»MusikMosaik«

→ Komponister ↓ sidens fod

Komponistportræt

Dietrich Buxtehude
(ca. 1637-1707)

I 1641 overtog faderen embedet som organist ved Skt. Olai Kirke i Helsingør, en stilling han bevarede til 1671. Det er overvejende sandsynligt, at han gav drengen den første musikundervisning, men om denne fik andre lærere, er uvist. Navne som Johann Lorentz den yngre (1610-1689, organist ved Nikolai Kirke i København) og Kaspar Förster (1616-1673, bl.a. hofkapelmester hos Frederik III i København 1652-55 og 1661-67) er nævnt som mulige lærere, men af mangel på dokumentation forbliver det gætværk. Om hans skolegang vides heller ikke meget, men at han må have fået en grundig almen uddannelse, fremgår af hans sprogkundskaber, der bl.a. omfattede dansk, tysk, fransk og latin.

Som 20-årig — under forudsætning af fødselsårets rigtighed — blev han ansat som organist i den kirke, hvor hans fader havde virket i Helsingborg, Mariakyrkan. Her virkede han i nogle år under kummerlige forhold med en ringe løn og med den usikkerhed, som Karl Gustav-krigene 1657-58 og 1658-60 uvægerligt forvoldte.

I Helsingør blev embedet som organist ved Skt. Mariæ kirke, der var hjemsted for byens tyske menighed, ledigt i 1660, da organisten, Claus Dengel (?-1708), vendte tilbage til sin fødeby, Schleswig. Måske som følge af, at Skåne ved Roskildefreden i 1658 blev afstået til Sverige, og utvivlsomt ved udsigten til bedre økonomiske forhold søgte Buxtehude stillingen, som han fik og tiltrådte samme år. Han blev dermed kollega til sin fader, i hvis hus han tilmed boede. Om hans embedspligter og om omfanget og arten af den musik, han leverede, foreligger der ingen oplysninger, men sikkert er det, at han kun skulle virke som organist; kantorfunktionen blev varetaget af en anden musiker, David Boeckell (årstal ?). Enkelte værker fra Buxtehudes hånd har med nogenlunde sikkerhed kunnet henføres til hans tid i Helsingør. Hertil hører frem for alt den gejstlige koncert Aperit mihi portas justitiae BuxWV 7. Måske blev nogle af hans værker for cembalo eller clavichord til i samme periode.

Opholdet i Helsingør varede til 1668, da Buxtehude flyttede til Lübeck for at tiltræde det velansete embede som organist ved Marienkirche, der var blevet ledigt året forinden, da indehaveren, Franz Tunder (1614-1667), døde; han havde beklædt det siden 1641. Omstændighederne omkring Buxtehudes ansættelse ved kirken og flytning fra Nordsjælland til Holsten er ukendte, men det vides, at han kort efter ankomsten opnåede borgerskab og få dage senere ægtede Tunders 22-årige datter Anna Margarethe. Hun skænkede ham mindst seks børn, der alle synes at have været døtre.

Som ved Skt. Mariæ Kirke i Helsingør var de musikalske opgaver ved Marienkirche i Lübeck fordelt på to medarbejdere: organist og kantor. Ved Buxtehudes tiltræden blev kantorembede beklædt af Samuel Franck (1634-1679), der var gift med en anden af Tunders døtre, Sofia Augusta, og som dermed var svoger til Buxtehude. Franck blev efterfulgt af Jakob Pagendarm (1646-1706). Til rådighed for kantoren stod et kor bestående af elever fra latinskolen, Katharineum, hvor kantoren i øvrigt også underviste. Under gudstjenesterne havde kantor og kor plads på det rigt udsmykkede galleri (korpulpitur) mellem kirkens kor og hovedskib (på tysk kaldes denne del af et kirkerum Lettner).

Organistens funktioner under gudstjenesten bestod i at spille til indledning, når det ikke var koret, der varetog den opgave, at præludere ved og alternere med menighedssangen, der endnu på den tid foregik uden orgelledsagelse, og at spille til udgang. Uden tvivl er mange af Buxtehudes orgelværker komponeret i forbindelse med tjenesten i kirken. Det gælder såvel de frie (præludier, toccataer, chaconner, passacaglia) som de bundne (koralforspil, -fantasier, -variationer). Hans vokale kirkemusik omfatter gejstlige koncerter (i vore dage traditionelt betegnet som »kantater«) til både tyske og latinske tekster, men det er uvist, om de var beregnet til opførelse under gudstjenesterne. Desuden komponerede han et antal vokale lejlighedsværker i forskellige anledninger. Hertil hører den sørgemusik, han skrev i 1674 i anledning af faderens død. Denne var fratrådt sit embede i Skt. Olai i 1671 og flyttede nogle år senere til Lübeck for at være i nærheden af sin søn, men opholdet varede kun et halvt års tid. Han døde 22. januar 1674 og blev begravet i Marienkirche. Sørgemusikken, BuxWV 76, består af fire koralbearbejdelser over melodien til Luthers gendigtning af Simeons Lovsang, Mit Fried und Freud fahr ich dahin, og en klagesang skrevet over et firestrofet digt af komponisten selv, Muß der Tod denn auch entbinden.

