Mosaik

»MusikMosaik«

Mosaik
 

→ Artikler ↓ sidens fod

Ouverture-suiten for orkester

Indhold:

Indledning

Den værktype, der omtales her, var almindeligt udbredt i første halvdel af 1700-tallet. En række komponister fra perioden har bidraget til den med et betydeligt antal værker af vekslende beskaffenhed, men antagelig som følge af at Johann Sebastian Bach kun har skrevet fire (BWV 1066–1069) og at de dermed indtager en beskeden plads blandt hans værker, har interessen for dem og for værktypen i almindelighed dog været forholdsvis behersket i eftertiden. Bachs orkesterouverturer er ikke nævnt i Johann Nikolaus Forkels bog om Bach fra 1802, men de er beskrevet i Philipp Spittas monografi om ham (bind I, 1873, s. 748ff), hvor de omtales som værker af »en mesterhånd«, mens alle andre komponisters musik af samme art affærdiges som tilbagestående (»weit hinter«, s. 751). Denne vurdering må imidlertid tolkes som udslag af en forudindtaget indstilling eller bero på manglende kendskab til værkerne. Det sidstnævnte synes bekræftet af Spittas oplysning samme sted om, at Händel »ikke vides at have forsøgt sig inden for dette felt«, hvorved han røber et forbløffende ukendskab til værker som Water Music (HWV 348) og Music for the Royal Fireworks (HWV 351), som begge indeholder en ouverture-suite.

Definition

Suiten er en musikform, der har rødder tilbage i middelalderen, hvor det blev almindeligt at sammenstille dansesatser med uens karakter (i langsomt og hurtigt tempo, i lige takt og ulige takt osv.) i løst opbyggede serier, men efterhånden blev disse anlagt efter fastere mønstre bestående af Allemande, Courante, Sarabande og Gigue, hvortil der ofte blev føjet satser som Gavotte, Bourrée og Menuet. Musikken var skrevet for forskellige instrumentale ensembler, men der blev også komponeret suiter for cembalo solo, sådan som det kendes hos bl.a. Dietrich Buxtehude (BuxWV 226–244), Georg Böhm (11 suiter) og Bach (f.eks. de seks »partitaer« fra Clavier-Übung I, de seks »engelske« og de seks »franske« suiter). Her skal opmærksomheden rettes imod suiter for orkester.

Louis XIV

Oprindelsen til den særlige ouverture-suite, der ofte blev betegnet som Ouverture, var instrumentale afsnit i franske operaer fra 1600-tallet, hvor der var tradition for at indlægge balletscener i forestillingerne. Dem yndede »Solkongen«, Louis XIV, at deltage personligt i på scenen, men til brug for underholdningen ved hoffet blev dansestykker fra enkelte operaer samlede i suiter, der blev indledt med det tilhørende instrumentale forspil kaldet Ouverture, der betyder 'åbning'. Desuden omfattede suiter af denne art i almindelighed et varierende antal satser af skiftende karakter og beskaffenhed.

Dansende konge

Denne franske værktype blev fra slutningen af 1600-tallet efterlignet af en række tyske komponister, især af dem, der var ansat ved et fyrstehof, hvor beundringen for livet og pragten ved det franske kongehof nærmest var grænseløs. Fransk kultur var toneangivende, rundt om i Tyskland blev der opført franske operaer, og fransk musik i almindelighed gav inspiration til en fornyelse af musikken både ved fyrstehofferne og i de større byer. Således kom suiten bestående af en ouverture efterfulgt af en række satser af skiftende karakter til at spille en væsentlig rolle for tysk musik i første halvdel af 1700-tallet.

Til de vigtigste bidragydere hører Georg Philipp Telemann, Christoph Graupner og Johann Friedrich Fasch, der har skrevet henholdsvis 135, 86 og 72 værker af denne art. Deres praktiske funktion bestod navnlig i at divertere ved fester og andre lignende selskabelige sammenkomster. Både Telemann og Graupner har skrevet musik beregnet til opførelse ved måltider, Musique de table eller Tafelmusik, hvori der foruden forskellige andre musikformer indgår en eller flere ouverture-suiter (Telemanns tafelmusik er omtalt her). I forbindelse med taffelmusikken anvendte Graupner det spanske ord for 'indgang', Entrada, men satsantallet og dispositionen følger samme mønster som i ouverturerne i almindelighed.

I lighed med andre værktyper, som periodens komponister bidrog til i stort tal (som f.eks. kirkekantater), er deres ouverture-suiter meget forskellige med hensyn til såvel til satsernes antal, rækkefølge, form og musikalske karakter som til besætning, men på den anden side følger visse satstyper faste regler for bl.a. struktur, tempo og udtryk. Dette gælder både den indledende ouverture og de efterfølgende satser med traditionelle danserytmer og former.

Satstyper

Jean-Baptiste Lully

Den såkaldte »franske ouverture«, hvis oprindelse er forspillene i Jean-Baptiste Lullys (1632–1687) operaer, er en sats, der består af to dele. Den første er altid i langsomt tempo, musikken er præget af især punkterede rytmer og karakteren er højtidelig (afsnittet skulle oprindeligt symbolisere kongens indtog). Anden del er derimod i hurtigt tempo, musikken er ofte imiterende som i en fuga og omfanget er væsentligt større. I nogle ouverturer slutter anden del med et afsnit af samme karakter som første del, eventuelt som en fuldstændig eller delvis gentagelse af den, men dette afsnit udelades ofte. Satsens to dele gentages hver for sig (hvilket dog ikke altid respekteres for den anden dels vedkommende ved moderne opførelser).

