 | »MusikMosaik« | |
→ Artikler ↓ sidens fod Blæseinstrumentet ZINK eller CORNETTODenne sides indhold: InstrumentetInteressen for at opføre musik fra ældre stilperioder efter de principper, der var gældende, dengang musikken blev skrevet, har bl.a. ført til, at forskellige instrumenter, der for længst er gået af mode, har fået en renæssance i nyere tid. (Ofte reklameres med, at der ved opførelser og indspilninger anvendes »originalinstrumenter«, men da der ofte er tale om moderne kopier, er betegnelsen misvisende; i stedet bør »historiske instrumenter« foretrækkes.) Til de genopdagede instrumenter hører f.eks. obo d'amore og obo da caccia, som J. S. Bach anvendte i adskillige af sine kantater og passioner og som derfor ikke er ganske ukendte for det moderne musikpublikum. Det samme kan ikke siges om det instrument, der omtales her. På tysk og dansk kaldes det zink, på italiensk cornetto, på fransk cornet (à bouquin), på engelsk cornett. Umiddelbart har det en vis lighed med blokfløjten: som den består zinken af et endeblæst rør med gribehuller, men i modsætning til den helt lige fløjte er zinken kendetegnet ved, at røret på visse instrumenter har en mindre krumning. Den største og væsentligste forskel ligger dog i mundstykket. Mens blokfløjten anblæsses igennem et hul, der leder luftstrømmen hen over en spalte, hvorved tonerne dannes, har zinken et mundstykke, der er beslægtet med messingblæseinstrumenternes, hvor tonerne dannes af den spillendes læber. Selve røret på zinken er fremstillet af to stykker træ eller elfenben, der er limet sammen og omviklet med skind eller andet materiale. I enden er formen som regel seks- eller ottekantet. Instrumentet har 7-8 gribehuller. Zinken har en mild og behagelig, trompetlignende klang, der kan minde lidt om den menneskelige stemme.  Kilde: www.earlymusic.co.uk Litteratur: Anvendelse i musikkenPå grund af sin særlige klang blev zinken anvendt i bl.a. kirkemusik i 1500-tallet, hvor den traditionelt ledsagede sopranstemmen i korsatser, på samme måde som basuner forstærkede de øvrige stemmer. Desuden blev zinken anvendt af stadsmusikanter, indtil denne type musikere forsvandt, hvorefter den gled i baggrunden. Helt glemt blev den dog ikke, hvad flere værker af Heinrich Schütz vidner om. Bl.a. optræder den i den flerkorede udsættelse af Ist nicht Ephraim mein teurer Sohn (Jer 31:20, SWV 40), der blev udgivet i 1619 tillige med udsætteler af salmer fra Salmernes Bog. Desuden har Johann Bebastian Bach foreskrevet anvendelsen af zink (»cornetto«) i ikke færre end ti kantater:
Hertil kommer den meget smukke motet O Jesu Christ, meins Lebens Licht BWV 118, hvor der foreskrives cornetto i den reviderede version fra 1746/47. En liste over musik for zink findes i: Opdateret den 9. september 2022 |