 | »MusikMosaik« |  |
KomponistportrætFranz Joseph HaydnFranz Joseph Haydn blev født den 31. marts 1732 som den ældste søn af en hjul- og vognmager, Mathias Haydn, og hans hustru, Anna Maria, født Koller, i landsbyen Rohrau nær den nuværende grænse mellem Østrig og Slovakiet. Foruden en ældre søster havde han ti mindre søskende, blandt hvilke broderen Johann Michael (1737-1806) blev kendt i samtiden som en fremtrædende komponist af kirkemusik. For at udvikle de rige musikalske evner, Haydn allerede som dreng viste sig at være i besiddelse af, blev han sendt i pleje hos en slægtning i Hainburg, Johann M. Frank, der gav ham den første skole- og musikundervisning. På en tjenesterejse med henblik på at rekruttere sangere til drengekoret i Skt. Stefans Domkirken i Wien antog kirkens kapelmester, Georg Reutter, drengen, der som otteårig blev medlem af koret og som forblev i tjenesten, indtil hans stemme gik i overgang en halv snes år senere. I de følgende, vanskelige år i Wien ernærede han sig ved musikundervisning, nodeafskrivning, violin- og orgelspil og lignende, samtidig med at han ihærdigt studerede musik, blandt andet ved hjælp af Johann Joseph Fux' berømte lærebog i kontrapunkt, Gradus ad parnassum fra 1725, der var blevet oversat til tysk, og Johann Matthesons Der vollkommene Kapellmeister fra 1739. I denne periode begyndte han tillige at komponere, blandt andet en Missa brevis i F og operaen Der krumme Teufel, hans første bidrag til begge genrer. Gennem sin musikundervisning fik han efterhånden kontakt til adelige kredse, hvad der på den tid var en forudsætning for at gøre karriere som musiker og komponist. På anbefaling af Karl Joseph von Fürnberg, til hvem han skrev sine første strygekvartetter, blev han i 1759 ansat som komponist og musikdirektør hos den bøhmiske greve Karl Joseph Franz von Morzin, hos hvem han dog kun virkede i få måneder, da fyrsten af økonomiske grunde så sig nødsaget til at opløse orkesteret og afskedige Haydn. I denne korte periode nåede han at skrive sine første symfonier og dermed lægge grunden til en omfattende produktion inden for den genre, som han frem for nogen medvirkede til at udvikle og give indhold. Lediggangen varede imidlertid ikke længe. I 1761 blev han ansat hos fyrst Paul Anton Esterházy (1710-1762), hvis efterkommere beholdt ham i familiens tjeneste resten af hans liv. Den første i slægten, der var blevet adlet, Paul Esterházy (1635-1713), havde ladet opføre et slot i Eisenstadt, hvor han anlagde en betydelig malerisamling og oprettede et musikkapel, som hans efterfølgere videreførte og gradvis udbyggede. Her udfoldede der sig slægtled efter slægtled et rigt musikliv, der med tiden blev kendt viden om, og som gav Haydn de bedst tænkelige muligheder for at udfolde sit talent og til at udvikle sit tonesprog. Dermed kom fyrsteslægten Esterházy til at få afgørende betydning for musikhistoriens gang. Den ansvarlige for musiklivet ved hoffet siden 1728 var Gregor Joseph Werner (1693-1766), der havde oparbejdet en høj kunstnerisk standard, men som på grund af alderdomssvækkelse ikke længere magtede opgaven på tilfredsstillende måde. Som det fremgår af det detaljerede ansættelsesdokument af 1. maj 1761 fik Haydn i sin nye stilling som vicekapelmester til opgave at aflaste Werner. Ved dennes død fem år senere overtog han hvervet som hofkapelmester. Året efter Haydns ansættelse døde fyrsten og blev efterfulgt af sin yngre bror Nikolaus I (1714-1790), der ikke uden grund fik tilnavnet »Il Magnifico«, 'den pragtelskende'. I hans lange regeringsperiode udfoldede livet ved hoffet sig med en glans og herlighed, der blev genstand for almindelig beundring i vide kredse. Især lagde han vægt på at give musikken de bedste betingelser. Som sin forfader lod han opføre et slot, Esterház, der med den tilhørende park havde Versailles som forbillede. Her opholdt hoffet — herunder