Mosaik

»MusikMosaik«

Mosaik
 

↓ sidens fod → Komponister → Oversigten

Komponistportræt

Georg Philipp Telemann

Georg Philipp Telemann

Telemann var uden sammenligning 1700-tallets mest anerkendte, produktive og alsidige komponist, der skrev musik inden for alle sin tids værktyper, både kirkelige og verdslige, instrumentale og vokale. Antallet af hans værker er uhyre omfattende, nærmest uoverskueligt, hvilket uden tvivl har medført en vis tilbageholdenhed over for hans musik. Først i løbet af det 20. århundrede er den blevet genstand for stigende opmærksomhed.

Han blev født den 14. marts 1681 i Magdeburg som søn af en lutheransk præst, der selv var præstesøn. I modsætning til andre fremtrædende komponister fra samme tid, f.eks. Bach og Händel, modtog Telemann ikke undervisning i musik af anerkendte lærere, men han var autodidakt i både udøvelsen af forskellige instrumenter og i komposition. Han gik i skole i fødebyen, i Zellerfelt og i Hildesheim. På forskellige rejser stiftede han bekendtskab med bl.a. fransk instrumentalmusik og italiensk opera. I 1701 blev han immatrikuleret ved universitetet i Leipzig, hvor han studerede jura, men opgav hurtigt studierne, da han af byrådet fik tilbud om at skrive kirkekantater til Thomas-kirken vekselvis med Thomas-skolens kantor, Johann Kuhnau. Året efter grundlagde Telemann et Collegium musicum, hvis medlemmer var studerende og som gav offentlige koncerter i byen. Fra samme tid blev han leder af operaen i Leipzig og i 1704 blev han desuden organist ved Neue Kirche. Efter nye rejser, bl.a. til Polen, hvor han lærte den polske musik at kende, blev han ansat som koncertmester i Eisenach i 1706 og virkede fra 1712 i Frankfurt am Main som byens musikdirektør, i hvilken egenskab han gav offentlige koncerter, og i perioden 1715–18 udgav han en række kammermusikværker på eget forlag. Samtidig blev Telemann udnævnt til kapelmester i Eisenach, Bayreuth, Gotha og Weimar – et vidnesbyrd om hans berømmelse.

I 1721 tiltrådte han stillingen som musikdirektør i Hamborg. Her bestod hans forpligtelser bl.a. i kompositionen af kirkekantater til byens fem kirker, af forskellige lejlighedsværker og af en passion hvert år. Han reorganiserede desuden det Collegium musicum, som Matthias Weckmann havde grundlagt i 1660. I 1722 søgte Telemann stillingen som kantor ved Thomas-skolen i Leipzig som Johann Kuhnaus efterfølger og blev valgt af byrådet, men han trak ansøgningen tilbage (se Christoph Graupner og Johann Sebastian Bach). Et succesrigt ophold i Paris fra 1737 førte til, at Telemann blev internationalt berømt. Her komponerede han de sidste seks af de såkaldte »Pariser-kvartetter«. Fra 1740 indstillede han udgivelsen af sine værker, og fra samme tid indtraf en nedgang i hans kompositoriske virke, der dog blev genoptaget i 1755 og varede til hans død, den 25. juni 1767. I stillingen som musikdirektør i Hamborg blev han efterfulgt af Carl Philipp Emanuel Bach, ved hvis dåb i 1714 i Weimar han havde været fadder.

Telemanns musik rummer en meget stor fantasirigdom, der bl.a. kommer til udtryk i hans melodier og harmonier, f.eks. i kantaterne, passionerne, salmeudsættelserne og andre kirkemusikværker og ikke mindst i hans talrige sonater, koncerter, ouverture-suiter og andre instrumentalværker, som han skrev for meget vekslende besætninger. Stilen i hans sene værker, f.eks. oratoriet Der Messias med tekst fra Friedrich Gottlieb Klopstocks monumentale digt med samme titel, viser klare tegn på hans fornyelse og videreudvikling af tonesproget.

↑ sidens top


Forside Komponister Artikler Værklister Publikationer Reformationen Diverse

Denne side opdateret 12. juli 2016