 | | |
|
↓ sidens fod → Introduktion til Anton Bruckner
Anton Bruckner
(1824-1896)
Transskriptioner
© Peter Ryom
Transskriptioner for klaver og orgel og af Bruckners værker, herunder specielt symfonierne, har haft og har til stadighed en vis betydning i forbindelse med opførelser og indspilninger af dem. — Se også Arrangementer for kammerensensembler.
Denne sides indhold:
Den historiske baggrund
I historisk perspektiv er transskriptioner for klaviaturinstrumenter (orgel, cembalo, klaver) et kendt og udbredt fænomen. Eksempelvis har den nordtyske komponist Heinrich Scheidemann (1596-1663) lagt motetter af blandt andre Orlando di Lasso og Hans Leo Hassler til grund for orgelværker. Ligeledes bearbejdede Johann Sebastian Bach (1685-1750) en række violinkoncerter af Antonio Vivaldi og andre italienske komponister for cembalo eller for orgel. Også hans slægtning Johann Gottfried Walther (1684-1748) skrev bl.a. en koncert af Tomaso Albinoni om for orgel. Også i 1800-tallet blev mange værker bearbejdet for klaver, ikke mindst med det formål at gøre dem kendt i vide kredse. Langtfra alle steder var det muligt at mobilisere et orkester, og som erstatning optrådte klavervirtuoser med den slags transskriptioner. Et af de bedst kendte eksempler er Franz Liszts klaverversioner af Ludwig van Beethovens ni symfonier, som han spillede for et stort og lydhørt publikum.
Med de rige muligheder, nutidens musikpublikum har for at lytte til orkesterkompositioner i naturtro gengivelser gennem radio, CD og andre medier, er det ejendommeligt, at Bruckners symfonier og andre af hans værker bliver transskriberet for orgel og indspillet på CD. At det nu ikke længere gælder klaveret, skyldes utvivlsomt orglets muligheder for til en vis grad at gengive orkstrets klanglige nuancer.
I øvrigt er adskillige værker af andre komponister blevet skrevet om for orgel, eksempelvis af Felix Mendelssohn Bartholdy (bryllupsmarchen fra En skærsommernatsdrøm), Richard Wagner (forspil til Tannhäuser, Tristan und Isolde, Lohengrin, Parsifal og andre), Franz Liszt (Les Préludes, Prometheus m.fl.), Edvard Grieg (Peer Gynt-suite, som Duke Ellington i øvrigt bearbejdede for big band!) og Gustav Holst (Planeterne).
Klavertransskriptioner
Franz Sailer, der var embedsmand i Skt. Florian og en stor beundrer af Bruckners orgelspil, testamenterede ham ved sin død i 1848 sit Bösendorfer-flygel, som han havde givet ham rig lejlighed til at øve sig på. For Bruckner havde instrumentet mere end affektionsværdi, for han anvendte det både ved den undervisning i klaverspil, han gav privatelever, og navnlig i forbindelse med sit kompositoriske virke. Mange af hans værker blev til ved klaveret, og så sent som på sin dødsdag, den 11. oktober 1896, sad han om formiddagen ved flyglet og arbejdede med finalen til den niende symfoni. I forhold til orgelværkerne er hans musik for klaver mere omfattende med hensyn til antallet af kompositioner, men langt størsteparten skrev han i forbindelse med den undervisning i komposition og instrumentation, han modtog af dirigenten Otto Kitzler i Linz i årene 1861-1863. Hans sidste stykke for klaver var en fantasi i G-dur, som han tilegnede en tidligere klaverelev, Alexandrine Stoika. Han skrev den i 1868, dvs. mellem symfonierne nr. 1 og nr. 2, og få dage før han forlod Linz og flyttede til Wien.
