 | »MusikMosaik« |  |
↓ sidens fod → Oversigten → Georg Philipp Telemann Georg Philipp Telemann(1681-1767)PassionsoratorierneI første halvdel af 1700-tallet, højbarokken, blev der komponeret to forskellige typer af passioner, der i almindelighed benævnes oratoriske passioner og passionsoratorier. Oratoriske passioner kan beskrives som musikalske udsættelser af beretningerne i de fire evangelier om Jesu Kristi lidelse og død suppleret med tekster af anden oprindelse: dels udvalgte enkeltvers fra passionskoraler, og dels frit digtede ord. De bibelske beretninger indgår traditionelt i recitativer med evangelisternes ord, der veksler med enkeltpersonernes replikker, og i korafsnit med de forskellige gruppers udsagn (disciplene, folket, ypperstepræsterne osv.). Ordene fra passionskoralerne er oftest udsat i enkle, firestemmige korsatser, hvori vokalstemmerne ledsages unisont af forskellige instrumenter. De frit digtede tekster ligger til grund for recitativer og for arier eller andre solistiske vokalsatser og eventuelt selvstændige korafsnit. Betegnelsen oratoriske passioner henviser til, at opbygningen med vekslende satsformer svarer til oratoriegenren i almindelighed. På grund af inddragelsen af ikke-bibelske ord adskiller de sig fra bl.a. motetpassioner (f.eks. af Christoph Demantius) og responsoriale passioner (af bl.a. Heinrich Schütz), der begge omfatter evangelieberetninger uden fremmede tilføjelser. Velkendte eksempler på oratoriske passioner er Johann Sebastian Bachs to store værker efter evangelisterne Matthæus (BWV 244) og Johannes (BWV 245): men adskillige andre komponister fra samme periode har skrevet passioner af samme beskaffenhed, bl.a. Reinhard Keiser, Georg Philipp Telemann og Gottfried August Homilius. Oversigten over Telemanns passioner kan ses her. Musikalsk adskiller den anden type, passionsoratorierne, sig ikke fra den første, eftersom den også omfatter satser af vekslende art: recitativer, arier, korsafsnit osv., men til forskel fra de oratoriske passioner består teksen udelukkende af frit digtede ord, der i en slags dialog fremstiller begivenhederne omkring Jesu lidelse og død, sådan som de er skildrede i de fire evangelier. Kendetegnende for denne type er desuden indførelsen af allegoriske skikkelser som Den troende sjæl, Andagten og Zions datter og inddragelsen af bibelske personer, der i øvrigt er tavse ifølge de evangeliske lidelsesberetninger, blandt andre Jesu mor Maria, Maria Magdalene og discplene Johannes og Jakob. Hvorvidt sådanne værker kunne opføres i liturgisk sammenhæng, var et spørgsmål, der blev heftigt debatteret i evangelisk-lutherske kredse i begyndelsen af 1700-tallet, men trods modstand fra forskellige sider var genren genstand for betydelig interesse blandt både digtere og komponister. Teksten til det første bidrag var en libretto af digteren Christian Friedrich Hunold, kendt under pseudonymet Menantes, Der blutige und sterbende Heiland, der blev sat i musik af Reinhard Keiser og opført i Hamborg i 1704. Syv år senere blev det fulgt af Keisers Thränen unter dem Kreuze Jesu med tekst af Johann Ulrich König. Musikken til disse to værker er ikke bevaret. Werner Menkes fortegnelse over Georg Philipp Telemanns vokalværker (TWV) anfører seks passionsoratorier:
Det er lidt af en gåde, hvorfor Werner Menke har katalogiseret Die Bekehrung des römischen Hauptmanns Cornelius TWV 5:3 blandt passionsoratorierne. Ifølge titlen, der i oversættelse lyder 'Den romerske befalingsmand Cornelius' omvendelse', handler det utvivlsomt om Cornelius i Cæsarea og hans møde med apostlen Peter, sådan som det er beskrevet i Apostlenes Gerninger, kap. 10, der slutter med, at Cornelius og hans fæller bliver døbt. Dette har selvsagt intet med beretningerne om Jesu lidelse og død at gøre, og værket burde derfor have været anført i gruppen af gejstlige oratorier (TWV 6). En mulig forklaring kan være, at Werner Menke fejlagtigt har identificeret Cornelius som den befalingsmand, der i henhold til de tre første evangelier var vidne til Jesu død og udbrød: »Sandelig, han var Guds søn« (Matt 27:54): »Sandelig, den mand var Guds søn« (Mark 15:39) og »Den mand var virkelig retfærdig« (Luk 23:47). Teksten oplyses at være skrevet af »A. J. Zell«, om hvem Werner Menke i Georg Philipp Telemann. Leben, Werk und Umwelt in Bilddokumenten (Florian Noetzel Verlag, Wilhelmshaven 1987) skriver, at han er så godt som ukendt, men i mellemtiden er det blevet godtgjort, at hans navn var Albrecht Jakob Zell (1701-1754) og at han foruden teksterne til en årgang kantater af Telemann (1730/31) skrev librettoen til dennes oratorium Der aus der Löwengrube errettete Daniel fra 1731, der først blev kendt i 2006 og derfor ikke er anført i TWV-fortegnelsen. Siden senest opdateret 2. juni 2022 |