Særlig interesse samler sig omkring Buxtehudes bidrag til de såkaldte Abendmusiken, der i høj grad medvirkede til hans berømmelse i samtiden, men hvis musik — måske med en enkelt undtagelse — ikke er overleveret; kun nogle få tekster og værktitler er bevaret. Der var her tale om opførelser af musik af vekslende beskaffenhed i ikke-liturgisk sammenhæng, dvs. uden for gudstjenesterne. Oprindelsen var koncerter, som Franz Tunder fra 1646 (eller måske tidligere) gav i Marienkirche til adspredelse for handelsstandens medlemmer, inden de mødtes på børsen. I begyndelsen omfattede koncerterne, der fandt sted på torsdage om eftermiddagen, kun orgelmusik (og kaldtes da Abendspielen), men efterhånden udvidede han dem med solistiske vokalstykker.
  Ved sin tiltræden overtog Buxtehude denne tradition, men ændrede den på flere måder. Koncerterne blev henlagt til de to sidste søndage i kirkeåret og til 2.-4. søndag i Advent (1. søndag i Advent var i forvejen en festdag med rige musikalske udfoldelser, hvorfor koncerterne blev udeladt den dag). Koncerterne blev afholdt i umiddelbar forlængelse af eftermiddagsgudstjenesten. Desuden udvidede han repertoiret i forhold til sin forgængers, idet han komponerede musikken for kor, solister og instrumenter. De udøvende blev ikke placeret på kirkens Lettner, der ved disse lejligheder var forbeholdt de mere velansete borgere, men på orgelpulpituret. Dog var pladsen her så trang, at der året efter hans tiltræden på hans foranledning blev opført to balkoner i hver side af kirkeskibet. Udgiften hertil blev ligesom afholdelsen af koncerterne betalt af borgerne; det var ikke et kirkeligt anliggende. Som ved gudstjenesterne var sangerne elever fra latinskolen, hvis rektor fra gang til gang skulle give tilladelse til deres medvirken.
  I begyndelsen synes repertoiret at have omfattet kortere stykker af vekslende beskaffenhed, men efterhånden skrev han længere, sammenhængende, oratorielignende værker, eventuelt fordelt på flere eftermiddage. Det anonymt overleverede oratorium, der efter indholdet har fået titlen Das jüngste Gericht ('Dommedag') og som af nogle forskere tilskrives Buxtehude (BuxWV Anh. 3), kan måske give et indtryk af beskaffenheden af sådanne værker fra hans hånd. Koncerterne, hvortil der var gratis adgang, var i øvrigt genstand for umådelig stor interesse og ikke mindst nysgerrighed, hvad der ofte medførte uro i kirken, hvorfor ordensmagten måtte træde til, dog ikke altid med held. Koncerttraditionen fortsatte i øvrigt længe efter Buxtehudes tid; den sidste Abendmusik blev afholdt i 1810.

Buxtehudes ry som organist og som komponist nåede efterhånden langt ud over Lübecks og Holstens grænser. Vidnesbyrd herom er f.eks., at Johann Pachelbel (1653-1706, siden 1695 organist ved Skt. Sebaldus-Kirken i sin fødeby Nürnberg) i 1699 tilegnede ham og komponistkollegaen Ferdinand Tobias Richter i Wien (ca. 1649-1711) sit orgelværk Hexachordum Apollinis. I 1703 drog Johann Matthesohn (1681-1764) i følgeskab med Georg Friedrich Händel til Lübeck for at forhøre sig om mulighederne for at efterfølge ham som organist ved Marienkirche. Mest berømt et det besøg, som den unge Johann Sebastian Bach efter en fodrejse fra Arnstadt aflagde ham i 1705-06 for at lære af hans kunst.

Buxtehudes omdømme gav sig også udtryk i, at adskillige unge musikere opsøgte ham for at blive hans elever. Blandt de mere fremtrædende kan nævnes Georg Dietrich Leyding (1664-1710), der blev organist i Braunschweig, og Nikolaus Bruhns (1665-97), som han sendte til København, hvor han dog ikke fik noget embede. I 1689 blev han ansat som organist i Husum.

Med tanke på sine døtre ansøgte Buxtehude i 1706 de kirkelige myndigheder om, at organistembedet efter hans død blev besat af en mand, der kunne ægte en af dem. Den, han foreslog og som blev valgt, var Johann Christian Schieferdecker (1679-1732), der var blevet uddannet ved Thomasskolen i Leipzig i 1692-97. Det vides ikke, hvornår han kom til Lübeck, men i de sidste år af Buxtehudes liv assisterede han ham. Siden ægtede han hans datter Anna Margaretha, der dog døde to år efter vielsen. Om Schieferdecker berettes i øvrigt, at han videreførte Abendmusiken efter Buxtehudes retningslinjer, men opførte så vidt vides ingen af sin berømte svigerfars værker.

Buxtehude døde 9. maj 1707 og blev den 16. begravet i den kirke, hvor han i 39 år havde gjort tjeneste. Trods den berømmelse og anerkendelse, han havde været genstand for vidt omkring, forsvandt han i glemsel — i lighed sort set alle andre komponister fra baroktiden, herunder Johann Sebastian Bach. Først gennem beskæftigelsen med dennes musik i anden halvdel af 1800-tallet dukkede navnet Buxtehude op. Bachs første store biograf, Philipp Spitta, skrev udførligt om organisten fra Marienkirche (bind I, s. 252ff, 260ff, 290ff, 793f). Den første selvstændige monografi skyldes den franske musikforsker André Pirro (udgivet 1913).

Se også:

• Litteratur om Buxtehude i udvalg
• Fortegnelsen over Buxtehudes værker (BuxWV).
• Oversigt over Buxtehudes koralbearbejdelser for orgel
• Oversigt over Buxtehudes kammermusik

↑ sidens top

Opdateret 31. august 2023