 | »MusikMosaik« | |
→ Artikler ↓ sidens fod → Herzogenberg Heinrich von Herzogenberg(1843-1900)SymfonierFortegnelsen over Herzogenbergs musik anfører otte symfoniske værker. Heraf blev tre udgivet med opusnummer, andre tre er bevaret i håndskrifter, mens to kun kendes fra omtale i forskellige skrifter.
Det er kun den sidste, der har et nummer, men det er ikke klart, om dette skyldes udgiveren eller komponisten. Musikforlæggeren Jakob Melchior Rieter-Biedermann i Leipzig udgav begge de to sidste symfonier, hvorfor det principielt ikke kan udelukkes, at det var ham, der nummererede den sidste. På den anden side er det også tænkeligt, at Herzogenberg selv betegnede den som sin anden symfoni, og det vil i så fald være et tegn på, både at han ikke medregnede de seks første til rækken af symfonier, og at han i øvrigt ikke havde planer om at skrive andre, dengang han komponerede symfonien i c-mol op. 50 (på samme måde har for eksempel hans første violinsonate fra 1881 ikke noget nummer, mens de to følgende fra henholdsvis 1886 og 1892 blev udgivet som nr. 2 og nr. 3). For disse antagelser taler, dels at han kun lod Odysseus-symfonien offentliggøre, dels at han senere af musikalske grunde tog afstand fra den (Wiechert, s. 143). I begyndelsen af 1870'erne blev Herzogenberg som mange andre komponister påvirket af den nytyske skole omkring Richard Wagner og Franz Liszt. Det kom til udtryk først i Columbus. Eine dramatische Cantate für Soli, Männerchor, gemischten Chor und großes Orchester, op. 11 (1870), som han selv skrev teksten til, og derefter i symfonien med tilnavnet Odysseus. Den er inspireret af det oldgræske, episke heltedigt om den mytologiske skikkelse, hvorfra han udvalgte fire episoder, der indgår som overskrifter over symfoniens fire satser: Die Irrfahrten, Penelope, Die Gärten der Circe og Das Gastmahl der Freier. Det er et programmatisk værk af samme art som Franz Liszts og Richard Strauss' tonedigtninge, men kort tid efter opgav hna definitivt skrivemåden til fordel for den klassisk-romantiske tradition, der kendetegner hans efterfølgende kompositioner, herunder de to sidste symfonier: Symfoni uden nummer, c-mol, op. 50Symfonien er dateret 8. december 1884. Den blev komponeret med anvendelse af temaer fra den ældre symfoni i c-mol fra 1878 (Wiechert, s. 164). Symfonien op. 50 blev udgivet i partitur året efter færdiggørelsen, og uropførelsen, som han selv dirigerede, fandt sted i Leipzig 3. marts 1885. Han udarbejdede desuden en transskription for firehændigt klaver af den (uden katalognummer). Besætning: 2 fløjter, 2 oboer, 2 klarinetter, 2 fagotter, 4 horn, 2 trompeter, 3 basuner, pauker, violin I, violin II, viola, violoncel og kontrabas. Disposition:
Hovedafsnittet af første sats er i traditionel sonateform med to kontrasterende temaer, og den langsomme sats er delt i flere afsnit i skiftende tonearter. Tredje sats har karakter af scherzo med trio, men den adskiller sig fra det traditionelle mønster ved, at første del ikke gentages efter anden del, da denne efterfølges umiddelbart og uden ophold af fjerde sats. Denne er ligesom første sats i traditionel sonateform. Symfoni nr. 2, B-dur, op. 70Herzogenberg komponerede sin sidste symfoni i 1888 under et ophold i Nice, hvortil han var rejst med hustruen Elisabeth i håb om, at hun her kunne blive helbredt for sin hjertesygdom (som hun døde af fire år senere). Symfonien blev udgivet i Leipzig i 1890, og den 20. oktober samme år dirigerede han uropførelsen ved en Gewandhaus-abonnementkoncert, ligeledes i Leipzig. Besætning: 2 fløjter, 2 oboer, 2 klarinetter, 2 fagotter, 4 horn, 2 trompeter, 3 basuner, pauker, violin I, II, viola, violoncel og kontrabas. Anden sats: 2 fløjter, 2 oboer, 2 klarinetter, 2 fagotter, 2 horn, pauker, violin I, violin II, viola, violoncel og kontrabas. I fjerde sats tilføjes en piccolofløjte. Disposition:
De to ydersatser er i traditionel sonateform med to temaer med den ændring i forhold til det klassiske mønster, at ekspsitionsdelen ikke gentages. I finalen fremhæves kontrasten mellem hoved- og sidetema ved, at det sidstnævnte er alla breve-takt. Den langsomme sats er tredelt (A-B-A'), og tredje sats har ligesom i symfonien i c-mol karakter af scherzo, dog uden at følge det traditionelle formprincip for denne satstype. Litteratur: Henvisninger:
Se også:
Oprettet 5. februar 2023 |