»MusikMosaik«

→ Artikler ↓ sidens fod → Heinrich Schütz →  Oversigt over de omtalte værker

Heinrich Schütz:
»Kleine geistliche Konzerte I-II«

De to samlinger, der omtales her, indtager på grund af deres historisk betingede egenart en særlig plads blandt komponistens værker.

Den første af de to samlinger udkom i Leipzig i 1636, kort efter at Schütz samme år havde ladet bestilingsværket Musikalische Exequien, SWV 279-281, med opusnummeret 7 gå i trykker i Dresden. Den nye samling, opus 8, tilegnede han den sachsiske kurfyrstelige embedsmand Heinrich von Frieden auf Rötha. Den omfatter 24 satser, SWV 282-305, som han efter al sandsynlighed havde komponeret over en længere periode. Enkelte af dem er overleverede i ældre versioner; det gælder specielt den sidste i samlingen, som han oprindeligt havde skrevet og udgivet i 1625, SWV 94, i anledning af sin svigerindes, Anna Maria Wildecks, død.

Den anden samling, der blev udgivet i Dresden i 1639 med opusnummeret 9, omfatter 31 satser, SWV 306-337, som ligeledes menes at være komponeret over en kortere eller længere periode. Også blandt dem kendes enkelte ældre versioner. Samlingen tilegnede han den danske kronprins Frederik, den senere Frederik III, som han havde lært at kende under sig første ophold i København 1634-35.

Med den titel, de to samlinger har til fælles, har Schütz givet et indtryk af indholdets beskaffenhed, men at kompositionerne betegnes som »små«, henviser mindre til deres længde end til besætningernes omfang, eftersom satserne er skrevet for fra én til fem vokale solostemmer ledsaget af basso continuo. Dermed adskiller de sig fra ældre kompositioner af Schütz, specielt de stort anlagte udsættelser af udvalgte salmer fra Salmernes Bog i Psalmen Davids, opus 2 fra 1619, som han efter veneziansk mønster skrev for solister, to eller flere kor med forskellige instrumenter og basso continuo.

Den beskedne besætning i Kleine geistliche Konzerte begrundede han i forordet til den første samling, hvori han beklagede de sørgelige tilstande, der herskede i Tyskland på udgivelsestidspunktet. Trediveårskrigen (1618-48) havde da, i løbet af de 18 år, den havde varet, påvirket og skadet mange områder af samfundslivet. Bl.a. havde adkillige fyrster af finansielle grunde set sig nødsaget til at indskrænke de musikalske udfoldelser ved deres hoffer, hvilket enten betød afskedigelse af sangere og musikere eller ligefrem opløsning af kor og orkestre. Hertil kom de mange tab af menneskeliv, som selvsagt også berørte tonekunstens udøvere. Følgen var, at Schütz — og med ham andre komponister — skrev musik i mindre omfang end tidligere eller, når de overhovedet havde mulighed for at udøve deres kompositoriske virke, af nød valgte at skrive for små besætninger, svarende til de sparsomme kræfter, der stod til rådighed.

Var den beskedne besætning i Kleine geistliche Konzerte således påtvunget af de historiske omstændigheder, betød det ikke, at Schütz dermed indførte en ny skrivemåde inden for den evangelisk-lutherske kirkemusik. Før ham havde andre skrevet værker af samme beskaffenhed, bl.a. hans nære ven Johann Hermann Schein (1586-1630), der fra 1616 til sin død virkede som kantor ved Thomas-skolen i Leipzig (og dermed var en af J. S. Bachs forgængere i embedet). I henholdsvis 1618 og 1626 udgav Schein første og anden af en samling med titlen Opella nova, og i 1623 udkom hans Israelsbrünnlein, der indeholder satser for vokale solostemmer med ledsagelse af basso continuo. I den sidstnævnte samling benævnede han satserne gejstlige madrigaler og oplyste, at de var skrevet efter italiensk forbillede. Dermed hentydede han til Lodovico Grossi da Viadanas Cento concerti ecclesiastici ('hundrede kirkelige koncerter'), udgivet i Venezia i 1602 med flere genudgivelser, bl.a. i Frankfurt am Main i 1609. Stilen i disse solistiske satser med basso continuo-ledsagelse var de tyske, evangelisk-lutherske komponister ikke sene til at efterligne.

Teksterne i Schütz' Kleine geistliche Konzerte har alle religiøst indhold, men stammer fra flere forskellige kilder. Den største gruppe (22 satser) omfatter vers fra salmerne i Salmernes Bog, hvortil kommer citater fra andre bøger i Det gamle Testamente (3) og fra forskellige dele af Det nye Testamente (12). En mindre gruppe omfatter strofer fra evangelisk-lutherske koraler (7), mens andre er overtaget fra det førreformatoriske liturgiske repertoire (6). Endelig stammer ordene i nogle satser fra forskellige skrifter af Augustin (6). Sproget er i langt de fleste satser tysk (45), mens de resterende er affattet på latin (11). I enkelte tilfælde har Schütz i øvrigt egenhændigt tilføjet en latinsk oversættelse af de tyske ord i sine private eksemplarer af udgaverne.

De forskellige tekster følger ikke noget bestemt mønster, svarende f.eks. til en liturgisk orden. Rækkefølgen er tværtimod — i lighed med andre af Schütz' samlinger — bestemt af besætningerne. Således er satser med samme antal stemmer samlede i grupper, begyndende med de mindste besætninger. I hver gruppe er satserne desuden ordnede efter stemmelejer, begyndende med de højeste.

Musikalsk består satserne i de fleste tilfælde af arie- eller motetlignende kompositioner, med vekslende taktarter og stemmetal alt efter besætningernes størrelse. Korte instrumentale mellemspil, betegnede som Symphonia, indgår desuden i nogle af de første satser fra samling I. Det sidste stykke heri, Ich hab mein Sach Gott heimgestellt SWV 305, omfatter koralens 18 strofer, der fremføres med stadigt skiftende stemmetal og -kombinationer.

To værker fra den anden samling, SWV 333 og 334, er bemærkelsesværdige, fordi de i flere henseender afviger fra de øvrige gejstlige koncerter. Musikalsk er de to satser identiske, ligesom det tekstlige indhold er det samme, dog med den forskel, at ordene i den første er affattet på tysk, på latin i den anden (læs mere i artiklen om musik til Mariæ bebudelse).

↑ sidens top

Denne side opdateret den 25. marts 2014