»MusikMosaik«

J. S. Bach: Juleoratorium BWV 248
G. F. Händel: Messias HWV 56

Indhold:

Introduktion
J. S. Bachs Juleoratorium
G. F. Händels Messias
Konklusion

Introduktion

I adventstiden er der som bekendt en lang og vedholdende tradition for at opføre Johann Sebastian Bachs Juleoratorium og Georg Friedrich Händels Messias. År efter år står de to værker på programmet for koncerter i kirker og koncertsale, og som regel kan arrangørerne og de medvirkende sangere og instrumentalister regne med stor bevågenhed fra det musikinteresserede publikums side. At overvære en opførelse af dem, fuldstændig eller i uddrag, anser mange som en uundværlig, musikalsk forberedelse til fejringen af festen for Jesu fødsel. Vel er der i århundredernes løb komponeret mange andre former for musik med tilknytning til julen — messer, motetter, oratorier, kantater, orgelstykker, concerti grossi, solokoncerter, pastoraler osv. — men ingen af dem kan måle sig med disse to store værker i almindelig yndest. Begge hører til de mest afholdte værker inden for det klassiske musikrepertoire.

Dette er dog ikke den eneste grund til at kæde Juleoratoriet og Messias sammen. Tværtimod opviser de en række fælles egenskaber, som gør det naturligt at betragte dem under ét:

De to komponister var jævnaldrende, begge født i 1685. Händel kom til verden den 23. februar, Bach fulgte efter en lille måned senere, 21. marts. Händel blev født i Halle, Bach i Eisenach, ca. 175 km fra Halle.
Bach og Händel betragtes i almindelighed som nogle af historiens største komponister, ikke alene inden for den stilperiode, som de tilhørte og hver for sig medvirkede til at afslutte, den musikalske barok, men inden for den vestlige verdens tonekunst overhovedet.
Både Juleoratoriet og Messias hører til de to komponisters bedst kendte og mest afholdte værker. Specielt er Händels navn uløseligt forbundet med Messias, som hans andre store vokalværker, herunder oratorierne som f.eks. Saul, Salomon og Israel i Egypten, til en vis grad står i skyggen af. Hvad det angår, overgås Juleoratoriet kun af Bachs to passioner efter Matthæus og Johannes, eventuelt også af hans store messe i h-mol.
Hvert af de to værker har komponisterne selv betegnet som »oratorium«. Formelt tilhører de dermed den samme musikalske genre.
Dette understreges af de to værkers besætning, idet de begge er skrevet for et antal vokalsolister, kor og orkester.
I musikalsk henseende er begge oratorier stærkt påvirkede af baroktidens mest fremtrændende genre, operaen. Det kommer bl.a. til udtryk i forekomsten af satstyper, der især hørte den dramatiske scenemusik til: recitativer, arier (ofte i da capo-form), duetter, kor, instrumentale mellemspil osv.
I begge oratorier bestod musikkens funktion frem for alt i at skildre og vække de menneskelige følelser, affekter, som teksterne rummer og udtrykker. Dette stemmer overens med baroktidens musikæstetik, der i almindelighed betegnes som affektlæren.
Fælles for dem er desuden, at musikken i mere eller mindre omfattende grad blev overtaget fra ældre værker af de samme komponister. Denne fremgangsmåde, som i nutiden kan forekomme ejendommelig og ofte betragtes som letkøbt, var imidlertid almindeligt udbredt i samtiden. Både hos Bach og Händel og mange andre komponister fra baroktiden, f.eks. Vivaldi, forekommer talrige eksempler på genanvendelse af motiver, temaer og hele satser.
Også hvad teksternes oprindelse og indhold angår, er der tydelige paralleller mellem dem. Mens ordene i Messias alle stammer fra bibelen, såvel fra Det gamle som fra Det nye Testamente, er grundstammen i Juleoratoriet dele af beretningerne omkring Jesu fødsel i to af Det nye Testamentes evangelier.
De to værker blev komponeret omtrent på samme tid: Bach skrev Juleoratoriet i 1734, Händels Messias kom til kun syv år senere, 1741.
Endelig kan det nævnes, at hverken Bach eller Händel skrev deres værk med henblik på opførelse i adventstiden.

