Mosaik

»MusikMosaik«

Mosaik
 

→ Komponister ↓ sidens fod

Komponistportræt

Heinrich von Herzogenberg
(1843-1900)

© Peter Ryom

Herzogenberg er en af de mange komponister i musikhistorien, der ikke er almindeligt kendte i vor tid. Dertil kan der anføres flere grunde: han blev kun 57 år og omfanget af hans musik er følgelig begrænset i forhold til andre komponister fra samme periode, og han virkede hovedsageligt af at undervise i musik, hvad der i sig selv indskrænkede hans muligheder for at virke som komponist. Men i den egenskab er hans udpræget romantiske tonesprog kendetegnet ved både originalitet, fantasirigdom og afveksling, og hans musik omfatter en række forskellige værktyper, både instrumentale og vokale. På den baggrund er det påfaldende, at hans kompositioner ikke er genstand for almindelig opmærksomhed blandt klassisk musikinteresserede. En af årsagerne er utvivlsomt, at han er kommet til at stå i skyggen af Johannes Brahms, med hvem han knyttede et livsvarigt venskab, og som fik stor betydning for ham som komponist. Deres musik, navnlig klaver- og kammermusikken, har flere træk til fælles, hvorfor det har været nærliggende at karakterisere ham som »Brahms-epigon«, men på andre områder, især den vokale kirkemusik, var hans tonesprog påvirket af hans interesse for Johann Sebastian Bach.

Portræt af komponisten

Leopold Heinrich von Herzogenberg stammede fra en fransk adelsslægt ved navn Picot de Peccaduc, der som følge af Den franske Revolution udvandrede til Østrig og fra 1811 ændrede navn til von Herzogenberg. Han blev født i Graz den 10. juni 1843 som den yngste søn af en kongelig og kejserlig embedsmand, August von Herzogenberg, der døde tre år efter, hvorfor han og hans ældre brødre og søster blev opdraget af moderen, Natalie, født von Rothkirch und Panthen. Om hans barndom foreligger ingen udførlige oplysninger. Efter endt skolegang, som han gennemførte på gymnasieskoler i Graz, München og Dresden og på jesuiterkollegiet i Feldkirch, blev han i 1862 immatrikuleret ved universitetet i Wien, hvor han påbegyndte studier i jura, statsvidenskab og filosofi, som han dog ikke fuldendte. Sideløbende gennemførte han til gengæld i 1862-64 hos Otto Dessoff i Gesellschaft der Musikfreundes musikkonservatorium i Wien et musikstudium, som han afsluttede med udmærkelse. Det var ved Dessoffs mellemkomst, at han lærte Brahms personligt at kende. Fra 1865 foretog han en studierejse, der førte ham over Dresden og Leipzig til Berlin, og undervejs stiftede han bekendtskab med en række af tidens betydningsfulde musikpersonligheder, herunder navnlig Moritz Hauptmann, der både underviste i komposition på konservatoriet i Leipzig og var kantor ved Thomasskolen, og Friedrich Kiel, der var klaverlærer ved Berlins Akademie der Künste og desuden optrådte som solist og som komponist. Fra Berlin vendte Herzogenberg i 1866 tilbage til Wien.

Portræt af hustruen

I 1868 blev han viet til Elisabeth von Stockhausen, der var datter af gesandten fra Hannover ved hoffet i Wien, Bodo Albrecht von Stockhausen. Det var et blandet ægteskab, da hun var protestant, han katolik, men de var meget nært knyttet til hinanden, og det blev et hårdt slag for ham, da hun døde i 1892 i en alder af 44 år af en hjertelidelse. Hun var en højt begavet pianist, sangerinde og komponist (foruden 24 børnesange skrev hun otte klaverstykker, der blev udgivet efter hendes død af Herzogenberg). Hun havde været elev af Brahms, der satte så stor pris på hendes musikalske talent og indsigt, at han sendte hende flere af sine kompositioner til bedømmelse. Han bevarede kontakten til hende, hvad en korrespondance mellem ham og ægteparret Herzogenberg vidner om.

