Mosaik

»MusikMosaik«

Mosaik
 

→ Komponister ↓ sidens fod

Komponistportræt

William Herschel
(1738-1822)

©ensp;Peter Ryom

William Herschel

William Herschel er først og fremmest kendt som astronom. Han byggede teleskoper og opdagede i 1781 en hidtil ukendt planet i solsystemet, som han kaldte Uranus efter den græske gud Uranos:

Uranus

At Herschel omtales på dette website, skyldes, at han også var musiker og komponist.

Han hed oprindeligt Wilhelm Friedrich Herschel. Han blev født den 15. november 1738 i Hannover som søn af en militærmusiker, der gav sine børn en musikalsk opdragelse. Wilhelm Friedrich lærte bl.a. at spille obo og violin. Han blev som faderen militærmusiker og blev under Syvårskrigen med sit regiment sendt til England, hvor han fra 1760 tog ophold. Her virkede han i en årrække som koncertarrangør, organist og komponist, hovedsageligt i Bath, der på den tid var et vigtigt kulturelt center.

Ved siden af sit musikalske virke var han stærkt optaget af naturvidenskabelige emner, bl.a. matematik og astronomi. Dette førte efterhånden til en intens beskæftigelse med fremstillingen af kikkerter og teleskoper og med anvendelsen af instrumenterne til at iagttage stjernehimmelen. Han blev her assisteret af sin søster, som han hentede til England.

Herschel blev med tiden kendt i vide kredse både i England og på kontinentet. Bl.a. opsøgte Joseph Haydn ham på en af sine rejser til England. Herschel blev engelsk statsborger og antog det navn, han siden er blevet kendt under, og blev desuden adlet. Han døde 25. august 1822 og blev begravet i St. Laurence-kirken i Upton.

Herschels kompositioner omfatter frem for alt 24 symfonier, der er skrevet i samtidens klassiske stil. Desuden skrev han sonater, koncerter for forskellige instrumenter og orgelværker.

↑ sidens top


Forside Komponister Artikler Værklister Publikationer Reformationen Diverse

Opdateret 14. januar 2023