Mosaik

»MusikMosaik«

Mosaik
 

→ Artikler ↓ sidens fod → Introduktion til Anton Bruckner

Anton Bruckner
(1824-1896)

Latinske motetter

© Peter Ryom

Bruckner anvendte ikke betegnelsen motet om nogen af sine kirkemusikalske kompositioner, men ordet er praktisk som almindelig fællesbetegnelse, og det er bl.a. anvendt på flere indspilninger af værkerne (se nedenfor).

Definition og historie

En motet kan beskrives som en flerstemmig kirkekomposition med latinsk, liturgisk tekst for kor a cappella, dvs. uden instrumental ledsagelse. Som værktype opstod motetten i 1200-tallet, og den gennemgik i de følgende århundreder en lang udvikling med hensyn til skrivemåde, opbygning og stemmetal, og nåede til et kunstnerisk højdepunkt i 1500-tallet, vokalpolyfoniens store århundrede, hos komponister som Pierre de la Rue, Josquin Desprez, Orlando di Lasso, Tomàs Luis de Victoria og den mest betydningsfulde, Giovanni Pierluigi da Palestrina. Men efterhånden blev motetten ændret i forhold til både det liturgiske sprog og til besætningen, hvorfor betegnelsen motet blev udvidet til at omfatte andre værktyper end den oprindelige. Blandt andet blev der skrevet motetlignende kompositioner til tekster på andre sprog, især efter at tysk og engelsk som følge af Reformationen i begyndelsen af 1500-tallet gradvis erstattede latin i gudstjenesterne, ligesom musikken efterhånden blev tilpasset de skiftende musikalske stilarter, der bl.a. førte til anvendelsen af instrumenter. I tiden efter 1600 gjaldt det specielt indførelsen af en basso continuo-stemme og selvstændige instrumentalstemmer.

De kompositioner af Bruckner, der kan henføres til kategorien motet, omfatter både værker af den ældre type for kor a cappella, og mere moderne med instrumenter i forskellige kombinationer, f.eks hans stort anlagte Ecce sacerdos magnus i a-mol for firestemmigt kor (SATB), tre basuner (ATB) og obligat orgel. Det er dog kun motetterne af den ældre type uden instrumenter, der skal omtales i det følgende, og det skyldes, at de udgør en speciel del af hans musikalske univers, væsensforskelligt fra hans store messer og hans symfonier. To af de her omtalte værker er specielle, fordi de indgår som led i en messe.

Palestrinastilen

Kendetegnende for 1500-tallets kirkemusikalske skrivemåde, vokalpolyfonien, er især den besætning, som både messer og motetter er skrevet for: kor på fire, fem, seks eller flere ligeberettigede vokale stemmer. Musikken er desuden normalt inddelt i afsnit af vekslende karakter efter teksternes forskellige bestanddele. Afsnittene kan følge efter hinanden uden pauser eller omvendt være adskilt af tydelige indsnit. Til rådighed for komponisterne stod de otte såkaldte kirketonearter: de autentiske dorisk, frygisk, lydisk og mixolydisk og de plagale hypodorisk, hypolydisk, hypofrygisk og hypomixolydisk. I løbet af 1500-tallet kom gradvis nye tonearter til: jonisk og æolisk, der blev forløberne for dur og mol. Palestrinastilen blev holdt i hævd længe efter 1600, hvor den blev anvendt side om side med baroktidens nye stil. I første del af 1700-tallet, i højbarokken, blev der stadig komponeret kirkemusik i den såkaldte stile antico, af bl.a. Antonio Lotti (1667–1740), Johann Sebastian Bach (1685–1750) og Georg Friedrich Händel (1685–1759), og i 1725 udgav Johann Joseph Fux (1660–1741), der også skrev musik af samme art, en grundlæggende lærebog om Palestrinastilen, Gradus ad Parnassum. Men omkring midten af 1700-tallet blev den ældre musik, både vokalpolyfonien og baroktidens tonesprog, betragtet som kompliceret, vanskelig tilgængelig og forældet, og der opstod nye strømninger, der førte til udviklingen af den wienerklassiske stil hos navnlig Joseph Haydn (1732–1809), Wolfgang Amadeus Mozart (1756–1791) og Ludwig van Beethoven (1770–1827). Både de og mange andre komponister fra perioden skrev kirkemusik i tidens tonesprog med solister, kor og orkester. Vokalpolyfonien var gledet helt ud af billedet, og det dannede baggrunden for cæcilianismen og dens forsøg på at genoplive den gamle skrivemåde.