På et ikke nærmere oplyst tidspunkt omkring 1868 forlod Herzogenberg og hans hustru Wien og bosatte sig i hans fødeby Graz, som han havde besøgt flere gange, blandt andet i 1866, hvor han afsluttede sin første symfoni (d-mol). Her var hans muligheder for at få sine værker opført langt bedre end i Wien, og han kunne leve af sit virke som frit skabende komponist. På den tid var de musikalske forhold i Graz præget af striden mellem traditionalisterne og tilhængerne af Richard Wagners og Franz Liszts nytyske skole. Herzogenberg var i en periode optaget af den nye musikstil, og især værdsatte han Wagners Tristan und Isolde. Det kom til udtryk i hans Wagner-påvirkede dramatiske kantate til egen tekst Columbus (op. 11, 1870), og ligeledes kan hans symfoni Odysseus (op. 16, 1872) ses som et sidestykke til Liszts programmatiske værker (som Faust-Symfoni og tonedigtninge som Les Préludes, Prometheus og Hunnenschlacht). Men siden tog han afstand fra Wagner på grund af hans selvoptagethed og selvforherligelse, og han fravalgte den kontroversielle nytyske stilretning til fordel for det klassisk-romantiske tonesprog med dettes traditionelle og traditionsrige værktyper og satsformer.

I 1872 flyttede ægteparret Herzogenberg til Leipzig, hvor han i 1874 sammen med blandt andre musikforskeren Philipp Spitta (1841-94) var medstifter af Bach-Verein zu Leipzig, som han i 1875-85 desuden blev leder af. Foreningen havde til formål gennem opførelser at udbrede kendskabet til Johann Sebastian Bachs musik og især til hans kirkekantater. Baggrunden var, at Bach (1685-1750) og hans musik efter årtiers glemsel var blevet genopdaget og på den tid var genstand for betydelig opmærksomhed (hertil bidrog navnlig den første store udgivelse af hans samlede værker, der var påbegyndt i Leipzig i 1850 med ti kantater i det første bind og afsluttet i 1899. (Se artikel om Bach-renæssancen). Herzogenberg deltog aktivt i foreningens virke ved at udarbejde opførelsesmateriale til flere kantater og til blandt andet Johannes-Passionen (1884).

I 1885 blev Herzogenberg kaldt til Berlin for at efterfølge Friedrich Kiel ved Akademie für Kunste, hvor han blev udnævnt til professor og havde ansvaret for undervisningen i akademiet, hvis ledelse han blev medlem af. I Berlin oprettede han et musikselskab, som han ligeledes var leder af. På grund af en alvorlig gigtlidelse i leddene måtte han i 1887 og igen senere midlertidigt indstille sit virke, men fra 1892 genoptog han sine forpligtelser ved akademiet, hvor i 1897 han efterfulgte Woldemar Bargiel, der havde beklædt et professorat i komposition.

Monument

Efter hustruens død i 1892 blev han bistået af Moritz Hauptmanns datter Helene, der havde været veninde med hende. Ikke alene holdt hun hus for ham, men hun støttede ham også i hans fortsatte kompositoriske virke, som han udviklede i retning af evangelisk kirkemusik. I begyndelsen af 1900 blev hans helbredstilstand forværret, hvorfor han definitivt måtte træde tilbage fra sine embeder. Hans sidste leveår var præget af gigtsygdommen, som han forsøgte at afhjælpe med kurophold i Wiesbaden, hvor han bosatte sig i begyndelsen af 1900. Her døde han den 9. oktober og blev begravet samme sted. På kirkegården er der rejst et mindesmærke over ham — et vidnesbyrd om at han havde været genstand for betydelig agtelse.

