musikmosaik.dk-

For Bruckner havde den tredje symfoni særlig betydning, fordi han tilegnede den Richard Wagner, der var genstand for hans store og utilslørede beundring (se nedenfor). Han omtalte den dem som »Wagner-Symphonie«, der ofte anvendes som uofficielt tilnavn til symfonien. I samtiden førte hans bekendtskab med Wagner til den fejlagtige opfattelse, at han tilsluttede sig den nytyske skole, som der i samtiden var stærkt delte meninger om. Bruckner var bekendt med dens tonesprog, men han blev aldrig Wagner-discipel i egentlig forstand. Tværtimod udviklede han en speciel, personlig skrivemåde, men han blev alligevel stemplet som »wagnerianer«. Om ham skrev musikanmelderen Eduard Hanslick, at han »overførte Wagners dramatiske stil til symfonien«, og afslørede dermed en mangel på forståelse for det væsentlige i hans musik.

Det vides ikke med sikkerhed, hvornår Bruckner begyndte uarbejdelsen af symfonien, men det er formentlig sket kort tid efter færdiggørelsen af den foregående, som han afsluttede den 11. september 1872. Kompositionen af den nye symfoni varede indtil den 31. december 1873 og strakte sig dermed over mere end et år. Med sammenlagt 2056 noterede takter blev det hans mest omfangsrige komposition overhovedet, men i den udformning blev den hverken opført eller udgivet i samtiden.

Efter færdigg relsen lod Bruckner fremstille to afskrifter af partituret, hvoraf den ene, der er dateret 9. maj 1874, blev forsynet med en kalligraferet titelside, som han havde bestilt hos en kunstner i Linz. Det har ordlyden:

Dedikationseksemplaret blev sendt til Wagner i Bayreuth, og at tilegnelsen glædede ham, blev Bruckner bekendt med i et brev af 24. juni 1874 underskrevet C[osima] Wagner født Liszt. Hun skrev, at hendes mand ikke havde haft tid til at skrive og takke for »den smukke gave og de ærefulde og rørende ord, der ledsagede den«, og derfor bad hende gøre det på hans vegne. Desuden indbød hun Bruckner til »at overvære opførelserne, der – om Gud vil! – skal finde sted i 1876«. Dette blev dog ikke til noget, og Wagner kom i øvrigt aldrig til at høre den symfoni, som hans beundrer havde tilegnet ham. Omstændighederne omkring dedikationen er nærmere beskrevet nedenfor.

Bruckner beholdt selv den anden af de to afskrifter. Han anvendte den samme år, 1874, til den første revison af symfonien, men omfanget og arten af ændringer foreligger der ingen oplyninger om. I ingen af de samlede udgaver indgår en version med årstallet 1874, men i denne udformning er symfonien blevet indspillet efter »Edition William Carragan« (ukendt materiale og år).

I 1876 skrev Bruckner slutningen af den langsomme sats om, men året efter ændrede han igen det sidste afsnit. I denne tredje udformning indgik Adagioen i den nye version, der blev afsluttet 28. april 1877, og som Bruckner selv dirigerede ved den katastrofale koncert i Wien, 16. december. Oprindeligt skulle Johann Herbeck have stået for opførelsen, men han døde uventet i oktober, hvorfor Bruckner måtte træde til. Han havde dog kun få erfaringer som orkesterdirigent, hvorfor opførelsen blev en eklatant fiasko, som han var længe om at overvinde følgerne af. Forlæggeren Theodor Rättig overværede imidlertid koncerten og var blandt de tilhørere, der ikke forlod salen i utide, men henvendte sig straks efter til Bruckner og tilbød at udgive symfonien, hvilket han gjorde året efter, 1878. Det var måske forhastet, for udgaven indeholder adskillige fejl. Den 30. januar samme år skrev Bruckner en coda til scherzoen, der blev tilføjet i det håndskrevne partitur, men ikke blev optaget i udgaven.

