»MusikMosaik«

↓ sidens fod → Introduktion til Anton Bruckner

Anton Bruckner
(1824-1896)

Ægthedsspørgsmålet

Der er utallige eksempler i musikhistorien på, at der er rejst tvivl om, hvorvidt et givet værk er skrevet af den komponist, under hvis navn det foreligger, eller om det skyldes en anden. Der kan være mange grunde til usikkerheden, herunder navnlig stilistiske egenskaber, der forekommer fremmede i forhold til komponistens veldokumenterede skrivemåde. Ligeledes kan der anføres forskellige årsager til, at værket er tilskrevet en anden end den rigtige ophavsmand, blandt andet fejllæsning, distraktion og navneforveksling foruden i sjældnere tilfælde bevidst forfalskning. Problemerne opstår især i forbindelse med musik af ældre dato, eksempelvis:

• Har Georg Friedrich Händel skrevet den Johannes-Passion fra 1707, der er overleveret under hans navn? Flere andre komponistnavne er kommet på tale.
• Johan Sebastian Bachs påskekantate Ich weiß, daß mein Erlöser lebt (BWV 160) er påviseligt skrevet af Georg Philip Telemann.
• En fransk komponist ved navn Michel Corrette skrev seks sonater, som han lod udgive i Paris i 1737 som Antonio Vivaldis op. 13, Il Pastor Fido, et notorisk falskneri.
• En samling på seks koncerter med titlen Concerti Armonici udgivet i London i 1755 som værker af Carlo Ricciotti, er hverken af ham eller af Giovanni Battista Pergolesi, hvem de også er blevet tilskrevet (som Concertini), men af en nederlandsk adelsmand og diplomat ved navn Unico Wilhelm van Wassenaer, der ikke ønskede at lægge navn til dem.
• Josef Haydns berømte »Børnesymfoni« består af udvalgte satser fra en cassation af Leopold Mozart, der var far til Wolfgang Amadeus Mozart.

For Bruckners vedkommende kan kun nogle få værker afskrives som uægte eller tvivlsomme: Apollo-Marsch for blæseorkester (WAB 115) af Béla Kéler, Præludium for orgel (WAB 127) tvivlsom ægthed, Fire præludier for orgel Es-dur (WAB 128) af Johann Baptist Weiß og Domine, ad adjuvandum me festina (WAB 136) antagelig også af Johann Baptist Weiß. Men dermed er ægthedsspørgsmålet ikke udtømt, for det angår også i høj grad udformningerne af hans værker (versionerne). På dette område er der principielle forskelle mellem håndskrevet og trykt nodemateriale.

Ved manuskripter har de grafiske egenskaber afgørende betydning. Partiturer, som Bruckner fra ende til anden egenhændigt har skrevet og i nogle tilfælde efterfølgende har revideret, rettet eller foretaget ændringer i, overleverer musikken i de udformninger, han personligt har givet den. Hans godkendelse dokumenteres af hans underskrift, som han i reglen tilføjede, ofte med dato, klokkeslæt og stednavn, i slutningen af partiturerne. Fremmede tilføjelser i hans autografe manuskripter rejser spørgsmålet om, hvorvidt han har godkendt dem, og andres afskrifter med hans egenhændige tilføjelser og ændringer er specielt problematiske, fordi det ikke altid er klart, om de skyldtes forslag fra andre, og fordi det er usikkert, om han rettede sig efter dem helhjertet eller nødtvunget.

En af de beklagelige mangler ved WAB-fortegnelsen er, at den ikke har oplysninger om de håndskrevne kilder. Det er ellers en væsentlig funktion ved tematiske fortegnelser over en komponists musik at oplyse blandt andet bibliotekssignatur, art og beskaffenhed af det overleverede kildemateriale. Det kræver et omfattende forskningsarbejde, men det er tilsyneladende ikke udført for Bruckners vedkommende.

Med hensyn til de trykte udgaver angår ægthedsspørgsmålet ikke alene dem, der udkom i hans samtid og i de første årtier efter hans død i 1896, men også dem, der blev udgivet fra 1934 til nutiden. Udgaver fra før dette år er principielt problematiske, især fordi nogle af hans medarbejdere i flere tilfælde har ladet dem udgive efter på egen hånd i større eller mindre omfang og på forskellige måder at have ændret dem, ofte uden hans vidende eller godkendelse. De videnskabelige, filologiske metoder, der blev anvendt til de store samlede udgaver af eksempelvis Bachs værker (1851-99), havde ikke påvirket udgiverne af Bruckners musik.

Dette skulle imidlertid efter hensigten ændres med beslutningen om at udgive hans samlede værker i hans egne versioner, uden udeladelse af originalt materiale og uden fremmede tilføjelser eller indgreb. Der blev til formålet udarbejdet et sæt editionsretningslinjer, og til at adskille de ældre udgaver fra den nye, der begyndte at udkomme i 1934, blev de enkelte udgivelser betegnet som »Originalfassung«, der skulle udelukke enhver tvivl om ægtheden. Den har dog vist sig i flere tilfælde at være misvisende, fordi kravet om nøjagtig gengivelse af værkerne ikke altid er blevet overholdt (se versioner).

Partiturerne fra de to første serier af de samlede udgaver, KGA ved Robert Haas og NGA ved Leopold Nowak, er i stort omfang blevet anvendt til opførelser og indspilninger, men det betyder beklageligvis, at nogle af Bruckners symfonier og andre værker bliver kendt i uautentiske udformninger. Hertil kommer, at udgaverne og dermed indspilningerne i flere tilfælde bliver betegnet med forkerte årstal.

↑ sidens top

22. juli 2024