kapellet — sig i sommermånederne, mens den kolde årstid blev tilbragt i fyrsteslægtens palads i Wien. Kapelmesterens forpligtelser bestod frem for alt i at varetage alle sider af musiklivet ved hoffet: komposition af nye værker, som han dagligt modtog instrukser om, direktion ved prøver og opførelser, desuden løbende overopsyn med musikerne og sangerne, som han var en slags personalechef for, ansvar for vedligeholdelsen af musikinstrumenterne osv. Hertil kommer, at kapelmesteren som enhver anden ansat havde tjenerstatus med pligt til at bære uniform med hvide strømper. Alt dette synes Haydn at have overholdt til punkt og prikke livet igennem. I henhold til ansættelsesdokumentet tilhørte den musik, han komponeret ved hoffet, fyrsten alene og måtte ikke videregives til anden side, ligesom kapelmesteren var forpligtet til udelukkende at levere musik til hoffet, ikke til andre. Under sin ansættelse hos fyrsterne Esterházy blev han dog efterhånden kendt og efterspurgt i vide kredse, og i en ny tjenestekontrakt af 1. januar 1779 blev den nævnte bestemmelse udeladt, hvorfor Haydn derefter frit kunne tilbyde sin musik til forlæggere, koncertarrangører og andre interesserede i ind- og udland, hvilket selvsagt i høj grad bidrog til den stigende berømmelse, han med tiden blev genstand for langt uden for landets grænser. Det var under disse i mange henseender gunstige forhold, at Haydn komponerede en betragtelig del af den musik, han er blevet kendt for: symfonier, koncerter, strygekvartetter, divertimenti og anden kammermusik, herunder ikke mindst trioer med baryton (et strygeinstrument beslægtet med violoncel og viola d'amore), som Nikolaus var en ivrig udøver på, desuden klaversonater, forskellige former for kirkemusik, operaer, lieder osv. Han havde rig lejlighed til at afprøve nye ideer, til at eksperimentere med former og udtryk og dermed til at udvikle de forskellige genrer på en måde, der fik enorm historisk betydning. En medvirkende årsag hertil var, at han som skabende kunstner, der i længere perioder ad gangen virkede i de fyrstelige slotte, i Eisenstadt eller Esterház, langt fra Wien, var forholdsvis isoleret fra omverdenen og dermed afskåret fra impulser udefra. Han var med andre ord stort set henvist til at udfolde sin egen fantasi og iderigdom, hvilket i høj grad kom til at præge hans musik. Af stor betydning for Haydn var bekendtskabet med Mozart, der i 1781 slog sig ned i Wien som frit skabende kunstner efter at have forladt sin stilling hos ærkebiskop Hieronymus von Colloredo ved domkirken i Salzburg. De to komponister kendte hinanden af navn, men i Wien fik de lejlighed til at mødes, og trods den betydelige aldersforskel — Mozart var da 25 år og Haydn 49 — opstod et venskab mellem de to mænd. De nærede dyb respekt for hinandens musik, hvilket fik afgørende betydning for udviklingen af deres personlige tonesprog. Da Haydn efter en pause i 1781 udgav seks strygekvartetter, som efter hans eget udsagn var skrevet »på en helt ny måde«, inspirerede det Mozart til at komponere inden for samme genre, og i 1785 tilegnede han sin ældre kollega seks kvartetter i taknemmelighed over, at han af ham havde lært, hvordan man skrev sådanne værker (de såkaldte »Haydn-kvartetter« K 387, 421, 428, 458, 464 og 465). I årenes løb steg Haydns anseelse i ind- og udland, og hans musik blev opført og beundret rundt om i Europa, blandt andet i Spanien, Frankrig, Italien, England og Rusland, hvorfra der til stadighed kom opfordringer til at komponere og til selv at stå for opførelsen af sin musik. Dog var han bundet af din ansættelse hos fyrst Nikolaus, og en udenlandsrejse kunne ikke komme på tale, men musikken kunne han levere. Til en fransk musikforening, »Concert de la Loge Olympique« i Paris skrev han således i 1784 seks symfonier, de såkaldte »Pariser-symfonier« (nr. 82-87), der blev modtaget med en sådan begejstring, at