I 1887 kom Bruckner ud for en stor skuffelse, da Hermann Levi lod ham vide, at han ikke kunne blive klog på hans nyeste symfoni, den ottende i c-mol, som netop var blevet færdig, og som Levi skulle have dirigeret. Det medførte fornyet usikkerhed hos Bruckner, der reagerede ved at revidere og omarbejde flere af sine ældre symfonier. Beskæftigelsen med den tredje begyndte det følgende år og varede til 4. marts 1889. Hertil anvendte han dels et eksemplar af den første udgave, hvori han i de tre første satser indførte ændringerne, dels en afskrift af finalen, som Franz Schalk havde forkortet ved at udelade tre afsnit. Heraf godkendte Bruckner to og erstattede de tredje med anden musik, og dermed opstod den tredje og sidste version af symfonien, hvis ægthed er tvivlsom pø grund af Schalks medvirken.

Under et ophold i Wien i 1888 rådede den dengang 28-årige Gustav Mahler Bruckner til at lade omarbejdelsen ligge og i stedet at lade den første udgave genudgive (med rettelser). Bruckner fulgte hans anbefaling, og følgen blev, at forlæggeren, Theodor Rättig, led et betydeligt økonomisk tab, fordi han lod de allerede foreliggende trykplader smelte om. Imidlertid nedlagde Franz Schalk »veto« imod beslutningen og gennemtvang udgivelsen af sin egen version af symfonien. Den udkom i 1890 og blev opført med meget stor succes 21. december af Hans Richter.

Bruckners forskellige ændringerne blev hovedsageligt gennemført med det formål at afkorte symfonien. Således blev de oprindelige 2056 takter først reduceret til 1817 og i anden omgang til 1644 takter. Det opnåede han ved dels at udelade et antal afsnit og satsdele af vekslende omfang og dels ved at skrive andre om. Det berørte navnlig første, anden og fjerde sats, hvorimod scherzoen blev kun lidt ændret. De forskellige omarbejdelser betød frem for alt, at symfonien gradvist mistede den monumentalitet, der er kendetegnende specielt for den oprindelige version fra 1873. På den baggrund er det på faldende, at Bruckner fortsat omtalte den som »Wagner-Symphonie«, uanset om det var første, anden eller trejde version. Han lagde i øvrigt ikke skjul på, at han omarbejdede den. Den 20. maj 1878 skrev han til Wagner, at symfonien »blev opført i en helt ny bearbejdelse; desværre gav man mig ingen tid til prøver«. Med disse ord antydede han årsagen til den katastrofale opførelse i 1877. Senere, den 1. januar 1889, skrev han i et brev, at symfonien var blevet »grundigt forbedret«.

Værket

Version 1873
Besætning: 2 fløjter, 2 oboer, 2 klarinetter, 2 fagotter, 4 horn, 3 trompeter, 3 basuner, pauker, violin I, violin II, viola, violoncel, kontrabas
Satser:

Udgaver

På et ikke nærmere oplyst tidspunkt i løbet af 1873 henvendte Bruckner sig til Wagner med ønske om at møde ham, men da han ikke svarede, rejste han i slutningen af august fra Marienbad (hvor han midlertidigt opholdt sig på grund af frygt for kolera i Wien) til Bayreuth, hvor han ville forelægge Wagner sine to sidste symfonier, den anden i c-mol og den endnu ikke afsluttede tredje i d-mol. Mødet mellem Bruckner og »mesteren over alle mestre« har han berettet om i enkelte breve til bekendte, dog mest udførligt til Hans von Wolzogen.

Baron Hans von Wolzogen (1848 1938) blev født i Potsdam og blev uddannet som filolog. I 1872 besøgte han Bayreuth, hvor han blev bekendt med Richard Wagner, på hvis opfordring han i 1877 bosatte sig i byen. Her forblev han til sin død og virkede som redaktør af Wagner-tidsskriftet Bayreuther Blätter og var desuden forfatter til bøger om Wagner og hans musikdramaer. Wolzogen blev den ledende skikkelse i kredsen af glødende Wagner-tilhængere, der forholdt sig kultisk-religiøst til hans person, til hans skrifter og musikdramaer. To måneder efter Wagners død i Venezia, 13. februar 1883, holdt Wolzogen i Wien et foredrag om ham, Erinnerungen an Richard Wagner, der blev udgivet samme år af »Wiener Akademischer Wagner-Verein«. Bruckner lærte ham at kende under et af sine ophold i Bayreuth (årstallet er ikke oplyst), og de bevarede kontakten i en årrække, hvad korrespondancen mellem dem vidner om. Den 11. februar 1891 skrev han til Bruckner i anledning af en ny udgivelse af det nævnte mindeskrift, og i brevet gengav han det afsnit, der omhandler mødet mellem Wagner og »den rørende barnligt trofaste Anton Bruckner«. Wolzogen tilføjede, at det var den eneste beretning i skriftet, som han ikke selv havde været vidne til, og da han ønskede at være »yderst korrekt«, spurgte han, om han havde gengivet forholdet rigtigt. (I 1873 havde Wolzogen endnu ikke taget fast ophold i Bayreuth.)

