Mosaik

»MusikMosaik«

Mosaik
 

→ Artikler ↓ sidens fod

Evangelisk teologi og musik

Niels Henrik Arendt in memoriam
© Peter Ryom 2015

Indhold:

Indledning

Afladsbrev

I 2017 fejres 500-året for Reformationens indførelse, der blev indledt med Martin Luthers offentliggørelse den 31. oktober 1517 i Wittenberg af 95 teser, hvori han bl.a. tog afstand fra den alt andet end kristelige handel med afladsbreve (billedet), og som i de følgende år udviklede sig til et opgør med den romersk-katolske kirke og pavedømmet.

Af indlysende grunde giver jubilæet anledning til specielt at rette opmærksomheden mod de konsekvenser, som Reformationen fik både for teologien og for forskellige sider af det kristne trosliv, navnlig for gudstjenestens form og indhold. I den forbindelse er der særlig grund til at fremhæve tonekunsten, fordi Martin Luther tillagde den overordentlig stor betydning. Gang på gang udtrykte han sin store glæde over musikken, som han betragtede som skabt af Gud og givet menneskene som gave. For ham var teologien selvsagt den ypperste vej til at kende Gud og til at modtage hans Ord — men ikke den eneste. Det mente han, at musikken også formår.

Denne vigtige dimension af Luthers tænkning bliver beklageligvis ofte overset eller ligefrem tilsidesat. Det er kendetegnende, at hans indstilling til musikken kun omtales ganske kort, hvis det overhovedet nævnes, i skrift og i tale. På den baggrund bør det forestående jubilæum efter min mening udnyttes til at fremkalde en større opmærksomhed på den religiøse værdi, som både Luther selv og hans musikalske medarbejder og rådgiver Johann Walter tillagde musikken.

Reformatoren Martin Luther

Portræt af Martin Luther

Luther blev født i 1483 som søn af en bjergværksarbejder, der bestemte, at han skulle studere jura, men efter en voldsom oplevelse med et lynnedslag i 1505 besluttede han at gå i kloster. Han blev præsteviet to år efter og fortsatte sine teologiske studier, der førte til doktorgraden i 1512. I løbet af de følgende år indså han, at frelsen ikke opnås gennem gode gerninger eller sakramenterne, men alene ved troen på Guds nåde formidlet gennem hans Søn Jesus Kristus. Han forholdt sig stadig mere kritisk over for den romersk-katolske kirke og over for pavedømmet; teologisk tog han bl.a. afstand fra den skolastiske teologi.

Offentliggørelsen i 1517 af de 95 teser imod afladshandelen var ment som et debatoplæg, men der blev indledt en proces for kætteri imod ham. Fra 1520 stammer tre af hans grundlæggende reformatoriske skrifter: Til den kristelige adel, Forspil om Kirkens babyloniske fangenskab og Et kristent menneskes frihed. Samme år lyste paven ham i band, men i 1521 nægtede han offentligt at tilbagekalde sine synspunkter, hvorfor han blev erklæret fredløs. Den sachsiske kurfyrste Friedrich III gav ham husly på Wartburg, hvor han oversatte Det nye Testamente til tysk; senere kom Det gamle Testamente til, således at hele Bibelen forelå på modersmålet i 1534.

Med fare for sit liv drog han til Wittenberg for at lede videreførelsen af Reformationen; her arbejdede han for en reform af bl.a. gudstjenesten, som han bidrog til med forskellige skrifter, hvoraf det vigtigste udkom i 1526. På det tidspunkt lod den bevægelse, han havde sat i gang, sig ikke standse, men som fredløs måtte han overlade det til sin medarbejder Philipp Melanchton at føre de forhandlinger, der i 1530 førte til affattelsen af det grundlæggende skrift Den augsburgske Konfession.

En følge af Reformationen var afskaffelsen af cølibatet. I 1525 blev Luther gift med en tidligere nonne, Katharina von Bora, der sammen med nogle medsøstre var flygtet fra sit kloster. Vielsen fandt sted i Wittenberg og blev foretaget af Luthers medarbejder og skriftefader, sognepræsten Johannes Bugenhagen. Parret fik seks børn, tre sønner og tre døtre. Luther døde under et ophold i Eisleben i 1546 og blev begravet i slotskirken i Wittenberg.

