 | | |
|
↓ sidens fod → Introduktion til Bruckners kirkemusik
Anton Bruckner
(1824-1896)
Cecilianismen
© Peter Ryom
Romantikkens almindelige interesse for fortiden kom fra omkring 1820 til udtryk i en reformbevægelse, der som formål havde at bevare den gregorianske sang i gudstjenesten og at indføre 1500-tallets vokalpolyfoni i samtidens kirkemusik. Bevægelsen fik navn efter den historisk noget tvivlsomme person Cecilie, der blev fejret som musikkens skytshelgen og gerne blev afbildet med et orgel. Rundt om i Europa blev der stiftet cecilieforeninger, herunder i Tyskland, hvor præsten Franz Xaver Witt (1834-1888) grundlagde en forening i 1868 og var blandt andet redaktør af tidsskriftet Musica Sacra, som han selv havde oprettet. Bevægelsen tog afstand fra samtidens kirkemusikstil, fra den dramatiske skrivemåde og fra anvendelsen af symfoniorkester i kirken. Her skulle musikken være renset for al verdslighed, og idealet var 1500-tallets kirkemusikalske stil, vokalpolyfonien.
Kendetegnende for denne stil er den besætning, som både messer og motetter er skrevet for: kor på fire, fem, seks eller flere ligeberettigede vokale stemmer. Musikken er desuden normalt inddelt i afsnit af vekslende karakter efter teksternes forskellige bestanddele. Afsnittene kan følge efter hinanden uden pauser eller omvendt være adskilt af tydelige indsnit. Til rådighed for komponisterne stod de otte såkaldte kirketonearter: de autentiske dorisk, frygisk, lydisk og mixolydisk og de plagale hypodorisk, hypolydisk, hypofrygisk og hypomixolydisk. I løbet af 1500-tallet kom gradvis nye tonearter til: jonisk og æolisk, der blev forløberne for dur og mol. Stilen, der ofte kaldes Palestrinastilen efter en af 1500-tallets største komponister, blev holdt i hævd længe efter 1600, hvor den blev anvendt side om side med baroktidens nye stil, stile moderno. I første del af 1700-tallet, i højbarokken, blev der stadig komponeret kirkemusik i den såkaldte stile antico, af blandt andre Antonio Lotti (1667-1740), Johann Sebastian Bach (1685-1750) og Georg Friedrich Händel (1685-1759), og i 1725 udgav Johann Joseph Fux (1660-1741), der også skrev musik af samme art, en grundlæggende lærebog om Palestrinastilen, Gradus ad Parnassum. Men omkring midten af 1700-tallet blev den ældre musik, både vokalpolyfonien og baroktidens tonesprog, betragtet som kompliceret, vanskeligt tilgængelig og forældet, og der opstod nye strømninger, der førte til udviklingen af den wienerklassiske stil hos navnlig Joseph Haydn (1732-1809), Wolfgang Amadeus Mozart (1756- 1791) og Ludwig van Beethoven (1770-827). Både de og mange andre komponister fra perioden skrev kirkemusik i tidens tonesprog med solister, kor og orkester. Vokalpolyfonien var gledet helt ud af billedet, og det dannede baggrunden for bestræbelser på at genoplive den gamle skrivemåde.
Bruckner var bekendt med reformbevægelsen, men han tilsluttede sig den ikke. Kun skrev han et enkelt værk, der helt igennem fulgte reglerne for den gamle stil med hensyn til besætning og toneart, men det gjorde han udelukkende for at opfylde et ønske fra en erklæret tilhænger af cecilianismen, Ignaz Traumihler, der var Regens chori (musikdirektør) i St. Florian, og som han i 1879 tilegnede det smukke, lydiske graduale Os justi for kor a cappella. To måneder efter afslutningen af det begyndte han i øvrigt kompositionen af sin symfoni nr. 6, der er speciel ved at opvise flere kirketonale træk, uden tvivl under indflydelse fra arbejdet med vokalværket.
Ingen andre af Bruckners værker kan henføres til reformbevægelsen, og hertil kommer, at han direkte tog afstand fra den. Over for Karl Waldeck, der efterfulgte ham i stillingen som organist ved domkirken i Linz, og som han siden bevarede kontakten med, skal han have udtalt, at cecilianismen var en »sygdom«. I 1885 udgav Witt i et nummer af sit tidsskrift Bruckners frygiske Tantum ergo (WAB 33), hvori han egenmægtigt havde foretaget ændringer i satsen, således at den kom til at leve op til cecilianismens ideer, men det blev Bruckner stærkt fortørnet over.
↑ sidens top
Forside
Komponister
Artikler
Værklister
Publikationer
Diverse
Anton Bruckner
18. september 2024
|
|