»MusikMosaik«

↓ sidens fod → Introduktion til symfonierne

Anton Bruckner
(1824-1896)

Symfoni nr. 1 c-mol

Bruckner komponerede sin første nummererede symfoni i månederne fra begyndelsen af januar 1865 til midten af april året efter. I forbindelse med arbejdet skrev han en Adagio, som han dog efterlod ufuldendt, og en scherzo i g-mol med trio i G-dur, som han erstattede med den endelige scherzo, men hvortil han overtog den første trio. I maj 1865 opholdt han sig i München, hvor han overværede uropførelsen af Richard Wagners Tristan und Isolde og lærte Wagner personligt at kende, og her skrev han enkelte dele af symfonien, men størstedelen af arbejdet foregik i Linz, hvor det blev afsluttet 14. april 1866. Samme år lod han udfærdige to manuskripter af symfonien, dels en afskrift af partituret, afsluttet 26. juli 1866, dels et sæt orkesterstemmer. Før førsteopførelsen to år efter (se nedenfor) tilføjede han forskellige anvisninger i orkesterstemmerne.

Nogle måneder efter opførelsen forlod Bruckner Linz for at tiltræde et professorat i musikteori ved musikkonservatoriet i Wien som sin tidligere lærer Simon Sechters efterfølger. Sideløbende med undervisningen fortsatte han sit virke som komponist. I 1869 skrev han den senere annullerede symfoni i d-mol, og samme år afslog Wiener Philharmonikerne at opføre hans første symfoni. Flere andre skuffelser af samme art førte til, at han i årene 1876-79 var mere beskæftiget med at revidere sine ældre værker end at komponere nye. I den forbindelse var han navnlig optaget af at efterprøve og rette eventuelle fejl i periodiseringen (inddelingen i grupper på 2+2 eller 4+4 takter).

Blandt andet blev begyndelsen af symfoni nr. 1 ændret ved, at han tilføjede en hel takt før den første, og samtidig tilpassede han taktnummereringen, der skulle tjene til at holde rede på periodernes længde.

På den måde blev symfoniens oprindelige begyndelse ændret fra:

Ved samme lejlighed tilføjede han en takt før gentagelsen af indledningen i begyndelsen af reprisen. Disse enkle indgreb foretog han i 1877, og med dem blev symfonien udgivet i de første serier af hans samlede værker. I 1884 så han antagelig den langsomme sats igennem, men der er ikke noget, der tyder på, at den blev ændret.

Samme år påbegyndte har kompositionen af sin symfoni nr. 8. Efter færdiggørelsen af partituret (september 1887) sendte han det til Hermann Levi, der skulle dirigere uropførelsen, men han lod Bruckner vide, at han ikke kunne påtage sig opgaven. For Bruckner blev det en meget stor skuffelse, der førte til, at han på ny fandt det nødvendigt at se nogle af sine ældre kompositioner igennem og at forbedre dem, herunder symfoni nr. 1. Revisionen heraf blev afsluttet 18. april 1891 med udarbejdelsen af et nyt partitur med forskellige ændringer. De vedrørte navnlig instrumenteringen, der blev gjort mere farverig, mens både det tematiske stof og satsformerne blev bevaret, blandt andet i finalen, hvis slutning dog blev skrevet om. Kun opbygningen af scherzoen blev genstand for mere omfattende ændringer.

Bruckner stod selv for uropførelsen, der fandt sted i Linz 9. maj 1868, formentlig med de orkesterstemmer, hvori han forinden havde tilføjet nogle foredragsanvisninger. Først 23 år senere blev den opført i den sidste version, 13. december 1891, af Hans Richter og Wiener Philharmonikerne. Det blev en meget stor succes, der navnlig skyldtes instrumenteringen. Den sidste opførelse i Bruckners levetid fandt sted i Graz, 11. april 1896, nøjagtigt et halvt år før han døde i Wien. I den sidste version blev symfonien udgivet i 1893 i af forlaget Doblinger af Bruckners tidligere elev Cyril Hynais. Partituret er forsynet med en højtidelig dedikation på latin til Wiens universitet som tak for Bruckners udnævnelse til æresdoktor i to år tidligere.

Kun den første færdiggjorte version af symfonien kan med rette betegnes som »Linzer Fassung« og »Fassung 1866«. Det partitur med benævnelsen »Linzer Fassung«, som Robert Haas i 1937 stod for, gengiver ikke versionen fra 1866, men omfatter revisionen fra 1877. Leopold Nowaks udgave fra 1953 betegnes som »Fassung 1866«, men det er en genudgivelse af Haas' partitur. Begges udgaver blev anset for at være autoritative og er blevet anvendt til et større antal indspilninger, hvor de fejlagtige betegnelser anføres (nogle efter Haas, andre efter Nowak). I udformningen fra 1868 blev symfonien udgivet i den nye samlede udgave i bind I/1, og dette nummer viser, at versionen betragtes som den første i rækken og træder dermed i stedet for den originale fra 1866. Følgen er, at Bruckners oprindelige udformning af symfonien er ladt ude af betragtning i de tre samlede udgaver, der ellers skulle omfatte alle autentiske versioner.

Værket

1. Allegro
2. Adagio
3. Scherzo. Schnell | Trio in g-moll. Langsamer
4. Finale. Bewegt, feurig

Version 1891
Besætning: 3 fløjter, 2 oboer, 2 klarinetter, 2 fagotter, 4 horn, 2 trompeter, 3 basuner, pauker, violin I, violin II, viola, violoncel, kontrabas
Satser:

1. Allegro
2. Adagio
3. Scherzo in g-moll. Lebhaft | Trio in G-dur. Langsam
4. Finale. Bewegt, feurig

Udgaver

Musikwissenschaftlicher Verlag

• Adagio (1. version) og oprindelig Scherzo. NGA tillæg til bind I/1, Wolfgang Grandjean, 1995
• Version 1868. NBG bind III/1: I/1, Thomas Röder, 2016 ∇
• Version 1877. KGA bind 1, Robert Haas, (©) 1935 (»Linzer Fassung«) — NGA bind I/1, Leopold Nowak, 1953 (»Linzer Fassung« og »Fassung 1866«)
• Version 1891. KGA bind 1, Robert Haas, (©) 1935 (»Wiener Fassung«) — NGA bind I/2, Leopold Nowak, 1980 (»Fassung 1890/91« og »Wiener Fassung«)

Andre udgaver:

• Version 1866. Edition William Carragan (ukendt nodemateriale)
• Version 1891*. Cecil Hynais, Doblinger 1893

↑ sidens top

23. juli 2024