Luthers gudstjenestereform

I skriftet om Kirkens babyloniske fangenskab, hvis første del behandler forskellige spørgsmål om den vigtigste kristne gudstjeneste, messen, tager han blandt andet afstand fra den katolske lære om, at deltagelse i den er en god gerning, der har Guds velbehag, og som gør én fortjent til at modtage hans nåde:

»Han bekymrer sig ikke om gerninger, lige så lidt som Han har behov for dem. Dem kan vi bruge til at gøre godt med over for andre mennesker og os selv, medens det Gud har behov for er, at vi anser Hans løfter for at være troværdig tale, tålmodigt holder fast ved Ham og tilbeder Ham i tro, håb og kærlighed. På den måde får Han den ære, som vi er Ham skyldige, medens vi ikke takket være vor egen hæsblæsende indsats, men takket være Hans medlidenhed, Hans løfte og Hans gavmildhed får alle skatte givet og beholder dem. Se, det er den sande gudsdyrkelse og tilbedelse, som vi skal praktisere i messen.«

Ligeledes afviser han tanken om, at der i messen indgår et offer, som præsten i form af brød og vin på menighedens vegne frembærer for Gud som en ublodig delagtiggørelse i Jesu offerdød på korset:

»Først bliver brød og vin jo båret frem for at blive velsignet, for at blive helliget gennem ord og bøn; men når det så er blevet velsignet og indviet, bæres det ikke længer frem som offer, men modtages som en gave fra Gud.«

I konsekvens heraf gennemførte han en række ændringer i messens form og indhold, som han gjorde rede for i tre skrifter: Von Ordnung Gottesdiensts in der Gemeinde trykt i 1523, det latinsksprogede og mere detaljerede Formula missae et communionis fra samme år og det mest omfattende og betydningsfulde skrift Deutsche Messe und Ordnung Gottesdiensts, der blev udgivet i 1526.

Den mest vidtgående ændring bestod i afskaffelsen af messeofferet, som han gennemførte ved at udelade alle dertil hørende tekster, specielt offertorium og nadverbøn (Canon) med dennes helgenpåkaldelser. Dette indgreb medførte ikke kun, at messen blev ændret indholdsmæssigt, men det fik også gennemgribende følger for den måde, den blev afholdt på. Bortfaldet af offertanken betød nemlig en ændret opfattelse af præstens funktion, idet denne ikke længere kunne bestå i at frembære offergaver, men i at forkynde Guds Ord og i at lede gudstjenesten. I overensstemmelse med læren om det almindelige præstedømme udgør alle døbte, uanset rang og stand, et helligt præsteskab, der bringer åndelige ofre gennem lovprisning, taksigelse og forkyndelse (jf. 1 Pet 2:5 og 9).

Dette er baggrunden for, at Luther fremhævede vigtigheden af at lade menigheden deltage aktivt i sangen som udtryk for de troendes udøvelse af præstegerningen. I Von Ordnung Gottesdiensts skriver han:

»Efter læsningen og udlægningen [prædiken] skal man i fællesskab takke og lovprise Gud og bede om, at hans ord må bære frugt. Dertil skal man bruge salmer og nogle gode responsorier og antifoner.«

(Herved forstås henholdsvis sange, der synges som svar på en læsning, og korte sange, der indgår som omkvæd mellem versene i en salme fra Salmernes Bog, en lovsang, en hymne eller lignende.)

I Formula missae udtrykte han ønsket om, at menigheden kom til at råde over sange på modersmålet, som den kunne synge under messen i stedet for de gregorianske melodier eller flerstemmige satser med latinske ord, som kun koret kunne synge. Han henviste til, at i oldkirken deltog hele folket i sangen, og han tilkendegav dermed, at hans hensigt var at genoprette gudstjenesten, sådan som den blev afholdt oprindeligt. I forhold til samtidens liturgiske praksis, som han betragtede som følgen af et forfald, var hans ændringer af messen ligefrem revolutionerende.

Luther måtte dog erkende, at der manglede digtere og komponister, som kunne skrive fromme og åndelige sange til brug i gudstjenesten. Antallet af anvendelige, åndelige sange fra før Reformationen (f.eks. leiser, pilgrims- og processionssange) var begrænset, og det blev et stort problem at dække det voksende behov for nye digte og melodier. Selv var han blandt de første, der leverede begge dele, og han lagde dermed grunden til en kulturel rigdom, som utallige digtere og komponister i århundrederne efter ham — både landsmænd og udlændinge, der efterhånden antog den evangeliske tro — har bidraget til at forøge. Reformationen satte således for alvor gang i en gennemgribende fornyelse af gudstjenestens musikalske indhold.