De forholdsvis mange lighedspunkter og sammenfaldende egenskaber, der således kan iagttages mellem de to værker, udelukker ikke, at der på den anden side findes både talrige og ganske betydelige forskelle mellem dem, sådan som det vil fremgå af de følgende beskrivelser. Formålet med fremstillingerne er ikke at drage sammenligninger mellem dem med henblik på at veje det ene op imod det andet, men tværtimod at fremhæve deres individuelle egenskaber og karakteristika. Skønt begge værker som nævnt hører til de mest afholdte og hyppigt opførte, er dette ikke ensbetydende med, at alle aspekter ved dem er velkendte. Det gælder både omstændighederne omkring deres tilblivelse, komponisternes formål med at skrive dem og de to værkers historie igennem de mere end to et halvt århundrede, der er forløbet siden da.

J. S. Bachs Juleoratorium

I slutningen af 1734 kunne Bach se tilbage på en lang og omskiftelig karriere som organist, kapelmester, komponist, musikdirektør osv. Siden 1723 var han ansat som kantor ved Thomas-skolen i Leipzig, i hvilken egenskab han bl.a. havde komponeret flere årgange kirkekantater til opførelse under kirkeårets gudstjenester i Sankt Thomas- og Sankt Nicolai-kirkerne. I samme forbindelse skrev han sine passioner efter henholdsvis Johannes (1724), Matthæus (1727?) og Markus (1731, musikken kun delvis overleveret i andre værker). Det var således som en del af sine forpligtelser som kantor og komponist, han til opførelse i byens to hovedkirker i helligdagene omkring jul og nytår komponerede seks kantater, som han samlet betegnede som Oratorium.

Som følge af inddelingen i seks kantater kan værket ikke umiddelbart sidestilles med det ældre juleoratorium af Heinrich Schütz', Historia der Freuden- und Gnadereichen Geburth Gottes und Mariens Sohnes, Jesu Christi fra 1664 eller med Händels mere moderne, operalignende bibelske oratorier, der som regel er delt i tre akter med en forudgående ouverture. Desuden kaldte han ikke de seks afsnit for »kantater«, en betegnelse, han i øvrigt kun anvendte i meget få tilfælde om sine kirkemusikalske kompositioner til gudstjenesterne; i stedet bestod oratoriet af seks »dele«. At værket alligevel kan betragtes som en sammenhængende, cyklisk helhed, skyldes, at der i alle seks dele indgår afsnit af de nytestamentlige beretninger om Jesu fødsel hos evangelisterne Lukas og Matthæus. Disse tekster indgår i 19 af de ialt 64 satser, som det samlede værk består af:

Del I

Del II

Del III

Del IV

Del V

Del VI

Umiddelbart kan det forekomme ejendommeligt, at Juleoratoriet ikke omfatter beretningen hos Lukas om fremstillingen i templet og mødet med Simeon (Luk 2:22-35), der er evangeliet for søndag mellem jul og nytår. Forklaringen skal søges i kalenderen for årene 1734 og 1735, hvori den nævnte søndag faldt sammen med 2. juledag:

Del I

Del II

Del III

Del IV

Del V

Del VI

Udeladelsen af beretningen om flugten til Egypten i Juleoratoriet skyldes uden tvivl, at denne begivenhed i Matthæus-evangeliet følger efter skildringen af de vise mænd og derfor ville bryde rækkefølgen af hændelserne. I stedet blev fortællingen om de vise mænd fordelt over de to sidste helligdage.

Foruden de nævnte nytestamentlige bibelcitater, der går som en rød tråd gennem hele værket, indgår tekster af to typer. Den ene er koralstrofer af forskellig oprindelse, der er indlagt som en slags kirkelig kommentar til beretningen. Den anden er frit digtede tekster, der især har til formål at skildre de følelser, som begivenhederne naturligt vækker hos tilhørerne. Ophavsmanden til disse ord er ukendt. Musikalsk fordeles disse forskellige tekster på satser af vekslende beskaffenhed.

Selve evangelieberetningen er indlagt i almindelige secco-recitativer, hvori den fremføres af en tenor. Dette er en parallel til passionsmusikken, hvor der har været en århundredelang tradition for at lade evangelieberetningen fremføre i dette stemmeleje (det samme er der flere eksempler på i Bachs kirkekantater, hvor Jesu ord som i passionerne synges af en bas). Engelen, der forkynder glædesbudskabet for hyrderne (sats 13), fremstilles af en sopran med ledsagelse af strygerklange (men mærkeligt nok er det evangelisten, der udtaler engelens ord i sats 16). De dele af evangelieberetningerne, hvor flere taler samtidig — den himmelske hærskare (sats 21), hyrderne (sats 26), de vise mænd fra Østerland (sats 45) — er indlagt i korsatser.

