»MusikMosaik«

↓ sidens fod → Introduktion til Bruckners kirkemusik

Anton Bruckner
(1824-1896)

Salme 150

Den 23. december 1891 skrev komponisten og dirigenten Richard Heuberger (1850-1914) til Bruckner i et specielt anliggende. Heuberger virkede også som musikanmelder og var lige som Eduard Hanslick almindeligt frygtet i den funktion. Han forholdt sig dog anerkendende til Bruckners kirkemusik, hvorimod han afviste hans symfonier. I brevet spurgte han Bruckner, om han ville skrive »en hymne eller en kantate for blandet kor og orkester til åbningkoncerten« ved en teater- og musikudstilling i 1892, og om han måtte foreslå ham en eller to tekster. Johannes Brahms var tidligere blevet opfordret til at levere en komposition til anledningen, men havde afslået, hvilket Bruckner dog ikke var vidende om. Han svarede 7. marts året efter og takkede for fremsendelsen af to salmer, hvoraf han besluttede sig for salme 150 på grund af dens »særlige højtidelighed« (den anden var salme 98). At han således fik forelagt en tekst, som han ikke selv havde valgt, forklarer, at den, han satte musik til, hverken var på latin (som for eksempel Vexilla regis fra samme år) eller stammede fra Franz Josef Alliolis tyske oversættelse af Vulgata (hvorfra han anvendte flere salmer), men var Martin Luthers oversættelse.

Nogle uger senere, 31. marts, måtte han meddele Heuberger, at han trods »vedholdende flid« skønnede, at det ikke ville være muligt for ham at gøre værket færdigt til åbningsdagen (og tilføjede i parentes »bedre til afslutningsfesten«). Han nævnede ikke grunden til forsinkelsen, der foruden alvorlige helbredsmæssige gener skyldtes arbejdet med Vexilla regis, som han afsluttede 9. februar, og frem for alt den fortsatte beskæftigelse med første sats af den 9. symfoni. Salme 150 blev afsluttet 29. juni 1892, og af datoer tilføjet i partituret fremgår, at Bruckner reviderede værket 7. og 11. juli samme år. Det blev dog hverken opført i forbindelse med teater- og musikudstillingen eller som senere planlagt ved en tonekunstnerfest afholdt i september af Allgemeiner Deutscher Musikverein i Wien. Den 13. november 1892 blev det uhyre krævende værk uropført ved en koncert i Gesellschaft der Musikfreunde i Wien dirigeret af Wilhelm Gericke. Det blev dog ingen succes, og det skyldtes dels utilstrækkeligt forudgående prøearbejde, dels at det korte værk uheldigvis var blevet sat på programmet mellem en ouverture af Franz Schubert og Franz Liszts 1. klaverkoncert i Es-dur fulgt af kompositioner af den unge Richard Strauss og af Felix Mendelssohn Bartholdy. Om en opførelse i Dresden det følgende år foreligger der ingen detaljerede oplysninger. Med dedikation til Bruckners tidligere elev og medarbejder Max von Oberleithner blev værket udgivet i Wien af forlaget Ludwig Doblinger i 1892.

Salme 150 blev Bruckners sidste vokale kirkemusikværk. Stilistisk er det nært beslægtet med hans otte år ældre og langt mere omfattede udsættelse af den ambrosianske lovsang, Te Deum, i samme toneart, C-dur, og for omtrent samme besætning.

Værket

Tekst: Halleluja! Loben den Herren in seinem Heiligtum, 6 vers

Besætning: sopran solo, firestemmigt kor (SATB), 2 fløjter, 2 oboer, 2 klarinetter, 2 fagotter, 4 horn, 3 trompeter, 3 basuner, kontrabasbasun, pauker, violin I, violin II, viola, violoncel, kontrabas

Disposition: én sammenhængende sats. Efter vers 6 gentages begyndelsen, og værket slutter med en stort anlagt fuga med vers 6 som tekst.

Udgave

Musikwissenschaftlicher Verlag

• NGA bind 20/6. Franz Grasberger, 1964/1995

↑ sidens top

18. september 2024