Mosaik

»MusikMosaik«

Mosaik
 

→ Artikler ↓ sidens fod → Introduktion til Anton Bruckner

Anton Bruckner
(1824-1896)

Orgelmusikken

© Peter Ryom



Bruckner-orglet i St. Florian-stiftelsens Kirke

Bruckner lærte i en tidlig alder at spille orgel og udviklede gennem årene en suveræn beherskelse af instrumentet, der fik afgørende betydning for hans virke som musiker og som komponist. Han beklædte embederne som organist i St. Florian (1848-56), som domorganist i Linz (1856-68) og som hoforganist i Wien (fra 1868). Desuden blev han internationalt kendt som improvisator blandt andet gennem koncerter i Nancy, i Paris (Notre-Dame-Kirken) og i London (Royal Albert Hall og Crystal Palace). I lighed med både kendte og mindre kendte organister i historien skrev han også musik for orgel, men hans kompositioner for instrumentet omfatter kun nogle få, forholdsvis korte og enkle stykker, der stilistisk adskiller sig grundlæggende fra hans store kirkelige vokalværker med orkester og fra hans symfonier. Hans ideelle klangelige medium var det stort og rigt besatte symfoniorkester, og det er kendetegnende, at han kun skrev få værker for mindre besætninger: nogle lieder med klaver, en strygekvartet, en strygekvintet, et stykke for violin og klaver og enkelte andre.

I afsnittet om orgelværkerne anfører WAB-fortegnelsen kun syv numre, hvoraf to betegner stykker, der menes ikke at være af ham:

  • WAB 125: Fuge, d-mol, 1861
  • WAB 126: Nachspiel, d-mol, ca. 1852
  • WAB 127: Präludium, Es-dur, antagelig af hans slægtning Johann Baptist Weiß, 1837
  • WAB 128: 4 Präludien, Es-dur, samme bemærkning
  • WAB 129: Präludium (»Perger Präludium«), C-dur, 1884
  • WAB 130: Vorspiel, d-mol, ca. 1852
  • WAB 131: Vorspiel und Fuge, c-mol, 1847
  • WAB (mangler): Improvisationsskitse, 1890

På baggrund af hans enestående beherskelse af instrumentet og hans ry som organist kan det undre, at han til forskel fra for eksempel den jævnaldrende César Franck (1822-1890) ikke komponerede stort anlagte, symfoniske værker for orgel, men hertil var der formentlig flere grunde. Den vigtigste var uden tvivl, at trods et stort orgels normalt rige muligheder for at variere det musikalske forløb, formår det ikke at frembringe den vekslen mellem forskellige klangfarver og styrkegrader, som han tilstræbte i sin musik for stort orkester. Et indtryk af orglets begrænsede muligheder i forhold til symfoniorkestret kan en række orgel-transskriptioner af nogle af hans symfonier give. Et oplysende eksempel er Adagioen fra symfoni nr. 7 i E-dur, inspillet på Bruckner-orglet i St. Florian af Robert Kovács (plademærket Spektral). Sørgemusikken over Richard Wagner for to tenortubaer og to bastubaer (såkaldte Wagner-tubaer), kontrabastuba og to horn kort før satsens slutning kan et orgel ikke gengive med samme klanglige udtryk og styrke.

Bruckners indgående kendskab til orglets spilletekniske muligheder havde på sin side afgørende betydning for orkesterbehandlingen i hans symfonier. Det er ofte blevet bemærket, at han overførte orglets forskellige registre (hovedværk, brystværk, rygpositiv, svelleværk, pedal), der betjenes fra hver sit klaviatur, til orkestrets forskellige instrumentgrupper (træblæsere, messingblæsere, strygere, slagtøj) og lod dem optræde snart vekselvis til opnåelse af variation og klanglige kontraster, snart forene dem i mægtige klangblokke. Dette udgør et væsentligt stiltræk i symfonierne, hvori der forekommer talrige eksempler på anvendelsen af princippet.

Litteratur om Bruckner og orgelmusikken anføres her.

↑ sidens top


Forside Komponister Artikler Værklister Publikationer Reformationen Diverse

Siden opdateret 5. juni 2022