Mosaik

»MusikMosaik«

Mosaik
 

→ Artikler ↓ sidens fod →  Se også den mere udførlige version [PDF] med nodeeksempler.

HEINRICH SCHÜTZ (1585-1672)

Historia der Freuden- und Gnadenreichen Geburth Gottes und Marien Sohnes, Jesu Christi (SWV 435)


Schütz' såkaldte »Juleoratorium«, hvis egentlige titel som anført ovenfor er Historie om Guds og Marias Søns, Jesu Kristi, glædes- og nåderige fødsel, er i både musikalsk og historisk henseende et bemærkelsesværdigt værk. Det tilhører den mindre gruppe musikstykker fra hans hånd, der til forskel fra bl.a. hans talrige og forholdsvis korte Kleine geistliche Konzerte og Sinfoniae sacrae er kendetegnet ved et betydeligt omfang, der især skyldes, at de rummer en sammenhængende fortælling med udgangspunkt i nytestamentlige beretninger. Hertil hører de tre passioner efter henholdsvis Lukas, Matthæus og Johannes (en Markus-passion er fejlagtigt tilskrevet ham), det oratorielignende værk »Frelserens syv ord på korset« og Historien om Kristi opstandelse.

Juleoratoriet indledes af en korsats med overskriften Sinfonia, hvoraf dog kun teksten og to instrumentale basstemmer er overleveret. Korets sammensætning og den øvrige instrumentale ledsagelse kendes således ikke, men det er nærliggende at antage, at besætningen har været den samme som i den afsluttende sats. Ved enhver opførelse er det derfor nødvendigt at lade værket begynde med musik komponeret i Schütz' stil med udgangspunkt i de foreliggende stemmer. Ordene i satsen lyder i dansk oversættelse: »Vor Herres Jesu Kristi fødsel, sådan som den beskrives for os af de hellige evangelister.« Dette sidste stemmer overens med værkets tekstlige indhold, eftersom det består af beretningerne dels hos Lukas (kapitel 2, vers 1–21: Jesu fødsel, hyrderne på marken, den himmelske hærskare, navngivningen), dels hos Matthæus (kapitel 2, vers 1–23: de vise mænd fra Østerland, Herodes, flugten til Egypten, barnemordet i Betlehem, bosættelsen i Nazareth). Skildringen rundes af med et kort citat fra Lukasevangeliet (kapitel 2, vers 40: »barnet voksede og blev stærkt, og Guds nåde var over det«). Den storslåede afsluttende korsats er en taksigelse: »Tak siger vi alle til Gud vor Herre Kristus«. Bortset fra de to ydersatser indeholder Juleoratoriet ingen »fremmede« tekster (sådan som tilfældet er i f.eks. Bachs Juleoratorium fra 1734).

Et af Schütz' forbilleder synes at have været et lignende værk fra 1602 af den nederlandske komponist Rogier Michael den Yngre (ca. 1554–1619), der fra 1587 til sin død virkede som hofkapelmester i Dresden, hvor Schütz efterfulgte ham i embedet. Forinden havde Schütz tilbragt et par år i Venezia, hvor han studerede hos mesteren ved San Marco-kirken, Giovanni Gabrieli (ca. 1553–1612) og her lærte den såkaldte »venezianske skole« og den dobbeltkorede teknik at kende.

Bortset fra at Rogier Michaels Historia også omfatter beretningen om Jesu fremstilling i templet og mødet med Simeon og profetinden Anna (Lukas kapitel 2, vers 22–39), der er udeladt hos Schütz, er tekstgrundlaget for de to værker det samme: indledningskoret, den afsluttende taksigelse og evangelieberetningerne efter Lukas og Matthæus findes i dem begge.

