Mosaik

»MusikMosaik«

Mosaik
 

→ Personer ↓ sidens fod

Musikhistoriske personer

Philipp Spitta
(1841-1894)

© Peter Ryom

Philipp Spitta

Spitta var musikforsker og er navnlig kendt som forfatteren til den grundlæggende (dog nu delvis forældede) biografi om Johann Sebastian Bach, udgivet i to bind i helholdsvis 1873 og 1880 og siden genudgivet adskillige gange. Han blev født i Wechold som søn af en teolog med samme fornavn og blev uddannet i klassisk filologi i Bonn, hvor han erhvervede doktorgraden i 1864. Han blev gynmnasielærer i græsk og latin i Reval, Sondershausen og Leipzig, indtil han i 1875 blev ansat som docent i musikhistorie i og som direktør for Königliche Hochschule für Musik i Berlin. Han virkede desuden som sekretær ved Berlins Akademie der Künste og som professor i musikhistorie ved universitet samme sted. Han døde i Berlin.

Som musikforsker var han navnlig beskæftiget med 1600- og 1700-tallets evangeliske kirkemuik, især af Heinrich Schütz og af Bach. Sammen med Händel-forskeren og -udgiveren Friedrich Chrysander og musikhistorikeren Guido Adler grundlagde han i 1885 tidsskriftet Vierteljahrskrift für Musikwissenschaft (VjMw) og støttede udgivelsen af Denkmäler Deutscher Tonkunst (DDT), der med partiturer i stort format og et omfattende kritisk-videnskabeligt apparat har haft overordentlig stor betydning for kendtskabet til den tyske musiks historie. Spitta udgav desuden den første samlede udgave af Heinrich Schütz' værker i 16 bind (1885-94) og desuden kompositioner af blandt andre Dietrich Buxtehude.

Philipp Spitta var bror til Friedrich Spitta (1852-1924), der både var teolog og musikforsker. Han underviste i teologi i Strasbourg i 1887-1918 og fra 1919 i Göttingen. Også han var forfatter til en række musikvidenskabelige skrifter, og han skrev desuden tekster til forskellige vokalværker af Heinrich von Herzogenberg.

↑ sidens top


Forside Komponister Artikler Værklister Publikationer Reformationen Diverse

Oprettet 13. januar 2023