I udsættelserne af koralstroferne indgår de tilhørende koralmelodier, som datidens kirkegængere har været fortrolige med fra gudstjenesterne. Musikalsk behandles de på forskellige måder: i de fleste tilfælde er der tale om en enkelt node-mod-node-sats, hvor vokalstemmerne ledsages unisont af instrumenter, mens andre indgår i mere eller mindre bredt anlagte korsatser med instrumentale for-, mellem- og efterspil. Et oplysende eksempel på forskellen mellem disse typer er den enkle udsættelse af melodien i Wie soll ich dich empfangen (sats 5) og den rigt udsmykkede udsættelse af den samme melodi i det afsluttende kor, Nun seid ihr wohl gerochen (sats 64). Melodien kendes i øvrigt på dansk som bl.a. som »Befal du dine veje« eller »O hoved højt forhånet«.

De frie, tildigtede tekster danner grundlag for satser af vekslende beskaffenhed og form. Mange af dem er solistiske vokalsatser (arier og duetter) med instrumentale besætninger, der skifter fra sats til sats. I nogle indgår et eller flere soloinstrumenter med basso continuo som f.eks. sopranarien Flößt, mein Heiland, flößt dein Namen med obo solo (sats 39) eller duetten for sopran og bas Herr, dein Mitleid, dein Erbarmen med to obo d'amore (sats 29). I andre tilfælde medvirker strygergruppen suppleret med et eller flere soloinstrumenter, f.eks. basarien Großer Herr und starker König med trompet og tværfløjte. En anden satstype med frie tekster er accompagnato-recitativer, der enten står alene eller går forud for en arie, f.eks. Du Falscher, suche nur den Herren (sats 56), der danner optakt til den efterfølgende sopranarie Nur ein Wink von seinen Händen (sats 57). Endelig indgår frie tekster i flere korsatser, bl.a. den storslåede indledning Jauchzet, frohlocket med tre trompeter, pauker, to tværfløjter, to oboer foruden strygere og basso continuo (sats 1).

Som indledning til den anden kantate, der specielt handler om hyrderne på marken, har Bach skrevet en rent instrumental Sinfonia, der kan ses som en slags pastorale, dvs. hyrdemusik. Besætningen omfatter to fløjter, to obo d'amore, to obo da caccia, strygere og basso continuo. De to forskellige slags oboer skal symbolisere hyrdernes traditionelle instrument, skalmejen.

Ved udarbejdelsen af værket anvendte Bach i udstrakt grad den ovennævte teknik, der bestod i at genanvende musik, som han havde skrevet kortere eller længere tid forinden i andre sammenhænge. Som regel blev den originale tekst i en vokalsats erstattet af en anden, mens tonerne blev bevaret mere eller mindre uændrede, således at det musikalske udtryk, affekten, blev bevaret. Et interessant og oplysende eksempel er den meget smukke og udtryksfulde altarie Schlafe, mein liebster, genieße der Ruh' (sats 19), der henvender sig til det sovende barn i krybben. Oprindeligt indgik arien i Bachs verdslige kantate eller »Dramma per musica« Herkules auf dem Scheidewege ('Herkules på skillevejen') BWV 213 (1733), hvor den mytologiske skikkelse Herakles er hovedperson. Størsteparten af musikken i den afsluttende del af oratoriet menes at være overtaget fra en nu tabt kirkekantate.

Ved at samle de seks kantater under fællesbetegnelsen Oratorium har Bach tydeligt vist, at han betragtede dem som en helhed, men om det var hans agt at lade dem opføre samlet, er mere tvivlsomt. Ganske vist sørgede han for at bevare såvel det originale, håndskrevne partitur som det stemmemateriale, der blev fremstillet i forbindelse med opførelserne i 1734-35, for eftertiden, men der synes ikke at foreligge tegn på, at værket blev opført ved andre lejligheder under hans ledelse. (De nævnte kilder gik i arv til sønnen Carl Philipp Emanuel Bach, fra hvis samling de med tiden blev overført til statsbiblioteket i Berlin.)