han fik bestilling på yderligere tre værker af samme slags (nr. 90-92). Et afgørende vendepunkt i Haydns karriere indtraf i september 1790, da fyrst Nikolaus døde. Hans efterfølger, Anton Esterházy (1738-1794), delte ikke de øvrige medlemmer af slægtens interesse for musik og opløste kapellet. Dog beholdt han Haydn i sin tjeneste, men stillede ellers ingen krav til ham: han kunne gøre, hvad han ville. Rygtet om denne nye situation spredtes hurtigt, og fra flere sider modtog Haydn tilbud om ansættelser, blandt andet fra kongen af Napoli, men han afslog. Haydn tog i første omgang til Wien, hvor han traf den tyskfødte violinist Johann Peter Salomon (1744-1816), der havde slået sig ned i den engelske hovedstad og her virkede som koncertarrangør. Det lykkedes ham at overtale Haydn til at rejse til London for selv at lede opførelsen af et antal symfonier, som han skulle komponere til lejligheden. Opholdet i England, der varede i halvandet år, fra begyndelsen af 1791 til midten af 1792, var overordentlig vellykket for ham. Overalt blev han modtaget med både respekt og begejstring, han blev bekendt med talrige musikere, sangere og andre fagfæller, og han mødte skarer af beundrere, blandt såvel adelige som borgerlige, som han på trods af sin manglende beherskelse af det engelske sprog knyttede venskaber med. I Oxford blev han udnævnt til æresdoktor på universitetet, for hvilket han kvitterede med at dirigere en af sine symfonier, der siden blev opkaldt efter byen (nr. 92). Opførelsen af de seks første af hans sidste symfonier, de såkaldte »London-symfonier« (nr. 93-104), som han komponerede under opholdet, blev en overvældende succes. På hjemrejsen lagde han vejen over Bonn, hvor han traf den unge Beethoven, som nogle år senere i en kort periode blev hans elev. I Wien overvejede Haydn, om han skulle blive, hvor han var, eller om han skulle imødekomme de mange opfordringer til at slå sig ned i London, som han havde fået under opholdet. Skønt han i sit hjemland ikke var genstand for en anerkendelse, der tilnærmelsesvis kunne sammenlignes med englændernes begejstring, bestemte han sig for at blive, hvilket dog ikke hindrede ham i endnu en gang at rejse til den engelske hovedstad. Det andet ophold, om hvilket der foreligge færre oplysninger end om det første, synes at have været lige så opmuntrende for ham. Igen blev hans nye symfonier, de sidste seks af »London-symfonierne«, modtaget med stor begejstring, og igen var han genstand for almindelig anerkendelse og beundring, ligesom han som første gang ofte var i teatret til operaforestillinger og overværede koncerter, hvor musik af andre komponister blev opført. Det andet ophold, der i lighed med det første strakte sig over halvandet år, fra begyndelsen af 1794 til midten af august 1795, bidrog i væsentlig grad til at give ham en selvsikkerhed, som han ikke havde kendt under sit lange virke i relativ isolation hos medlemmerne af Esterházyslægten. Ved hjemkomsten til Wien var forholdene atter blevet ændret. Fyrst Anton var død og blev efterfulgt af sønnen, der bar samme navn som sin farfar, Nikolaus, men som i modsætning til ham var både umusikalsk og uinteresseret i musik. Dog tilstræbte han at genoplive fortidens pragt og herlighed ved hoffet, og til formålet lod han blandt andet slottet i Eisenstadt nyindrette. Han genetablerede kapellet og ansatte musikere og sangere, hvilket betød nye opgaver for den efterhånden aldrende Haydn, men hans funktioner indskrænkede sig hovedsageligt til — efter fyrstens ønske, som der dog ikke synes at foreligge skriftlig dokumentation for — at levere en messe en gang om året til opførelse i anledning af fyrstindens navnedag, 8. september (dvs. på festen for Jomfru Marias fødsel), men dagen blev dog først højtideligholdt den efterfølgende søndag. Fra denne sidste del af hans karriere stammer de seks store messer, hans mesterværker inden