At Bruckner — i lighed med mange andre komponister — skrev sine orkesterværker siddende ved flyglet, betyder ikke, at musikken er »tænkt« pianistisk og efterfølgende »orkestreret«. Fra grunden er symfonierne udformet med orkestret som medium og med orglet som ledetråd. Klaveret formår langtfra at gengive de mange klanglige nuancer, der er kendetegnende for musikken, og det er utvivlsomt årsagen til, at der ikke ser ud til i nyere tid at være udarbejdet klavertransskriptioner af symfonierne. Det blev der til gengæld i et vist omfang i Bruckners levetid og i årene efter hans død, hovedsagelig udført af hans medarbejdere (tidligere elever) og bekendte:
- Studiesymfoni f-mol af Cyrill Hynais: tohændig og firehændig
- Symfoni nr. 1 c-mol af Ferdinand Löwe: firehændig; August Stradal: tohændig
- Symfoni nr. 2 c-mol af Josef Schalk: firehændig; August Stradal: tohændig (1903)
- Symfoni nr. 3 d-mol version 1877 af Gustav Mahler: firehændig; version 1889 af Ferdinand Löwe og Josef Schalk: firehændig; Josef Schalk: tohændig
- Symfoni nr. 4 Es-dur af Ferdinand Löwe: firehændig; Josef Schalk: tohændig; Walter Magnus: firehændig på 2 klaverer
- Symfoni nr. 5 B-dur af Heinrich von Backlet: ottehændig på 2 klaverer; Josef Schalk: firehændig; August Stradal: tohændig
- Symfoni nr. 6 A-dur af Josef Schalk: firehændig; August Stradal: tohændig (1902)
- Symfoni nr. 7 E-dur af Franz og Josef Schalk: firehændig; Hermann Behm: firehændig på 2 klaverer (1896)
- Symfoni nr. 8 c-mol af Josef Schalk: firehændig; August Stradal: tohændig
- Symfoni nr. 9 d-mol af Josef Schalk og Ferdinand Löwe: firehændig; Ferdinand Löwe: tohændig
(Til grund for de to transskriptioner af den 9. symfoni lå Ferdinand Löwes maltrakterede version af symfonien, udgivet i partitur i 1903. Den firehændige klaverversion blev genudgivet i 1910 sammen med Josef V. von Wöss' bearbejdelse for samme besætning af Bruckners Te Deum på forlaget Universal Edition i Wien. Transskriptionen af symfonien er så vidt vides den eneste af de ovennævnte, der er indspillet på CD. Se nedenfor).
Bearbejdelserne for klaver, der også omfattede nogle af Bruckners vokalværker (Messerne nr. 1-3, Te Deum, Helgoland), blev i flere tilfælde anvendt i stedet for orkester ved uropførelsen af kompositionerne. Dels var det mindre bekosteligt at bruge et eller to flygler end at stille et fuldt besat symfoniorkester på benene, og dels afviste musikerne nogle gange at spille værkerne, fordi de fandt dem for svære eller ligefrem uspillelige. For det meste havde Bruckner ikke noget valg, og i almindelighed foretrak han, at værkerne blev spillet under en eller anden form, frem for at de ikke skulle blive opført overhovedet. Det var bl.a. kun i Schalks klaverversion, Bruckner oplevede at høre sin 5. symfoni blive spillet (den første orkesteropførelse, der fandt sted senere, var han for sygdomssvækket til at overvære). De forskellige transskriptioner blev udgivet og dermed stillet til rådighed for det musikinteresserede publikum.
Orgeltransskriptioner
Det tyske pladeselskab OEHMS udgav i 2020 en CD med Bruckners annullerede symfoni i d-mol fra 1869, den såkaldte »Nr. 0« i en transskription for orgel af Erwin Horn. CD'en indeholder også Bruckners ouverture i g-mol fra 1863 transskriberet for orgel af Rudolf Innig. Det er den første i en serie, der efter planen skal omfatte alle hans symfonier i orgeltransskriptioner, og som udsendes i anledning af 200-året for Bruckners fødsel i 2024. Med udgivelsen videreføres en praksis, der har flere forgængere (se nedenfor).
På en vis måde er det nærliggende at overføre symfonierne til det instrument, der stod Bruckner nærmest. Som organist opnåede han både i sit hjemland og i udlandet betydelig anerkendelse som improvisator, og i samme funktion virkede han i en lang årrække ved gudstjenesterne i kirkerne i Skt. Florian, Linz og Wien. Desuden underviste han i orgelspil på Gesellschaft der Musikfreundes konservatorium i Wien. Men mest oplagt er det at henvise til forholdet mellem instrumentets spilletekniske muligheder og hans skrivemåde for orkester, der omtales i artiklen om hans orgelmusik. Transskriptionerne kan betragtes som forsøg på at overføre symfoniorkestret til orglet, men spørgsmålet er, hvilket formål dette har.
Det et tænkeligt, at de blev udarbejdet for at stille musik af Bruckner til rådighed for organister, der kun har få og ikke særligt interessante kompositioner for orgel af ham at vælge imellem. Ingen af dem kan måle sig med symfonierne, hverken i omfang eller i udtryk. En anden forklaring kan være ønsket om at lade symfonierne opføre i omgivelser, der svarer til deres musikalske indhold, kirken. Bruckner var livet igennem et troende, kristent menneske, der lod sin overbevisning komme til udtryk i sine værker, både de vokale til liturgiske tekster (motetter, messer, Te Deum osv.) og de instrumentale. Flere af symfonierne har egenskaber, der peger i den retning. Eksempelvis indgår i finalen af den 5. symfoni i B-dur en storslået fuga og et koralagtigt tema, der hæver hele symfonien højt over det verdslige plan. Den næste i rækken, symfoni nr. 6 i A-dur, er med flere kirketonale vendinger (dorisk og frygisk) utvivlsomt påvirket af hans samtidige beskæftigelse med kompositionen af den smukke, lydiske motet Os justi (1879). Om den 9. og sidste, ufuldendte symfoni i d-mol har han udtalt, at det var hans hensigt at tilegne den »Majestæten over alle majestæter«, »Den kære Gud«. Det er i den forbindelse værd at nævne, at han i juli 1890 i sin egenskab af hoforganist deltog i bryllupsceremonien ved kejserens datter, Marie Valéries bryllup i Bad Ischl, hvor han improviserede over forskellige temaer, bl.a. fra symfoni nr. 1, som han på den tid var i færd med at omarbejde. Dog var der ikke tale om en transskription, for han nedskrev kun en usammenhængende skitse med de temaer, han improviserede over.
