Heinichens slægt stammede fra Pegau, en mindre by syd for Leipzig, hvor dens medlemmer hovedsageligt virkede som håndværkere. En undtagelse var Michael Heinichen (1632-1722), der på Thomas-skolen i Leipzig blev uddannet i musik og efterfølgende blev ansat som kantor i fødebyen. Et andet medlem af slægten, Hanß Heinichen Junior, var garver og blev far til David Heinichen (1652-1719). Også han blev optaget på Thomas-skolen, men i stedet for musik studerede han teologi, blev præst og beklædte til sin død et embede i Krösuln, en landsby nær Weissenfels i Sachsen-Anhalt. Her blev sønnen Johann David født den 17. april 1683.
Om hans barndom og opvækst er der ingen oplysninger, men det er nærliggende at antage, at han modtog sin første musikundervisning af faderen. Allerede som 13-årig havde han efter eget udsagn skrevet nogle mindre kirkemusikværker, som han selv dirigerede opførelser af forskellige steder. I 1696 blev han optaget som elev på Thomas-skolen, hvor han blev undervist af Johann Schelle og privat af Johann Kuhnau, der indtil 1701 var organist ved Thomasskolen (og i 1723 blev efterfulgt af Johann Sebastian Bach som kantor). Kuhnau fik især betydning for Heinichen ved at undervise ham i orgelspil. I øvrigt opnåede Heinichen et så omfattende kendskab til musik, at han kunne undervise en af Thomas-skolens andre elever i komposition, den jævnaldrende Christoph Graupner, der siden blev kapelmester ved hoffet i Darmstadt.
Fra Thomas-skolen fortsatte Heinichens uddannelse fra 1702 på universitetet i Leipzig, hvor han i lighed med flere andre komponister fra samtiden studerede jura og sideløbende dyrkede musikken. Han hørte blandt andet operaer og overværede koncerter med Telemanns Collegium Musicum. Fra 1705 beklædte han et embede som jurist i Weissenfels, men fortsatte sine musikalske interesser. Her virkede en kreds af komponister, blandt andre i en periode Reinhard Keiser. I 1709 vendte han tilbage til Leipzig og helligede sig derefter musikken. Han overtog ledelsen af et Collegium Musicum og skrev et antal operaer, der blev opført dels i Leipzig, dels i Naumburg. Året efter blev han ansat som Compositeur i Zeitz, hvor han havde ringe mulighed for at virke. Han havde planer om at søge ansættelse andre steder, men opgav dem, da han i 1710 modtog et stipendium til en Italiensrejse, som han tiltådte samme år. Forinden havde han afsluttet et teoretisk værk om generalbasspil, der blev udgivet i Hamborg i 1711, antagelig ved Reinhard Keisers mellemkomst.
Om opholdet i Italien, der varede fra 1710 til 1716, foreligger der kun sparsomme oplysninger, men sikkert er det, at det fik afgørende betydning for hans fremtidige virke som komponist. Først besøgte han Venezia, hvor han stiftede bekendtskab med byens rige musikliv, der var berømt langt uden for landets grænser. Han mødte sin landsmand Gottfried Heinrich Stölzel (1690-1749), og sammen besøgte de byens fire vajsenhuse, ospedali, som myndighederne drev for forældreløse børn. Her blev børnene undervist i sang eller i et instrument, som de regelmæssigt optrådte med. For undervisningen stod Francesco Gasparini, Antonio Vivaldi, Antonio Pollarolo, Antonio Biffi og Benedetto Vinaccesi, som Stölzel ifølge Hiller (s. 260) og rimeligvis også Heinichen lærte personligt at kende.
Heinichen blev opfordret til at komponere operaer til opførelse på Teatro San Angelo, men intriger imod ham førte til en retssag, som en landsmand påtog sig at føre for ham. Han tog til Rom, hvor han dog ikke fandt sig til rette, men her blev han engageret som hofkomponist af fyrst Leopold af Anhalt-Köthen, som han derefter ledsagede på rejse i Italien. Han vendte dog ikke med fyrsten tilbage til Tyskland, men tog igen ophold i Venezia, hvor retssagen belv afsluttet til hans fordel. Han opnåede desuden stor succes med operaerne Calfurnia og Le passioni per troppo amore, der blev opført på Teatro San Angelo i 1713.
I Venezia lærte han en sangerinde ved navn Angioletta at kende. Hun var opvokset og uddannet på vajsenhuset Degl'incurabili og var gift med en velhavende handelsmand ved navn Bianchi. Hun satte stor pris på Heinichens kantater, som hun sang og selv spillede til. Hos ægteparret kom den sachsiske kurprins August II, der på den tid opholdt sig i Venezia, flere gange på besøg. For ham sang og spillede hun nogle af Heinichens kantater, der vakte hans interesse, især da han erfarede, at komponisten var indfødt sachser. På kurprinsens fødselsdag 7. oktober 1716 blev der afholdt en fest, hvortil Heinichen komponerede en vokal serenata (en musikalsk hyldest bestående især af arier og recitativer), der blev opført på Canale Grande, nær Rialto-broen, hvor en stor skare af byens indbyggerede samlede sig for at lytte til tonerne.
Titlen på værket er ikke kendt, men det har antagelig været det første, han skrev i sin egenskab af kapelmester ved den sachsiske kurfyrstes hof, som han af kurprinsen var blevet udnævnt til i Venezia med virkning fra 1. august samme år. Fra begyndelsen af 1717 opholdt han sig i Dresden, hvor han virkede resten af livet.
