Mosaik

»MusikMosaik«

Mosaik
 

→ Artikler ↓ sidens fod → G. F. Händel

Georg Friedrich Händel:
Passionsmusik

Det er almindelig kendt blandt klassisk musikinteresserede, at Johann Sebastian Bach har skrevet to store passioner efter evangelisterne Matthæus og Johannes. Begge værker bliver hvert år opført i tiden før påske og har derved, på grund af deres overvældende musikalske skønhed og enestående udtrykskraft, opnået en ganske betydelig popularitet. Den samme opmærksomhed er Händels oratorium Messias som bekendt genstand for. Dette har på den anden side indirekte medført, at andre passionsværker fra samme periode og andre værker af Händel ikke er genstand for den interesse og opmærksomhed, som de i virkeligheden fortjener, ikke alene af rent historiske grunde, men også fordi de rummer musik af betydelig skønhed.

Hertil hører to værker, som netop Händels navn er knyttet til: en Johannes-passion, der er tilskrevet Händel, og det værk, der skal omtales nærmere her: Der für die Sünde der Welt gemarterte und sterbende Jesus. Den nævnte passion efter evangelisten Johannes kan dog lades ude af betragtning, eftersom den fejlagtigt er blevet tilskrevet Händel. Derimod er der ingen tvivl om ægtheden af det andet værk, som — ud over at være skrevet af en af baroktidens største komponister — er specielt interessant på grund af dets historiske tilknytning til Johann Sebastian Bach.

»Brockes-passion« HWV 48

Teksten til Der für die Sünde der Welt gemarterte und sterbende Jesus skyldes den tyske digter Barthold Heinrich Brockes (1680–1747), der levede og virkede i Hamborg, hvor den blev udgivet i 1712. At hans passionstekst blev genstand for betydelig opmærksomhed, fremgår af, at den blev sat i musik af flere komponister, bl.a. Reinhard Keiser (1712), Georg Philipp Telemann (1716), Georg Friedrich Händel (1716 eller 1717), Johann Mattheson (1718), Johann Friedrich Fasch (i en forkortet version, 1723) og Gottfried Heinrich Stölzel (1725).

I alle tilfælde er der tale om såkaldte »passionsoratorier«, dvs. værker skrevet til en frit opdigtet tekst, der har Jesu lidelse og død som emne — modsat de såkaldte »oratoriske passioner«, hvis tekstgrundlag er de nytestamentlige beretninger, som regel suppleret med andre tekster med kommenterende eller mediterende indhold som f.eks. i Bachs to passioner. Brockes' passion indeholder også et antal tekster af samme beskaffenhed og udtryk, som lægges til grund for et antal arier. Digterens frie behandling af emnet viser sig også i antallet af medvirkende personer, der foruden bibelske navne — som i øvrigt ikke alle nævnes, endsige har replikker i de nytestamentlige skildringer af Jesu lidelse og død — også omfatter flere allegoriske skikkelser. Persongalleriet i Brockes' lidelsesberetning består af en »Evangelist«, der har samme funktion som evangelisten i de oratoriske passioner, desuden Jesus, Peter, Johannes, Jakob, Judas, Kaiphas, en krigsknægt, tre piger, Pilatus, Maria (Jesu mor), høvedsmanden, »Zions datter« og »den troende sjæl«.

Ifølge de foreliggende oplysninger komponerede Händel musikken i London i 1716 eller det følgende år, og førsteopførelsen fandt sted i domkirken i Hamborg den 3. april 1719. Det var hans hensigt at rejse til fastlandet for at overvære begivenheden, men andre forpligtelser hindrede ham i at forlade England før maj samme år. Den 20. marts var Matthesons udsættelse blevet opført, og dagen efter Händels version blev Telemanns Brockes-passion opført. Også Keisers ældre musik til de samme ord skal have lydt i kirken på samme tid. I øvrigt blev Händels musik gentaget flere gange i de følgende år i Hamborg: 20. marts 1720, 7. april 1721 og 2. april 1724.

