»MusikMosaik«

↓ sidens fod → Introduktion til Anton Bruckner

Anton Bruckner
(1824-1896)

Musikken eller mennesket?

Siden begyndelsen af det tyvende århundrede har Anton Bruckner været genstand for betydelig opmærksomhed såvel blandt musikere og musikinteresserede som blandt musikforskere og skribenter. De sidstnævnte har bidraget til en righoldig og nærmest uoverskuelig litteratur, der til stadighed forøges med nye udgivelser af vekslende art. Men mens musikere og musikinteresserede af indlysende grunde hovedsageligt, om ikke udelukkende, har rettet opmærksomheden imod hans kompositioner i almindelighed, herunder i særlig grad symfonierne, har forskerne ikke alene beskæftiget sig med hans kompositioner, men har også inddraget andre aspekter af emnet »Anton Bruckner« i deres arbejde. Hans livshistorie er blevet udforsket og beskrevet detaljeret fra hans fødsel i landsbyen Ansfelden den 4. september 1824 over hans ophold og virke i St. Florian, i Linz og i storbyen Wien til hans død her den 11. oktober 1896. Desuden har flere forsøgt at tegne et billede af hans person, hans karakter og hans menneskelige egenskaber på grundlag af hans korrespondance med en række personer og af private optegnelse i almanakker, hvortil kommer, at flere af dem, der kendte ham personligt, har berettet om ham i deres erindringer og gengivet nogle af hans udtalelser. Af dette forholdsvis righoldige dokumentariske materiale er store dele stillet til rådighed for Brucknerforskningen i forskellige udgivelser af både ældre og nyere dato. Karakteren og de menneskelige egenskaber indgår som en naturlig del af den litteratur, der er skrevet om Bruckner, ligesom det er tilfældet med store kunstnere i almindelighed, men for ham gælder især, at hans person har været og er genstand for en opmærksomhed, der i flere tilfælde overskygger interessen for hans musik. Det skyldes antagelig, at kunstneren virker mere dragende end hans værker og måske ligefrem kalder på nærmere undersøgelser.

Bruckner fremstilles i almindelighed som et menneske, der på flere måder skilte sig ud fra omgivelserne. Blandt andet har man hæftet sig ved, at hans klædedragt var præget af hans landlige opvækst og ikke levede op til samtidens modeluner i Linz og i storbyen Wien. Han talte den lokale østrigske dialekt, han havde lært som barn, men han skrev i øvrigt sine breve på nationalsproget tysk. I overensstemmelse med tidens skik udviste han ærbødighed over for sine overordnede og især de gejstlige, han havde forbindelse med, men sprogbrugen tyder på, at han forholdt sig mere underdanigt til dem, end andre i samme position gjorde. Bruckner havde hos Simon Sechter (1788-1867) og Otto Kitzler (1834-1915) gennemgået en lang og grundig privatuddannelse i en række musikalske discipliner, som han fuldtud beherskede, hvilket kom til udtryk både i den musik, han komponerede, og i den undervisning, han gav på musikkonservatoriet og på universitetet i Wien. På den anden side var han ikke litterært indstillet, og han interesserede sig hverken for politik eller samfundsforhold. Af mange blev han betragtet som enfoldig og godtroende, og hertil bidrog måske især, at han aldrig lagde skjul på sin dybe kristne overbevisning, som han bevarede til det sidste. Det var den tro, der lå bag det musikalske udtryk i hans musik, ikke kun i de kirkelige vokalværker, men også i udpræget grad i symfonierne. Hans tonesprog blev i almindelighed misforstået, hvorfor symfonierne ofte blev udsat for kritik af mere eller mindre ondskabsfulde musikanmeldere (ganske specielt Eduard Hanslick), af uforstående dirigenter (som Otto Dessoff og Herman Levi) og af nogle i hans omgangskreds — uundgåeligt med dybe skuffelser, selvusikkerhed og nervøse kriser hos Bruckner til følge.

