»MusikMosaik«

→ Artikler → J. S. Bach ↓ sidens fod

Johann Sebastian Bachs
Påskeoratorium BWV 249

La resurrezione
af Rafaellino del Garbo
(ca. 1470-ca. 1525)

Af flere grunde indtager Påskeoratoriet, »Kommt, eilet und laufet«, en særstilling blandt Johann Sebastian Bachs kirkemusikalske værker. Frem for alt er teksten speciel ved hverken at omfatte traditionelle koralstrofer eller bibelcitater i form af en evangelieberetning som i både Himmelfartsoratoriet BWV 11 og Juleoratoriet BWV 248. Den består derimod af en slags »dialog« mellem fire af de personer, der omtales i evangelierne i forbindelse med beretningen om Kristi opstandelse og hvis navne findes i det overleverede materiale fra førsteopførelsen af den oprindelige version: Maria Jakobi [Jakobs mor] (sopran), Maria Magdalene (alt), Petrus (tenor) og Johannes (bas). Tekstligt hører værket derfor til oratoriegenren, dvs. samtidens ikke-sceniske, dramatiske musikform, der blev dyrket af bl.a. Georg Friedrich Händel (f.eks. Salomon og Saul).

Teksten i Påskeoratoriet tager udgangspunkt i Lukasevangeliet, kap. 24, vers 1-12. Den fortæller, at Peter og Johannes løber ud til graven, hvor de møder de to kvinder, der var kommet for at salve Jesu legeme, men de indser, at deres medbragte vellugtende salve var nyttesløs. En engel har berettet om hans opstandelse, og kun den tilbageblivende svededug vidner om hans jordiske liv. I en arie udtrykker Peter håbet om, at hans egen død kun vil blive en kort søvn, som han vil blive vækket fra til evigt liv. Med sindbilleder fra Højsangen fortæller kvinderne om deres længsel efter Jesus, som Maria Madalene i sin arie erklærer sin sjæls kærlighed til. Johannes bekender sin tro på, at Jesus lever, og historien slutter med en lovprisning af Gud.

På baggrund af den dramatiske fremstiling er det påfaldende, at Bachs værk først blev opført som almindelig kantate, uden betegnelsen oratorium; det fandt sted i Leipzig påskedag, den 1. april 1725, dvs. to dage efter opførelsen af den første reviderede version af Johannes-passionen. Lige så påfaldende er, at han på den tid til kirkeårets søn- og helligdage fortrinsvis komponerede kantater med udgangspunkt i koraler, hvad bl.a. værkerne til henholdsvis palmesøndag, 25. marts, og 2. påskedag, 2. april samme år, vidner om: Wie schön leuchtet der Morgenstern BWV 1, og Bleib bei uns, denn es will Abend werden BWV 6. Kantaten »Kommt, eilet und laufet« falder derfor uden for årgangen af koralkantater (årgang II, 1724-25).

Til gengæld er kantatens tilblivelse mere karakteristisk for Bachs virke. Som i mange andre sammenhænge lagde han musikken i et ældre værk til grund for en ny komposition, hvad bl.a. Himmelfartsoratoriet og Juleoratoriet indeholder flere eksempler på. I det foreliggende tilfælde genanvendte han dele af en verdslig fødselsdagshyldest til hertug Christian af Sachsen-Weißenfels, opført kort tid forinden, 23. februar 1725 (BWV 249a). Teksten hertil var forfattet af Christian Friedrich Henrici, der skrev under pseudonymet Picander. Han stod også for en ændret version af det profane værk (BWV 249b, opført i 1726) og kan desuden have været ophavsmand til den anonyme tekst til kirkekantaten (Picander skrev i øvrigt også de frit digtede ord til Bachs Matthæus-passion).

Kantaten blev genopført ved flere senere lejligheder, efter alt at dømme i ca. 1738, mellem 1743 og 1746 og sidst den 4. april 1749, to dage efter opførelsen af den seneste version af Johannes-passionen. Bach foretog flere gange ændringer i værket, der følgelig foreligger i forskellige udfofmninger, katalogiseret som D 8a og D 8b i Bach-Compendium.

I forbindelse med den første genopførelse (1738) skrev han et nyt komplet partitur, hvori værket betegnes som Oratorium, men han udelod til gengæld navnene på de fire medvirkende personer. Ved samme lejlighed blev den instrumentale solostemme i 2. sats ændret fra obo til tværfløjte. Til den følgende genopførelse i begyndelsen af 1740'erne omarbejdede Bach 3. sats fra en duet mellem tenor og bas til en firestemmig vokalsats. Endelig blev en del af alt-arien (førhen Maria Magdalene) skrevet om, og en obo d'amore trådte i stedet for den oprindeligt foreskrevne obo. Disse forskellige indgreb betød ikke, at værkets overordnede struktur blev ændret. Det består af 11 satser, hvoraf de to indledende udgør en rent instrumental Sinfonia (se instrumentforkortelser her):

