 | »MusikMosaik« |  |
KomponistportrætFelix Mendelssohn Bartholdy
Som sønnesøn af filosoffen Moses Mendelssohn og som søn af bankieren Abraham Mendelssohn og dennes hustru Lea, født Salomon, kom Jakob Ludwig Felix Mendelssohn til verden i Hamborg 3. februar 1809. To år efter flyttede familien til Berlin, hvor han selv, hans fire år ældre søster Fanny Cäcilie og to mindre søskende, Rebecca og Paul, fik en kulturelt vidtfavende opdragelse, der omfattede både musik, kunst, litteratur og sprog, og som ikke mindst blev præget af de mange personligheder, der var hyppige gæster i hjemmet. Efter tilskyndelse af svogeren Jakob Salomon Bartholdy lod Abraham Mendelssohn børnene døbe og opdrage i den protestantiske tro. Efter ham føjede de Bartholdy til efternavnet (kun Paul og hans efterkommere anvendte bindestreg mellem navnene). Sin musikalske uddannelse fik Mendelssohn bl.a. hos Ludwig Berger (1777-1839), der underviste ham i klaverspil, og hos Carl Friedrich Zelter (1758-1832), hos hvem han lærte komposition. Desuden spillede han orgel, forskellige strygeinstrumenter og modtog sangundervisning. På universitetet fulgte han en række forelæsninger, bl.a. hos Hegel om æstetik. Ved Zelters mellemkomst blev han introduceret for Goethe i Weimar, som han indtil 1830 ofte besøgte. Allerede fra 12-års alderen komponerede Mendelssohn et betydeligt antal værker, herunder 12 (13) strygersymfonier, der opviser en overlegen beherskelse af forskellige udtryksformer og stilarter, desuden koncerter, kammermusik og klaverværker. I 1826 skrev han den berømte ouverture til Shakespeares En skærsommernatsdrøm, som han i 1843 komponerede den øvrige scnenemusik til. Sammen med Zelter foranstaltede han den første opførelse af Johann Sebastian Bachs Matthæus-passion siden komponistens død i 1750; opførelsen fandt sted under Mendelssohns ledelse den 11. april 1829 i Berlin og blev en overvældende succes, hvilket gav stødet til den Bach-renæssance, der bl.a. førte til udgivelsen af Bachs samlede værker i kritisk udgave (1851ff). Samme år gennemførte Mendelssohn sin første rejse til England og Skotland. Musikalsk satte indtrykkene herfra sig spor i den 3. symfoni, »Den skotske«, og koncert-ouverturen Hebriderne. I årene 1830-32 gennemførte han en længere dannelsesrejse, der førte ham til Weimar, hvor han igen mødte Goethe. Denne overlod ham sit digt Die erste Walpurgisnacht, som Mendelssohn satte i musik (værket, der er skrevet for soli, kor og orkester, blev påbegyndt i Rom og fuldført i Paris i 1832). Rejsen gik desuden over München og Wien til Italien, hvor han bl.a. var i Rom, og videre over Schweiz til Paris og London. I Rom traf han Berlioz, hvis musik han dog ikke brød sig om, og i Paris lærte han Chopin, Liszt, Rossini, Auber og Meyerbeer at kende. Efter hjemkomsten til Tyskland opholdt han sig i Düsseldorf, hvor han virkede som dirigent. To år senere blev han kunstnerisk leder af Gewandhaus-koncerterne i Leipzig. Her stod han for opførelser af ældre musik af bl.a. Mozart, Beethoven og Schubert. Den 21. marts 1839 dirigerede han således den første opførelse overhovedet af den sidstnævntes store symfoni i C-dur, D 944, der nogle år forinden var blevet fundet hos broderen Ferdinand Schubert. Den preussiske konge engagerede Mendelssohn til at reorganisere musiklivet i Berlin, hvor han i årene 1841-44 opholdt sig periodevis. Samtidig var han aktivt engageret i arbejdet med det konservatorium, han havde grundlagt i Leipzig i 1843. Her virkede bl.a. inddtil 1848 Niels W. Gade, hvis første symfoni, »Paa Sjølunds fagre Sletter«, Mendelssohn dirigerede uropførelsen af i Leipzig i 1843. I slutningen af 1844 besluttede han at indstille sit virke i Berlin. Mendelssohn blev efterhånden internationalt anset som en af Tysklands førende komponister i samtiden. Især var hans musik genstand for betydelig anerkendelse i England, hvortil han rejste flere gange med henblik på at dirigere egne vokalværker, bl.a. i forbindelse med musikfestivalen i Birmingham, hvor hans oratorium Elijah blev uropført (1846). Gradvis blev hans helbred forringet især på grund af de store arbejdsbyrder, han påtog sig. Nyheden om, at søsteren Fanny, som stod ham meget nær, døde i maj 1847, svækkede ham yderligere, og selv døde han den 4. november samme år. Musikalsk udviklede Mendelssohn et personligt tonesprog, der dels har rod i den wienerklassiske tradition, dels er præget af samtidens romantiske strømninger. Det kommer bl.a. til udtryk i de mange ensatsede, stemningsyldte klaverstykker, som han kaldte Lieder ohne Worte, og i sine orkesterværker, herunder de fem symfonier, koncert-ouverturerne, de to klaverkoncerter og violinkoncerten. Den romantiske dyrkelse af fortiden afspejler sig også i hans interesse for Johann Sebastian Bachs musik, hvis orgelværker blev en vigtig inspirationskilde til hans egne kompositioner for instrumentet. Siden oprettet 25. marts 2009 |
