Mosaik

»MusikMosaik«

Mosaik
 

→ Artikler ↓ sidens fod

Concerto Copenhagen

Et dansk barokensemble

© Peter Ryom 2021

Introduktion

De fleste foretrækker som bekendt i almindelighed den ægte vare frem for efterligninger eller andenrangsprodukter. I malerkunsten bliver der gjort et stort arbejde for at skelne for eksempel en ægte Rembrandt fra en kopi, og i modeverdenen er man på vagt over for falske mærkevarer. Det samme gælder inden for den klassiske musik, hvor musikvidenskaben til stadighed arbejder på at adskille ægte fra uægte. Er det Bach, der har skrevet den kantate, eller skyldes den en anden? Men når det drejer sig om opførelser af ældre musik, er der ingen instans, der sikrer, at det, som publikum oplever, svarer til komponistens intentioner. Normalt lytter man til musikken uden at skænke det en tanke, at den i grunden kunne opføres på en anden måde, på en måde der måske ligger nærmere det klangbillede, komponisten havde forestillet sig. Det er denne anden, autentiske måde, det danske barokensemble, Concerto Copenhagen, har specialiseret sig i, og som ensemblet udøver på et kunstnerisk niveau, der placerer det i verdensklasse.

Ensemblet

Concerto Copenhagen — i daglig tale: »Coco« — blev grundlagt i København på initiativ af blokfløjtenisten Nikolaj de Fine Licht og oboisten Lars Henriksson, og orkestret gav sin første koncert i 1991. Dengang var historiske opførelser af musik fra baroktiden blevet almindelige i udlandet, hvad navne på dirigenter og ensembler som Nikolaus Harnoncourt og »Concentus Musicus Wien«, Gustav Leonhardt og »Leonhardt-Consort«, John Eliot Gardiner og »The English Baroque Soloists«, Reinhard Goebel og »Musica Antiqua Köln«, Trevor Pinnock og »The English Concert« og andre vidner om. Gennem deres mange indspilninger først på LP og siden på CD blev den historiske opførelsespraksis kendt og værdsat her i landet, og det var derfor nærliggende at oprette et tilsvarende dansk ensemble. Siden 1999 har cembalisten Lars Ulrik Mortensen (f. 1955) været orkestrets kunstneriske leder, og han virker både som dirigent og som solist på sit instrument. Som cembalist havde han indtil sin tiltræden i en årrække gjort sig internationalt gældende blandt andet i samspil med en række udøvende barokspecialister fra England, Tyskland og Østrig. Trods tilknytningen til Danmark må »Coco« i øvrigt retteligt betegnes som et internationalt sammensat ensemble, eftersom kun nogle få af musikerne er danske af fødsel, mens andre kommer fra lande som Sverige, Tyskland, Holland, England og Australien. Nogle af dem er bosat og har deres virke her i landet. Bag Concerto Copenhagen, der har hjemsted i København, står en bestyrelse på seks medlemmer, hvoraf en enkelt har udenlandsk oprindelse. Den administrative ledelse har orkesterchefen Nikolaj de Fine Licht ansvaret for. Men fælles for musikerne er frem for alt, at de har uddannet sig i og behersker de specielle teknikker og spillemåder, der hører tidligere tiders musik til.

Især under Lars Ulrik Mortensens ledelse har orkesteret nået et højt professionelt og kunstnerisk niveau. Gennem årene har orkestret arbejdet sammen med adskillige internationalt kendte sangere og musikere som Alfredo Bernardini, Kristian Bezuidenhout, Ronald Brautigam, Reinhard Goebel, Emma Kirkby, Manfredo Kraemer, Andrew Manze, Anne Sofie von Otter, Trevor Pinnock, Jordi Savall og Andreas Scholl. Som udtryk for anerkendelse for sit virke modtog Lars Ulrik Mortensen i 2007 Léonie Sonnings Musikpris »som en af vor tids største cembalister og barokmusikdirigenter«. Orkestret har siden grundlæggelsen givet talrige koncerter rundt om i Danmark og i Skandinavien og er blevet internationalt kendt gennem en omfattende en turnevirksomhed over store dele af verden, suppleret med en række CD-udgivelser.

Historisk opførelsespraksis

Concerto Copenhagens og tilsvarende ensemblers egenart består som nævnt i, at de konsekvent praktiserer historisk opførelsespraksis. Herved forstås en måde at opføre musikværker på, der — så vidt det er muligt — svarer til omstændighederne på den tid, de blev komponeret og blev opført i. Ligesom musikhistorien rummer en række forskellige stilarter, værktyper og udtryksformer, der gradvis er blevet ændret og udviklet, har måden at opføre musikken på gennemgået en tilsvarende lang udvikling. Men i 1800-tallet, hvor der ellers fandt en gradvis genopdagelse af ældre tiders musik sted, blev gamle værker opført efter samtidens normer, og princippet blev videreført langt ind i det tyvende århundrede. Det medførte, at for eksempel en Brandenburgkoncert af Bach længe blev opført på samme måde som en symfoni af Mahler, hvorved den selvsagt mistede sin egenart (der er oplysende eksempler på, at ikke alle dirigenter havde indset det). For om muligt at genskabe det musikalske univers og den klangverden, der var kendetegnende for blandt andet højbarokken (første halvdel af 1700-tallet), skal en række betingelser være opfyldt.