for genren: ›Paukenmesse‹ (1796), ›Heiligmesse‹ (samme år), ›Nelsonmesse‹ (1798), ›Theresienmesse‹ (1799), ›Schöpfungsmesse‹ (1801) og ›Harmoniemesse‹ (1802). Desuden var han forpligtet til at være til stede ved særlige lejligheder, men det daglige rutinearbejde var han stort set fritaget for, hvilket betød, at han kunne hellige sig de opgaver, han selv valgte. I England var Haydn blevet opmærksom på Händels oratorier, som han havde overværet opførelser af, blandt andet Messias, og han satte sig for at skrive et værk inden for samme genre, der skulle sikre, at hans navn blev kendt i eftertiden. Emnet til det nye værk, den gammeltestamentlige skabelsesberetning, blev foreslået af Salomon, der henviste til en libretto af en ukendt forfatter efter Miltons Paradise Lost. Teksten blev oversat til tysk af den hollandske diplomat, baron Gottfried van Swieten, der blandt andet havde opholdt sig i London i en årrække, og som i Wien samlede mange komponister og musikere omkring sig. Udarbejdelsen af Skabelsen strakte sig over flere år, men resultatet blev et værk, der ved uropførelsen i 1798 blev modtaget med stor begejstring og siden har været et af Haydns mest afholdte og beundrede værker. Han dirigerede det selv adskillige gange i Wien, i London fik det en lige så begejstret modtagelse året efter, og opførelsen i Paris juleaften samme år blev historisk, da det var undervejs til koncerten, at førstekonsul Napoléon Bonaparte undslap det nedrige attentat i Rue Nicaise. Trods sygdom og svækkelse fortsatte Haydn sit virke både som dirigent og som komponist. Ved flere lejligheder ledede han opførelser af Skabelsen og den vokale version af Frelserens sidste syv ord på Korset. Dette værk blev oprindelig skrevet for orkester i 1785, senere omarbejdet for strygekvartet og senest for solister, kor og orkester. Den sidste version stammer fra ca. 1796. Desuden komponerede han blandt andet den berømte trompetkoncert, og hans anseelse nåede et højdepunkt med melodien til kejserhymnen, »Gott erhalte Franz den Kaiser«, der blev et nationalt samlingspunkt for østrigerne i en tid, der var præget af krig og uro. Tre år efter Skabelsen, 1802, gentog han succes'en med et nyt oratorium, Årstiderne, der har tekst efter J. Thomsons The Seasons, igen oversat til tysk af van Swieten. Også dette sene værk fra hans hånd blev modtaget med stor begejstring. Med fuldendelsen af ›Harmoniemesse‹, den sidste i rækken, ophørte hans forpligtelser hos Nikolaus II. Året efter tog han fat på at komponere en strygekvartet, men kræfterne rakte ikke længere end til at skrive to satser (kendt som op. 103). I et forsøg på at aflaste sin kapelmester henvendte fyrsten sig til hans yngre bror i Salzburg, Johann Michael, der var blevet kendt og agtet for sine messer, med et tilbud om stillingen som vicekapelmester, men efter lang tids tøven afslog han. I stedet blev efter Haydns anbefaling hans og Mozarts tidligere elev Johann Nepomuk Hummel (1778-1837) ansat ved hoffet, hvor han virkede i årene 1804-1811. Hummels efterfølger, Anton Polzelli (1783-1855) blev efter kort tids ansættelse i stillingen afløst af Johann Nepomuk Fuchs (1766-1839). Under disse skiftende kapelmestres ledelse sank den musikalske standard ved Esterházhoffet betydeligt. Haydns sidste offentlige optræden fandt sted den 27. marts 1808 på universitetet i Wien, hvor der blev afholdt en koncert i anledning af hans forestående 76-års dag og med Skabelsen på programmet. Ved ankomsten blev han modtaget af blandt andre Salieri, der dirigerede opførelsen, ledsaget af to af hans tidligere elever, Beethoven og Hummel, og han blev i øvrigt hyldet af det talstærke publikum. Begivenheden blev foreviget i et ofte gengivet maleri, der forestiller universitetssalen med Haydn siddende i midten omgivet af beundrere. I foråret 1809 var Østrig igen på krigsfod med Frankrig. I midten af maj rykkede Napoleon