»MusikMosaik«

Udgaven blev ledet af Robet Haas (1886-1960), der selv stod for udgivelsen af de enkelte symfonier (kun den niende fik Alfred Orel ansvaret for). De første, der udkom, var symfoni nr. 1 c-mol i to versioner, betegnet henholdvis som »Linzer Fassung« og »Wiener Fassung« efter de byer, hvor Bruckner angiveligt havde udarbejdet dem. Året efter udkom bind 6 med symfoni nr. 6 A-dur, med copyright 1935 og med forord dateret 1937 (!). På titelbladet er den betegnet som »Originalfassung«, og det samme er tilfældet med de efterfølgende bind, hvoraf det sidste blev udgivet (under mange vanskeligheder på grund af krigen) i 1944 med messe nr. 3 f-mol, der også betegnes som »Originalfassung«. At denne betegnelse har vist sig at være misvisende, skyldes notoriske metodefejl hos Haas. Hans udgaver af symfonierne nr. 2 og nr. 8 er ikke originale eller autentiske, eftersom de er sammenblandiger af to forskellige versioner, der burde have været adskilt. Ligeledes er betegnelsen »Linzer Fassung« ved den første version af symfoni nr. 1 misvisende, fordi udgaven gengiver omarbejdelser, som Bruckner foretog i Wien og ikke i Linz, som han flere år tidligere var flyttet fra.

Efter afslutningen på Anden Verdenskrig blev Robert Haas sat fra bestillingen og afløst af Leopold Nowak (1904-1991), der indtil sin død var leder af en ny og betydeligt mere omfattende udgave, Anton Bruckner. Sämtliche Werke, også kaldet Neue Gesamtausgabe, i almindelighed forkortet til NGA. Heri bortfaldt betegnelsen »Originalfassung«, utvivlsomt fordi det ikke længere var nødvendigt at oplyse, at udgaven var videnskabeligt funderet. Det første bind (med symfoni nr. 5) blev udgivet i 1951 og blev i lighed med de andre, som Haas havde udgivet, betegnet som 2. revidierte Ausgabe. Flere af Haas´ partiturer blev med nødvendige tilføjelser og rettelser lagt til grund for genudgivelserne. I forordet til symfoni nr. 8 (1955) tog Nowak med rette afstand fra Haas' metode og fjernede de afsnit fra symfoniens første version, som han havde indsat. Men i andre tilfælde blev Haas' udgaver ikke renset for fejl. Nowaks udgave af symfoni nr. 2 (1965 og genoptrykt i 1997) er som hos Haas en sammenblanding af to versioner med angivelser i partituret af, hvad der skulle springes over, hvilket han ganske vist gjorde rede for i forordet, men det fjernede ikke muligheden for misforståelse. Konsekvensen heraf var, at de to versioner af symfonien måtte udgives separat (henholdsvis 2005 og 2007 af William Carragan). Nowak overtog desuden Haas' forkerte betegnelse ved den første version af symfoni nr. 1, »Fassung 1866« og »Linzer Fassung«.

Bruckners symfoni nr. 3 d-mol var planlagt til udgivelse af Haas, men det fremstillede materiale blev tilintetgjort i Anden Verdenskrigs sidste fase, og i 1950 blev den udgivet i studiepartitur som »2. Fassung 1878« af Fritz Oeser på Brucknerverlag Wiesbaden. I NGA er symfonien fordelt på tre bind med hver sin version, hvortil kommer et tillæg med en ændret udformning af Adagioen. Nowaks udgave af den anden version blev udgivet som »Fassung 1877« (1981), men det er misvisende, da udgaven omfatter den coda til scherzoen, som Bruckner komponerede 10. januar 1878 med henblik på symfoniens udgivelse samme år. Herfra udgik dog codaen, som heller ikke findes i Oesers udgave fra 1950. Tilføjelsen af den i Nowaks partitur har medført, at symfonien bliver indspillet med codaen og alligevel betegnes som version 1877.

I 2016 udkom det første bind af en ny samlet udgave, Neue Anton Bruckner Gesamtausgabe, der stadig er under udgivelse, og som anvendes til nye indspilninger. Se oversigten over samlede udgaver og over udgivelser i anledning af det forestående jubilæum i 2024.

Ægthedsspørgsmålet

De versioner, der i almindelighed anerkendes som autentiske, er ikke alle lige 'originale' og 'ægte'. De opviser forskellige aspekter, der betyder, at de ikke har samme historiske værdi. De kan deles i tre kategorier:

1. De første, færdigt udarbejdede versioner af hver symfoni er specielt betydningsfulde, fordi Bruckner komponerede dem ud fra sine egne forestillinger og ideer, uden påvirkning fra omverdenen.
2. Vigtige er også de omarbejdelser, han efterfølgende egenhændigt foretog. I nogle tilfælde var motivationen hans erkendelse af, at de kunne og skulle forbedres, mens han i andre lod sig påvirke af kritik eller råd fra bekendte, musikere, dirigenter og andre. Også frygten for en fiasko affødt af anmeldernes og koncertgængernes manglende forståelse for hans tonesprog har været en drivkraft bag revisionerne.
3. De versioner, som hans tidligere elever og medarbejdere aktivt deltog i udførelsen af, og hvis ændringer han mere eller mindre velvilligt godkendte, er til gengæld af tvivlsom værdi, fordi de ifølge sagens natur ikke kun afspejler Bruckners egne ideer og forestillinger, men også indbefatter andres bidrag og derfor kun delvis er autentiske. Et eksempel er den sidste version af symfoni nr. 4 i Es-dur, »Den romantiske«.

Desuden skal der skelnes mellem to grundlæggende forskellige typer af uautentiske versioner:

1. Fremmede bearbejdelser: udformninger, som Bruckners tidligere elever, medarbejdere og andre gennemførte på egen hånd og uden hans medvirken eller godkendelse. Det er umiddelbart indlysende, at de ikke kan betragtes som en del af hans musikalske univers.
2. Uægte versioner: værker udgivet siden 1934 som originale og autentiske, men som på grund af metodefejl, misforståelser og svigtende omhu (og i mindst ét tilfælde respektløshed) adskiller sig fra Bruckners egne udformninger.

↑ sidens top

6. april 2024