»MusikMosaik«

↓ sidens fod → Introduktion til Anton Bruckner

Anton Bruckner
(1824-1896)

Musikken eller mennesket?

Anton Bruckners livshistorie er blevet udforsket og beskrevet detaljeret fra hans fødsel i landsbyen Ansfelden den 4. september 1824 til hans død den 11. oktober 1896 i Wien. Til grund for fremstillingerne blev lagt historiske dokumenter af vekslende art, herunder hans korrespondance og private optegnelser suppleret med beretningen fra nogle af dem, der kendte ham personligt.

Han fremstilles i almindelighed som et menneske, der på flere måder skilte sig ud fra omgivelserne. Hans klædedragt var præget af hans landlige opvækst, han talte den lokale dialekt, men han skrev i øvrigt sine breve på nationalsproget tysk. I overensstemmelse med tidens skik udviste han ærbødighed over for sine overordnede og især de gejstlige, han havde forbindelse med, men sprogbrugen tyder på, at han forholdt sig mere underdanigt til dem, end andre i samme position gjorde. Han var ikke litterært indstillet, og han interesserede sig hverken for politik eller samfundsforhold. Af mange blev han betragtet som enfoldig og godtroende, og hertil bidrog vel især, at han aldrig lagde skjul på sin dybe kristne overbevisning, som han bevarede til det sidste. Det var den tro, der lå bag det musikalske udtryk i hans musik. Hans tonesprog blev ofte misforstået, hvorfor især symfonierne ofte blev udsat for kritik af mere eller mindre ondskabsfulde musikanmeldere, af uforstående dirigenter og af nogle i hans omgangskreds. Uundgåeligt medførte det dybe skuffelser, selvusikkerhed og nervøse kriser hos ham.

På den baggrund har nogle fundet det gådefuldt, at han har skrevet storslåede kirkemusikværker og navnlig monumentale symfonier med et overvældende musikalsk udtryk, at han med et tonesprog, der gradvist blev frigjort fra de gældende regler, medvirkede til at bane vejen frem mod atonaliteten og dermed tolvtoneteknikken, og at han blev internationalt kendt, først som orgelimprovisator og siden som komponist. Dette tilsyneladende modsætningsforhold har man ment kunne forklares ud fra et dybere kendskab til hans personlighed.

I 1905, kun ni år efter Bruckners død i 1896, udgav musikanmelderen og dirigenten Rudolf Louis (1870-1914) vel den første selvstændige monografi om ham med den neutrale titel Anton Bruckner. I forordet gjorde han gældende, at hans hensigt ikke var at skildre hans levnedsløb, men at give et billede af »den store symfonikers karakter« med den begrundelse, at »kun dette skulle tjene som ramme« for en levnedsbeskrivelse. Flere andre har siden på samme måde beskæftiget sig med mennesket Bruckner, hvad forskellige bogtitler kan give et indtryk af:

• Oskar Loerke: Anton Bruckner. Ein Charakterbild, 1938, 1942 og 1976
• Oskar Lang: Anton Bruckner. Wesen und Bedeutung, 1943, 1947
• Max Dehnert: Anton Bruckner. Versuch einer Deutung, 1958
• Franz Grasberger (red.): Anton Bruckner in Wien. Eine kritische Studie zu seiner Persönlichkeit, 1980
• Max Auer: Anton Bruckner. Mystiker und Musikant, 1982 (se nedenfor)
• Viktor Müller: Anton Bruckner. Das verkannte Genie, 1996
• Hans Hoffmann: Rätselhafter Anton Bruckner, 2003
• Constantin Floros: Anton Bruckner. Persönlichkeit und Werk, 2004
• Friedrich Buchmayr: Mensch Bruckner! Der Komponist und die Frauen, 2019

Med henblik på en udrensning i de mange usaglige beskrivelser af Bruckner udgav Herbert Koch på forlaget Müller-Speiser i Salzburg en bog med titlen Zurechtgerückt. Revision des neuen Brucknerbildes, der tager udgangspunkt i, at der i Linz (hvor Bruckner i ti år virkede som domorganist) i 1978 blev oprettet et institut med hans navn, Anton Bruckner Institut Linz. Dets formål var ifølge Koch, at »det traditionelt overleverede Brucknerbillede skulle revideres« (s. 11), og dette skulle, med et citat fra et skrift af Manfred Wagner, gøres ved, at »man skulle glemme næsten alt, hvad man i forvejen ved om Bruckner« (samme sted). Forskningen omkring hans liv og værk skulle følgelig nærmest begynde forfra, og den skulle gennemføres ud fra strengt videnskabelige principper.

Det her værd at bemærke, at det ikke var de musikvidenskabelige, kildekritiske metoder, der skulle støves af og tages i anvendelse, for allerede i 1934 begyndte udgivelsen af hans værker i hans egne, originale versioner efter videnskabelige retningslinjer, og siden er metoden blevet anvendt til de samlede udgaver fra Musikwissenschaftlicher Verlag i Wien. Bortset fra at nogle af udgaverne er blevet kritiseret for metodefejl og uholdbare oplysninger, står hovedsagelig kun problemerne omkring ægtheden af de forskellige versioner tilbage som genstand for Bruckner-forskningen. Men fra instituttets side er opmærksomheden i stedet nu rettet imod hans person og menneskelige egenskaber, som der er blevet tegnet et helt andet billede af. I sin bog gør Herbert Koch op med det nye syn på hans karakter, og ved at henvise til dokumenterede forhold tilbageviser han uholdbare og tvivlsomme påstande om ham.

Uanset hvordan en komponist fremstilles som person, er det en misforståelse at tro, at psykoanalytiske undersøgelser og skildringer af sekundære hændelser i hans liv fremmer tilgangen til hans musik. Som med andre kunstnere skal hans værker opleves umiddelbart, for det er i dem, han han kommer personligt til udtryk. Musikken må være både udgangspunktet og målet for enhver beskæftigelse med ham, og hvad der kan udledes af hans breve, optegnelser og udsagn, som andre har gengivet, har kun underordnet betydning.

Se oversigten over udvalgt litteratur om Bruckner og hans musik.

↑ sidens top

18. september 2024