»MusikMosaik«

↓ sidens fod → Introduktion til Anton Bruckner

Anton Bruckner
(1824-1896)

Versionsbegrebet

Flere af Bruckners værker foreligger i to eller tre indbyrdes forskellige udformninger, som det er almindeligt at betegne som versioner (»Fassungen«). For at skelne dem fra hinanden anvendes løbende nummerering (1. Fassung, 2. Fassung osv.), årstal (Fassung 1887, Fassung 1890) eller stednavne (Fassung Linz, Fassung Wien). Betegnelserne optræder både i udgaver og ved indspilninger, hvor det specielle begreb »Originalfassung« også forekommer. Ingen af disse betegnelser er originale, for Bruckner skelnede ikke selv mellem forskellige værkformer og anvendte ikke betegnelsen Fassung. Den blev først taget i brug i forbindelse med udgivelsen af hans samlede værker fra 1934. Spørgsmålet er imidlertid, hvordan defineres begrebet versions?

Bruckners beskæftigelse med en komposition bestod ikke kun i at notere de første ideer og indfald, dernæst at skitsere værket i hovedtrækkene og sluttelig at nedskrive det i et komplet og færdigt partitur. Hyppigt fulgte også efterfølgende en kritisk revision, der kunne medføre forbedringer og andre ændringer af værket, en proces der ofte var affødt af personlig usikkerhed, men som mange gange også skyldtes påvirkning fra omgivelserne, fra såvel dirigenter, musikere, anmeldere som bekendte, der forholdt sig uforstående over for hans tonesprog og udsatte hans musik for snart velmenende, snart ondsindet kritik.

I nogle tilfælde blev ændringerne foretaget umiddelbart eller kort tid efter afslutningen af kompositionen, hvorfor de principielt kan henregnes til den oprindelige, første version af værket. I andre tilfælde blev de derimod gennemført efter en længere periode, der kunne strække sig over flere år. Afgørende betydning har derfor de datoer, som Bruckner i rigt mål noterede i partiturerne, ikke kun efter den sidste takt til markering af færdiggørelsen af et partitur, men som også blev tilføjet senere i forbindelse med skiftende ændringer og indgreb. Omfanget af ændringerne var ligeledes meget forskelligt. Ofte bestod de hovedsageligt i at efterprøve og tilrette periodiseringen, dvs. opbygningen i regelmæssige grupper på 2 + 2 eller 4 + 4 takter, hvilket han efter behov gennemførte ved at indsætte manglende takter eller ved at strege overskydende over. Men han udførte også mere gennemgribende ændringer i værkernes form blandt andet ved at fjerne hele afsnit og i nogle tilfælde ved at erstatte dem med nye, eller ved at omstrukturere hele satser. Desuden blev orkesterbesætningen og instrumenteringen også ændret.

I hans levetid og i årtierne efter hans død i 1896 var et antal kompositioner af ham blevet udgivet på forskellige forlag, men i mange tilfælde havde nogle af hans tidligere elever og medarbejdere, navnlig brødrene Josef og Franz Schalk og Ferdinand Löwe, i forskelligt omfang omarbejdet værkerne, ofte uden hans vidende eller godkendelse. Et grelt eksempel er Ferdinand Löwes maltraktering af den niende symfoni, som han lod udgive i 1903, og som længe blev anvendt til opførelser. Som beskrevet i indledningen til omtalen af de samlede udgaver, blev forskellene mellem Löwes og Bruckners egen udformning af symfonien åbenlyse ved en koncert i 1932, og det affødte ønsket om at lade hans værker udgive i de oprindelige og autentiske versioner. Dette skulle gennemføres med anvendelse af videnskabelige og filologiske metoder i lighed med de store udgaver af Bachs, Händels, Haydns, Mozarts og andres værker.

For at opfylde dette formål blev udgivelserne udarbejdet på grundlag af Bruckners håndskrevne partiturer, som han havde truffet bestemmelse om efter sin død. I hans testamente, oprettet i november 1892, var det angivet, at »originalmanuskripterne til mine nedenfor nævnte compositioner: symfonier, hidtil otte i tallet, den niende bliver, om Gud vil, snart færdig, de tre store messer, kvintetten, Te Deum, Salme 150 og Helgoland skal overdrages til det kejserlige og kongelige hofbibliotek i Wien«, og at »direktionen anmodes om at sørge for at opbevare dem med omhu«. I testamentet indgår desuden den meget sigende bestemmelse, at »firmaet Jos. Eberle og Co. skal have ret til i et passende tidsrum at låne manuskripterne til de kompositioner, som forlaget [Doblinger i Wien] har antaget til udgivelse, og at biblioteket forpligtes til i den tilsvarende periode at stille originalmanuskripterne til rådighed for trykkeriet.« Dermed udtrykte han ikke alene ønsket om, at hans værker skulle udgives, og at det firma, han i 1892 havde indgået en kontrakt med, skulle påtage sig opgaven med at trykke dem, men også kravet om, at udgaverne skulle gengive hans egne, originale versioner og ikke fremmede, uautoriserede bearbejdelser.

