»MusikMosaik«

↓ sidens fod → Introduktion til Bruckners kirkemusik

Anton Bruckner
(1824-1896)

Te Deum

Te Deum laudamus ('Dig, Gud, lovpriser vi') er begyndelsesordene af en latinsk hymne, der traditionelt er blevet tilskrevet den oldkirkelige biskop af Milano, Ambrosius (ca. 339-397), og derfor i almindelighed er blevet kendt som den ambrosianske lovsang. Som mulig ophavsmand er den serbiske biskop Nicetas af Remesiana (400-tallet) også blevet nævnt, men spørgsmålet om tekstens oprindelse forbliver uafklaret.

Hymnen består af 31 (eller 29?) ikke rimede og ulige lange verslinjer, der indholdsmæssigt er fordelt i fire grupper: vers 1-12 (Te Deum laudamus ... confitetur Ecclesia) er den himmelske og jordiske kirkes lovprisning af Gud Fader, vers 13-15 (Patrem immensae ... Paraclitum Spiritum) en doxologi (lovprisning af Fader, Søn og Helligånd), vers 16-21 (Tu rex gloriae ... esse venturus) en lovprisning af Jesus Kristus og vers 22-31 (Te ergo quaesumus ... in aeternum) en afsluttende bøn.

Liturgisk indgår hymnen i tidebønnen matutin, men den anvendes også selvstændigt til lovprisning og taksigelse ved højtidelige anledninger (pavevalg, bispe- og præstevielse, processioner, kongekroning, en tronarvings fødsel, fredsslutning osv.). Til sådanne ceremonier er der i århundredernes løb skrevet et meget stort antal musikalske udsættelser i de skiftende perioders tonesprog. Efter Reformationen er latin nogle steder blevet erstattet af oversættelser til nationalsprogene tysk: Herr Gott, dich loben wir (Martin Luther) og engelsk: We praise thee, o God. Også på dansk er den gengivet blandt andet i salmerne O store Gud, vi love dig (Den danske Salmebog nr. 9) og Almagts Gud, velsignet vær! (nr. 356). Det var den originale, latinske tekst, Bruckner satte musik til.

Kompositionen

Efter færdiggørelsen af messe nr. 3 i 1868 forløb der en rum tid, før han igen komponerede et større vokalt kirkemusikværk med orkester, for først i 1881 påbegyndte han kompositionen af Te Deum. I de mellemliggende år havde han hovedsageligt været beskæftiget med at skrive nye værker og med at revidere og omarbejde nogle af sine ældre kompositioner.

I modsætning til den tredje messe var kompositionen af det nye værk ikke et bestillingsarbejde, men skyldtes hans egen personlige tilskyndelse. Til dirigenten Hermann Levi skrev han 10. maj 1885, at han »havde tilegnet Gud det som taksigelse for at have overstået så mange lidelser i Wien«. Desuden viser værkets tilblivelseshistorie, at han ikke var forpligtet til at overholde en bestemt tidsfrist. I dagene fra 3. til 17. maj 1881 nedskrev han et partitur, der kun omfatter de vokale stemmer suppleret med stedvise antydninger af instrumentationen, men det ufærdige arbejde lagde han til side til fordel for den sjette symfoni, som han afsluttede 3. september samme år. Først efter færdiggørelsen af symfoni nr. 7, 5. september 1883, vendte han tilbage til Te Deum, men i stedet for at fortsætte med det henlagte partitur skrev han en ny og mere omfattende version, som han begyndte på 28. september og afsluttede 7. marts 1884. Nogle dage senere, 16. marts, skrev han på et selvstændigt nodeark en orgelstemme, som der ikke havde været plads til i partituret. I den tilføjede stemme anførte han i overskriften ad libitum, og gjorde det dermed muligt at opføre værket enten i en koncertsal uden orgel eller i en kirke. I den originale udgave og i NGA-udgaven er orgelstemmen obligat.

Den første opførelse fandt sted under Bruckners egen ledelse 2. maj 1884 i Wiener Akademischer Wagner-Verein i en transskription for vokalsolister, kor og to klaverer, spillet af Robert Erben og Franz Schalk. På programmet stod også Bruckners strygekvintet (WAB 112), og begge værker blev modtaget med stort bifald. Den næste opførelse af Te Deum var i den originale version med orkester, som Hans Richter dirigerede 10. januar 1886 i Gesellschaft der Musikfreundes koncertsal i Wien. Det blev en meget stor succes, der allerede samme år førte til genopførelser i München, Linz og Prag, fulgt de følgende år af opførelser i Brno, Oslo, Berlin, Amsterdam, Cincinnati, Stuttgart, Dresden, Hamburg, Düsseldorf og andre steder. I 1885 stod forlæggeren i Wien Theodor Rärttig for udgivelsen i partitur og i klaverudtog af Josef Schalk. Te Deum var i øvrigt det eneste værk, som Bruckner modtog et komponisthonorar for.

Øverst på titelbladet figurerer anagrammet O. A. M. D. G., der står for Omnes ad majorem Dei gloriam ('Alt til Guds større ære'). Det findes ikke i Bruckners håndskrevne originale partitur, men det kan ifølge Leopold Nowak være tilføjet efter mundtlig aftale. Uanset om det forholder sig sådan eller ej, udtrykker det hans intentioner med at komponere Te Deum.

Værket

Samlet besætning: 4 vokalsolister (SATB), firestemmigt kor (SATB), 2 fløjter, 2 oboer, 2 klarinetter, 2 fagotter, 4 horn, 3 trompeter, 3 basuner, kontrabastuba, pauker, orgel, violin solo, violin I, violin II, viola, violoncel, kontrabass

Disposition: I Bruckners håndskrevne partitur består Te Deum af syv sammenhængende dele med skiftende besætninger og af forskelligt omfang. Musikalsk er de adskilt både af generalpauser af vekslende omfang og af dobbelte taktstreger. Teksten omfatter alle 31 verslinjer, men de er utraditionelt ulige fordelt i det musikalske forløb. Ved fem afsnit, her markeret med *, har Bruckner foruden tempoangivelserne skrevet de første ord af sangteksten som overskrift ved begyndelsen afsnittene. I de nedenfor anførte partiturudgaver omfatter værket kun disse fem satser, der også gælder de forskellige indspilninger.

1. Te Deum*. Allegro moderato (vers 1-21)
2. Te ergo*. Moderato (vers 22)
3. Aeterna fac*. Allegro. Moderato. Feierlich mit Kraft (vers 23)
4. Salvum fac*. Moderato. Allegro moderato (vers 24-25)
5. Per singulos dies. Allegro (vers 26-30)
6. In te Domine speravi*. Mäßig bewegt (vers 31)
7. Fuge. Im gleichen gemässigten Tempo. Tempo wie anfangs. Alla breve (vers 31)

Udgaver

Musikwissenschaftlicher Verlag

• NGA bind XIX, Leopold Nowak, 1962/1998

Første udgave

• Theodor Rättig, Wien, 1885

Andre udgaver

• Musikforlaget Robert Lienau, Berlin 1924. Gengivelse af udgaven fra 1885.
• Edition Eulenburg nr. 960, studiepartitur med indledning af H. F. Redlich, dateret maj 1960. Gengivelse af udgaven fra 1885.

↑ sidens top

18. september 2024