I 1905, kun ni år efter hans død, udgav musikanmelderen og dirigenten Rudolf Louis (1870-1914) vel den første selvstændige monografi om ham med den neutrale titel Anton Bruckner, men i forordet gjorde han gældende, at hans hensigt ikke var at skildre hans levnedsløb, men at give et billede af »den store symfonikers karakter« med den ejendommelige begrundelse, at »kun dette skulle tjene som ramme« for en levnedsbeskrivelse. Flere andre har siden på samme måde beskæftiget sig med mennesket Bruckner, hvad forskellige bogtitler kan give et indtryk af:

• Fritz Grüninger: Anton Bruckner. Der metaphysische Kern seiner Persönlichkeit und seiner Werke, 1930 og 1949
• Oskar Loerke: Anton Bruckner. Ein Charakterbild, 1938, 1942 og 1976
• Oskar Lang: Anton Bruckner. Wesen und Bedeutung, 1943, 1947
• Max Dehnert: Anton Bruckner. Versuch einer Deutung, 1958
• Franz Grasberger (red.): Anton Bruckner in Wien. Eine kritische Studie zu seiner Persönlichkeit, 1980
• Max Auer: Anton Bruckner. Mystiker und Musikant, 1982 (se nedenfor)
• Viktor Müller: Anton Bruckner. Das verkannte Genie, 1996
• Hans Hoffmann: Rätselhafter Anton Bruckner, 2003
• Constantin Floros: Anton Bruckner. Persönlichkeit und Werk, 2004
• Friedrich Buchmayr: Mensch Bruckner! Der Komponist und die Frauen, 2019

Uanset hvordan Bruckner beskrives som menneske, er det en misforståelse at tro, at psykoanalytiske undersøgelser og skildringer af sekundære hændelser i hans liv fremmer tilgangen til hans musik. Som med andre kunstnere skal hans værker opleves umiddelbart, for det er i dem — symfonierne, messerne, Te Deum og øvrige kompositioner — Bruckner kommer personligt til udtryk. Hans musik må være både udgangspunktet og målet for enhver beskæftigelse med ham, og hvad der kan udledes af hans breve, optegnelser og udsagn, som andre har gengivet, har kun underordnet betydning. Ikke alene derfor har fremstillinger, der lægger speciel vægt på personen, tvivlsom værdi, men hertil kommer, at der i de år, der er forløbet siden udgivelsen af de første monografier om ham, er sket en holdningsændring. I den første tid blev han nærmest heroiseret, hans symfonier og messer blev fremhævet som betydningsfulde værker, mens han på den anden siden blev beskrevet som et enfoldigt menneske, der skilte sig ud fra mængden, som gennemførte en lang og utraditionel musikuddannelse, ofte blev misforstået, led mange personlige nederlag og i perioder måtte leve under økonomisk trange kår, men som trods al modgang til det sidste bevarede sin urokkelige kristne tro.

I 2003 udgav Herbert Koch på forlaget Müller-Speiser i Salzburg en bog med titlen Zurechtgerückt. Revision des neuen Brucknerbildes, der tager udgangspunkt i, at der i Linz (hvor Bruckner i ti år virkede som domorganist) i 1978 blev oprettet et institut med hans navn, Anton Bruckner Institut Linz. Dets formål var ifølge Koch, at »det traditionelt overleverede (tradierte) Brucknerbillede skulle revideres« (s. 11), og dette skulle, med et citat fra et skrift af Manfred Wagner, gøres ved, at »man skulle glemme næsten alt, hvad man i forvejen ved om Bruckner« (samme sted). Forskningen omkring hans liv og værk skulle følgelig nærmest begynde forfra, og den skulle gennemføres ud fra strengt videnskabelige principper. Det bemærkelsesværdige er imidlertid, at det ikke var de musikvidenskabelige, kildekritiske metoder, der skulle støves af og tages i anvendelse, for allerede i 1934 begyndte udgivelsen af hans symfonier og messer i hans egne, orginale versioner efter videnskabelige retningslinjer, og siden er så godt som alle hans kompositioner blevet udgivet af Musikwissenschaftlicher Verlag i Wien (jf. NGA). Bortset fra at nogle af udgivelserne er blevet kritiseret for metodefejl og uholdbare oplysninger, står hovedsagelig kun problemerne om ægtheden af de forskellige versioner af symfonierne tilbage som genstand for musikforskningens virke. Men fra instituttets side er opmærksomheden i stedet blevet rettet imod Bruckners person og menneskelige egenskaber, som der er blevet tegnet et helt andet billede af. I sin bog gør Herbert Koch op med det nye syn på hans karakter, og ved at henvise til dokumenterede forhold tilbageviser han, at Bruckner skulle have været skinhellig, karrieresyg, pengebegærlig og hykler, sådan som det er blevet påstået.

Se oversigten over udvalgt litteratur om Bruckner og hans musik.

↑ sidens top

5. april 2024