Bruckner svarede med et ikke dateret brev, hvori han ret detaljeret skildrede, hvad der var sket i Bayreuth atten år tidligere. Brevet indledte han uden omsvøb: »Højbårne Hr. Baron! Det var cirka i begyndelsen af september 1873 (kronprins Friedrich var netop i Bayreuth), da jeg bad mesteren om at forelægge ham mine symfonier nr. 2 i c-mol og nr. 3 i d-mol«. Dog blev Bruckner afvist på grund af tidsnød (»teaterbyggeri«), og Wagner måtte endda lægge arbejdet med Nibelungen til side. Alligevel bad han »mesteren« om at bruge blot et kvarter til at se dem igennem, og det gik han med til. Han klappede Bruckner på skulderen og sagde, at de skulle gå ind i salonen. Her studerede Wagner den 2. symfoni, som dog forekom ham at være tam, hvorefter han tog den 3. symfoni frem. Skønt den endnu ikke var færdigkomponeret, vakte den Wagners interesse, og han indbød Bruckner til at komme til boligen Wahnfried senere på dagen, så de kunne tale om Bruckners ønske om at tilegne ham en af symfonierne. Da han senere på dagen mødte op, blev han modtaget »med åbne arme«. Wagner havde haft så stor glæde over »den originale fremførelse af trompetstemmen« [i indledningen af den 3. symfoni], hvilket han betegnede som »et virkeligt symfonisk indfald«, at han over for andre omtalte ham som Bruckner, die Trompete! for venligt at antyde, hvilket forhold han havde til sin beundrer. Wagner erklærede, at dedikationen ville berede ham »en overordentlig stor glæde«. Under den efterfølgende to og en halv timer lange samtale, »hvor jeg var så lykkelig at sidde ved siden af mesteren«, og hvor Wagner skænkede øl op, drøftede de musikforholdene i Wien, og Wagner førte ham rundt i haven og viste ham sin grav. Bruckner nævnede også, at Wagner i Wien og i Bayreuth ofte sagde: er symfonien opført? den skal opføres, den skal opføres! I 1882 sagde han »Stol på mig, jeg vil selv opføre symfonien og alle Deres værker.«

Hvad Bruckner ikke nævnte, var, at han dagen efter var kommet i tvivl om, hvilken af de to symfonier, Wagner havde udset sig. Han sendte derfor en seddel med spørgsmålet, om det var »symfonien i d-mol, hvor trompeten indleder temaet«, hvortil Wagner på samme seddel skrev »Ja, ja. Hjertelig hilsen. Richard Wagner« og sendte den tilbage. Og dermed blev det. Fra den dag omtalte Bruckner den som »Wagner-Symphonie«. Allerede inden den var færdigkomponeret, omtalte han den på den måde i et brev dateret 4. november 1873, hvori han stillede i udsigt, at den ville blive afsluttet to måneder senere, hvilket den som nævnt blev på årets sidste dag sent om aftenen.

Forside

I den anden, ikke daterede udgave af Erinnerungen an Richard Wagner omtalte Wolzogen Wagners forhold til Bruckner på denne måde (s. 28-29):

Undertiden sukkede han: »Det ville glæde mig, hvis jeg endnu en gang kunne støde på noget stort og ægte i vores musik!« Derfor hilste han engang (1873) med oprigtig glæde den fuldstændigt ærlige, ægte og uforfærdede symfoniske musik af en anden Wiener »B« [den første var Brahms], hans altid respektfulde og rørende barnligt trofaste: Anton Bruckner. Den egenartede fremførelse af en trompetstemme havde som et virkeligt symfonisk indfald straks behaget ham så meget, at trompeten, i hans sædvanlige muntre omgang med retskafne mennesker, med det samme blev et ledemotiv for komponistens person. »Bruckner: Trompeten!« Det var også hans afskedshilsen, efter at han på sin beundrers anmodning gerne havde taget imod dedikationen af symfonien i d-mol (nr. 3), som han med glædelig undren havde set igennem, hvorefter han til den beskedne kunstners uforglemmelige glæde havde sagt: »Kære Ven, med dedikationen har det sin rigtighed: med Deres værk bereder De mig en overordentlig stor glæde.«

