»MusikMosaik«

→ Artikler ↓ sidens fod → Introduktion til Anton Bruckner

Anton Bruckner
(1824-1896)

Jubilæumsudgivelser på CD

I 2024 vil 200-årsdagen for denne historiske begivenhed uden tvivl blive markeret og fejret på forskellige måder. Som bidrag hertil har nogle pladeselskaber planlagt udgivelsen af en række CD'er med hans symfonier, indspillet af de samme medvirkende i hver serie:

• Musikforlaget Hänsslers plademærke Profil med dirigenten Gerd Schaller og orkestret Philharmonie Festiva
• Pladeselskabet Capriccio med dirigenten Markus Poschner og henholdsvis Bruckner Orchester Linz og ORF Vienna Radio Symphony Orchestra
• Pladeselskabet Oehms Classics med organisten Hansjörg Albrecht i orgeltransskriptioner af symfonierne indspillet på forskellige instrumenter

Den sidstnævnte serie kan her lades ude af betragtning, især fordi transskriptioner for orgel (eller klaver) ifølge sagens natur ikke har sammme musikalske betydning og historiske interesse som de originale orkesterversioner (se transskriptioner). Desuden skal serien formentlig omfatte ti symfonier (»Studiesymfonien« i f-mol eller »Nr. 00« udelades), hvorfor den kommer til at svare til traditionelle serieudgivelser, der med vekslende antal CD'er kun omfatter én version af hver symfoni, som for eksempel:

• 9 symfonier: Herbert von Karajan og Berliner Philharmmoniker ◊ Deutsche Grammophon
• 10 symfonier: Lorin Maazel og Symphonieorchester des Bayerischen Rundfunks ◊ BR Klassik
• 11 symfonier: Marcus Bosch og Sinfonieorchester Aachen ◊ Coviello

Til forskel herfra skal de to førstnævnte serier hver omfatte flere versioner af de enkelte symfonier, hvad der selvsagt vil give langt bedre mulighed for at stifte bekendtskab med Bruckners symfoniske univers end på nuværende tidspunkt (2022). Men de er også interessante, fordi de tjener til at vise, at emnet »Bruckners symfonier« udgør et omfattende og uhyre kompliceret område. Det har i årenes løb givet og giver til stadighed anledning til betydelig usikkerhed og rejser mange spørgsmål, som det formentlig ikke vil være muligt at give et entydigt og pålideligt svar på.

I hovedsagen skyldes problemerne, at Bruckner for det meste ikke betragtede et værk som endeligt afsluttet efter færdiggørelsen af partituret, men gang på gang tog han værket frem igen, så det igennem og foretog ændringer af vekslende omfang i det, altid med det formål at forbedre musikken. Indgrebene blev i nogle tilfælde foretaget kort efter den første færdiggørelse, i andre derimod efter en længere periode, der kunne strække sig over flere år. Også arten og omfanget af ændringerne var forskellige. Ofte bestod de i at rette fejl i periodiseringen (opbygningen i regelmæssige grupper på 2 x 2 eller 4 x 4 takter) ved tilføjelsen af enkelte takter eller overstregning af andre, men han gennemførte også omarbejdelser af mere vidtgående omfang, blandt andet i satsernes form ved udeladelse af større afsnit eller ved erstatning af nogle værkdele med andre, og desuden foretog han ændringer i instrumenteringen og orkesterbesætningen. Motivationen til revisionerne og omarbejdelserne var ofte personlig usikkerhed, men de skyldtes også påvirkning fra omgivelserne, både musikere, anmeldere og bekendte, der ofte forholdt sig uforstående over for hans musik og udsatte den for kritik, hvad der altid berørte ham dybt.

I den første tid gennemførte Bruckner på egen hånd de forskellige indgreb, men senere blev han bistået af nogle af sine tidligere elever og sikkert velmenende, men ikke altid lige indsigtsfulde medarbejdere, der i flere tilfælde, med eller uden hans vidende eller godkendelse, gennemførte deres egne ændringer i musikken. Derved opstod en række tvivlsomme og uægte versioner, der blev udgivet og spillet i samtiden. I de første årtier efter Bruckners død var det udelukkende dem, der blev opført og kendt, mens hans originale versioner blev glemt eller bevidst holdt tilbage. Men i begyndelsen af 1930'erne opstod ønsket om at erstatte de forvanskede versioner med de originale, som det blev besluttet at udgive efter videnskabelige, kildekritiske metoder, og til formålet blev der oprettet et forlag i Wien, Musikwissenschaftlicher Verlag. Det har siden stået for udgivelsen af Bruckners egne versioner, kaldt Originalfassungen, der vel at mærke betegner både hans oprindelige og hans senere ændrede udformninger til forskel fra de fremmede og uægte. I de første år blev værkerne udgivet af Robert Haas (1886-1960), men efter afslutningen på Anden Verdenskrig blev han afløst af Leopold Nowak (1904-91), og efter hans død er arbejdet blevet videreført af andre, herunder Günter Brosche, William Carragan, Benjamin-Gunner Cohrs og Benjamin M. Korstvedt. Både den gamle og den nye serie (Neue Gesamtausgabe, forkortet til »NGA«) er blevet anvendt til opførelser og indspilninger, men størst betydning har den anden haft på grund af dens langt større antal udgivelser (der henvises til oversigten over de to udgaver).