Kurfyrstendømmet Sachsen, hvor Dresden var regeringsby, havde siden 1697 været skueplads for en gennemgribende omvæltning. Fra traditionelt at være evangelisk-luthersk blev det katolsk. Baggrunden var, at Polens konge, Jan III Sobieski, døde i juni 1696, og da Polen var et valgmonarki, skulle der udpeges en efterfølger. Valget faldt på Friedrich August I af Sachsen (»August den stærke«, 1670-1733), men da regenten ifølge den polske forfatning skulle bekende sig til den katolske tro, konverterede han, dog vel næppe af overbevisning, men snarere af pragmatiske grunde. I Krakau blev han i september 1697 kronet som August II og havde derefter titel af konge af Polen og kurfyrste af Sachsen. Efter princippet ejus religio cujus regio (den, som landet tilhører, hans trosretning skal være gældende) gik fyrstendømmet officielt over til den katolske konfession. Den sachsiske personalunion varede i øvrigt indtil 1763.
August den stærkes regeringstid var præget af en betydelig kulturel opblomstring, ikke mindst for musiklivet i Dresden, som Heinichen i egenskab af livsvarig hofkapelmester deltog i på forskellige måder. I ansættelsesdokumentet var det bestemt, at han skulle »composer en musique tout de qui sera nécessaire, conformément aux obligations d'un maître de chapelle« ('komponere al nødvendig musik i overensstemmelse med en kapelmesters forpligtelser'), hvilket betød at han skulle skrive og opføre egne kompositioner til kirken, kapellet, teatret, hoffesterne og taflerne. De mange forskellige gøremål har gjort det vanskeligt at få overblik over detaljerne i hans virke.
Med den ældre Johann Christoph Schmidt delte han i den første tid ledelsen af hofkapellet, et instrumentalensemble, der omfattede fløjter, oboer, fagotter og forskellige strygeinstrumenter. Musikerne var både indfødte og fremmede (navnlig fra Italien og Frankrig), og navnene på flere af dem er gået over i historien: violinisterne Johann Georg Pisendel, Francesco Maria Veracini og Jean Baptiste Volumier, fløjtenisterne Pierre-Gabriel Buffardin, Pantaleon Hebenstreit og Johann Joachim Quantz og lutisten Sylvius Leopold Weiß. I 1717 blev den italienske komponist Antonio Lotti (1666-1740) engageret som kapelmester ved den italienske opera, hvor Heinichen virkede som hans stedfortræder, indtil Lotti forlod Dresden i 1719.
I slutningen af september samme år blev der afholdt et stor fest i Dresden i anledning af kurprinsens formæling med Maria Josepha, datter af keiser Joseph I. Festlighederne varede i fire uger og omfattede foruden fyrværkeri et stort opbud af musik med operaer, balletter, koncerter, kantater og serenader. Hertil bidrog Heinichen med La gara degli dei, en stort anlagt serenata for vokalsolister, kor og orkester, der blev opført i Det japanske Palæs have den 10. september. Otte dage efter blev der afholdt en jagtfest for Diana, jagtens gudinde, på vandet ved broen over Elben.
Hertil komponerede Heinichen musikken til et tilsvarende værk, Diana sul' Elba, der blev opført af sangere fra operaen og medlemmer af hofkapellet om bord på en båd bygget specielt til lejligheden. De to værker blev modtaget med så stor begejstring, at kurfyrsten kvitterede med et klækkeligt årligt løntillæg til Heinichen. Til karnevalssæsonen året efter skrev han operaen Flavio Crispo, der dog ikke blev opført på grund af stridigheder med nogle af sangerne, hvorefter kurfyrsten resolut afskedigede den italienske opera, og siden skrev Heinichen ikke flere sceniske værker.
I slutningen af 1721 blev Heinichen i Weisselfels viet til datteren af en handelsmand i Leipzig, Erdmuthe Johanna Eubichen, som to år efter skænkede ham en datter.
Pinsedag, 1. juni 1721, blev Heinichens første messe (D-dur, S 1) opført ved gudstjenesten, og det blev indledningen til en ny og afgørende fase af hans virke som komponist. I de følgende år skrev han en række værker til katolsk-kirkelige anledninger: tolv messer, to requiem, adskillige udsættelser af salmer fra Salmernes Bog til vespergudstjenesterne (Dixit Dominus, Confitebor, Beatus Vir, Laudate pueri, Laudate Dominum, Iste confessor og Magnificat) foruden forskelige andre liturgiske tekster som Jeremias Klagesange, Te Deum, litanier, antifoner og responsorier. Dertil kom to italiensksprogede kantater al sepolcro di nostro Signore ('til vor Herres grav') til langfredag. Den katolske kirkemusiktradition havde han lært at kende under sit ophold i Italien og specielt i Venezia, og skønt han var lutheraner, kunne han anvende den som led i sine forpligtelser ved hoffet. I sine funktioner som komponist af kirkemusik blev han på grund af svigtende helbred, der skyldtes en nedarvet sygdom, assisteret af den bøhmiske kontrabassist og komponist Jan Dismas Zelenka (1679-1745).
Sideløbende med sit virke som komponist underviste han i musik, blandt andre Vivaldis tidligere elev i Venezia, Johann Georg Pisendel, der fik lektioner i kontrapunkt hos ham. Men især var han beskæftiget med at færdiggøre sin store afhandling om generalbas, som han afsluttede i 1728 og selv stod for udgivelsen af samme år.
Heinichen døde den 16. juli 1729 i Dresden og efterlod sig hustruen og datteren. Zelenka søgte at blive hans efterfølger, men stillingen blev besat af Johann Adolph Hasse, der tiltrådte med opførelse af operaen Cleofide i 1731.
↑ sidens top
Forsiden
Komponister
Artikler
Værklister
Publikationer
Reformationen
Diverse
Siden opdateret 17. juni 2023
