»MusikMosaik«

→ Komponister ↓ sidens fod

Komponistportræt

Antonio Vivaldi

Antonio Vivaldi blev født i Venezia den 4. marts 1678 og blev på grund af svagt helbred døbt (under navnet Antonio Lucio) samme dag. Han var søn af en violinist ved San Marco-kirken, Giovanni Battista Vivaldi. Om hans barndom, opvækst og musikalske uddannelse vides intet, men det må formodes, at faderen gav ham den første undervisning. Han blev præsteviet i 1703 og fik på grund af sin hårfarve tilnavnet »Il prete rosso« ('den rødhårede præst'). Fra samme år og indtil 1740 virkede han, med talrige afbrydelser af vekslende længde, som lærer og komponist ved en af Venezias institutioner for hittebørn, Il Pio Ospedale della Pietà, der uddannede piger i forskellige musikalske discipliner. I 1713 opførtes hans første opera, Ottone in Villa i Vicenza, og dermed indledtes hans mangeårige karriere som komponist af sceniske værker, suppleret med et virke som impressario i Venezia. Byen havde på den tid et større antal aktive operahuse.

Vivaldi er navnlig kendt for sin instrumentalmusik, som til dels blev skrevet med henblik på undervisningen af pigerne på institutionen. Hans hovedinstrument var violin, for hvilken han komponerede over 200 solokoncerter foruden dobbeltkoncerter og sonater. Også andre instrumenter skrev han musik for: viola d'amore, violoncel, fløjte (både blokfløjte og tværfløjte), obo, fagot, horn, trompet osv.

Til La Pietà leverede han en del vokal kirkemusik, herunder især udsættelser af vespersalmer som Beatus vir, Dixit Dominus og Laudate pueri tillige med Marias lovsang Magnificat. Til hans verdslige vokalmusik hører, foruden operaerne, et større antal solokantater og serenataer, som er større kantatelignende værker for solister, kor og orkester, skrevet som hyldest til en højtstående person.

I løbet af 1730'erne dalede hans anseelse i Venezia, hans musik blev betragtet som forældet. Af ukendte grunde rejste han i efteråret 1740 fra byen til Wien, hvor han døde den 28. juli det følgende år. Begravelsen fandt sted samme dag på et ukendt sted i Wien.

I lighed med andre komponister fra baroktiden blev Vivaldi og hans musik glemt. I anden halvdel af 1800-tallet, i forbindelse med interessen for J. S. Bach, der havde transskriberet et antal koncerter af ham for cembalo eller for orgel, blev hans værker undersøgt, men først efter 2. Verdenskrig kom der for alvor gang i Vivaldi-renæssancen, i begyndelsen omkring instrumentalværkerne, men efterhånden også alle andre sider af hans musik.

Kun en lille del af hans værker - alle instrumentale - blev udgivet i hans samtid. Langt den overvejende del af hans musik er overleveret i håndskrevne kilder, hvoraf den største samling, som oprindeligt tilhørte ham selv, er opbevaret på universitetsbiblioteket i Torino. En anden betydningsfuld samling findes i Sächsische Landesbibliotek i Dresden, hvor hans musik i samtiden havde været genstand for en betydelig interesse.

Vivaldis historiske betydning ligger frem for alt i hans koncerter, hvis musikalske indhold og opbygning han medvirkede til at lægge i faste rammer, der fik betydning for genren i de følgende stilperioder.

Vedrørende fortegnelsen over hans værker henvises til RV

↑  sidens top

Oprettet 7. marts 2009