Det stod desuden fra begyndelsen klart, at for at kunne give et fuldstændigt billede af Bruckners musikalske univers skulle alle selvstændige og autentiske udformninger af de enkelte kompositioner udgives. Kun på den måde ville det blive muligt at følge den gradvise udvikling af hans tonesprog. Dette rejser imidlertid det principielle spørgsmål om kriterierne for sondringen mellem en version, der bør udgives selvstændigt, og en variant eller en afart, der kan omtales i det kritiske apparat.

Umiddelbart ser det ikke ud til, at der blev formuleret retningslinjer for dette spørgsmål i forbindelse med den første serie samlede udgaver, KGA, ledet af Robert Haas. I givet fald kunne det ellers have afholdt ham fra at udgive symfoni nr. 2 og symfoni nr. 8 som sammenblandinger af to versioner, der burde have været udgivet hver for sig. Hans efterfølger, Leopold Nowak, der havde ansvaret for den næste og mere omfattende serie, NGA, og som afviste nogle af Haas' metoder, har så vidt vides heller ikke opstillet klare retningslinjer.

Først ved den tredje serie, NBA, der begyndte at udkomme i 2016, har udgiverne taget stilling til spørgsmålet. Udgaven skal omfatte alle symfonier i deres forskellige versioner, og disse defineres ud fra »historiske hændelser som en opførelse, en udgivelse eller en dedikation, der markerer afslutningen på en specifik fase af Bruckners arbejde med en komposition« (historical occurrences such as a performance, printing or dedication or other event that denotes closure on a specific phase of Bruckner's work on a composition). Udgaven skal efter planen omfatte tilsammen atten versioner af de elleve symfonier, hvilket er færre end NGA-udgaven. Herom oplyses, at »siden midten af det forrige århundrede har musiklitteraturen og pladeindustriens markedsføring skabt det falske indtryk, at komponisten har efterladt os langt flere«. (Since the middle of the last century, the musical literature and marketing for the recording industry have created the false impression that the composer left us many more). [Citater efter teksthæfterne til indspilningerne med Markus Poschner, forfattet af Paul Hawkshaw.] — Se oversigten over symfonierne og de registrerede versioner.

Den nævnte metode er imidlertid problematisk. Blandt andet indebærer den, at flere af de oprindelige og afsluttede værkformer af symfonierne på forhånd udelukkes, da de hverken blev opført eller udgivet i samtiden. Dog er de i høj grad historisk interessante og værdifulde, fordi de ifølge sagens natur afspejler Bruckners umiddelbare ideer og forestillinger, og de burde derfor inddrages i serien. Eksempelvis lades den tidligste udformning af symfoni nr. 4, »Den romantiske« fra 1874 ude af betragtning, og erstattes af en revision fra 1876. Det år gav Bruckner symfonien »en sidste afpudsning« (added a few finishing touches), der omfattede tilføjelsen af to takter mod slutningen af reprisen i første sats (included two additional measures toward the end of the recapitulation of the first movement). Det forekommer ejendommeligt, at denne beskedne ændring skulle føre til en ny og selvstændig version, og at denne ikke skyldtes en af de anførte »historiske hændelser«. Disse fandt sted mange år senere: symfonien blev uropført i 1888 i den omstridte version fra samme år, den blev udgivet i 1889, og den blev tilegnet Prins Constantin, Fyrste af Hohenlohe-Schillingsfürst, der i 1886 på vegne af kejser Franz Joseph I havde overrakt Bruckner Franz-Joseph-ordenens ridderkors. Leopold Nowaks udgave fra 1975 af Version 1874 er stadig uundværlig.

Konklusionen er, at det næppe nogen sinde bliver muligt at opstille en definitiv og pålidelig liste over de forskellige »versioner« af Bruckners kompositioner, som han gradvis udarbejdede og formentlig ønskede at bevare for fremtiden. Den grundlæggende årsag hertil er, at der ikke findes nogen anvendelig målestok for graden, omfanget og betydningen af ændringer i en komposition. Om de fører til nye, selvstændige versioner eller behandles som trin i en gradvis udvikling, må i sidste instans bero på et skøn.

Litteratur

• Leopold Nowak: Die neue Gesamtausgabe der Werke Anton Bruckners (1936) i Nowak: Über Anton Bruckner. Gesammelte Aufsätze. Musikwissenschaftlicher Verlag, 1985, s. 9-12
• Leopold Nowak: »Urfassung« und »Endfassung« bei Anton Bruckner (1956), samme sted, s. 34-37

↑ sidens top

19. september 2024