Cæcilianismen

Cæcilie med orgel

Romantikkens almindelige interesse for fortiden kom fra omkring 1820 til udtryk i en reformbevægelse, der som formål havde at bevare den gregorianske sang i gudstjenesten og at indføre 1500-tallets vokalpolyfoni i samtidens kirkemusik. Bevægelsen fik navn efter den den historisk noget tvivlsomme person Cæcilie, der blev fejret som musikkens skytshelgen og gerne blev afbildet med et orgel. Rundt om i Europa blev der stiftet cæcilieforeninger, herunder i Tyskland, hvor præsten Franz Xaver Witt (1834–1888) grundlagde en forening i 1868 og var bl.a. redaktør af tidsskriftet Musica Sacra, som han selv havde oprettet. Bevægelsen tog afstand fra wienerklassikken, fra den dramatiske musikstil og fra anvendelsen af symfoniorkester i kirken. Her skulle musikken være renset for al verdslighed, og idealet var den vokale stil for kor a cappella som i 1500-tallet.

Bruckner var bekendt med reformbevægelsen, men han tilsluttede sig den ikke. Kun skrev han et enkelt værk, der helt igennem fulgte reglerne for den gamle stil med hensyn til besætning og toneart, men det gjorde han udelukkende for at opfylde et ønske fra en erklæret tilhænger af cæcilianismen, Ignaz Traumihler, der var Regens chori (musikdirektør) i St. Florian, og som han i 1879 tilegnede det smukke, lydiske graduale Os justi for kor a cappella (WAB 30). To måneder efter afslutningen af det begyndte han i øvrigt kompositionen af sin symfoni nr. 6 i A-dur, der er speciel ved at opvise flere kirketonale træk, rimeligvis under indflydelse fra arbejdet med vokalværket.

Ingen andre af Bruckners værker kan henføres til reformbevægelsen, men hertil kommer, at han direkte tog afstand fra den. Over for Karl Waldeck, der efterfulgte ham i stillingen som organist ved domkirken i Linz, og som han efterfølgende bevarede kontakten med, skal han have udtalt, at cæcilianismen var en »sygdom«. I 1885 udgav Witt i et nummer af sit tidsskrift Bruckners frygiske Tantum ergo (femte strofe af Pange lingua fra 1868, WAB 33), hvori han egenmægtigt havde foretaget ændringer i satsen, således at den kom til at leve op til cæcilianismens ideer, men det blev Bruckner stærkt fortørnet over. Det var karakteristisk for ham, at han ikke ville finde sig i den slags indgreb.

Kompositionerne

Nedenstående oversigt er opstillet i kronologisk orden efter værkernes tilblivelse. WAB henviser til Renate Grasbergers fortegnelse over Bruckners værker (1977). Motetterne er udgivet i bind XXI af den samlede udgave af Bruckners værker, NGA (1984).

TitelBesætningToneartWAB ÅrNGA
Pange linguaSATBC-dur311835, rev. 18911
Asperges meSATBF-dur4ca. 18444
Christus factus est
 Graduale i messe til skærtorsdag
SATBF-dur918445/1
Dextera Domini
 Offertorium i messe til skærtorsdag
SATBF-dur918445/3
Tantum ergoSATBD-dur3218457
Tantum ergo nr. 1-4SATBEs-dur, C-dur,
B-dur, As-dur
411846, rev. 188812 og 37
Ave Maria IISAATTBBF-dur6186120
Pange lingua og Tantum ergoSATBfrygisk33186822
In S. Angelum custodemSATBfrygisk18186824a
Locus isteSATBC-dur23186925
Os justiSATBlydisk30187928
Christus factus est IIISATBd-mol11188430
Salvum fac populumSATB40188431
Virga JesseSATBe-mol52188534
Vexilla regisSATBfrygisk51189140

Indspilninger

Bruckners latinske motetter er indspillet adskillige gange på CD. Flere er koblet sammen med større vokalværker, andre indgår i samlinger af blandet indhold, herunder stykker for kor og instrumenter. Nedenstående udvalg hører til den sidstnævnte kategori:

  • Anton Bruckner Ave Maria Musik für Chor und Bläserensemble, NDR Chor Hamburg, dir. Hans-Christoph Rademann ◊ Carus Classics 83-466
  • Anton Bruckner. Geistlich Chöre - Motets, Dresdner Kreuzchor, dir. Martin Flämig ◊ Capriccio 10 081
  • Bruckner Latin Motets, Latvian Radio Choir, dir. Sigvard Klava ◊ Ondine ODE 1622-2
  • Bruckner Motets, Bergen Cathedral Choir, dir. Magnar Mangersnes ◊ Pro Musica PPC 9037
  • Bruckner Motets, Choir of St. Bride's Chruch, dir. Robert Jones ◊ Naxos 8.5500956
  • Bruckner Motets, Corydon Singers, dir. Matthew Best ◊ Hyperion CDA66062
  • Bruckners Motets, Choir of St Mary's Cathedral, Edinburg, dir. Duncan Ferguson ◊ Delphian DCD34071
  • Choral Works of Anton Bruckner, Roberts Wesleyan College Chorale, dir. Robert Shewan ◊ Albany TROY 063

↑ sidens top


Forside Komponister Artikler Værklister Publikationer Reformationen Diverse

Opdateret 22. november (Cecilias dag) 2023