Den første opførelse af Juleoratoriet efter Bachs død i 1750 fandt først sted i 1857 i Berlins Singakademie. To år forinden var det blevet udgivet i bind 5 af den store, samlede udgave af Bachs værker, der var blevet påbegyndt i jubilæumsåret 1850, men i den første tid var oratoriet ikke genstand for den store interesse og opmærksomhed. Det skyldtes især, at det blev betragtet som mindre værdigt eller lødigt, fordi det stod klart, at det indeholder et forholdsvis stort antal satser, der oprindeligt var komponeret til andre værker. I virkeligheden har Bachs Weihnachtsoratorium først fundet sin faste plads i det klassiske musikrepertoire i løbet af det 20. århundrede.

G. F. Händels Messias

I begyndelsen af januar 1741 blev Händels opera Deidamia opført i London. Den skulle vise sig at blive hans sidste bidrag til denne genre, som han havde stiftet bekendtskab med under sit ophold i Italien og her haft sine første betydelige succer'er med. Siden sin bosættelse i den engelske hovedstad i 1714 havde han ihærdigt arbejdet på at indføre italiensk opera i England, men heldet havde langtfra altid været med ham. Dels var hans bestræbelser flere gange blevet alvorligt truet af konkurrerende foretagender, dels havde det engelske musikpublikum i stigende grad taget afstand fra en musikform, hvis sprog det ikke forstod. Han så sig derfor nødsaget til at skifte kurs. I månederne, der fulgte efter opførelsen af operaen, skrev han intet. Måske overvejede han at vende tilbage til Tyskland. I juli komponerede han nogle italienske duetter, ellers intet.

Omtrent på samme tid blev han af librettoforfatteren til det tre år ældre oratorium Saul, Charles Jennens (1700-73), opfordret til at sætte musik til en tekst, som han med henblik på opførelse i den stille uge havde sammensat af citater fra Bibelen. Emnet var Messias. Händel gik i gang med arbejdet den 22. august og kunne afslutte partituret kun 23 dage senere, 14. september.

Det nye værk, som på første side af Händels håndskrevne partitur benævnes Messiah. An Oratorio, er en storslået skildring i ord og toner af frelseshistorien. Teksten består dels af citater fra Det gamle Testamentes profetier om den kommende frelser, dels af udvalgte vers fra Det nye Testamente, som handler om profetiernes opfyldelse. I lighed med andre oratorier er værket delt i tre dele med hver sit emne. Foruden de ialt 52 tekstdele, der hver indgår i en vokalsats, omfatter partituret to rent instrumentale afsnit (sats 1 og 13):

FØRSTE DEL (Profetier: I–III Advent, IV Jesu fødsel, V Messias' virke)

Sinfony (instrumentalt forspil)
Comfort ye, comfort ye my people, saith your God [Es 40:1–3]
Ev'ry valley shall be exalted [Es 40:4]
And the Glory of the Lord shall be revealed [Es 40:5]
Thus said the Lord, the Lord of Hosts [Hagg 2:6–7] The Lord, whom ye seek, shall suddenly come to His temple [Mal 3:1]
But who may abide the day of His coming [Mal 3:2]
And he shall purify the sons of Levi [Mal 3:3]
Behold, a virgin shall conceive, and bear a Son [Es 7:14 = Matt 1:23]
O thou that tellest good tidings to Zion [Es 40:9; 60:1]
For behold, darkness shall cover the earth [Es 60:2–3]
The people that walked in darkness have seen a great light [Es 9:2]
For unto us a Child is born, unto us a Son is given [Es 9:6]
Pifa (instrumentalt mellemspil)
There were shepherds abiding in the field [Luk 2:8]
And [But] lo, the angel of the Lord came upon them [Luk 2:9]
And the angel said unto them, Fear not [Luk 2:10–11]
And suddenly there was with the angel a multitude of the heav'nly host [Luk 2:13]
Glory to God in the highest, and peace on earth [Luk 2:14]
Rejoice greatly, O daughter of Zion [Zak 9:9–10]
Then shall the eyes of the blind be open'd [Es 35:5–6]
He shall feed his flock like a shepherd [Es 40:11] Come unto Him, all ye that labour [Matt 11:28–29]
His yoke is easy, and His burthen is light. [Matt 11:30]

ANDEN DEL (I og II: Passion og Påske [opstandelsen]; III og IV: Himmelfart og Pinse [mission og modtagelsen af evangeliet])