Foto

Hertil hører i første række instrumenterne. I århundredernes løb har de været genstand for betydelige ændringer, der blandt andet har haft til formål at forbedre deres ydeevne og øge klangstyrken. Desuden er nye instrumenttyper kommet til som erstatning for de gamle. Et nærliggende eksempel er cembaloet, der gradvis blev udkonkurreret af hammerklaveret. Dette blev opfundet af instrumentbyggeren Bartolomeo Cristofori i Firenze i begyndelsen af 1700-tallet, men først omkring midten af århundredet blev det for alvor taget i brug, og siden er det til stadighed blevet forbedret på forskellige måder. Der er således stor forskel på klangen af et pianoforte fra Mozarts tid og et moderne flygel fra navnkundige firmaer som Steinway og Bösendorfer. Den samme udvikling har gjort sig gældende for andre instrumenttyper. Tarmstrengene på violiner, violaer, violonceller og kontrabasser er blevet erstattet at stålstrenge. Fløjter, oboer og fagotter blev forsynet med klapsystemer, og toneomfanget på trompeter, horn og basuner blev udvidet ved tilføjelsen af ventiler og bøjler. Andre instrumenter som viola da gamba, zink, obo d'amore og obo da caccia blev lagt på hylden som forældede. Fælles for Concerto Copenhagen og andre ensembler, der har specialiseret sig i historisk opførelsespraksis, er anvendelsen af instrumenter med de samme egenskaber som de gamle. Af og til betegnes de som »originalinstrumenter« men det er for det meste misvisende, for i virkeligheden anvendes moderne kopier, der specielt er bygget med gamle som forbillede, og som har deres klanglige og spilletekniske egenskaber.

I 1859 blev Händels Messias opført i London under »The Great Handel Commemoration Festival« i anledning af hundredåret for hans død. Her medvirkede 2765 sangere og 480 instrumentalister. På den tid var mammutopførelser af korværker af den art ikke usædvanlige, og princippet med mange medvirkende blev videreført i begyndelsen af det tyvende århundrede. Men med indførelsen af den historiske opførelsespraksis blev dette ændret radikalt. Concerto Copenhagens almindelige strygeorkester omfatter 12-13 udøvende musikere: violin I (fire), violin II (fire), viola (to), violoncel (to) og kontrabas (en) foruden cembalo. Et andet eksempel er ensemblet Fiori Musicali, der består af violin I (fire), violin II (fire), viola (tre), violoncel (to) og kontrabas (én) plus cembalo.

På ét bestemt punkt afviger de forskellige barokensembler fra den historiske praksis: opførelserne bliver i reglen dirigeret af en musiker, der ikke medvirker som udøvende på et instrument. I 1700-tallet var dirigentbegrebet i moderne forstand, sådan som det kendes hos Claudio Abbado, Riccardo Chailly, Bernard Haitink og mange andre, ukendt. Musikken blev ledet enten af koncertmesteren (den første i gruppen violin I) eller af cembalisten. I begyndelsen af 1800-tallet blev det almindeligt at overlade funktionen til egentlige orkesterledere, hvoraf mange er gået over i historien som betydningsfulde tolkere af musikken, eksempelvis Hans von Bülow, Hans Richter, Arthur Nikisch, Hermann Levi, Wilhelm Furtwängler og Arturo Toscanini. Den gamle praksis fik imidlertid en slags renæssance i 1950'erne, da det epokegørende italienske ensemble I Musici turnerede verden over med især italienske barokkoncerter, der blev dirigeret af førsteviolinisten Felix Ayo. Hos Concerto Copenhagen anvendes princippet i de tilfælde, hvor Lars Ulrik Mortensen sidder ved cembaloet som solist i cembalokoncerter eller som deltager i basso continuo-stemmen. I andre tilfælde fungerer han som orkesterleder.

