Mosaik

»MusikMosaik«

Mosaik
 

→ Komponister ↓ sidens fod → Værklister: instrumentalværker, vokalværker

Komponistportræt

César Franck

César Franck (foto)

Francks nationalitet har givet anledning til en del uenighed. Alt efter synspunkt er han blevet betegnet som fransk, belgisk og tysk. Faderen, Nicholas-Joseph, var en arbejdsløs embedsmand, der stammede fra Gemmenich nær den belgisk-tyske grænse, mens moderen, Catharina Barbara, født Frings, var datter af en fabrikant i Aachen. Parret havde slået sig ned i Liège, der indtil Belgiens oprettelse i 1830 hørte under det fransk dominerede wallonske område. Den ældste søn, der overlevede den spæde barndom, kom til verden den 10. december 1822 og fik i dåben navnene César-Auguste-Jean-Guillaume-Hubert Franck. Tre år senere blev hans bror Jean-Hubert-Joseph, der ligeledes blev musiker, født (han levede til 1891).

Begge drengene viste tidligt musikalske evner, som deres despotiske far søgte at udnytte ved at give dem en uddannelse, der tog sigte på en karriere som virtuos, César-Auguste (som han kaldte sig i en lang årrække) på klaver, Joseph på violin. César-Auguste blev som otteårig optaget i en lokal musikskole, det senere Kongelige Musikkonservatorium i Liège, hvor han blev undervist i solfège, klaverspil og harmonisering. Han modtod flere priser, som tilskyndede faderen til at gennemføre koncerter med drengen i Liège, Bruxelles og Aachen. Fra den tid stammer hans første kompositioner, banale og intetsigende klaverstykker, der skulle vise hans pianistiske talent.

Familien flyttede i 1835 til Paris, vor han også skulle optræde og desuden videreuddannes. Han kom i lære hos Anton Reicha, der dog døde året efter. Hans ansøgning om optagelse på Pariserkonservatoriet blev afvist af direktøren, Luigi Cherubini, der var italiener af fødsel, med henvisning til dengens nationalitet (!). Den ærgerrige far søgte og fik i 1837 fransk indfødsret, og samme år blev drengen optaget på konservatoriet. Her vandt han igen flere førstepriser, i klaverspil og kontrapunkt, mens det kun blev til en andenpris i orgelspil på grund af dommerkomitéens manglende forståelse for hans beherskelse af kontapunktteknikken.

Efter dette »nederlag« besluttede faderen, at César-Auguste skulle fortsætte sin uddannelse som klavervirtuos og gennemførte en koncertturné i Belgien i 1843. I løbet af de tre forudgående år havde han komponeret tre klavertrioer, der blev udgivet som hans opus 1 og som efter faderens bestemmelse blev tilegnet den belgiske konge, Leopold I. Til hans store fortrydelse indbragte dette dog ikke de gunstbevisninger, han havde håbet på. I Bruxelles lærte César-Auguste Franz Liszt at kende. Efter dennes råd erstattede han finalen af den 3. trio med en ny sats og lod til gengæld den oprindelige udgive som enkeltstående sats med opusnummeret 2. Fra samme tid stammer hans første større oratoriske værk, Ruth, efter den gammeltestamenlige person. Uropføreslen i Paris i 1846 blev ikke nogen succes (Franck reviderede værket i 1871 og lod det udgive året efter).

Forholdet til faderen blev mere og mere anstrengt, og i 1846 forlod han hjemmet. Han opretholdt tilværelsen ved at undervise både privat og i forskellige institutioner, og i 1847 blev han ansat som organist ved kirken Notre-Dame-de-Lorette. Midt under skyderierne og mellem barrikaderne i 1848-revolutionen blev han i samme kirke viet til en af sine elever, Félicité Saillot Desmousseaux, der var datter af et skuespillerpar fra Comédie-Française.

I forlovelsestiden havde han komponeret et symfonisk digt, Ce qu'on entend sur la montagne efter Victor Hugo, og i de første år af sit ægteskab skrev han en opera, Le valet de ferme; ingen af dem blev udgivet eller opført. I 1851 blev han organist ved kirken Saint Jean-Saint François, hvortil hans tidligere sognepræst var blevet overflyttet. Orglet i denne kirke var bygget af den mest betydelige franske orgelbygger i samtiden, Aristide Cavaillé-Coll, hvis firma Franck blev knyttet til som kunstnerisk rådgiver. I årene under ansættelsen her opøvede han sin orgelteknik, men indskrænkede sit kompositoriske virke.