Besætningen hos Händel omfatter ikke færre end 19 solister. I forgrunden står »evangelisten«, der i overensstemmelse med en gammel tradition for passioner synges af en tenor, og Jesus, der med baggrund i samme tradition fremføres af en bas. De øvrige solister fremstiller de andre personer. Specielt gælder for »den troende sjæl«, at dens ord er fordelt på fire solister, sopran, alt, tenor og bas. Desuden omfatter besætningen et firestemmigt kor og et forholdsvis beskedent orkester bestående af to oboer, to fagotter, violin I, violin II, viola og basso continuo. De to oboer er snart selvstændige, snart ledsager de klangforstærkende de to violinstemmer unisont. De to fagotter medvirker kun i enkelte satser.

I modsætning til bl.a. Bachs to passioner, der begge består af to dele, udgør Händels Brockes-passion én lang del, uden indsnit. Værket består af 107 satser af vekslende beskaffenhed og omfang. Såvel »Evangelistens« gennemgående beretning som de enkelte personer replikker fremføres i almindelige recitativer. Undtaget herfra er Jesu fremsigelse af indstiftelsesordene, der – som alle Jesu ord i Bachs Matthæus-passion – ledsages af strygerklange. Hertil kommer korsatserne, der dels indeholder folkemængdens og andre gruppers ord, dels omfatter traditionelle koraler, igen i lighed med Bachs passioner. De musikalske højdepunkter nås igennem de i 30 arier, der indgår i værket. Navnlig i disse satser viser Händel sine evner som komponist. Besætning, tempo, karakter og musikalsk udtryk veksler fra arie til arie og medvirker til at give værket en enestående melodisk rigdom og klanglig variation. At Händel selv har været tilfreds med sit værk, fremgår bl.a. af, at han senere – i overensstemmelse med tidens skik – genanvendte store dele af musikken i andre sammenhænge, bl.a. i oratoriet Ester og for den indledende Sinfonias vedkommende i hans concerti grossi opus 3.

Der er belæg for, at Johann Sebastian Bach lærte både Brockes' tekst og Händels musik at kende. Hvornår dette skete, er ikke ganske klart, men sikkert er det, at ordene har været en inspirationskilde for ophavsmanden til nogle af de frit digtede arietekster i Bachs Johannes-passion, hvis første version blev komponeret i 1724. Et tydeligt eksempel er arien med kor Eilt, ihr angefochtnen Seelen, der ligger meget tæt op ad en af Zions Datters arier i Brockes-passionen.

Det er desuden overvejende sandsynligt, at Bach har stået for en opførelse af Händels udsættelse, eftersom værket foreligger i en partiturafskrift, der delvis er skrevet egenhændigt af Bach, delvis er blevet til under medvirken af en af hans kopister. Det håndskrevne partitur har kunnet dateres til ca. 1745, på hvilket tidspunkt værket må være blevet opført i Leipzig. Det var i øvrigt ikke første gang, Bach således lod passionsmusik af andre komponister opføre. Omkring 1713 og siden i 1726, dvs. året før tilblivelsen af hans Matthæus-passion, blev den Markus-passion, der skyldes operakomponisten i Hamborg, Reinhard Keiser opført, og i ca. 1730 gjaldt det en anonym Lukas-passion, der ligeledes findes i hans egenhændige afskrift. Hans beskæftigelse med Händels værk er i sig selv et vidnesbyrd om den værdi, han tillagde sin landsmands musik.

Litteratur med relation til emnet:

  • Andreas Glöckner, Johann Sebastian Bachs Aufführungen zeitgenössiger Passionsmusiken, i Bach-Jahrbuch 1977, s. 75-119
  • Andreas Traub, forord til partiturudgaven efter Bachs afskrift, udgivet i serien Stuttgarter Händel-Ausgaben, Urtext, Carus-Verlag, Stuttgart 2007 (Carus 55.048)
  • ↑ sidens top


Forside Komponister Artikler Værklister Publikationer Reformationen Diverse

Denne side opdateret 30. april 2010