»MusikMosaik«

↓ sidens fod → Introduktion til Bruckner og orglet

Anton Bruckner
(1824-1896)

Orkesterstil

Det store orgels klanglige egenskaber og spilletekniske muligheder for variation udgjorde en vigtig inspirationskilde for ham, sådan som det kom til udtryk især i symfonierne. På et stort orgel kan organisten veksle mellem forskellige klangfarver ved at skift mellem hovedværk, bryst-værk, rygpositiv, svelleværk, pedalværk osv., der betjenes fra hver sit klaviatur. Dette overførte han til orkestret ved at lade træblæ-serne, messingblæserne og strygerne snart optræde i adskilte afsnit, der veksler mellem hinanden for igen at forenes i store klangblokke. Dette medvirker til at give symfonierne en dimension, der præger deres indhold og udtryk, og som ikke har noget sidestykke i orke-stermusikken fra hans samtid.

På baggrund af den forbindelse, der således hersker mellem nogle af hans symfonier og hans orgelspil, og som yderligere kom til udtryk i hans specielle orkesterbehandling, er det nærliggende at formode, at nogle af de temaer og motiver, der findes i symfonierne, er opstået spontant under improvisationerne og siden er blevet nedfældet, først i skitser og siden overført til partiturer. Orglet sættes i almindelighed i forbindelse med kirkerummet og med gudstjenesten, og ved at over-føre dets rige klangverden til orkesteret og ved i et vist omfang at inddrage musikalske indfald, der opstod i en kirke, måske endda i forbindelse med liturgien, gav Bruckner sine symfonier en klanglig dimension, der medvirker til at underbygge deres åndelige udtryk.

← Improvisation → Orgelkompositioner

↑ sidens top

18. september 2024