Luthers forhold til musikken

Portræt af Ludwig Senfl

Reformatorerne forholdt sig forskelligt til anvendelsen af musik i gudstjenesten. Ifølge Jean Calvin (1509–64) skulle al udsmykning, herunder sang og musik, udelukkes fra gudstjenesten i Den reformerte Kirke; kun salmerne i Salmernes Bog var det tilladt at synge på enstemmige melodier. Omvendt fremhævede Martin Luther værdien af at lade musikken udfolde sig i liturgisk sammenhæng. Denne indstilling hang sammen med hans personlige forhold til tonekunsten, som han ikke alene dyrkede som udøvende i sang, lut- og fløjtespil og som komponist af melodier og havde et grundigt teoretisk kendskab til, men som han også gang på gang udtalte sig om såvel mundtligt som skriftligt. Hvor højt han satte musikken, som han nærmest sidestillede med teologien, fremgår bl.a. af hans brev fra 1530 til Ludwig Senfl, der var komponist og kapelmester i München:

»Jeg skammer mig ikke over at bekende åbent, at der efter teologien ikke findes nogen kunst, der kan sidestilles med musikken, da den alene næst efter teologien kan det, som ellers kun teologien formår, nemlig at gøre sindet roligt og fornøjet til klart vidnesbyrd om, at djævelen, ophavsmanden til bedrøvelige sorger og urolige tanker, flygter for musikkens stemme næsten ligesom for teologiens ord.«

Til Luthers poetiske frembringelser hører et ofte citeret og gengivet digt med titlen Frau Musica, der var tænkt som forord til »alle gode koralbøger«. I oversættelse lyder de første linjer:

»Blandt alle glæder på jorden her
ej nogen skønnere findes der,
end den, jeg giver alt med min sang
og med så mangen livsalig klang.«

At sang og musik ifølge Luther skulle udgøre en fast bestanddel af gudstjenesten, kommer til udtryk i det forord, han skrev Johann Walters evangeliske sangbog fra 1524. Det begynder med disse ord:

»Det er ikke skjult for nogen kristen, tænker jeg, at det er Gud velbehageligt at synge åndelige sange; dette fremgår ikke alene af profeters og kongers eksempel fra Det gamle Testamente (der med sang og klang, med digte og allehånde strengespil har lovet Gud), men også af, at salmernes brug har fundet sted i den kristne kirke fra de tidligste tider. Ja, også St. Paulus fastsætter dette i 1 Kor 14, og han byder kolossenserne, at de af hjertet skulle synge Herren åndelige sange og salmer, for at Guds Ord og den kristelige lære på alle måder kan trives og øves.«

Denne grundlæggende indstilling til musikken og dens betydning for gudstjenesten har den evangelisk-lutherske kirke bevaret — trods de omskiftelser, som troslivet har været genstand for i århundrederne efter Reformationen. Men det betyder ikke, at Luthers holdning til musikken i almindelighed respekteres og fastholdes. Tværtimod er det som nævnt almindeligt at negligere denne side af hans reformbestræbelser. Det er bl.a. symptomatisk, at moderne udgaver af Deutsche Messe udelader alle nodeeksempler, som ellers indtager en fremtrædende plads i det originale skrift:

Opslag

To sider fra Deutsche Messe, 1526

Det forestående reformationsjubilæum vil være en oplagt anledning til at råde bod på denne mangel ved at udgive skriftet i dansk oversættelse med alle musikeksemplerne i moderne nodeskrift og med kommentarer.

Musikeren Johann Walter

Johann Walter (eller Johannes Walther) blev født i 1496 i Thüringen. Om hans afstamning vides intet, men det er muligt, at hans egentlige familienavn var Blankenmöller og at han blev adopteret af en Walter. Efter endt skolegang i fødebyen Kahla studerede han fra 1517 ved universitetet i Leipzig og blev tre år senere ansat som bassanger og komponist ved det sachsiske hofkapel, der havde sit virke skiftevis i Torgau, Weimar og Altenburg.

