 | »MusikMosaik« |  |
KomponistportrætCarl Philipp Emanuel Bach
Carl Philipp Emanuel Bach tilhørte den generation af komponister, hvis musik stilistisk befinder sig på overgangen fra barok til klassik. Han blev født i Weimar den 8. marts 1714 som næstældste søn af Johann Sebastian Bach og dennes første hustru, Maria Barbara. En af fadderne ved hans dåb var familiens gode ven Georg Philipp Telemann. Som tre-årig kom Carl Philipp Emanuel med familien til Köthen, hvor faderen virkede indtil 1723, da han tiltrådte stillingen som kantor ved Thomas-skolen i Leipzig. Her fik drengen sin grunduddannelse sideløbende med, at han modtog musikundervisning af faderen, hans eneste lærer i tonekunsten. På universitetet i Leipzig påbegyndte han i 1731 et jurastudium, som fortsatte fra 1734 i Frankfurt an der Oder, hvor han ernærede sig ved musikundervisning, komposition og koncertvirksomhed indtil 1738. Dette år blev han knyttet til den preussiske kronprins Friedrichs hof, hvor han virkede som cembalist. Ved kronprinsens tronbestigelse i 1740 flyttede hoffet til Berlin (Charlottenburg) og Potsdam. Her var komponisterne Johann Joachim Quantz og brødrene Johann Gottlieb og Carl Heinrich Graun (henholdsvis koncertmester og kapelmester) toneangivende. Bachs virke bestod frem for alt i at akkompagnere kongens fløjtespil, desuden i at undervise og komponere. Han tilegnede kongen de såkaldte »Preussiske sonater« (Wq 48, 1742), og til en elev, hertug Carl Eugen von Württenberg, skrev han de »Württenbergske sonater« (Wq 49, 1744). Også til kongens søster, princesse Amalia, ved hvis hof han ligeledes var aktivt beskæftiget, komponerede han en samling værker for 'Clavier', de seks »Sonater med ændrede repriser« (Wq 50, 1760). Blandt hans elever var Johann Sebastian Bachs yngste søn, Johann Christian, der opholdt sig i Berlin fra 1750 (efter faderens død) til 1754, hvorefter han drog til Milano. På eget forlag udgav C. Ph. E. Bach i 1753 en lærebog i klaverspil, »Versuch über die wahre Art das Clavier zu spielen«, der bl.a. indholder en samling sonater som eksempler. Den betød, at han hurtigt vandt almindelig anerkendelse som sin tids mest betydelige lærer i klaverspil. Lærebogen blev fulgt af en anden del i 1762. Ved hoffet i Berlin og i Potsdam blev hans talent dog ikke værdsat efter fortjeneste, og han søgte flere stillinger andre steder, bl.a. som faderens efterfølger som Thomas-kantor i Leipzig, men alle anstrengelser var forgæves. I 1744 ægtede han Johanna Maria Dannemann, datter af en vinhandler. Med hende fik han flere børn, bl.a. en søn, der fik samme navn som sin farfar, Johann Sebastian. Han blev maler, men døde ung. Som en direkte følge af Syvårskrigen svandt kongens interesse for musik gradvis, hvilket betød at Bachs betingelser blev yderligere forringede. Først ved sin gudfar, Telemanns død i 1767, åbnede der sig mulighed for - trods kongens modvilje mod at lade ham rejse - at forlade stillingen i Berlin. I marts 1768 blev han højtideligt indsat i embedet som kantor ved Johanneum-skolen i Hamborg og som stadsmusikdirektør med ansvar for musikken ved hansestadens fem hovedkirker. Han forblev i Hamborg resten af sit liv. Fra denne periode stammer en stor del af den kirkemusik, han skrev: kantater, motetter, udsættelser af salmer i Salmernes Bog, oratorier, passioner osv. Desuden virkede han som solist ved koncerter og som dirigent ved opførelser af talrige værker af forskellige komponister som f.eks. Telemann, Johann Adolph Hasse, Händel (Messias, 1775), J. S. Bach (Credo fra Messen i hmol, 1786), Haydn (Stabat Mater) og Jomelli (Requiem). Hans berømmelse nåede med tiden langt uden for Tysklands grænser. Bl.a. opsøgte englænderen Charles Burney ham, hvilket betød, at denne i sin selvbiografi kunne gøre fyldigt rede for hans liv og virke. Med talrige personligheder i ind- og udland førte han en omfattende korrespondance, bl.a. med baron Gottfried Bernhard van Swieten, til hvem han skrev seks strygersymfonier (Wq 182, 1773) og hvem han tilegnede den 3. samling sonater »für Kenner und Liebhaber« (Wq 57, 1781). Gennem den lange brevveksling med Johann Nikolaus Forkel i Göttingen, suppleret med dennes besøg i Hamborg, fik Forkel førstehånds oplysninger om komponistens fader, Johann Sebastian Bach. De blev siden lagt til grund for den første monografi om ham, udgivet i 1802. Carl Philipp Emanuel Bach døde i Hamborg den 14. december 1788. Efter hans død udarbejdede hans enke en omfattende og udførlig fortegnelse over hans musikalske efterladenskaber, udgivet i 1790 og kendt som »Nachlass-Verzeichnis«. Dennes indhold er gengivet i Bach-Jahrbuch 1938, 1939 og 1940-48; desuden findes en faksimile-udgave: Rachel W. Wade, The Catalog of Carl Philipp Emanuel Bach's estate, New York 1981. Den første tematiske fortegnelse over hans værker skyldtes Johann Jacob Heinrich Westphal (ca. 1760-ca. 1835), der var organist i Schwerin og som samlede hans værker. Fortegnelsen overgik til Det kgl. Bibliotek i Bruxelles, hvor Alfred Wotquenne virkede som bibliotekar. I 1905 udgav han en bearbejdet version af Westphals værkliste, fulgt i 1984 af en mere udførlig fortegnelse udarbejdet af E. Eugene Helm. De to fortegnelser er omtalt på denne hjemmeside. Som komponist udviklede Carl Philipp Emanuel Bach et meget personligt tonesprog. Det skyldes især, at han såvel i Frankfurt an der Oder, i Berlin som i Hamborg levede og virkede fjernt fra Wien og fra indflydelsen fra de komponister, der virkede i Østrig og Sydtyskland. Navnlig hans symfonier bærer tydeligt præg af den selvstændighed, der kendetegner hans musik i almindelighed. Med deres ofte energiske udtryk, dristige harmonik og bratte stemningsskift opviser de en høj grad af originalitet. Han er en af de mest betydningsfulde komponister, der virkede i midten af 1700-tallet. Denne side opdateret 26. april 2015 |