Herzogenbergs musik

Hans tidligste værker, som han skrev i studieårene på konservatoriet i Wien, var en klavertrio, en strygekvartet og første sats af en klaversonate, hvoraf ingen er bevaret. Antagelig fra samme tid (1863/64) stammer de første kompositioner, der blev udgivet: lieder med klaverledsagelse og forskellige klaverkompositioner (fantasier, variationer, karakterstykker). Inden for begge disse områder fortsatte han løbende med at skrive nye værker. De sidste lieder (op. 108) komponerede han i 1892, og i 1898 skrev han det sidste klaverstykke, Capriccio (op. 107).

Titelblad

Fra omkring 1870 udvidede han sit kompositoriske virkefelt til at omfatte en række forskellige værktyper, blandt andet kammermusik for vekslende besætninger, enkelte symfonier, koralbearbejdelser for orgel og vokale korværker. Til verdslige tekster skrev han blandt andet Die Weihe der Nacht med tekst af Friedrich Hebbel for alt solo, kor og orkester (op. 56, 1872), Lieder und Romanzen for firestemmigt damekor med eller uden klaverledsagelse (op. 26, 1877/78?), Zwölf deutsche Volkslieder aus dem 15., 16. und 17 Jahrhundert for blandet kor (op. 35, 1880) og Sechs Gesänge for blandet kor a cappella til tekster af blandt andre Rückert, Goethe og Eischendorf (op. 57, 1879). Til hans kirkelige kompositioner hører Psalm 116. Das ist mir lieb for firestemmigt kor a cappella (op. 34, 1880), Psalm 94. Herr Gott, dess die Rache ist for fire solostemmer, dobbeltkor, orkester og orgel (op. 94, 1887) og det latinske Requiem for kor og orkester (op. 72, 1890).

For at give udtryk for sin sorg over hustruens død komponerede han i slutningen af 1892 en sørgekantate, Todtenfeier, for solister, kor, orkester og orgel til egne tekster (op. 80). Efterfølgende skrev han et antal kirkemusikalske værker, herunder en messe i e-mol (op. 87, 1894 til minde om Philipp Spitta), og desuden en række værker til luthersk-evangeliske tekster. Juleoratoriet Die Geburt Christi (op. 90, 1894) er skrevet til bibelvers og evangeliske koraler sammenstillet af Spittas broder Friedrich (der var teolog i Strasbourg). Værket, der på titelbladet er betegnet som Kirchen-Oratorium, er specielt, fordi det er skrevet for solostemmer, blandet kor og børnekor ledsaget af harmonium, strygere og obo og — ret usædvanligt — for menighedssang med orgel. Die Passion (op. 93, 1895-96), der har den samme besætning (men uden børnekor) og ligeledes har værkbetegnelsen Kirchen-Oratorium, er beregnet til liturgisk opførelse i den stille uge fordelt på henholdsvis skærtorsdag og langfredag. Fra samme tid stammer et antal liturgiske sange for kor a cappella (op. 92, 1895, og op. 99, 1897) og motetter for samme besætning (op. 102, 1985?, og op. 103, 1895-96). Stilistisk bærer hans evangeliske vokalmusik præg af hans interesse for og indgående beskætigelse med Johann Sebastian Bach og hans kantater. Der er grund til at tro, at han skrev disse værker til minde om sin afdøde hustru og som en hyldest til hendes konfession, som han ikke konverterede til, men som han respekterede.

Se listen over Herzogenbergs instrumentalværker.

Litteratur

  • Bernd Wiechert, Heinrich von Herzogenberg (1843-1900). Studien zu Leben und Werk. Varderhoeck & Ruprecht in Göttingen, 1997.
  • Friedrich Spitta, Heinrich von Herzogenberg und die evangelische Kirchenmusik. Særtryk fra Monatschrift für Gottesdienst und kirchliche Kunst, Göttingen, Varderhoeck und Ruprecht, V. Jahrgang, 1900, Nr. 11.

↑ sidens top


Forside Komponister Artikler Værklister Publikationer Reformationen Diverse

Opdateret 27. september 2022