Mosaik

»MusikMosaik«

Mosaik
 

→ Artikler ↓ sidens fod → Introduktion til Anton Bruckner

Anton Bruckner
(1824-1896)

Dedikationen af Symfoni nr. 3

© Peter Ryom

Richard Wagner

Bruckners symfoni nr. 3 indtager en særlig plads blandt hans værker, og dertil er der flere grunde. Frem for alt betød den umådeligt meget for ham selv, fordi han tilegnede den Richard Wagner, der var genstand for hans store og utilslørede beundring, og som tog imod dedikationen. Selv betegnede han den i adskillige af sine breve som »Wagner-Symphonie«. Med et samlet taktantal på 2056 takter (gentagelsen af scherzoen ikke medregnet) er den hans mest omfangsrige symfoni, og i lighed med andre af sine symfonier omarbejdede han den flere gange, hvorfor den foreligger i forskellige versioner, hvortil kommer, at den som den eneste af symfonierne blev udgivet to gange i hans levetid.

Det var dog ikke hans tredje, men i virkeligheden hans femte symfoni. Forud gik en ikke nummereret symfoni i f-mol, som han skrev i 1863 i forbindelse med undervisningen i komposition hos Otto Kitzler i 1861-63 (den kaldes ofte »Nr. 00«). Den første nummererede symfoni, c-mol, skrev han i Linz i 1865-66. Den blev fulgt i 1869 af nr. 2 i d-mol, som han imidlertid senere trak tilbage ved at betegne den som annullirt (også kendt som »Nr. 0«). Samme år, 1869, skrev han en ufuldendt og ubenyttet skitse til en symfoni uden nummer i B-dur. Den næste i rækken i c-mol, blev komponeret i 1872. Den var oprindeligt betegnet som nr. 3, men på grund af annulleringen af symfonien i d-mol ændrede han nummeret til 2. Hans femte symfoni er den egentlige nr. 3 i d-mol, »Wagner-symfonien«.

Præcis hvornår han begyndte uarbejdelsen af den, vides ikke, men det er formentlig sket kort tid efter færdiggørelsen af den foregående, som han afsluttede den 11. september 1872. Kompositionen af den nye symfoni varede indtil den 31. december 1873 og strakte sig dermed over mere end et år. I sin Bruckner-monografi fra 1923 skrev Max Aauer (s. 136), at han allerede under kompositionen af symfonien havde til hensigt at tilegne Wagner den, og at han derfor i anden og fjerde sats indlagde citater fra nogle af hans dramaer som hyldest til ham, og i første sats indgik i symfoniens urform »ganske nøjagtigt« søvnmotivet fra Die Walküre. På et ikke nærmere bestemt tidspunkt i årets løb henvendte Bruckner sig til Wagner med ønske om at møde ham, men da han ikke svarede, rejste han i slutningen af august fra Marienbad (hvor han midlertidigt opholdt sig på grund af frygt for kolera i Wien) til Bayreuth, hvor han ville forelægge Wagner sine to sidste symfonier, den 2. i c-mol og den endnu ikke afsluttede 3. i d-mol. Dog er der grund til at betvivle nogle af Auers oplysninger, især fordi der ikke er konkrete belæg for dem. Blandt andet kunne Bruckner ifølge sagens natur ikke på forhånd vide, at Wagner ville udse sig den tredje symfoni, og hans omtale af den som »Wagner-Symphonie« hentyder næppe til Wagner-citater, men til at han havde taget imod dedikationen. Mødet mellem Bruckner og »mesteren over alle mestre« har han berettet om i enkelte breve til bekendte, dog mest udførligt til Hans von Wolzogen.

