| | |
|
↓ sidens fod → Introduktion til Bruckner og orglet
Anton Bruckner (1824-1896)
Uddannelse
© Peter Ryom
Sin første oplevelse af et orgel fik Bruckner gennem faderen, der var skolelærer i hans fødeby Ansfelden, og som i kraft af sin uddannelse kunne medvirke som organist ved gudstjenesterne. Som elleveårig kom drengen i pleje hos en slægtning i Hörsching, Johann Baptist Weiß, der havde et mere omfattende kendskab til musikteori og -praksis end faderen. Af Weiß blev han undervist i generalbasspil og i orgelspil, og han lagde dermed grunden til Bruckners livslange tilknytning til instrumentet. Da faderen døde i 1837, sørgede moderen for, at drengen blev optaget som sanger i koret ved St. Florian-stiftelsen, hvor han fortsatte skolegangen, og her gav stiftsorganisten Anton Kattinger ham lektioner i orgelspil. Af ham lærte han især kunsten at improvisere på orgel. I forbindelse med sin egen læreruddannelse i Linz blev Bruckner undervist i musikteori og orgelspil af August Dürrnberger. Sideløbende med sit virke som lærer i landsbyen Kronstorf fortsatte han musikstudierne hos organisten Leopold Edler von Zenetti i Enns. Også han gav Bruckner lektioner i orgelspil.
Den 9. oktober 1854 aflagde han i Piaristenkirche i Wien en prøve i orgelspil for et dommerpanel bestående af Ignaz Assmayer (organist, hofkapelmester og komponist), Simon Sechter (hans privatlærer i harmonisering og kontrapunkt) og Gottfried Preyer (kapelmester ved St. Stephans-domen i Wien). Han sluttede prøvespillet med en improviseret dobbeltfuga.
Som afslutning på undervisningen i musikteori hos Simon Sechter aflagde Bruckner i marts 1861 en prøve, som han bestod med udmærkelse. I oktober samme år ansøgte han om at blive udnævnt til professor i musikteori ved konservatoriet og skulle i den anledning fremvise dokumentation for sine kompetencer. Han fremsendte eksempler på sin beherskelse af de kontrapunktiske teknikker og aflagde desuden en prøve i orgelspil. Den blev afholdt den 22. november igen i Piaristenkirche. For bedømmelsen stod medlemmer af direktionen Joseph Hellmesberger, Johann Herbeck og Moritz Anton Ritter von Becker suppleret med Simon Sechter og dirigenten Otto Dessoff. Bruckner skulle improvisere over et tema, som Sechter gav ham, men det havde Herbeck forlænget med fire takter, hvilket Dessoff kommenterede med bemærkningen: »Åh, De er grusom!« Bruckner bestod prøven så overlegent, at Herbeck efterfølgende udbrød: »Det var ham, der skulle have prøvet os!&lauqo; Bruckner opnåede dog først professortitlen i 1868, da han efterfulgte Simon Sechter, der døde året før.
→ Organistembeder
↑ sidens top
Forside
Komponister
Artikler
Værklister
Publikationer
Diverse
Anton Bruckner
18. september 2024
|
|