»MusikMosaik«

↓ sidens fod → Introduktion til Anton Bruckner

Anton Bruckner
(1824-1896)

Symfonier i arrangementer
for kammerensembler

Introduktion

To af Anton Bruckners symfonier — nr. 2 i c-mol og nr. 7 i E-dur — er indspillet på CD i transskriptioner for kammerensembler, dvs. for besætninger, der er stærkt reducerede i forhold til dem, de blev skrevet for. I stedet for fuldt udbyggede symfoniorkestre med træblæsere, forskellige messingblæsere, pauker og en femstemmig korisk besat strygergruppe omfatter kammerensemblerne et begrænset udvalg af solistisk behandlede instrumenter, hvorfor bearbejdelserne klangligt og udtryksmæssigt adskiller sig afgørende fra Bruckners intentioner. Det samme gælder selvsagt de forskellige klavertransskriptioner af hans symfonier, der blev udarbejdet og udgivet i hans samtid, og som hovedsageligt havde til formål at gøre det muligt at opføre musikken uden store omkostninger. Instrumentalt reducerede versioner kan vel give et indtryk af værkernes opbygning, satsernes form, melodiske forløb, dynamiske skift, harmoniske udtryk osv., men den klanglige dimension går tabt. — Bearbejdelserne af de to nævnte symfonier er både historisk og musikalsk forskellige og omtales her i kronologisk orden, begyndende med den ældste.

Symfoni nr. 7 E-dur

Original besætning: 2 fløjter, 2 oboer, 2 klarinetter, 2 fagotter, 4 horn, 3 trompeter, 3 basuner, 2 tenortubaer, 2 bastubaer, kontrabastuba, pauker, triangel (?), bækken (?), violin I, II, viola, violoncel, kontrabas.
Kammermusikalsk besætning: klarinet, horn, 2 violiner, viola, violoncel, kontrabas, firehændigt klaver og harmonium.

Transskriptionen blev udarbejdet i 1921 af komponisten Hanns Eisler (sats 1 og 3), pianisten og dirigenten Erwin Stein (sats 2) og dirigenten Karl Rankl (sats 4), der alle var elever af Arnold Schönberg. I november 1918 — den måned da Første Verdenskrig sluttede — blev der i Wien på Schönbergs foranledning stiftet en ikke-kommerciel forening, Verein für musikalische Privataufführungen, der havde som formål at fremme kendskabet til moderne musik i almindelighed, uden hensyn til stilretninger, komponistnavne osv. Med Schönberg selv som »Präsident« blev foreningen ledet af en bestyrelse bestående af en række af hans elever med blandt andre Anton Webern som forretningsfører. I henhold til de ret specielle vedtægter, som Alban Berg havde udarbejdet et udkast til, var det bestemt, at der om muligt skulle afholdes ugentlige koncerter, og det blev ikke på forhånd oplyst, hvad der stod på programmet, således at tilhørerne kunne opleve uventede genopførsler. Musikanmeldere blev ikke indbudt og var i øvrigt forment adgang til koncerterne, for opførelserne var »private« i den forstand, at de var forbeholdt foreningens medlemmer, der skulle fremvise et gyldigt medlemskort med billede. Medlemskab krævede ingen særlige kvalifikationer, kun tilslutning til foreningens formål og vedtægter, og kontingentet var afstemt efter medlemmernes privatøkonomi, således at ingen var afskåret fra at tilslutte sig. Foreningen havde den særprægede regel, at der hverken måtte gives bifalds- eller mishagsytringer efter opførelserne. Foruden musik af Schönberg, Webern og Berg blev der opført værker af Bartók, Debussy, Satie, Reger, Busoni, Dukas, Kodály, Ravel, Skrjabin, R. Strauss, Stravinskij, Zemlinsky og mange andre. Foreningen var i øvrigt kun aktiv i en forholdsvis kort periode, da den af økonomiske grunde blev opløst i december 1921 efter 117 koncerter.

Disse blev ikke, sådan som foreningens navn kunne antyde, afholdt i private hjem eller fornemme saloner, men i forskellige fest- og koncertsale i Wien. Foreningen havde ikke finansielle midler til at engagere symfoniorkestre, og hertil kom også, at verdenskrigen havde kostet så mange menneskeliv, at det var vanskeligt eller nærmest umuligt at samle det antal musikere, der skulle til for at udgøre et almindeligt orkester. I konsekvens heraf bestod den musik, der blev opført ved foreningens koncerter, af klaverværker, lieder med klaverledsagelse og forskellige former for kammermusik med vekslende antal musikere. Kompositioner for store besætninger blev transskriberet for firehændigt klaver (f.eks. Debussys Nocturnes bearbejdet af Ravel eller Mahlers symfoni nr. 6 af Zemlinski) eller for solistisk besatte ensembler (bl.a. Mahlers Lieder eines fahrenden Gesellen af Schönberg og dennes egen bearbejdelse af Fire Orkesterstykker op. 16). Desuden skrev Erwin Stein en transskription af Mahlers 4. symfoni i G-dur for et ensemble bestående af sopran, fløjte, obo, klarinet, to violiner, viola, violoncel, kontrabas, klaver, harmonium og slagtøj, der blev opført tre gange i træk i løbet af januar 1921. Samme år begyndte arbejdet på den nævnte transskription af Bruckners symfoni nr. 7 for kammerensemble, men den blev ikke opført, fordi den ikke var skrevet færdig, da foreningen senere på året blev nedlagt. Det er ikke klart, hvorfor den overhovedet blev udarbejdet, for symfonien kunne være blevet opført i den transskription for firehændigt klaver, som Bruckners medarbejdere og tidligere elever brødrene Josef og Franz Schalk skrev og lod udgive i 1896. I øvrigt blev ingen af de ældre klavertransskriptioner af Bruckners symfonier anvendt til opførelser ved foreningens koncerter.