Wolzogens tekst svarer stort set til det, han skrev i det nævnte brev til Bruckner. Enkelte steder er ordvalget let ændret, men indholdet er det samme, og Wolzogen har ikke tilføjet enkeltheder fra Bruckners skildring af samtalen med Wagner, om udskænkning af øl eller rundvisningen i haven, og løftet om at opføre hans værker er heller ikke nævnt. I grunden kunne Bruckner have sparet sig ulejligheden med at skrive så langt og udførligt til Wolzogen, men på den anden side er hans beretning både vigtig og historisk interessant, fordi den gengiver hans personlige opfattelse af forløbet, tilmed i en mere detaljeret form end i hans andre, mere knappe skildringer af det.

Wagner-citater

I den første udgave fra 1923 af sin Bruckner-monografi skrev Max Aauer (s. 136), at Bruckner allerede under kompositionen af symfonien havde til hensigt at tilegne Wagner den, og at han derfor i anden og fjerde sats indlagde citater fra nogle af hans dramaer, som hyldest til ham, herunder »helt nøjagtigt« Søvnmotivet fra »Die Walküre«. Dog er der principielt grund til at betvivle Auers oplysninger, fordi Bruckner ifølge sagens natur ikke på forhånd kunne vide, at Wagner ville udse sig den tredje symfoni. I sin monografi fra 1934 gentog Robert Haas Auers henvisning til »Die Walküre« og kunne tilmed supplere den med oplysning om et citat fra »Tristan und Isolde« (s. 118):

Robert Haas blev i sin tid betragtet som en Bruckner-autoritet, og der var følgelig ingen grund til at betvivle hans oplysninger om citaterne, som er blevet almindeligt godkendt. Men i 1996 påviste Wagner-specialisten Egon Voss, at der er så store forskelle mellem de pågældende afsnit af symfonien og de tilsvarende steder i Wagners dramaer, at der ikke kan være tale om citater. Desuden gjorde han med rette gældende, at Bruckner vel ikke ville have fjernet regelrette Wagner-citater fra den symfoni, han havde tilegnet »mesteren«. Til de satsdele, der blev udeladt ved omarbejdelserne, hørte to afsnit i første sats, der blev omtalt som citater fra henholdsvis »Tristan und Isolde« og »Die Walküre«. Hverken i Bruckners eller i Wolzogens beretning er der hentydninger til eventuelle citater, endsige at Wagner skulle have bemærket dem.

Litteratur

Hans von Wolzogen, Erinnerungen an Richard Wagner, Verlag von Philipp Reclam jun. (u.å.)
Max Auer, Anton Bruckner. Amalthea-Verlag, Zürich, Leipzig, Wien, 1923
Robert Haas, Anton Bruckner, Akademische Verlagsgesellschaft Athenaion, Potsdam 1934
Egon Voss: Wagner-Zitate in Bruckners Dritter Sinfonie? Ein Beitrag zum Begriff des Zitats in der Musik, i »Die Musikforschung«, 49. Jahrgang, Heft 4 (Oktober-Dezember) 1996, s. 403 406
Renate Ulm (red.), Die Symphonien Bruckners. Entstehung, Deutung, Wirkung. Bärenreiter, Kassel etc./Deutscher Taschenbuch Verlag, München 1998. Afsnittet om den 3. symfonis tilblivelse er forfattet af Egon Voss
Peter Ryom, Anton Bruckner. Liv og værk, Forlaget Multivers, Frederiksberg 2021

↑ sidens top

Forside Komponister Artikler Værklister Publikationer Diverse Anton Bruckner

18. september 2024

»MusikMosaik«

Anton Bruckner
(1824-1896)

Symfoni nr. 3 d-mol

Værket

Udgaver

Dedikationen

Wagner-citater

Litteratur

»MusikMosaik«

Anton Bruckner(1824-1896)

Symfoni nr. 3 d-mol

Værket

Udgaver

Dedikationen

Wagner-citater

Litteratur

Anton Bruckner
(1824-1896)