»MusikMosaik«

→ Komponister ↓ sidens fod

Komponistportræt

Johann Sebastian Bach
(1685-1750)

Hos denne broder modtog den unge Bach sin første musikundervisning, der fra 1700 fortsattes i St. Michaelisskolen i Lüneburg, hvor han blev optaget i koret, og i hvis store bibliotek han kunne studere de gamle mestres værker. Om han personligt blev bekendt med organisten Georg Böhm, der virkede ved St. Johannis-Kirche, er uvist, men i hvert fald øvede dennes musik afgørende indflydelse på Bach. Han besøgte desuden både Hamburg for at studere byens musikliv og Celle for at høre musik af franske komponister fra samtiden, der blev opført i byen.

I 1702 vandt han konkurrencen om organistembedet i Sangerhausen, men han fik dog ikke stillingen, da fyrsten foretrak sin egen kandidat. Året efter blev Bach ansat ved hoffet i Weimar, hvor han dog kun blev kort tid. Samme år tiltrådte han embedet som organist ved Neue Kirche i Arnstadt, hvor han skrev sine første orgelværker, blandt andet koralbearbejdelser. Hans fodrejse til Lübeck 1705-06 for at høre Dietrich Buxtehude på orgel førte til en irettesættelse, dels fordi han havde overskredet sin orlov på en måned med to måneder, dels fordi hans orgelspil nu »forvirrede menigheden«, uden tvivl som følge af indflydelsen fra den nordtyske mester.

Efter en kortvarig ansættelse 1707 i Mühlhausen, hvor han komponerede sine første kantater, tiltrådte han året efter embedet som hoforganist i Weimar, hvor han i 1714 blev udnævnt til hofkoncertmester. Fra denne periode stammer mange orgelværker og et antal kantater, og det var her, han lærte den italienske koncertform at kende blandt andet gennem Antonio Vivaldis værker, hvoraf den første samling netop var blevet udgivet i Amsterdam. Blandt dem transskriberede han nogle for cembalo, andre for orgel. Et tilbud om stillingen som hofkapelmester i Köthen fik ham til at søge om frigørelse fra embedet, men han blev som straf fængslet i en måned. Stillingen fik han dog i 1717.

Ved det reformerte hof i Köthen, hvor kirkemusikken traditionelt trådte i baggrunden, var han hovedsageligt beskæftiget med kammermusik, koncerter og værker for cembalo. Fra denne tid stammer blandt andet de seks Brandenburgkoncerter (1721), violinkoncerterne, Das wohltemperierte Klavier (1722) og en række andre cembaloværker (engelske og franske suiter, inventioner, sinfoniaer osv.).

I maj 1723 efterfulgte han Johann Kuhnau (1660-1722) i det traditionsrige embede som kantor ved Thomasskolen i Leipzig, hvor han forblev til sin død. Det siger lidt om hans anseelse i samtiden, at han først fik stillingen, efter at to andre kandidater, som den ansættende instans havde foretrukket frem for ham, Georg Philipp Telemann og Johann Christoph Graupner, hver for sig havde afslået tilbudet. Embedet i Leipzig indebar dels undervisning i musik og i andre fag på skolen, dels et virke som »Director musices«, dvs. som kantor ved Leipzigs to hovedkirker, Thomaskirche og Nikolaikirche, og i øvrigt som byens rådgiver i musikalske anliggender.

Fra årene i Leipzig stammer en betydelig del af kantaterne, motetterne, de to bevarede passioner (efter evangelisten Johannes BWV 245 fra 1724 og efter Matthæus BWV 244 fra 1727, begge genopført flere gange efter omarbejdelser), Juleoratoriet BWV 248, Messen i h-mol BWV 232 (hans sidste fuldendte værk) og et større antal instrumentalværker, bl.a. Clavier-Übung I-IV (for cembalo og orgel) og den ufuldendte samling fugaer i Kunst der Fuge BWV 1080. I 1746 blev han medlem af et videnskabeligt selskab i Leipzig og komponerede som prøvestykke det kontrapunktiske mesterværk Einige canonische Veränderungen über das Weihnachtslied »Vom Himmel hoch da komme ich her« BWV 769. I 1747, under et besøg hos Frederik II den Store i Potsdam, hvor sønnen Carl Philipp Emanuel var ansat, gav kongen Bach det tema, som han lagde til grund for Das musikalische Opfer BWV 1079.

Bachs sidste år var prægede af sygdom og svigtende syn. Han døde den 28. juli 1750, hvor han blev begravet på kirkegården ved Johanniskirche i Leipzig. Hans jordiske rester blev i 1949 overført til Thomaskirche.

Bach var gift to gange. Med sin første hustru, Maria Barbara, fik han bl.a. sønnerne Wilhelm Friedemann og Carl Philipp Emanuel; efter hendes død ægtede han Anna Magdalena, der blev mor til 13 børn, blandt andre den yngste af hans sønner, Johann Christian, der som de to nævnte ældre brødre blev en anset komponist.

↑ sidens top

Opdateret 13. januar 2023