med sine styrker ind i Wien efter et heftigt bombardement, der rystede Haydn og hans husstand. Som udtryk for sin respket for den berømte komponist havde Napoleon ladet en æresgarde opstille foran hans hus, men han kom sig aldrig oven på de chokerende oplevelser. Han døde i sit hjem den 31. maj kort efter midnat. De franske myndigheder bekendtgjorde dødsfaldet i en avis i Wien, og den 15. (eller 13.?) juni blev der i en af byens kirker afholdt en sjælemesse, hvor Mozarts Requiem blev opført under overværelse af såvel franske som østrigske militær- og standspersoner. I 1820 blev hans jordiske rester stedt til hvile til den kirke i Eisenstadt, hvor flere af hans messer og andre kirkemusikværker var blevet opført i årenes løb, Bergkirche. Haydn er blevet kendt for at besidde en udtalt sans for humor, der uden tvivl har hjulpet ham i mange vanskelige situationer, og som tillige ofte kommer til udtryk i hans musik. Berømt i den henseende er finalen af symfoni nr. 45, »Afskedssymfonien« fra 1772, der slutter med, at musikerne én efter én skal forlade deres pult som udtryk for, at de ønskede at afslutte sommeropholdet i Eisenstadt og rejse hjem til deres familier i Wien, hvilket fyrsten skal have forstået og efterkommet. Da det i 1805 rygtedes i store dele af Europa, at Haydn var død, blev der blandt andet truffet foranstaltninger til afholdelse af en sjælemesse, hvor Mozarts Requiem skulle opføres, og da Haydn erfarede dette, skrev han til arrangørerne, at hvis han havde vidst det, ville han gerne selv være kommet for at dirigere opførelsen. Et væsentligt karaktertræk var en venlighed og medmenneskelig adfærd, han udviste både over for sine foresatte, som han i øvrigt forholdt sig til med den tids uomgængelige underdanighed, og over for sine ligestillede. Blandt de musikere og sangere, der virkede med ham ved Esterházyhoffet, var han f.eks. så afholdt, at de kaldte ham »Papa Haydn«. Han var desuden gavmild, hjalp gerne familie, venner og kollegaer med større eller mindre pengebeløb, ligesom mange blev betænkt i det testamente, han oprettede i 1805. Heller ikke holdt han sig tilbage med at forære nogle af sine originale musikmanuskripter til udvalgte personer; således skænkede han komponisten Luigi Cherubini det autografe partitur til symfoni nr. 103 (»med paukehvirvlen«), som han forsynede med egenhændig dedikation til sin yngre komponistkollega. Hans imødekommende holdning til sine omgivelser hænger uden tvivl sammen med, at han var et troende kristent menneske, dybt forankret i den katolske tro, som han var opdraget i og bevarede usvækket til det sidste. Blandt andet kommer dette til udtryk i, at hans håndskrevne partiturer i reglen indledes og slutter med ordene In Nomine Domini (»I Herrens navn«) og Laus Deo (»Lovet være Gud«). Dette gælder ikke alene messerne og hans øvrige kirkemusikværker, men findes også i partiturer til værker inden for verdslige genrer som symfonier, strygekvartetter, sonater osv. Hans livsholdning øvede også af naturlige grunde indflydelse på tonesproget i kirkemusikken, herunder ikke mindst messerne, der er præget af en dyb respekt for deres liturgiske sammenhæng og funktion. Ganske vist kan udtrykket visse steder — sådan som det ikke var ualmindeligt på hans tid — bære præg af indflydelse fra verdslig musik, men sådanne mere lystigt betonede afsnit skal vel snarere tolkes som udtryk for glæde og taknemmelighed end som udslag af løssluppen munterhed. Alligevel har disse sider af hans kirkemusik ikke kunnet undgå af give anledning til kritiske røster. Om hans måde at arbejde på som komponist oplyser en af hans første biografer (Griesenger, se nedenfor), at han ifølge eget udsagn ikke var nogen »hurtigskriver«, men komponerede med eftertanke og omhu (»Bedächtlichkeit und Fleiß«), og i samme forbindelse skriver han: »Til hver af de tolv symfonier, som Haydn komponerede i England, brugte han, ganske vist sideløbende med andre beskæftigelser, en måned, til en messe tre måneder; dog erindrede han også at have skrevet en i løbet af en måned, fordi han dengang på grund af sygdom ikke kunne gå udendørs.