Også satserne med traditionelle danserytmer følger almindeligt gældende principper for taktart, tempo og karakter. I grove træk kan de hyppigst forekommende beskrives på denne måde:

  • Allemande: 4/4, jævnt fremadskridende tempo
  • Bourrée: 4/4 eller 2/2, frisk
  • Courante: 3/4, løbende, munter
  • Gaillarde: 3/4 eller 3/2, lystig
  • Gavotte: 4/4, yndefuld
  • Gigue: 6/8, springende og lystig
  • Loure: 6/4, moderat tempo
  • Menuet: 3/4, forholdsvis langsom
  • Passepied: 3/8, munter
  • Rigaudon: 4/4, livlig
  • Sarabande: 3/4 eller 3/2, langsom og højtidelig

Som regel er satserne anlagt i todelt liedform, hvis to dele gentages. I almindelighed slutter første del på et andet tonetrin end hovedtonearten, mens anden del begynder på det samme eller på et andet tonetrin og slutter i hovedtonearten. I mange suiter optræder to satser af samme dansekarakter umiddelbart efter hinanden, f.eks. Menuet I og Menuet II, der normalt opføres således, at den første gentages efter den anden. Dennes besætning er som regel reduceret i forhold til den første og består f.eks. af en trestemmig sats (trio).

Andre forholdsvis almindelige satstyper er karakteristiske ved at følge bestemte grundlæggende formprincipper, der er uafhængige af egenskaber som tempo og taktart. Den såkaldte rondeau består af et kortere afsnit, refrain eller ritornel, der gentages uændret et antal gange i satsforløbet, og mellemliggende, kontrasterende afsnit, episoder, der som regel står i andre tonearter. Skematisk udtrykt har satsen formen ABACADA (…). Andre satstyper med faste formmønstre er passacaglia og den dermed beslægtede chaconne, hvori en kortere basmelodi gentages igen og igen (ostinat bas), samtidig med at overstemmerne til stadighed fremfører nyt stof og dermed skaber variation. En hyppigt forekommende satsoverskrift er air, der normalt betegner en vokal solosats (arie), men som også anvendes om instrumentale satser, hvori der som regel indgår en sangbar melodi.

Besætninger

Chalumeau

I høj grad medvirkende til den variationsrigdom, der kendetegner værktypen ouverture-suite, er de meget forskellige besætninger, som de er skrevet for. Mens nogle er komponeret for det enkle, firestemmige strygeorkester med basso continuo, eventuelt med forstærkning af violinerne med f.eks. oboer, indgår desuden forskellige instrumenter i andre, hvor de optræder som solister som i koncerter eller gruppevis med klangforstærkende funktion. I ouverture-suiter af Telemann og Graupner forekommer bl.a. violin solo, viola d'amore, viola da gamba, blokfløjte, tværfløjte, chalumeau (skalmeje), obo, trompet, horn og pauker. Desuden er nogle ouverture-suiter skrevet for kammermusikalske besætninger, f.eks. tre solovioliner og basso continuo, men værkstrukturen, satsantallet og den musikalske karakter er den samme som i orkesterværkerne.

Musikalsk indhold

Hamborg

Nogle ouverture-suiter indeholder et »program«, som komponisterne ofte har angivet i værktitlerne.

Eksempelvis skrev Telemann som indledning til et vokalt jubilæumsværk opført i 1723 som hyldest til flådens øverstbefalende, Hamburger Admiralitätsmusik (TWV 24:1), en ouverture-suite, kendt som Wasser-Musik eller Hamburger Ebb' und Fluth (TWV 55:C3), skrevet for to oboer, fagot, violin I, II, viola, basso continuo, hvortil kommer to piccoloføjter og to blokfløjter i enkelte satser. Efter ouverturen følger ni satser med navne på allegoriske figurer, der hentyder til havet og livet på søen:

Picassos tegning

Et andet oplysende eksempel er Telemanns Burlesque de Quixotte (TWV 55:G10), der ifølge de franske satsoverskrifter skildrer scener fra Cervantes roman om ridderen af den bedrøvelige skikkelse: Le Reveil de Quixotte ('Quixotes opvågnen'), Son attaque des Moulins à Vent ('hans angreb på vindmøllerne'), Ses Soupirs amoureux après la Princesse Dulcinée ('hans forelskede sukke efter prinsesse Dulcinea'), Sanche Panse berné ('Sancho Pansa narret'), Le Galope [sic] de Rosinante ('Rosinantes galop'), Celui d'Ane de Sanche ('Sanchos æsels'), Le Couché [sic] de Quixotte ('Quixotte går i seng'). Musikken er skrevet for violin I, II, viola, basso continuo uden andre instrumenter.

Mange ouverture-suiter fra perioden indeholder satser, som komponisterne har forsynet med fantasifulde, mere eller mindre beskrivende titler til angivelse af deres individuelle karakter og musikalske indhold. I den forbindelse forekommer der eksempler på anvendelsen af tonemaleriske virkemidler til skildring af stemninger og følelser (affekter) eller konkrete forhold, f.eks. La Complaisance ('velvilje eller veltilfredshed') og L'Indignation ('forargelse'), begge i Telemanns ouverture-suite i C-dur TWV 55:C1, Uccellino chiuso ('indeburet lille fugl') i Graupners ouverture-suite i G-dur GWV 466 eller La Speranza ('håbet') og Plaisanterie ('spøg') i hans ouverture-suite i F-dur GWV 447. Mange af Graupners beskrivende satstitler er i øvrigt affattet på italiensk, mens de hos Telemann i overvejende grad er fransksprogede.

Litteratur