Også den musikalske behandling opviser en række påfaldende lighedspunkter: de egentlige evangeliebretninger fremføres solistisk af en tenor (uden tvivl med inspiration fra passioner af bl.a. Luthers medarbejder Johann Walter, Bartholomäus Gesius og andre), mens de forskellige personers replikker – englen, hyrderne, den himmelske hærskare, Herodes og ypperstepræsterne med de skriftkloge – er udsat en- eller flerstemmigt efter et fast mønster, således at stemmetallet fastholdes efter, hvem der taler. Den afgørende forskel mellem Michaels og Schütz' værker ligger i besætningerne. Mens den ældre komponist skrev sin musik for vokalsolister og kor a cappella (igen efter mønsteret fra passioner), gjorde hans efterfølger udstrakt brug af forskellige blæse- og strygeinstrumenter. Disse medvirker i høj grad til den rigdom af klangfarver og vekslende udtryk, der i særlig grad kendetegner hans Historia.

Hos Schütz fordeler beretningerne sig på i alt ni recitativer af den såkaldte secco-type, hvori vokalsolisten ledsages af den instrumentale basstemme (continuo) med tilhørende akkorder alene. Herimellem er indlagt otte Intermedier, som er arielignende satser og kor med de forskellige replikker. Som hos Michael er stemmetallet afpasset efter personerne, men derudover fastholdes den instrumentale ledsagelse fra afsnit til afsnit. Således er englens ord (intermedier 1, 7 og 8) udsat for sopran solo akkompagneret af to strygeinstrumenter (»violettaer«) med continuo, mens f.eks. den himmelske hærskare (intermedium 2) fremstilles af et seksstemmigt kor med to violiner, fagot og continuo, og ypperstepræsterne med de skriftkloge (intermedium 5) af fire basstemmer med to basuner og continuo. Ikke alene klangligt, men også musikalsk og strukturelt adskiller disse satser sig fra recitativerne ved deres omfang og afvekslende udtryk.

Den oprindelige version stammer fra 1660, men få år senere blev værket omarbejdet og fik dermed den udformning, det i vore dage er blevet kendt i. Opførelsen fandt sted i Dresden 25. december 1665, og samme år lod Schütz dele af det udgive, nemlig recitativerne. Intermedierne beholdt han for sig selv, og i mange år blev de betragtet som forsvundet, men for hundrede år siden (1908) blev de fundet i et anonymt manuskript i Universitetsbiblioteket i Uppsala. Som nævnt mangler stadig kor- og orkesterstemmerne af den indledende sats.

Det interessante ved årstallet for opførelsen og udgivelsen er, at Schütz i det år havde nået den for sin tid høje alder af 79 år, hvilket musikken på ingen måde bærer præg af. Tværtimod er der tale om et værk med en udtrykskraft, der i høj grad bærer vidne om komponistens indlevelse i stoffet og frodige fantasirigdom. Det kan ikke undre, at hans Historia snart efter blev efterspurgt vidt omkring. Bemærkelsesværdigt er det i øvrigt også, at Schütz nogle år senere vendte tilbage til den ældre musikstil uden instrumenter overhovedet i sine to sidste passioner efter Matthæus (1666) og Johannes (i to versioner fra 1665 og 1666).

Med det brede spektrum af udtryksmuligheder, hans værker inden for de forskellige genrer opviser, er det med god grund, at Heinrich Schütz – sammen med de samtidige komponister Johann Hermann Schein (elev af Rogier Michael) og Samuel Scheidt (født i henholdsvis 1586 og 1587) – betragtes som de ypperste bidragydere til den evangelisk-lutherske kirkemusik fra baroktidens første århundrede. De medvirkede til at bane vejen for højbarokkens mestre: Franz Tunder, Dietriech Buxtehude, Nicolaus Bruhns, Georg Böhm og frem for alt Johann Sebastian Bach.

© Peter Ryom. (Oprindeligt del af programnote til koncert i Garnisons Kirke i København med Ars Nova og Concerto Copenhagen, 30. november 2008). Se også den mere udførlige version [PDF] med nodeeksempler.

↑ sidens top


Forsiden Komponister Artikler Værklister Publikationer Reformationen Diverse

Denne side opdateret 26. oktober 2013