« Også dette kan ses som udtryk for hans indstilling til gerningen som komponist af messer og anden kirkemusik. Biografier, udgaver og værkfortegnelser Et vidnesbyrd om den berømmelse, han i løbet af sin lange karriere var blevet genstand for i ind- og udland, var udgivelsen kort efter hans død af flere beretninger om hans liv og værk, udarbejdet på grundlag af personlige samtaler eller korrespondance med ham. Det gælder blandt andet diplomaten Georg August Griesingers Biographische Notizen über Joseph Haydn, der først blev trykt som artikler i et musiktidsskrift i Wien i 1809 og det følgende år udgivet samlet i Leipzig, Biographische Nachrichten von Joseph Haydn af landskabsmaleren Albert Christoph Dies, udsendt i Wien 1810, og en samling breve udgivet i Milano 1812 af Giuseppe Carpani under titlen Le Haydine ovvero lettere su la vita e le opere del celebre maestro Giuseppe Haydn. Af indlysende grunde udgør disse fremstillinger uvurderlige kilder til oplysninger om komponisten og mennesket Joseph Haydn, hvorfor de citeres hyppigt i litteraturen om ham. Den første store og grundige monografi om Haydn skyldes Carl Ferdinand Pohl, der havde samlet et omfattende materiale om ham. Af de tre planlagde bind nåede han kun at fuldføre de to første, udgivet i henholdsvis 1875 og 1882. Skildringen af Haydns levnedsløb standser i bind II ved afrejsen til London. I samme bind findes blandt andet en kronologisk-tematisk fortegnelse over de værker, han komponerede i årene 1766-1790, men den indeholder ingen årstal. Først i 1927 blev arbejdet færdiggjort af Hugo Botstieber på grundlag af Pohls efterladte materiale. Siden har flere Haydn-forskere udgivet mere eller mindre omfattende og grundige værker om komponisten, blandt andet i de to mindeår 1932 og 1959. Til de nyere, vægtige bidrag til litteraturen hører H. C. Robbins Landons og David Wyn Jones' monografi fra 1988 og Ludwig Finschers omfattende fremstilling af hans liv og værk, udgivet i 2000. Af mere specielle fremstillinger skal især Carl Maria Brands afhandling fra 1936 om Haydns messer nævnes. Den blev udgivet i 1941 og anses stadig, trods enkelte forældede synspunkter og oplysninger, for at være standardværket inden for området. Jens Peter Larsens disputats fra 1939 om Haydn-overleveringen blev fulgt to år senere af hans faksimile-udgave af tre håndskrevne værkfortegnelser fra samtiden. En større samling breve og optegnelser blev udgivet med kommentarer i 1965 af H. C. Robbins Landon og Dénes Bartha. Desuden har flere forfattere udgivet forskellige samlinger af ikonografisk materiale fra Haydns samtid. Allerede i Haydns levetid blev flere af hans værker udgivet i serier, blandt andet af Breitkopf & Härtel i Leipzig (klavermusik) og af hans tidligere elev Ignaz Pleyel i Paris (strygekvartetter). Den første videnskabeligt anlagte udgave blev påbegyndt i 1909, men indstillet i 1933. I alt udkom 11 bind i fire serier (symfonier, klaverværker, kantater og oratorier, enstemmige sange). Et nyt forsøg blev gjort i 1950 på initiativ af Haydn Society (Boston og Wien), men udgivelsen blev afbrudt allerede året efter. Den omfatter fire bind i to serier (symfonier og messer). Siden 1958 har Joseph Haydn-Institut i Köln i samarbejde med musikforlaget G. Henle i München stået for en samlet, kritisk udgave, der foreløbig omfatter 111 bind fordelt på 32 serier. En række af bindene er genudgivet som studiepartiturer af Bärenreiter, herunder flere messer. (Mere om Haydns messer: oversigt og introduktion [PDF].) Standardfortegnelsen over Haydns værker er Anthony van Hobokens tematisk-bibiografiske fortegnelse i tre bind, udgivet i 1957-78. Oprettet 7. marts 2009 |