Et afgørende vendepunkt indtraf i 1858, da han blev ansat som organist ved kirken Sainte Clotilde, hvor han året efter medvirkede ved indvielsen af et nyt orgel af Cavaillé-Coll, anerkendt som et af dennes fineste instrumenter. Francks ry som organist skyldtes ikke mindst de improvisationer, han udførte efter gudstjenesterne. Erfaringerne herfra udnyttede han i samlingen Six pièces pour orgue, komponeret i årene 1856-64 og udgivet 1868. Også den samling på 30 kortere orgelstykker, der blev udgivet posthumt (1905) under titlen L'organiste vol. II, stammer fra denne tid. Desuden skrev han enkelte vokalværker, bl.a. Les sept paroles du Christ, der som de øvrige ikke blev udgivet i samtiden.

Foruden disse beskæftigelser virkede Franck som lærer. Dels underviste han på et jesuiterkollegium i Paris, dels samlede han en kreds af private elever, der på grund af hans milde væsen kaldte ham »Pater seraphicus«. En af dem introducerede Franck for Alexis de Castillon, der senere blev første sekretær for Société Nationale de Musique, hvor en række af hans værker med tiden blev uropført.

Til sin egen overraskelse blev han i 1872 udnævnt til at efterfølge sin tidligere orgellærer på Pariserkonservatoriet, François Benoist, en stilling, som han bevarede resten af livet. Blandt eleverne i hans orgelklasse var Vincent d'Indy, der senere skrev en monografi om mesteren (1906). Samme år som udnævnelsen komponerede han et nyt oratorium, La Rédemption, der ved uropførelsen i 1873 blev en fiasko på grund af mangelfuldt nodemateriale og elendig direktion. Tilskyndet af sine elever omarbejdede han senere værket, der blev en stor succes ved opførelsen, men det nåede han ikke at opleve, da den fandt sted seks år efter hans død.

Forspillet til første akt af Richard Wagners Tristan und Isolde, som han hørte opført i 1874, fik afgørende betydning for hans tonesprog. Det høres blandt andet i flere af de værker, han skrev i den følgende tid, bl.a. tonedigtningen Les Éolides fra 1876 oratoriet Les Béatitudes. Dette værk, som han selv betragtede som sit mest vellykkede, var han begyndt at arbejde på i 1869; det blev først afsluttet ti år senere. Tre orgelværker til indvielsen af Cavaillé-Coll-orglet i Trocadéro blev til i 1878, fulgt af bl.a. et oratorium, Rébecca, en opera med nordiske motiver, Hulda og to tonedigtninge, Le chasseur maudit og Les Djinns for orkester med obligat klaver.

Hans fornyede interesse for at komponere for det sidstnævnte instrument kom til udtryk i klaverkvintetten (1878-79), de to store klaverværker Prélude, choral et fugue (1884) og Prélude, aria et final (1886-87), Variations symphoniques for klaver og orkester (1885) og violinsonaten (1886).

Fra sidste halvdel af 1880'erne stammer nogle af Francks største og betydeligste værker. Hertil hører det symfoniske digt med kor Psyché (1887-88), symfonien i d-mol (1886-88), strygekvartetten (1889), der blev en betydelig succes og slog hans navn fast i publikums bevidsthed, og de tre orgelkoraler, som blev hans sidste værker overhovedet, komponeret i månederne før hans død. En stort anlagt samling orgelstykker, der skulle omfatte 91 satser, forblev ufuldendt.

I 1885 modtog han Æreslegionens medalje og året efter blev han præsident for Société Nationale de Musique, hvilket førte til en bitter konflikt med Camille Saint-Saëns. César Franck døde den 8. november 1890. Ved begravelsen to dage senere deltog bl.a. Gabriel Fauré, Charles-Marie Widor, Édourad Lalo, Emanuel Chabrier og som repræsentant for Pariserkonservatoriet Léo Délibes. Saint-Saëns var fraværende. To år efter blev hans jordiske rester overført til Montparnasse-kirkegåden, hvor en medaljon af Auguste Rodin pryder hans gravsten. I 1904 blev der rejst et mindesmærke for ham i marmor af Alfred Lenoir foran den kirke, han havde virket i som organist i en årrække, Sainte Clotilde.

↑ sidens top


Forsiden Komponister Artikler Værklister Publikationer Reformationen Diverse

Oprettet 7. marts 2009