 | »MusikMosaik« | |
→ Artikler ↓ sidens fod »Det lille Magnificat«Det værk, der omtales her, er et eksempel på musik, der er blevet tilskrevet flere forskellige komponister fra baroktiden og tilmed er blevet udgivet under forskellige navne. Den historiske baggrundI 1862 skrev Wilhelm Rust, der var medarbejder ved den store samlede udgave af Johann Sebastian Bachs værker, at han havde set manuskriptet til værket, men at dette senere var forsvundet. Oplysningen gav han i forordet til bindet med Bachs store Magnificat i D-dur BWV 243, og den ligger til grund for omtalen af værket i Wolfgang Schmieders fortegnelse over Bachs værker (1950), hvor det er anført under nummeret Anh. 21 i listen over tabte værker. Heri er det betegnet som det »lille Magnificat« for sopran og lille orkester, men både tekst og musik er tabt siden ca. 1855. Den sidste kendte ejer var lederen af det daværende kongelige bibliotek i Berlin, Siegfried Wilhelm Dehn, der døde i 1858. Spørgsmålet om ægtheden berøres ikke. I 1940 fandt en engelsk musikforsker ved navn William Gillies Whittaker manuskriptet i statsbiblioteket i Skt. Petersborg, dengang Leningrad. At der var tale om det nævnte værk, fremgår af en håndskrevet tilføjelse, der oplyste, at det var nedskrevet egenhændigt af Johann Sebastian Bach, og at det stammede fra hans yngre år, antagelig før 1720. Tilføjelsen er dateret 1. oktober 1857 og er underskrevet af S. W. Dehn. På grund af modvilje over for medarbejderne ved den store Bach-udgave havde han ikke villet stille manuskriptet til deres rådighed og havde skænket det til lederen af det kejserlige kapel i Skt. Petersborg, som straks havde overdraget det til biblioteket. Som følge af krigen i begyndelsen af 1940'erne og forholdene i efterkrigstiden forblev det dog upåagtet indtil 1954. I forbindelse med arbejdet med den nye udgave af Bachs værker, der på det tidspunkt var begyndt at udkomme, underkastede bl.a. Alfred Dürr manuskriptet en nærmere undersøgelse og noterede, at det ikke var forsynet med komponistnavn, og at teksten ikke var den latinske, som bl.a. ligger til grund for Bachs Magnificat BWV 243, men den tyske oversættelse af Marias lovsang, »Meine Seele erhebt den Herren« (Luk 1:46-55) med efterfølgende doxologi i form af en koral, »Lob und Preis«. Dürr nåede desuden til den slutning, at musikken ikke kunne skyldes Bach, men var skrevet af en anden, ukendt komponist. »Det lille Magnificat« blev følgelig fjernet fra listen over Bachs værker, men ikke desto mindre blev det udgivet under hans navn (1958). Som overskrift over det håndskrevne partitur står fire bogstaver, som af Hans-Joachim Moser blev tydet som J. J. N. H., hvilket ledte ham på sporet af domorganisten i Slesvig, Johann Nicolaus Hanff (1665-1711/12), men to år senere blev tolkningen tilbagevist, idet bogstaverne i virkeligheden er J. J. N. A., der tydes som en forkortelse af In Jesu Namen. Amen. Hanff kunne derfor udelukkes. (Bach skrev ofte bogstaverne J. J. i begyndelsen af sine værker som forkortelse for Jesus juvat, dvs. 'Måtte Jesus hjælpe'). På grundlag af en prøve på Georg Philipp Telemanns håndskrift i manuskriptet til en nytårskantate fra 1708, Singet dem Herrn ein neues Lied, på Det kongelige Bibliotek i København kunne det i 1967 fastslås, at denne var værkets egentlige ophavsmand, hvilket senere blev bekræftet af Bach-forskeren Hans-Joachim Schulze. Igen blev værket udgivet, denne gang som en komposition af Telemann (1978). Dog herskede der stadig tvivl om ægtheden, især fordi det viste sig, at Telemanns navn på det nævnte manuskript i København ikke var skrevet af ham selv, men tilføjet af en anden. Blandt anonyme, håndskrevne værker i Deutsche Staatsbibliotek i Berlin (førhen Øst-Berlin), dukkede et stemmesæt med musikken til »Det lille Magnificat« op. Igen på grundlag af nodeskriften kunne det henføres til musikdirektøren ved Neukirche i Leipzig, Carl Gotthelf Gerlach, der efter sin ansættelse i 1729 havde måttet anlægge en større samling kirkemusik af forskellige komponister. Han valgte bl.a. værker af en af sine forgængere i embedet, Georg Melchior Hoffmann (1679-1715). På grundlag af forskellige manuskripter, der påviseligt skyldtes ham, kunne det endelig slås fast, at han er den egentlige ophavsmand til det lille værk, en konklusion, der i øvrigt er bekræftet på forskellige måder. Bl.a. opviser parituret rettelser, der kun kan været foretaget under kompositionsarbejdet og derfor ikke kan være en afskrift. Senest er værket derfor blevet udgivet under hans navn (1987). Om Melchior Hoffmann kan det oplyses, at han blev ansat som musikdirektør ved Neukirche i Leipzig i 1705, hvor han afløste Georg Philipp Telemann, og hvor han forblev til sin død. Han blev efterfulgt af Carl Gotthelf Gerlach. Det skal også nævnes, at nytårskantaten på Det kongelige Bibliotek i København er en komposition af Melchior Hoffmann. I øvrigt var ikke første gang, denne sættes i forbindelse med Johann Sebastian Bach. To kirkekantater, der blev anset for at være af ham og derfor udgivet i den gamle Bach-udgave, har siden vist sig at være kompositioner af Hoffmann (Schlage doch, gewünschte Stunde BWV 53 og Meine Seele rühmt und preist BWV 189). MusikkenDet såkaldte »lille Magnificat«, der egentlig burde have titlen »Meine Seele erhebt den Herren«, er skrevet for en besætning, der omfatter en enkelt vokalstemme (sopran solo) og en lille gruppe soloinstrumenter: tværfløjte, to violiner, viola da gamba og basso continuo. Værket er delt i ti satser, af vekslende beskaffenhed og med skiftende besætninger:
Udgaven under Melchior Hoffmanns navn blev trykt af Hänssler-Verlag, Neuhausen-Stuttgart, ved Deithard Hellmann. Forordet er dateret marts 1987. Udgaven har det fortrin frem for de ældre udgivelser, at den foruden komponistnavnet gengiver musikken efter flere kilder til værket og er forsynet med en revisionsberetning. LitteraturForuden forordene til de forskellige udgaver af værket kan følgende to skrifter anføres:
Siden oprettet den 6. december 2013 |