Behold, the Lamb of God, that taketh away the sin of the world. [Joh 1:29]
He was despised and rejected of men [Es 53:3] He gave His back to the smithers [Es 50:6]
Surely He has born our griefs and carried our sorrows [Es 53:4–5]
And with his stripes we are healed. [Es 53:5]
All we like sheep have gone astray [Es 53:6]
All they that see Him, laugh Him to scorn [Sl 22:8]
He trusted in God that He would deliver him [Sl 22:9]
Thy rebuke hath broken His Heart [Sl 69:21]
Behold, and see if there be any sorrow [Klages 1:12]
He was cut off out of the land of the living [Es 53:8]
But Thou didst not leave His soul in Hell [Sl 16:10]
Lift up your heads, o ye gates [Sl 24:7–10]
Unto which of the angels said He at any time [Heb 1:5]
Let all the Angels of God worship Him. [Heb 1:6]
Thou art gone up on high [Sl 68:19]
The Lord gave the Word: great was the company of the preachers. [Sl 68:12]
Teksten foreligger i to versioner:
A¹: How beautiful are the feet of them that preach the gospel of peace [Rom 10:15 med citat fra Es 52:7] — A²: Their sound is gone out in all lands [Rom 10:18 med citat fra Sl 19:5] • Jennens' tekstvalg
B: How beautiful are the feet of Him that bringeth Glad tidings [Es 52:7 og 9] • Händels ændring
V: verdens afvisning af evangeliet og Kristi endelige sejr
Why do the nations so furiously rage together [Sl 2:1–2]
Let us break their bonds asunder [Sl 2:3]
He that dwelleth in Heaven shall laugh them to scorn [Sl 2:4]
Thou shalt break them with a rod of iron [Sl 2:9]
Halleluia! For the Lord God Omnipotent reigneth. [Åb 19:6] The kingdom of this world is become the kingdom of our Lord [Åb 11:15] King of Kings, and Lord of Lords [Åb 19:16]

TREDJE DEL (Kristus er opstået og kommer igen, døden er overvundet, lovprisning af Gud)

I know that my Redeemer liveth [Job 19:25–26] For now Christ is risen from the dead [1 Kor 15:20]
Since by man came death, by man came also the resurrection of the dead [1 Kor 15:21–22]
Behold, I tell you a mystery [1 Kor 15:51–52]
The trumpet shall sound [1 Kor 15:52–53]
Then shall be brought to pass the saying that was written [1 Kor 15:54]
O death, where is thy sting? [1 Kor 15:55–56]
But thanks be to God [1 Kor 15:57]
If God be for us who can be against us? [Rom 8:31, 33–34]
Worthy is the Lamb that was slain [Åb 5:12–14]
54 Amen [Åb 5:14]

Allerede få dage efter afslutningen af Messias gik Händel i gang med et nyt værk, oratoriet Samson, som han ligeledes afsluttede på forbløffende kort tid. I begyndelsen af november modtog han fra hertugen af Devonshire, vicekonge af Irland, William Cavendish, en indbydelse til at rejse til Dublin for at give koncerter med egne værker. Senere på måneden ankom han til den irske hovedstad, hvor han opholdt sig indtil slutningen af august det følgende år, og hvor det musikinteresserede publikum fik rig lejlighed til at stifte bekendtskab med hans musik. Med sig bragte han partituret til Messias, som i mellemtiden var blevet renskrevet af hans assistent Christopher Smith d. æ. (der ligesom Händel var tysk af fødsel). Uropførelsen fandt sted i den nyligt opførte koncertsal i Fishamble Street den 13. april 1742, som var tirsdag i den stille uge. Ifølge samtidige avisomtaler blev det en meget stor succes både for Händel selv og for de medvirkende omkring 50 sangere og musikere. Den 3. juni blev Messias gentaget samme sted.