Walter må tidligt være kommet i kontakt med Martin Luther og med Reformationen, for i 1524 udgav han i Wittenberg den første samling koraler, Geystliche gesangk Buchleyn, som Luther skrev forordet til. Året efter opholdt Walter sig i Wittenberg, hvor han bistod reformatoren med vejledning og råd i musikalske spørgsmål i forbindelse med hans udarbejdelse af skriftet Deutsche Messe.

I 1525 blev hofkapellet opløst af økonomiske grunde, og med støtte fra både Luther og Philipp Melanchton søgte Walter forgæves at opnå ansættelse andre steder, bl.a. i Nürnberg. I stedet slog han sig ned i Torgau, hvor han i en årrække var beskæftiget med oprettelsen af det lokale kantori. Desuden underviste han i latin og religion. Fra 1527 modtog han en beskeden finansiel understøttelse fra kurfyrsten.

På grund af ændrede forhold i Torgau og Wittenberg, der blev følgen af den schmalkaldiske krig (1546–47), forlod Walter området og flyttede til Dresden, hvor han i 1548 blev kapelmester ved det genoprettede hofkapel, en stilling han bevarede indtil 1554. De sidste år af sit liv tilbragte han i Torgau, hvor han døde i 1570.

Johann Walter betragtes ikke uden grund som den første, betydelige komponist af musik til den evangelisk-lutherske kirke. Han skrev en række flerstemmige satser i tidens vokalpolyfone stil til både latinske og tyske tekster, udgivet i samtiden i forskellige samlinger, og han menes også at have komponeret melodier til forskellige koraler. Det var desuden Walter, der som den første satte musik til lidelseshistorien efter henholdsvis Matthæus og Johannes i tysk oversættelse. Stilistisk er hans musik præget af samtidens tonekunst, som han havde lært, men som han ikke bidrog til at videreudvikle eller forny. Hans betydning for den evangeliske kirkemusik lå derimod i den teologiske indstilling, han havde til musikken.

Dette er en side af hans virke, der sædvanligvis ikke berøres i almindelige musikhistoriske fremstillinger, hvor opmærksomheden af nærliggende grunde især rettes imod de forskellige slags værker, som han komponerede, og de samlinger af evangelisk kirkemusik, som han tilrettelagde og lod trykke.

Johann Walters musikopfattelser

I 1538 udgav bogtrykkeren og musikforlæggeren Georg Rhau i Wittenberg et langt, rimet digt af Walter med titlen Lob und Preis der löblichen Kunst Musica ('lov og pris for den rosværdige kunst musik').

Titelside

Antagelig som udtryk for hans konfessionelle tilhørsforhold blev udgaven forsynet med Luthers digt Frau Musica som forord. I Walters store digt kom hans syn på musikken, dens oprindelse og dens anvendelse til udtryk. For både Luther og ham selv var musikken ikke menneskeværk, men skabt af Gud og — ligesom Ordet — givet mennesket som en gave. Musikken blev skabt med det formål at lovprise og takke Skaberen og at stemme menneskesindet til glæde og fred. Men modsat Luther sidestillede Walter musik og teologi, som begge bereder hjertet til at modtage Guds ord. Desuden havde Luther den opfattelse, at musikken var til fra skabelsens begyndelse, mens Walter mente, at den først blev givet mennesket efter syndefaldet.

I Lob und Preis gengiver han beretningen i 1. Mosebog om forbuddet imod at spise af træet til kundskab om godt og ondt, om slangens bedrag og om syndefaldet, der førte til uddrivelsen af Edens have. Men Gud forbarmede sig over de faldne mennesker og gav dem straks musikkens kunst som en kilde til lovprisning og som lindring for den lidelse og den jammer, de ville få på jorden. Musikken eksisterer således siden Adams tid og er blevet dyrket slægtled efter slægtled, hvilket Walter anskueliggør ved at nævne en række personer og begivenheder i Det gamle og i Det nye Testamente, der på den ene eller anden måde har forbindelse med musik, hvoraf enkelte skal omtales her. I øvrigt viser Walters eksempler, at han havde grundigt kendskab til Biblen, og at han forventede samme viden hos sine læsere, siden han ikke anfører skriftsteder:

