»MusikMosaik«

↓ sidens fod → Introduktion til Bruckners kirkemusik

Anton Bruckner
(1824-1896)

Messe nr. 3 f-mol

Den 10. februar 1867 dirigerede Johann Herbeck en opførelse i Wiens Hofburgkapelle af Bruckners messe nr. 1 i d-mol, som han havde komponeret i Linz i 1864 og selv stod for to opførelser af i Linz' gamle domkirke samme år. For Bruckner blev Herbecks opførelse i Wien en meget stor succes, især fordi den medførte, at han modtog en officiel bestilling på endnu en messe. Dog gik han ikke straks i gang med at skrive den, for i efteråret 1866 blev han ramt af en depression, der førte til et nervesammenbrud ved årsskiftet, og først efter et flere måneder langt kurophold kunne han, trods lægeligt forbud mod at arbejde, tage fat på messen. Han afsluttede den et år efter, i september 1868. Messen i f-mol er et af hans meget smukke, udtryksfulde og monumentale værker, som han komponerede både for at takke Gud for helbredelsen og for at imødekomme bestillingen. Mange detaljer i hele messen og ganske særligt i trosbekendelsen, Credo, som var det første messeled, han skrev musikken til, vidner om hans ønske om at give udtryk for sin kristne tro i et værdigt og højetideligt tonesprog. Desuden kommer hans beherskelse af de musikalske virkemidler, som han havde lært og gjort erfaringer med i forbindelse med blandt andet den første messe og den første nummererede symfoni i c-mol fra 1866, til udfoldelse i alle messeleddene.

Messen blev revideret flere gange: i 1876 tillige med andre værker med henblik på at efterprøve periodiseringen (opbygningen i regelmæssige grupper på 2 + 2 eller 4 + 4 takter), derefter i 1877, 1881, 1883 før en opførelse samme år og mellem 1890 og 1893, men i intet tilfælde havde ændringerne et sådant omfang, at det førte til nye, selvstændige versioner.

De første opføelser, som Bruckner selv dirigerede, fandt sted i Augustinerkirche i Wien 16. og 28. juni 1872, men fra det føgende år indtil 1884 blev messen opført i hofkapellet, igen under hans egen ledelse. Den første opførelse i en koncertsal stod hans tidligere elev og medarbejder Josef Schalk for i 1893. Han dirigerede efter et partitur, som han selv havde udarbejdet sammen med en anden af Bruckners medarbejdere, Max von Oberleithner, og som blev udgivet af forlaget Doblinger i Wien året efter. Udgaven indeholder adskillige ændringer, som Bruckner tog skarpt afstand fra. Det førte til en heftig ordstrid mellem ham og Oberleithner og til en generel mistro hos Bruckner til sine medarbejdere, der ved adskillige lejligheder havde ændret hans symfonier og andre værker uden hans vidende eller godkendelse.

Værket

Besætning: 4 vokalsolister (SATB), firestemmigt, blandet kor (SATB), 2 fløjter, 2 oboer, 2 klarinetter, 2 fagotter, 2 horn, 2 trompeter, 3 basuner, pauker, violin I, violin II, viola, violoncel, kontrabas (se nedenfor om orgel).

Disposition:

1. Kyrie: Moderato
2. Gloria (in excelsis Deo): Allegro
3. Credo (in unum Deum): Allegro
4. Sanctus: Moderato
5. Benedictus: Allegro moderato
6. Agnus Dei: Andante

Udgaver

Musikwissenschaftlicher Verlag

• KGA bind 14 (Robert Haas, 1944) — NGA bind XVIII (Leopold Nowak, 1960) — NGA bind XVIII (Paul Hawshaw, 2005, omfatter et supplement med Credo t. 117-173 fra version 1883). Til den sidste udgave hører: Paul Hawkshaw, Messe f-moll, Revisionsbericht, 2004, med meget udførlige oplysninger og oversigter.

De tre udgaver er ikke identiske. I Gloria tilføjede Robert Haas et afsnit på ni takter, som Bruckner havde overstreget og markeret med Vi ... de (takt 169-177):

Leopold Nowak lagde Haas' partitur til grund for sin udgave og gjorde i forordet opmærksom på, at det nævnte afsnit skulle udelades. Paul Hawshaw udelod det overstregede afsnit og kunne desuden inddrage nodemateriale, som hverken Haas eller Nowak havde haft kendskab til, hvorfor hans udgave fremstår som den mest pålidelige og fuldstændige.

Samtidig udgave

• Version Schalck/Oberleither*, Doblinger, 1894

↑ sidens top

18. september 2024