 |
|  |
|
→ Personer ↓ sidens fod
Personligheder
Erdmann Neumeister
(1671-1756)
© Peter Ryom
Præsten og digteren Erdmann Neumeister har spillet en vigtig rolle i musikkens historie, fordi han indførte en dengang ny art tekster til kirkemusikalske værker.
Neumeister virkede som præst bl.a. i Weissenfels, indtil han i 1715 tiltrådte embedet ved Skt. Jacobi kirke i Hamborg, hvor han forblev til sin død. Han var i øvrigt en af sin tids ledende modstandere af pietismen. I den periode, hvor han virkede i Weissenfels, lærte han operagenren at kende, navnlig gennem den stedlige komponist, Johann Philipp Kriegers (1649-1725), sceniske værker. Kort før 1700 begyndte Neumeister at forfatte tekster til en type kirkemusik, som han kaldte Cantate.
I lighed med de små tekstbøger, librettoer, der blev solgt ved indgangen til operahusene, lod han sine digteriske værker trykke og uddele til menigheden før gudstjenesten. I 1704 blev hans første årgang kantatetekster udgivet samlet. Den blev siden fulgt af en række lignende publikationer (1708, 1711, 1714 og senere). Forordet til den første samling indeholder nogle oplysende udsagn. Neumeister skriver bl.a.:
»Skal jeg udtrykke det kort, så ser en kantate ikke anderledes ud end et stykke af en opera, bestående af stile recitativo og arie. [...] Hvad arien angår, skal denne bestå af en, for det meste to, meget sjældent tre strofer, og under alle forhold rumme en affekt, eller en morale, eller noget andet særligt. [...] Kan det såkaldte Capo eller begyndelsen af en arie gentages med god mening i slutningen af arien, gør det musikken ganske net.«
Det nye ved Neumeisters kantatedigtning var således indførelsen af frit digtede tekster, der dels kunne anvendes til recitativer, dels kunne lægges til grund for da capo-arier. I almindelighed kaldes den førstnævnte type madrigalagtige med henvisning til den tilsvarende italienske poesiform, der blev overtaget af tyske digtere. Den kendetegnes ved ulige lange verslinjer, frie rim og en ret løs opbygning. Da capo-arien består af to dele, hvoraf den første gentages efter den anden (da capo betyder 'fra hovedet', dvs. 'forfra').
Indførelsen af de nye principper, der så åbenlyst var påvirkede fra operaen, vakte naturligvis forargelse i datidens kirkelige kredse. Man reagerede mere eller mindre voldsomt imod forsøgene på at føre de verdslige musikformer og teatrets tonesprog ind i kirken. Modstanderne, fortrinsvis af pietistisk observans, kunne dog kun begrunde deres holdning ved at henvise til traditionerne, mens tilhængerne påpegede bl.a., at en del af melodistoffet til koralerne i den første tid efter Reformationen havde været af verdslig oprindelse. Måske efter tilskyndelse fra Georg Philipp Telemann følte Neumeister sig foranlediget til efterhånden at indføre enkelte bibelord og koralstrofer side om side med sine egne frembringelser. Men under alle omstændigheder blev den nye teksttype gradvist anerkendt og både efterlignet af andre digtere og taget i anvendelse af komponisterne.
Johann Philipp Krieger var blandt de første, der satte musik til de nye tekster (i hans meget omfattende produktion af vokal kirkemusik indgik bl.a. to årgange Neumeister-kantater), men han var langtfra den eneste, der lagde dem til grund for kirkemusik. I nedenstående oversigt, der ikke gør krav på at være fuldstændig, anføres en række kantater af forskellige komponister, der gjorde brug af dem. Værker, der fejlagtigt er blevet tilskrevet Bach, er angivet med kursiverede titler:
↑ sidens top
Forside
Komponister
Artikler
Værklister
Publikationer
Reformationen
Diverse
Opdateret 13. januar 2013
|
|