Fra sin optræden i Notre-Dame-kirken i Paris i 1869 kendte Bruckner samtidens moderne orgler, som Aristide Cavaillé-Coll (1811-1899) udviklede og opførte rundt om i kirker i Frankrig og i andre lande (bl.a. i Jesus-Kirken i Valby). De er disponeret således, at de efterligner det romantiske symfoniorkester med stemmer, der klinger som strygere, træblæsere, messingblæsere osv. Denne særlige orgeltype var for en række komponister en tilskyndelse til at skrive regelrette symfonier og andre store værker af samme art for orgel. Hertil hørte frem for alt Charles-Marie Widor (1844–1937), der i 1872 komponerede de fire første og i 1885 de fire næste af sine i alt ti orgelsymfonier. Ligeledes skrev hans elev ved musikkonservatoriet i Paris Louis Vierne (1870-1937) seks orgelsymfonier i årene 1899-1930, og César Franck (1822-1890), der virkede både som organist og som konsulent for Cavaillé-Coll, komponerede sine store orgelværker med henblik på opførelser på dennes instrumenter, bl.a. Grande Pièce symphonique fra 1863 og de tre Chorals i E-dur, h-mol og a-mol fra 1890. På den baggrund kan det undre, at Bruckner hverken komponerede orgelsymfonier eller opførte sine orkesterværker på det instrument, der var hans.
Forklaringen kan være, at de instrumenter, han kendte og jævnligt havde mulighed for at spille på — f.eks. orglerne i St. Florian-stiftelsens kirke (bygget i 1774), i den gamle domkirke i Linz (1778) og i Piaristenkirche i Wien (1858) — ikke havde den klangvolumen, han tilstræbte, og som kun et normalt besat symfoniorkester med korisk besatte blæser- og strygerstemmer med pauker kunne yde. Ligesom han efter den 3. messe i f-mol (1868) opgav denne værktype til fordel for symfonien, som han bedst udtrykte sig i, blev orkestret for ham det mest egnede klangmedium til den åndelige dimension i symfonierne. At orgelet ikke kan yde den samme klangrigdom som et stort symfoniorkester, giver de foreliggende indspilninger af orgeltransskriptionerne et overbevisende indtryk af. Og de gør det klart, at transskriptionerne ikke tilfører symfonierne nye udtryksmæssige dimensioner eller musikalske værdier.
Et oplysende eksempel er begyndelsen af den nedenfor nævnte indspilning med Hansjörg Albrecht af den tredje symfoni (version 1877) i Erwin Horns transskription for orgel. Første sats indledes pianissimo (pp) med rytmiske figurer i strygerbruppen, der danner den tonale baggrund for satsens det karakteristiske indledende tema. Det består af to led, hvoraf det første fremføres af en trompet solo, og det andet er lagt i den første hornstemme, og begge afsnit ledsages af de nævnte figurer i strygergruppen. Med fordelingen på to forskellige messingblæseinstrumenter har Bruckner tilstræbt en klanglig dimension, der dog går tabt i indspilningen. Det kan ikke udelukkes, at det skyldes en uhensigtsmæssig registrering, men både den indsats, der var tiltænkt solotrompeten, og temaets videreførelse i hornet, der skulle træde klart frem, er slørede og utydelige.
Foruden symfonierne er flere andre værker af Bruckner blevet transskriberet for orgel. Hertil hører dels forskellige orkesterkompositioner, dels et antal vokalværker (anført nedenfor). Bortset fra at sangteksterne i de sidstnævnte ifølge sagens natur er udeladt, fjerner orgelversionerne sig i endnu højere grad fra Bruckners originale klangbillede end transskriptionerne af orkesterkompositioner.
Indspilninger
Litteratur:
Karl Schütz: Von der Orgel-Improvisation zur Symphonie. Ein Beitrag zur Klangvorstellung Anton Bruckners i: Othmar Wessely (red.): Bruckner-Studien 1975, s. 271-284
↑ sidens top
Forside
Komponister
Artikler
Værklister
Publikationer
Diverse
Anton Bruckner
5. april 2024
|