Den oprindelige besætning i Messias omfatter et antal vokalsolister, et firestemmigt kor (udvidet i et enkelt tilfælde til fem stemmer) og et instrumentalensemble bestående af violin I, II, viola og basso continuo suppleret med to oboer, trompet og pauker i enkelte satser. I musikalsk henseende består værket af satser af vekslende beskaffenhed og karakter: secco-recitativer, accompagnato-recitativer, arier, duetter og kor foruden de nævnte to instrumentale afsnit. I enkelte tilfælde er der en naturlig sammenhæng mellem teksternes indhold og de satstyper, de indgår i. F.eks. bliver engelens forkyndelse af glædesbudskabet for hyrderne sunget af en sopran i et secco-recitativ (sats 16), ligesom den himmelske hærskares lovprisning af Gud julenat indgår i en korsats (sats 18). Men i øvrigt synes de skiftende satstyper at være valgt mere af hensyn til den musikalske og klanglige afveksling end til teksternes udsagn. Hvis det f.eks. er profeten Esajas, der kommer til orde i de to første vokalafsnit, accompagnato-recitativet Comfort ye, my people og tenorarien Ev'ry valley shall be exalted (sats 2 og 3), er det påfaldende, at andre vers fra Esajas Bog findes i satser med andre stemmer, bl.a. i altarien He was despised and rejected (sats 24) og af andre typer som korene Surely he has born our griefs, And with his stripes og All we like sheep (sats 25-27).

Dette frie forhold mellem ord og satstype understreges af, at Händel satte visse tekster i musik flere gange og på forskellige måder. I overensstemmelse med datidens praksis blev værket omarbejdet i forbindelse med senere genopførelser, således at musikken gang på gang blev tilpasset ændrede vilkår, som f.eks. hensynet til sangere med andre musikalske evner end dem, som de oprindeligt tiltænkte besad. Allerede før uropførelsen gennemførte han enkelte indgreb i forhold til det oprindelige partitur. Bl.a. blev basarien But who may abide the day of his coming erstattet af et secco-recitativ med de samme ord. Ved senere lejligheder blev den sidstnævnte sats desuden udeladt til fordel for flere nye udsættelser af den samme tekst. Til en række andre tekster i værket komponerede Händel på samme måde flere nye musikalske udsættelser. Det var således vigtigt at fastholde ordene, mens tonerne uden videre kunne udskiftes med andre. Hvad dette angår, indtager Messias en særstilling i musikhistorien, eftersom ændrede versioner af et værk som regel indbefattede både ny musik og nye tekster.

Den første genopførelse af Messias (bortset fra gentagelsen i juni i Dublin) fandt sted i London i 1743, hvor det stod på programmet for tre koncerter i Covent Garden Theatre i marts. For at imødegå eventuelle indsigelser fra de kirkelige myndigheders side over, at et værk med bibelsk indhold skulle opføres i et teater, ændrede han titlen til A New Sacred Oratorio. Hverken ved denne lejlighed eller ved senere genopførelser i London blev værket modtaget af publikum med samme begejstring som i Dublin, snarere tværtimod. Først i 1750, da Händel dirigerede det i Foundling Hospitals kapel i anledning af indvielsen af et orgel, som han havde skænket, blev opførelsen en succes — og dermed blev grunden lagt til den popularitet, som det siden har været genstand for. I alt stod Händel selv for ialt 36 opførelser af Messias, fra 1752 med assistance fra Christopher Smith d. y. Desuden blev værket opført uden hans medvirken andre steder, bl.a. i Dublin, hvor det i 1745 blev henlagt til december måned fra og med 1750 fast i adventstiden. Derfra bredte skikken sig til andre dele af verden.

Som følge af de forskellige ændringer, Händel foretog i værket, foreligger det i flere indbyrdes forskellige versioner. Det er i den forbindelse nærliggende at rejse spørgsmålet om, hvilken version der kan betragtes som den endegyldige, men der er enighed blandt forskerne om, at en sådan version ikke findes. Den ene version kan derfor være lige så god som den anden. På denne baggrund er det ikke mærkeligt, at Messias opføres og indspilles i forskellige udformninger og med forskelligt indhold.

Allerede i Händels levetid blev dele af Messias udgivet, og i 1767 udkom den første partiturudgave af værket i London. Den udmærker sig bl.a. ved at indeholde en række af de varianter, der var kommet til efterhånden. Udgaven har uden tvivl medvirket til den popularitet, værket fra første færd har været genstand for, men i tidens løb blev holdningen til musikken mærkbart ændret. Det blev mere og mere almindeligt at øge antallet af medvirkende, både kormedlemmer og instrumentalister, ligesom der blev tilføjet forskellige instrumenter, bl.a. fløjter, horn, fagot og kontrafagot, som bidrog til at ændre musikkens klanglige egenskaber. Bl.a. blev Messias i 1789 bearbejdet af W. A. Mozart, som tilkomponerede stemmer for fløjter, oboer, klarinetter, horn og fagotter (K 572). Højdepunktet (eller lavpunktet) blev nået i 1859 under »The Great Handel Commemoration Festival«, hvor der medvirkede et kor på ikke færre end 2765 sangere og et orkester på 480 musikere. Skønt tendensen til mammutopførelser ikke er helt forsvundet i vore dage, er det dog mest almindeligt at præsentere Messias i en udformning, der så vidt muligt svarer til komponistens intentioner.