1. Allegro (3 trp, pk, 2 ob, vl I, II, vla, fag+bc) D-dur, 3/8
2. Adagio (ob [senere fl trav], vl I, II, vla, fag+bc) h-mol, 3/4
3. Duetto [senere Coro]: Kommt, eilet und laufet (T, B [senere S, A, T, B], 3 trp, pk, 2 ob, vl I, II, vla, fag+bc) D-dur, 3/8
4. Recitativo: O kalter Männer Sinn! (S, A, T, B, bc)
5. Aria: Seele, deine Spezereien (S, fl eller vl solo, bc) h-mol, 3/4
6. Recitativo: Hier ist die Gruft und hier der Stein (A, T, B, bc)
7. Aria: Sanfte soll mein Todeskummer (T, 2 fl, vl I, II, vla, bc) G-dur, 4/4
8. Recitativo: Indessen seuften wir (S, A, bc)
9. Aria: Saget, saget mir geschwinde (A, ob d'am, vl I, II, vla, bc) A-dur, 4/4
10. Recitativo: Wir sind erfreut, daß unser Jesus wieder lebt (B, bc)
11. Corus: Preis und Dank bleibe, Herr, dein Lobgesang (SATB, 3 trp, pk, 2 ob, vl I, II, vla, fag+bc) D-dur, 4/4 og 3/8

De tre arier (nr. 5, 7 og 9) er i traditionel da capo-form. Det samme gælder duetten (nr. 3), hvis tekst lyder:

 Kommt, eilet und laufet, ihr flüchtige Füße,
 erreichet die Höhle, die Jesum bedeckt!
  Lachen und Scherzen
  begleitet die Herzen,
  denn unser Heil ist auferweckt!
 Da capo

I det autografe partitur har satsen denne opbygning (gentagelsen af A-delen er ikke skrevet ud, men angivet med Da Capo og DC efter t. 160):

I både ældre og nyere udgaver af Påskeoratoriet er satsen gengivet på forskellige måder. I det gamle partitur fra Bach-Gesellschaft (bind XXI ved Wilhelm Rust, 1874) fremtræder de to versioner som en enhed med overskriften Duetto e coro, og i forordet oplyser udgiveren, at denne udformning er et kompromis. Satsen slutter med angivelsen af, at det indledende orkesterafsnit skal gentages. Noteret disposition:

Alfred Dürr (Die Kantaten von Johann Sebastian Bach, dtv/Bärenreiter, 6.udg. 1995, s. 314 note) gør opmærksom på, at den udbredte praksis at opføre satsen som duet i begyndelsen og med kor i slutningen beror på en misforståelse, der skyldes Wilhelm Rust, der kun havde villet undgå at gengive satsen fuldstændigt to gange i udgaven. Antagelig ud fra den betragtning, at Bachs værker her blev udgivet efter kritiske principper, støttede udgiveren af Hänssler-partituret (Diethard Hellmann, 1962) sig ifølge de foreliggende oplysninger til Rusts gengivelse og blandede de to versioner på den måde, at gentagelsen af A-delen stik imod Bachs intention fremføres af koret og ikke af de to solister. (Udgaven findes ikke i danske biblioteker, hvorfor oplysningerne om den anføres med forbehold):

(Det er tænkeligt, at Hellmann har ladet sig inspirere af Picanders forlag om at lade tenor og bas erstatte af sopran og alt i gentagelsen af A-delen i den verdslige hyldestkantate, BWV 249a, men fremgangsmåden er atypisk for Bachs kirkemusik, og Hellmanns gengivelse må betegnes som ukorrekt. I strid med tekstforfatterens og Bachs hensigter har Hellmann desuden tilføjet en koral fra kantaten Herr Gott, dich loben wir alle BWV 130 i slutningen af oratoriet.)

I Neue Bach-Ausgabe (Serie II, bind 7 ved Paul Brainard, 1971) er satsen ligeledes i da capo-form, men her medvirker koret i A-delen begge gange, mens B-delen er overtaget fra duetten; det er dog ikke oplyst, om dette afsnit skal fremføres at to solister eller af korets dybe herrestemmer. Satsens disposition i NBA (partituret omfatter kun A- og B-delene afsluttet med angivelsen Da capo):

Spørgsmålet er imidlertid, om denne udformning kan betragtes som autentisk. Ifølge den nyeste kritiske udgave (Carus-Verlag ved Ulrich Leisinger, 2003) blev duettens anden del udeladt ved satsens omdannelse til kor, hvorved strukturen blev ændret fra da capo-form til koncert- eller ritornelform. I udgaven gengives duetten i da capo-form som sats nr. 3 og den omarbejdede sats for kor i Anhang I, hvor den har denne disposition:

På grundlag af det foreliggende materiale (partiturer, kritiske beretninger, værkfortegnelser, monografier osv.) er det ikke muligt at afgøre, hvilken udformning Bach gav satsen i forbindelse med omdannelsen til kor. Af samme grund kan der heller ikke henvises til autentiske indspilninger af Påskeoratoriet.

Bachs autografe partitur og Wilhelm Rusts udgave kan downloades i PDF-format på nettet, klik her.

↑ sidens top

Siden oprettet den 23. april 2014