»MusikMosaik«

Foruden ansættelser ved forskellige teatre, bl.a. som første violinist ved Capranica-teatret, virkede han som hofviolinist hos den svenske dronning Kristina, der i 1654 var abdiceret, konverteret til katolicismen og bosat i Rom, hvor hun samlede en række kulturpersonligheder ved sit hof. Hende tilegnede han sit opus 1, tolv triosonater udgivet i 1681, der tiltrak sig betydelig opmærksomhed og medvirkede til at sikre Corelli en førende position i Roms musikliv.

Det følgende år indledte han et virke ved St-Louis-des-Français-kirken, hvor han optrådte regelmæssigt indtil 1708. I 1687 blev han desuden knyttet til kardinal Benedetto Pamphilj (Pamfili), som han havde undervist i flere år, og siden til kardinal Pietro Ottoboni, pave Alexander IIIs nevø. Han var kendt for sin interesse for kunst og især for musik. Også ham tilegnede Corelli en samling triosonater, opus 4, der udkom i Rom i 1694.

Allerede i begyndelsen af 1680'erne begyndte Corelli på udarbejdelsen af de 12 concerti grossi, der efter gentagne forbedringer først forelå færdige ved hans død, der indtraf den 8. januar 1713. Samlingen blev udgivet året efter i Amsterdam på foranledning af hans assistent Matteo Fornari.

Corellis musik

I forhold til andre komponister fra baroktiden skrev Corelli kun få værker. Til de i alt 72 sonater og koncerter, han lod udgive i seks samlinger med 12 i hver, kommer ti værker, der er overleveret i håndskrifter og i forskellige trykte samlinger. Lige så beskedent er antallet af genrer, han dyrkede: triosonater, solosonater og concerti grossi. Inden for alle tre grupper forekommer to forskellige typer: kirkemusik og kammermusik, betegnet henholdsvis som sonata [concerto] da chiesa og sonata [concerto] da camera, men den stilistiske forskel mellem dem overholdes ikke strengt. Således forekommer satser med dansekarakter i den første type, og satser af mere alvorligt tilsnit i de verdsligt betonede.

Triosonaterne af kirkemusiktypen, udgivet i opus 1 og 3, består som regel af fire satser i rækkefølgen langsom-hurtig-langsom-hurtig. De er for skrevet i en højtidelig kontrapunktisk stil, der dog i flere tilfælde kan veksle med mere danseprægede satser i de livlige afsnit. Triosonaterne af den verdslige type, opus 2 og 4, indledes i mange tilfælde med et præludium fulgt af et vekslende antal satser af den art, der kendes fra suiten: allemande, courante, gavotte, gigue osv. Stilen er mere homofon end i kirkesonaterne, og satserne er som regel i todelt liedform. En bemærkelsesværdig undtagelse fra dette formmønster er den sidste sonate i opus 2, der kun består af én lang sats, en chaconne. Med disse formfuldendte værker, der bl.a. er kendetegnet ved, at de to violinstemmer er ligeberettigede, nåede genren, der har rod i den vokale canzona og som gennemgik en længere udviklingen i løbet af 1600-tallet, et absolut højdepunkt.

De 12 solosonater, opus 5, hvoraf den første halvdel er kirkesonater, resten kammersonater, følger det samme mønster, hvad satsantallet og dispositionen angår. En undtagelse udgør samlingens sidste værk, som er et sæt variationer over La Folia. Specielt for disse sonater gælder, at violinteknikken er udviklet i retning af det virtuose med mange dobbelgreb, triller osv.

Corellis sidste opus, de 12 concerti grossi, er som solosonaterne delt mellem kirkekoncerter, nr. 1-8 - med »Julekoncerten« som den sidste - og kammerkoncerter med typiske dansesatser i siftende antal.

Historisk betydning

I musikalsk henseende øvede Corelli betydelig indflydelse på de efterfølgende generationer af komponister, der videreførte formmønsteret i hans sonater, især solosonaterne, og hans concerti grossi. En medvirkende årsag til den anerkendelse, hans musik blev genstand for, var den omhu, han vides at have arbejdet med. Intet værk lod han udgive, før han var sikker på, at han ikke kunne forbedre det yderligere. Som andre udøvende kunstnere havde han som komponist det fortrin, at han vidste af erfaring, hvordan den nedskrevne musik lød, når den blev omsat til levende toner.

Hans berømmelse i samtiden kom især til udtryk i det betydelige antal udgaver og genoptryk, som musikforlæggere både i Italien (Rom, Bologna, Venezia, Modena osv.) og mange andre steder i Europa (London, Paris, Rouen, Amsterdam, Antwerpen, Rotterdam osv). udsendte i 1600- og 1700-tallet. Desuden vidner de forskellige bearbejdelser, som mange af dem blev lagt til grund for, om hans ry. Især har hans landsmand Francesco Geminiani (1687-1762) skrevet mange af triosonaterne om til concerti grossi. Han har også udgivet flere af dem med udskrevne forsiringer, et vigtigt bidrag til forståelse af den tids opførelsestraditioner og praksis.

Se oversigten over Corellis værker og omtalen af værkfortegnelsen.

↑ sidens top

---

Forsiden Komponister Artikler Værklister Publikationer Reformationen Diverse

---

Oprettet 7. marts 2009, opdateret 28. november 2021