Den betydelige interesse, som værket i tidens løb har været og stadig er genstand for, afspejler sig ikke alene i en overordentlig righoldig litteratur om Händel og hans værker, men også i talrige udgivelser af musikken i form af direktionspartiturer, studiepartiturer, korpartiturer (med klaverudtog af orkesterdelen), enkelte satser osv. For både litteraturen og udgaverne gælder, at de for det meste skal tages med visse forbehold. Litteraturen opviser ikke få eksempler på indbyrdes modstridende oplysninger og selvmodsigelser, som gør det vanskeligt at danne sig et overblik over f.eks. antallet af varianter og versioner. Ligeledes er de foreliggende udgaver, såvel af ældre dato som nyere, indbyrdes forskellige med hensyn til bl.a. antallet og rækkefølgen af varianterne. Så vidt vides, findes der ikke en komplet udgave med alle dele af værket.

Konklusion

Ud fra de ovenstående oplysninger om henholdsvis Bachs Juleoratorium og Händels Messias kan der noteres en række forskelle mellem dem:

Trods den fælles betegnelse »oratorium« er der tale om værker, der tilhører to forskellige genrer. Mens Juleoratoriet bedst kan beskrives som en samling bestående af seks selvstændige kirkekantater, er Messias et egentligt oratorium i tre dele med indledende instrumentalforspil. Dette svarer til størsteparten af Händels andre værker inden for denne genre. At Messias ikke er delt i tre akter, skyldes især, at det ikke — som f.eks. Salomon eller Judas Maccabaeus — indeholder en dramatisk fortælling.
De to værker var oprindeligt bestemt til opførelse i forbindelse med hver sin kirkelige højtid, jul og passion. Derfor står Messias i virkeligheden nærmere Bachs passioner end Juleoratoriet. At der er opstået tradition for at opføre Messias i adventstiden, skyldes ikke, at Händel ændrede mening om bestemmelsen.
De to oratorier er desuden skrevet med henblik på opførelse ved forskellige lejligheder og i forskellige rum. Mens Juleoratoriet indgik i helligdagenes gudstjenester i Leipzigs hovedkirker, blev Messias opført i en koncertsal og siden gentaget gang på gang i et teater i lighed med oratorier som Saul og Israel in Egypt. Der er med andre ord tale om henholdsvis kirkemusik og koncert- eller teatermusik.
Mens teksten i Bachs værk består af en blanding af udvalgte bibelcitater, enkeltstående koralstrofer og frit digtede ord af forskellig art, har Händel skrevet sin musik til en ren bibeltekst, uden tilføjelser af nogen art.
Så vidt vides blev Juleoratoriet ikke genopført i Bachs levetid. Der er således ikke noget, der tyder på, at værket blev kendt i samtiden af andre end Leipzigs kirkegængere i juledagen 1734-45. Omvendt blev Messias sat på programmet for talrige koncerter under både komponistens og andres ledelse.
Heraf følger, at mens det første værk kun foreligger i én enkelt udformning, som ikke volder de store problemer med hensyn til udgivelse og beskrivelse, er det andet overleveret i mange forskellige versioner, som giver anledning til en betydelig usikkerhed i begge sammenhænge.
Det ældste af de to værker er kun overleveret i håndskrevne kilder. Omvendt kendes det yngre værk fra både et stort antal håndskrifter og flere forskellige, mere eller mindre komplette, trykte udgaver fra samtiden.
Endelig er der den afgørende forskel mellem de to kompositioner, at Juleoratoriet sammen med Bachs øvrige værker blev glemt kort efter komponistens død i 1750. Allerede på den tid var nye strømninger inden for tonekunsten begyndt at gøre sig gældende, og der skulle gå mange årtier, før Thomas-kantoren i Leipzig og hans musik blev genopdaget. Messias er omvendt et af de ganske få større værker fra baroktiden — om ikke det eneste — der ikke blev glemt, men som der tværtimod har været og fortsat er en levende tradition for at opføre og udgive.

↑ sidens top

Forside Komponister Artikler Værklister Publikationer Reformationen Diverse