Foto af Wolzogen

Baron Hans von Wolzogen (1848–1938) blev født i Potsdam og blev uddannet som filolog. I 1872 besøgte han Bayreuth, hvor han blev bekendt med Richard Wagner, på hvis opfordring han i 1877 bosatte sig i byen. Her forblev han til sin død og virkede som redaktør af Wagner-tidsskriftet Bayreuther Blätter og var desuden forfatter til bøger om Wagner og hans musikdramaer. Wolzogen blev den ledende skikkelse i kredsen af glødende Wagner-tilhængere, der forholdt sig kultisk-religiøst til hans person, til hans skrifter og musikdramaer. To måneder efter hans død i Venezia den 13. februar 1883 holdt han i Wien et fordrag om ham, Erinnerungen an Richard Wagner, der blev udgivet samme år af »Wiener Akademischer Wagner-Verein«. Bruckner lærte Wolzogen at kende under et af sine ophold i Bayreuth (årstallet er ikke oplyst), og de bevarede kontakten i en årrække, hvad korrespondancen mellem den vidner om. Den 11. februar 1891 skrev han til Bruckner i anledning af en ny udgivelse af det nævnte mindeskrift, og i brevet gengav han det afsnit, der omhandler mødet mellem Wagner og »den rørende barnligt trofaste Anton Bruckner«. Wolzogen tilføjede, at det var den eneste beretning i skriftet, som han ikke selv havde været vidne til, og da han ønskede at være »yderst korrekt«, spurgte han, om han havde gengivet forholdet rigtigt. (I 1873 havde Wolzogen endnu ikke taget fast ophold i Bayreuth.)

Bruckners beretning

Bruckner svarede med et ikke dateret brev, hvori han ret detaljeret skildrede, hvad der var sket i Bayreuth atten år tidligere. Brevet indledte han uden omsvøb: »Højbårne Hr. Baron! Det var cirka i begyndelsen af september 1873 (kronprins Friedrich var netop i Bayreuth), da jeg bad mesteren om at forelægge ham mine symfonier nr. 2 i c-mol og nr. 3 i d-mol«. Dog blev Bruckner afvist på grund af tidsnød (»teaterbyggeri«), og Wagner måtte endda lægge arbejdet med Nibelungen til side. Alligevel bad han »mesteren« om at bruge blot et kvarter til at se dem igennem, og det gik han med til. Han klappede Bruckner på skulderen og sagde, at de skulle gå ind i salonen. Her studerede Wagner den 2. symfoni, som dog forekom ham at være tam, hvorefter han tog den 3. symfoni frem. Skønt den endnu ikke var færdigkomponeret, vakte den Wagners interesse, og han indbød Bruckner til at komme til boligen Wahnfried senere på dagen, så de kunne tale om Bruckners ønske om at tilegne ham en af symfonierne. Da han senere på dagen mødte op, blev han modtaget »med åbne arme«. Wagner havde haft så stor glæde over »den originale fremførelse af trompetstemmen« [i indledningen af den 3. symfoni], hvilket han betegnede som »et virkeligt symfonisk indfald«, at han over for andre omtalte ham som Bruckner, die Trompete! for venligt at antyde, hvilket forhold han havde til sin beundrer. Wagner erklærede, at dedikationen ville berede ham »en overordentlig stor glæde«. Under den efterfølgende to og en halv timer lange samtale, »hvor jeg var så lykkelig at sidde ved siden af mesteren«, og hvor Wagner skænkede øl op, drøftede de musikforholdene i Wien, og Wagner førte ham rundt i haven og viste ham sin grav. Bruckner nævnede også, at Wagner i Wien og i Bayreuth ofte sagde: er symfonien opført, den skal opføres, den skal opføres. I 1882 sagde han »Stol på mig, jeg vil selv opføre symfonien og alle Deres værker.«

Hvad Bruckner ikke nævnte, var, at han dagen efter var kommet i tvivl om, hvilken af de to symfonier, Wagner havde udset sig. Han sendte derfor en seddel med spørgsmålet, om det var »symfonien i d-mol, hvor trompeten indleder temaet«, hvortil Wagner på samme seddel skrev »Ja, ja. Hjertelig hilsen. Richard Wagner« og sendte tilbage. Og dermed blev det. Fra den dag omtalte Bruckner den som »Wagner-Symphonie«. Allerede inden den var færdigkomponeret, omtalte han den på den måde i et brev dateret 4. november 1873, hvori han stillede i udsigt, at den ville blive afsluttet to måneder senere, hvilket den som nævnt blev på årets sidste dag sent om aftenen.