I forbindelse med det rekationelle arbejde opstod der en række spørgsmål, som det var påkrævet at finde en løsning på med henblik på opfyldelsen af de videnskabelige krav, men også økonomiske hensyn er blevet taget i betragtning. Det betød frem for alt, at det var nødvendigt at afgøre, hvilke versioner der skulle udgives, og hvilke der kunne undværes. Udslaggivende var arten og især omfanget af indgrebene: større og gennemgribende ændringer betød tilbivelsen af nye, selvstændige versioner, der skulle udgives (hvad symfonierne nr. 3, 4 og 8 er eksempler på), mens mindre korrekturer og forbedringer bedre kunne lades ude af betragtning for eventuelt blot at blive anført i noteapparatet (som for eksempel ved symfoni nr. 5). Men kan der opstilles en objektiv målestok til bestemmelse af, om en omarbejdelse hører til kategorien »større ændringer« eller til de »mindre forbedringer«? Et andet, nærmest uløseligt problem består i at afgøre, om Bruckner gennemførte omarbejdelserne efter egen tilskyndelse, eller om han fra sine omgivelser var blevet påvirket til dem eller ligefrem blev overtalt til at godkende deres egenmægtige ændringer i partiturerne?

Uanset hvilke kriterier der lå til grund for udvælgelsen af de versioner, der blev udgivet, bliver serierne fra Musikwissenschaftlicher Verlag i almindelighed betragtet som normgivende med hensyn til antallet af værkformer. Disse betegnes i reglen med årstallet for deres tilblivelse:

1. Symfoni f-mol, uden nummer (ofte betegnet som »Nr. 00«), én version: 1863
2. Symfoni nr. 1, c-mol, to versioner: 1866 og 1891
3. Annuleret symfoni, d-mol (kaldt »Nr. 0«), én version: 1869
4. Symfoni nr. 2, c-mol, to versioner: 1872 og 1877
5. Symfoni nr. 3, d-mol: tre versioner: 1873, 1877 og 1889
6. Symfoni nr. 4, Es-dur, tre versioner: 1874, 1878 og 1880
7. Symfoni nr. 5, B-dur, én version: 1876
8. Symfoni nr. 6, A-dur, én version: 1881
9. Symfoni nr. 7, E-dur, én version: 1883
10. Symfoni nr. 8, c-mol, to versioner: 1887 og 1890
11. Symfoni nr. 9, d-mol, én uafsluttet version: 1894

NGA-udgaven betragtes i reglen som en autoritet, men den er ikke fejlfri. Af symfoni nr. 1, der blev komponeret i Linz i 1866, revideret med hensyn til periodiseringen i 1877 i Wien og endelig omarbejdet i 1891, ligeledes i Wien, omfatter udgaven to bind, hvoraf det første, udgivet i 1953 af Leopold Nowak efter Robert Haas' udgave fra 1937, betegnes som »Fassung 1866« og »Linzer Fassung«, men det er misvisende, fordi udgaven omfatter ændringerne fra 1877, og den er blevet anvendt til adskillige indspilninger med de forkerte benævnelser. Det andet bind, udgivet i 1980 af Günter Brosche, omfatter den sidste version, der betegnes som henholsvis »Fassung 1890/91« og »Wiener Fassung«. Den oprindelige version fra 1866 indgår dermed ikke i NGA-udgaven, men er dog blevet indspillet af Gerd Schaller og Philharmonie Festiva. NGA-udgivelsen af symfoni nr. 2 er ligeledes problematisk, for mens Robert Haas i 1938 udgav symfonien angiveligt i den første version fra 1872, valgte Leopold Nowak i sin udgave fra 1965 at gengive den anden version fra 1877, men begge udgaver er en blanding af de to versioner, hvilket ikke alene strider mod kravet om nøjagtighed, men også har givet anledning til misforståelser. I konsekvens heraf blev symfonien genudgivet i to versioner af William Carragan i henholdsvis 2005 og 2007, men hans udgave af den første er der grund til at sætte spørgsmålstegn ved, fordi rækkefølgen af de to midtersatser er ombyttet (Scherzo, Adagio), hvad der ikke er belæg for i kilderne.

Til Gerd Schallers nævnte indspilning af version 1866 af symfoni nr. 1 blev der anvendt opførelsesmateriale af William Carragan, og dette er et af flere eksempler på, at der til opførelser og indspilninger er anvendt partiturer og orkesterstemmer, som der henvises til med navnet på ophavsmanden, men som der i øvrigt ikke foreligger nærmere oplysninger om. Det er derfor uvist, om de er udgivet og almindeligt tilgængelige, eller om der er tale om enkeltstående direktionspartiturer og orkesterstemmer, der er stillet til rådighed for de udøvende. Dette specielle materiale omfatter blandt andet nogle af de værkformer, der opstod gennem mindre indgreb, hvorfor de udgør et supplement til NGA-udgaven, der derfor heller ikke kan betragtes som normgivende med hensyn til antallet af versioner.

