»MusikMosaik«

→ Komponister ↓ sidens fod

Komponistportræt

Claudio Monteverdi
(1567-1643)

Monteverdi blev født den 15. maj 1567 i Cremona, hvor han blev uddannet af Marc'Antonio Ingegneri (ca. 1547-1592), der var maestro di cappella ved domkirken i byen. Monteverdi udgav en række samlinger af motetter og madrigaler i tidens stil. Han blev omkring 1591 ansat som udøvende musiker på strengeinstrumenter ved hertug Vincenzo Gonzagas hof i Mantova. Her kom han musikalsk under indflydelse af Giaches de Wert (1535-96), der virkede ved hoffet som maestro di cappella. Ved hans død søgte Monteverdi at blive hans efterfølger, men stillingen blev besat af Benedetto Pallavicino (1551-1601). Først efter hans død opnåede han at beklæde embedet. Forinden, i 1599, havde han taget en sangerinde ved hoffet, Claudia de Catteneis, til ægte.

I Mantova opførtes i 1607 hans opera L'Orfeo, det første mesterværk inden for den dengang nye musikalske genre. Året efter fulgte endnu et scenisk værk, L'Arianna, hvorfra kun den berømte »Lamento« er bevaret, fordi den senere blev udgivet dels i hans 6. madrigalbog (se nedenfor), dels separat sammen med to andre værker (1623). I 1610 udgav han i Venezia to kirkemusikværker samlet: Missa in illo tempore, som er en seksstemmig parodimesse skrevet på grundlag af en motet af Nicolas Gombert, og Vespro della Beata Vergine. Mens den første er komponeret i den ældre stil, prima prattica (eller stile antico), er »Maria-Vesperen«, hvis besætning omfatter solister, ét eller to kor og instrumenter, et eksempel på den nye skrivemåde, seconda prattica (stile moderno).

På grund af utilfredshed med forholdene ved hoffet i Mantova vendte han tilbage til Cremona, men blev ikke fritaget for ansættelsen hos hertugen. Først da denne døde i 1612, kunne Monteverdi søge ansættelse andetsteds. Året efter tiltrådte han embedet som maestro di cappella ved San Marco i Venezia, hvor han forblev resten af livet.

I denne stilling reorganiserede han kapellet, højnede den musikalske standard og komponerede en række værker til det. Samtidig skrev han musik, som han andre steder fra modtog bestillinger på, bl.a. balletter og operaer (nu tabte). For den sidstnævnte genre i almindelighed blev det af afgørende betydning, at den første operascene med offentlig adgang blev åbnet i Venezia i 1637 (indtil da var operaer blev opført for lukkede kredse). Monteverdi bidrog selv til genren med Il ritorno d'Ulisse in patria (»Odysseus' hjemkomst«, 1640), Le nozze d'Enea con Lavinia (»Æneas' bryllup med Lavinia«, 1641, tabt) og L'incoronazione di Poppea (»Poppeas kroning«, 1642-43). Fra samme tid stammer en større samling gejstlige værker til både italienske og latinske tekster, Selva morale e spirituale, udgivet i 1640 eller 1641 (begge årstal findes i udgaven).

I 1643 fik Monteverdi orlov fra stillingen ved San Marco for at besøge Cremona og Mantova, hvor han tidligere havde haft sit virke og hvorfra hans navn var blevet kendt langt uden for landets grænser. Efter tre måneders fravær vendte han tilbage til Venezia, hvor han kort efter døde den 29. november.

Claudio Monteverdi er ubestridt en af musikhistoriens største og mest betydningsfulde personligheder. Det skyldes frem for alt, at han i sine otte samlinger madrigaler gennemførte overgangen fra den ældre stil, som han beherskede til fuldkommenhed, til den nye stil og den musikalske æstetik, der blev fremherskende til langt ind i 1700-tallet, »affektlæren«. Allerede i begyndelsen af 1600-tallet blev han gennem en disput med musikteoretikeren Giovanni Maria Artusi (ca. 1540-1613) om dissonansbehandlingen kendt som en fremtrædende repræsentant for de nye tendenser i musikken. Med sine sceniske værker lagde han tillige grunden til operagenrens lange udvikling.

Monteverdis madrigalbøger (den 9. bog blev udgivet af broderen, Giulio Cesare Monteverdi):

↑ sidens top

Siden opdateret 27. december 2021