række af sine store orkesterværker: symfonierne, violinkoncerten, den 2. klaverkoncert, dobbeltkoncerten for violin og violoncel, foruden kammermusik, klaverværker, musik for kor, sange osv. De honorarer, han modtog fra musikforlæggerne, var så anselige, at han kunne føre en økonomisk magelig tilværelse. I begyndelsen af 1890'erne indskrænkede han sit kompositoriske virke, men skrev dog enkelte kammermusikværker, herunder ikke mindst klarinetkvintetten og de to klarinetsonater, som han komponerede til klarinettisten Richard Mühlfeld (1856-1907). Nyheden om Clara Schumanns død i 1896 blev hårdt slag for ham. Hans helbred svækkedes, og den 3. april 1897 døde han i Wien, hvor han blev begravet.

I takt med berømmelsen modtog Brahms en række æresbevisninger. Han blev bl.a. udnævnt til æresdoktor i Cambridge og i Breslau, hvilket han takkede for med Akademisk Ouverture, og i sin fødeby blev han æresborger.

Se listen over Brahms' orkesterværker, kammermusik og kompositioner for kor og orkester

↑ sidens top


Forside Komponister Artikler Værklister PublikationerReformationen Diverse

Oprettet 7. marts 2009