Kontrasten mellem den originale orkesterversion og bearbejdelsen for kammermusikensemble af den syvende symfoni er meget tydelig og oplysende, for netop i det værk foreskrev Bruckner for første gang anvendelsen af to tenor- og to bastubaer, såkaldte »Wagner-tubaer«, i anden sats og i finalen. Særligt fremtrædende er de i den langsomme sats, hvor de blandt andet optræder tillige med en kontrabastuba i de første fire takter og i den udtryksfulde »sørgemusik«, som Bruckner skrev ved modtagelsen af budskabet om Wagners død i Venezia i 1883. De klangfulde messingblæseinstrumenter er afgørende for satsens højtidelige karakter.

Litteratur:

Klaus-Heinz Metzger, Rainer Riehn (udg.): Schönbergs Verein für musikalische Privataufführungen, Musik-Konzepte 36, 1984, med bidrag af forskellige forfattere. Heri indgår en oversigt over koncerterne med oplysninger om de opførte kompositioner.

Indspilning:

Thomas Christian Ensemble ◊ MDG 603 2127-2
Album med to CD'er, hvoraf den anden indeholder Gustav Mahlers symfoni nr. 4 i den ovennævnte transskription.
(En kammermusikalsk version af Bruckners symfoni er desuden indspillet på den første CD i en serie med musik, der blev opført ved foreningens koncerter, dog med en anden besætning end den anførte. Gruppo Montebello ◊ Etcetera.)

Symfoni nr. 2 c-mol

Original besætning: 2 fløjter, 2 oboer, 2 klarinetter, 2 fagotter, 4 horn, 2 trompeter, 3 basuner, pauker, violin I, II, viola, violoncel og kontrabas.
Kammermusikalsk besætning: 2 violiner, 2 violaer, violoncel, kontrabas, fløjte, obo, 2 klarinetter, 2 fagotter, 3 horn, trompet, basun, pauker, klaver og harmonium.

Transskriptionen blev skrevet på foranledning af Jonathan Freeman-Attwood (*1961), der fra 2008 beklædte et professorat ved Royal Academy of Music i London. Han interesserede sig blandt andet for Schönbergs Verein für musikalische Privattaufführungen, som han angiveligt ønskede at genoplive. Han henvendte sig i den forbindelse til komponisten og musikskribenten Anthony Payne (1936-2021) med en opfordring til at skrive en kammermusikalsk version af Bruckners 2. symfoni. Payne var især kendt for at have færdiggjort Edward Elgars symfoni nr. 3, som var blevet efterladt ufærdig i 1934. Bruckners anden symfoni var efter Paynes eget udsagn den eneste af ham, han havde hørt, og efter en betænkningstid påtog han sig opgaven, der lagde beslag på fem måneders arbejde. Det foregik på gammeldags vis i hånden (dvs. ikke med et computerprogram). Det er ikke oplyst, hvornår transskriptionen blev færdig, men indspilningen fandt sted i 2013.

Til grund for transskriptionen lagde Payne en partiturudgave, som der ikke er givet nærmere oplysninger om, men indspilningen kan ikke være foretaget efter anden udgave end Leopold Nowaks bind II i NGA-serien fra 1965 eller eventuelt efter den reviderede version fra 1997. Begge oplyses at gengive symfonien i »version 1877«, men dette er ikke rigtigt, for udgaverne er en hybrid mellem den oprindelige version fra 1872 og den reviderede fra 1877. Der er dog ikke grund til at tro andet, end at Anthony Payne handlede i god tro.

Foruden den nedenfor nævnte indspilning har pladeselskabet udgivet en CD med de samme medvirkende i transskriptioner for kammerensemble af andre værker, blandt andet af Gustav Mahlers Lieder eines fahrenden Gesellen i Schönbergs bearbejdelse. Til forskel fra transskriptionerne fra 1918-21 har de nye formentlig ikke noget praktisk formål, specielt ikke i en tid, hvor kompositionerne er umiddelbart tilgængelige på CD i den originale form og med den originale besætning.

Indspilning:

Royal Academy of Music Soloists Ensemble, dir. Trevor Pinnock ◊ Linn Records, CKD 442. På samme CD er indspillet Johann Strauss d.y.s orkestervals Wein, Weib und Gesang op. 333 i Alban Bergs transskription for kammerensemble. Den er ikke nævnt blandt de værker, der blev opført af Schönbergs forening.

↑ sidens top

22. juli 2024