De to jubilæumsserier får ikke samme indhold, hvilket blandt andet fremgår af de planlagte antal indspilninger. Den første oplyses at skulle omfatte 30 CD'er, mens den anden bliver på 18. Den førstes større omfang skyldes blandt andet, at den foruden symfonierne omfatter forskellige andre værker af Bruckner, hvortil kommer et værk, der ikke er af ham, men skrevet til minde om ham (se nedenfor). Det er ikke oplyst, hvilke versioner de resterende indspilninger serie skal indeholde. Den anden serie skal til gengæld kun omfatte symfonierne, som der på forhånd er gjort rede for med hensyn til skiftende versioner og anvendt opførelsesmateriale. I nedenstående oversigter anføres dette med navnet på den ansvarlige; ikke tilgængeligt materiale betegnes med (?). Versioner, der ikke indgår i de enkelte serier, angives med —.

Gerd Schaller og Philharmonie Festiva

Philharmonie Festiva blev grundlagt af Gerd Schaller og består af musikere og solister fra nogle af de mest fremtrædende orkestre i München, Münchener Philharmoniker, Symphonieorchester des Bayerische Rundfunks og Bayerische Staatsoper. Grundstammen var Karl Richters hæderkronede Münchener Bachsolisten, hvortil der blev føjet en række instrumentalister, fordi ensemblets repertoire skulle udvides til at omfatte symfonisk musik fra wienerklassikken og romantikken. Det er oplyst, at Gerd Schallers orkester blev oprettet i 2008, men året før blev Bruckners fjerde symfoni i Es-dur, »Den Romantiske« (version 1878-80) indspillet som den første i rækken. I de følgende år fortsatte udgivelsen af flere symfonier og andre værker af Bruckner, og siden 2011 har det været planen at udgive dem alle med henblik på jubilæet i 2024.

I 2017 udkom en samling med titlen Anton Bruckner. Complete Symphonies med pladenummeret PH17024. Den omfatter 18 CD'er med indspilninger, der alle bleve udgivet separat fra 2007 til 2016 med hver sit nummer. I april 2022 udkom en ny samling, Anton Bruckner. Complete Symphonies. Mass no. 3, Psalm 146, Organ Compositions (Edition Bruckner 2024 Vol. 1), med nummeret PH22007. Den består af 20 CD'er. At den er betegnet som »Vol. 1«, lader forstå, at den skal efterfølges af endnu en serie, men det er ikke oplyst, hvilke værker den resterende del skal indeholde, ligesom det er uvist, om de kommende indspilninger vil blive udsendt enkeltvis eller kun som samling med betegnelsen »Vol. 2«.

Nedenstående oversigt omfatter både de almindeligt anerkendte versioner (årstal med fed skrift) og de øvrige indspillede værkformer. Det må formodes, at den komplette serie kommer til at omfatte alle anerkendte versioner, herunder de otte endnu ikke indspillede. Uægte og tvivlsomme versioner betegnes med *.

Det sidste værk er den nævnte mindekomposition, angiveligt skrevet af Otto Kitzler, der var søn af Bruckners tidligere lærer i Linz, Otto Kitzler (1834-1915). Han dirigerede en opførelse af stykket for stort orkester ved en koncert i 1905 i Brno, hvor han var leder af en musikforening. Kompositionen oplyses at være overleveret i en version for firehændigt klaver, som Gerd Schaller har anvendt til orkestreringen.

Markus Poschner og Bruckner Orchester Linz / ORF Vienna Radio Symphony Orchestra

Bruckner Orchester Linz har en lang historie, der går 200 år tilbage i tiden. Efter afslutningen på Anden Verdenskrig blev det reorganiseret efter en periode under nazistisk regime. I 1967 antog orkestret sit nuværende navn til ære for Bruckner, der fra 1856 til 1868 levede og virkede som domorganist i Linz. Orkesteret har i øvrigt stået for opførelser og indspilninger af Bruckners symfonier under ledelse af blandt andre den amerikanske dirigent Dennis Russel Davies, der med orkestret også har opført og indspillet musik af sin landsmand Philipp Glass. Det andet orkester, der medvirker ved jubilæumsudgivelsen, er Wiens Radiosymfoniorkester.

Serien er planlagt til at omfatte atten CD'er, hvoraf fire er udgivet. Oplysningerne i nedenstående oversigt er gengivet efter teksthæftet til den seneste udgivelse (symfoni nr. 4, C8083). Heri henvises der til til versionser og til forskellige udgaver, som der ikke i alle tilfælde foreligger oplysninger om.

↑ sidens top

Siden oprettet 5. juni 2022