En vigtig, men normalt ikke hørbar forskel mellem moderne og historisk opførelsespraksis er svingningstallet for kammertonen, kaldet enstreget a. I baroktiden anvendte man dels kammertoner, der lokalt varierede fra sted til sted, og dels en dybere, såkaldt kortone, som orglerne var stemt efter og derfor blev anvendt til kirkemusik. Forvirringen fortsatte i 1800-tallet, men af hensyn til det internationale musikliv blev det i 1858 bestemt, at kammertonen over alt skulle være på 435 Hz. Ønsket om at give strygeinstrumenterne en lysere klang har dog siden ført til, at det er ændret til de nuværende 440 dobbeltsvingninger i sekundet. Barokorkestrene går den modsatte vej og sænker kammertonen, men skønt langtfra alle oplyser deres svingningstal, opviser de den samme forvirring som i baroktiden. Eksempelvis anfører »L'Orfeo Barockorchester« 392 Hz, »Nova Stravaganza« har dels 413 Hz, dels 417 Hz, mens »Les musiciens du Louvre« har sat den til 415 Hz. Concerto Copenhagen anvender forskellige svingningstal afhængigt af musikkens historiske oprindelse, og veksler derfor mellem 392 Hz og 466 Hz af den grund, at blæseintrumenterne i modsætning til strengeinstrumenterne ikke kan ændre kammertonen. Til eksempelvis tysk barok anvendes 415 Hz, og i nogle tilfælde har cembaloet uligesvævende temperatur. Både dette og den forholdsvis dybe stemning er medvirkende til orkestrets karakteristiske klang.

I baroktidens ensembler indgik normalt et klaviaturinstrument, cembalo eller orgel, der begge er kendetegnet ved, at de vel gør det muligt at veksle mellem forskellige styrkegrader, fra pianissimo til fortissimo, men overgangen fra den ene til den anden kan kun gennemføres trinvis og ikke gradvis, crescendo eller decrescendo, i modsætning til hvad der er muligt på for eksempel et moderne flygel. Hertil kommer, at styrkegraden var betydeligt mindre end i vore dage. Således kunne J. S. Bach kombinere trompet, blokfløjte, obo og violin som ligeberettigede soloinstrumenter i Brandenburgkoncert nr. 2. Brugen af historiske instrumenter giver også på dette område et klangbillede, der uvægerligt ligger tættere på det oprindelige, end det er muligt med moderne instrumenter.

Til den historiske opførelsespraksis hører i høj grad respekten for det overleverede, autentiske nodebillede. Mens det før i tiden var almindeligt at »forbedre« ældre kompositioner ved at ændre dem på forskellige måder i forbindelse med deres udgivelse, er det nu et almindeligt krav, at musikken skal stilles til rådighed for de udøvende i såkaldt kritiske udgaver, der er udarbejdet efter videnskabelige, kildekritiske metoder. Desuden er det normalt i vor tid, at musikken bliver opført uden forkortelser eller udeladelser af for eksempel afsnit, som komponisten har foreskrevet gentaget.

Sammenfattende er der mange forskellige hensyn, der skal tages i forbindelse med historisk opførelsespraksis, og det betyder, at de ansvarlige — koncertmestre, solister eller dirigenter — på forhånd skal udføre et omfattende forskningsarbejde for at sætte sig ind i fortidens musikalske univers. Det er ikke altid klart, i hvilket omfang orkesterlederne har påtaget sig den opgave, men for Concerto Copenhagen gælder, at Lars Ulrik Mortensen lægger stor vægt på at lære de ældre musikværker at kende ved hjælp af originalt kildemateriale, eventuelt i form af faksimileudgaver, med det formål at gengive musikken i en så autentisk og historisk korrekt udførelse som muligt.

Repertoire

Concerto Copenhagens repertoire har hovedsagelig bestået af instrumentalmusik for orkester fra første halvdel af 1700-tallet (koncerter, suiter osv.) af Arcangelo Corelli (1653-17139, Giuseppe Torelli (1658-1709), Antonio Vivaldi (1678-1741), Francesco Manfredini (1684-1762), Johann Sebastian Bach (1685-1750), Georg Friedrich Händel (1685-1759), Pietro Locatelli (1695-1764) og andre både navnkundige, mindre kendte og glemte komponister. Også større vokalværker fra samme periode som J. S. Bachs Messe i h-mol og kompositioner fra efter 1750 og fra 1800-tallet er begyndt at stå på programmet, herunder værker af Josef Haydn, Niels W. Gade og H. C. Lumbye.

Litteratur
  • Hartmann, Ludwig, Geschichte der historischen Aufführungspraxis in Grundzügen, Teil I: Von den Anfängen bis Harnoncourt. Schriften von Pro Musica Antiqua, Nr. 1, Regensburg 1988
  • Strobl, Robert, Geschichte der historischen Aufführungspraxis in Grundzügen, Teil II: Von 1970—1990. Schriften von Pro Musica Antiqua, Nr. 7, Regensburg 1992
  • Reidemeister, Peter, Historische Aufführungspraxis, Wissenschaftliche Buchgesellschaft, Darmstadt 1988
Indspilninger

Concerto Copenhangen har foruden en omfattende koncertturne indspillet en række CD'er med værker fra forskellige stilperioder. Her skal enkelte anføres:

  • Johann Sebastian Bach: Brandenburgkoncerter
  • Johann Sebastian Bach: Messe i h-mol
  • Georg Friedrich Händel: Concerti grossi op. 3
  • Georg Friedrich Händel: Brockes-Passion
  • Julekoncerter af forskellige barokkomponister

↑ sidens top


Forside Komponister Artikler Værklister Publikationer Reformationen Diverse

Siden oprettet den 22. oktober 2021