  • Jubal, der var søn af Enok og efterkommer af Adam i syvende slægtled, omtales som den, der blev stamfader til alle dem, der spiller citer og fløjte (1 Mos 4:21).
  • Efter overgangen over Det røde Hav »sang Moses og israelitterne denne sang for Herren: 'Jeg vil synge for Herren, for han er højt ophøjet'« (2 Mos 15:1).
  • Indtagelsen af Jeriko skete ved lyden fra menneskestruber og vædderhorn: »Folket udstødte kampråbet, da der blev stødt i hornene. Da folket hørte lyden af hornene, udstødte de et kampråb så højt, at muren faldt sammen« (Jos 6:20).
  • Kong David havde en særlig evne til at berolige Saul: »Hver gang den onde ånd fra Gud kom over Saul, greb David sin citer og spillede. Så fandt Saul lindring og fik det godt, for den onde ånd forlod ham« (1 Sam 16:23).
  • Mange af salmerne i Salmernes Bog indledes med angivelse af, at de er skrevet af David og beregnede til sang, f.eks.: »For korlederen. Til strengespil. Salme af David.« (Salme 4) eller »Salme af David. En sang ved tempelindvielsen« (Salme 30).
  • Det apokryfe skrift Siraks bog indeholder bl.a. talrige formaninger og vejledninger til et gudfrygtigt liv. Heri hedder det: »... istem lovsang; lovpris Herren for alle hans gerninger. Bring hans navn hyldest og tak ham med lovsang, med læbers sang og harper, ja således skal I synge hans lovsang: Herrens gerninger er alle sammen gode« (Sir 39:14–16).

Også i Det nye Testamente findes der vidnesbyrd om musik:

  • For markens hyrder forkyndte englen, at der var født en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. »Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang: 'Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag!'« (Luk 2:13–14).
  • Paulus opfordrer menighederne til at lade sig fylde af Ånden: »tal til hinanden med salmer, hymner og åndelige sange, syng og spil af hjertet for Herren, og sig altid Gud tak for alt i vor Herre Jesu Kristi navn« (Ef 5:19–20; jf. Kol 3:16).
  • I Johannes Åbenbaring er der flere gange tale om musik og sang, f.eks. »Og jeg hørte en lyd fra himlen som lyden af vældige vande og som lyden af torden, og den lyd, jeg hørte, lød som harpespillere, der slår deres harper. Og de synger en ny sang foran tronen« (Åb 14:2–3), eller »og jeg så dem, der havde sejret over dyret og dets billede og dets navns tal stå ved glashavet med Guds harper. Og de synger Moses' og Lammets sang: Store og underfulde er dine gerninger, du Herre Gud, Almægtige« (Åb 15:3).

Slutvignet

Den jordiske lovsang, som kun er et billede på den himmelske, vil blive fuldendt i himlen, hvor der ifølge Walter ikke vil være brug for kunster som grammatik, logik, geometri, astronomi, medicin, jura, filosofi, retorik – kun den skønne musik. Dér bliver alle kantorer, de vil bruge denne skønne kunst alene, love Gud med flid og takke ham for hans store nåde, som han har vist gennem Kristus.

Digtet slutter med Amen og ønsket om, at dette må være sandhed, og at Gud vil skænke os sin nåde. Trykt i Wittenberg af Georg Rhau.

Konklusion

I betragtning af den grundlæggende værdi, som både Luther og Walter tillagde tonekunsten, bør den i langt højere grad, end tilfældet hidtil har været, inddrages både i forberedelserne til det forestående jubilæum og på længere sigt i beskæftigelsen med den evangelisk-lutherske Reformation.

Litteratur

  • Karl Anton: Luther und die Musik, 1928
  • Christhard Mahrenholz: Luther und die Kirchenmusik, 1937
  • E. Thestrup Petersen: Martin Luthers betydning for kirke og kultur, 1983
  • Ulrich Asper: Aspekte zum Werden der deutschen Liedsätze in Johann Walters »Geistlichem Gesangbüchlein« (1524-1551), 1985
  • Patrice Veit: Das Kirchenlied in der Reformation Martin Luthers, 1986
  • Robin A. Leaver: Luther's Liturgical Music, 2007
  • Peter Ryom: Kirkens musik før og efter Reformationen, 2012

↑ sidens top


Forside Komponister Artikler Værklister Publikationer Reformationen Diverse

Siden opdateret den 2. december 2015