Forside

I den anden, ikke daterede udgave af Erinnerungen an Richard Wagner omtalte Wolzogen Wagners forhold til Bruckner på denne måde (s. 28-29):

Undertiden sukkede han: »Det ville glæde mig, hvis jeg endnu en gang kunne støde på noget stort og ægte i vores musik!« Derfor hilste han engang (1873) med oprigtig glæde den fuldstændigt ærlige, ægte og uforfærdede symfoniske musik af en anden Wiener »B« [den første var Brahms], hans altid respektfulde og rørende barnligt trofaste: Anton Bruckner. Den egenartede fremførelse af en trompetstemme havde som et virkeligt symfonisk indfald straks behaget ham så meget, at trompeten, i hans sædvanlige muntre omgang med retskafne mennesker, med det samme blev et ledemotiv for komponistens person. »Bruckner: Trompeten!« Det var også hans afskedshilsen, efter at han på sin beundrers anmodning gerne havde taget imod dedikationen af symfonien i d-mol (nr. 3), som han med glædelig undren havde set igennem, hvorefter han til den beskedne kunstners uforglemmelige glæde havde sagt: »Kære Ven, med dedikationen har det sin rigtighed: med Deres værk bereder De mig en overordentlig stor glæde.«

Wolzogens tekst svarer stort set til det, han skrev i det nævnte brev til Bruckner. Enkelte steder er ordvalget let ændret, men indholdet er det samme, og Wolzogen har ikke tilføjet enkeltheder fra Bruckners skildring af samtalen med Wagner, om udskænkning af øl eller rundvisningen i haven, og løftet om at opføre hans værker er heller ikke nævnt. I grunden kunne Bruckner have sparet sig ulejligheden med at skrive så langt og udførligt til Wolzogen, men på den anden side er hans beretning både vigtig og historisk interessant, fordi den gengiver hans personlige opfattelse af forløbet, tilmed i en mere detaljeret form end i hans andre, mere knappe skildringer af det.

Værkhistorie

Efter færdiggørelsen lod Bruckner fremstille to afskrifter af partituret, hvoraf han selv beholdt den ene. Den anden, der er dateret 9. maj 1874, forsynede han med en kalligraferet titelside, han havde bestilt hos en kunstner i Linz ved navn Josef Maria Kaiser. Den har ordlyden:

SYMFONIE IN D MOLL | Sr Hochwohlgeboren | Herrn Herrn | Richard Wagner, | dem unerreichbaren, | weltberühmten und erhabenen Meister | der Dicht- und Tonkunst, | in tiefster Ehrfrucht gewidmet | von | Anton Bruckner.

Dedikationseksemplaret sendte han til Wagner i Bayreuth, og at tilegnelsen glædede ham, fik Bruckner at vide i et brev af 24. juni 1874 underskrevet C[osima] Wagner født Liszt. Heri skrev hun, at hendes mand ikke havde haft tid til at skrive og takke for »den smukke gave og for de ærefulde og rørende ord, der ledsagede den«, og derfor bad hende gøre det på hans vegne (Bruckners ledsageskrivelse er ikke bevaret). Desuden indbød hun Bruckner til »at overvære opførelserne, der — om Gud vil! — skal finde sted i 1876«. Wagners løfte om at opføre både den symfoni, hans beundrer havde tilegnet ham, og hans andre symfonier blev aldrig opfyldt. I øvrigt fik Wagner antagelig ikke anledning til at høre symfonien blive opført.

I lighed med flere af hans andre symfonier blev den tredje som nævnt omarbejdet og revideret flere gange, men nogle af hans ændringer var ikke så omfattende, at de førte til almindeligt anerkendte, selvstændige versioner. Den nye samlede udgave af Bruckners værker (NGA), som Musikwissenschaftlicher Verlag i Wien under ledelse af Leopold Nowak (og efter ham andre) har stået for, omfatter tre bind med hver en fuldstændig version:

Ændringerne i symfonien blev hovedsageligt gennemført med det formål at afkorte den. Således blev de oprindelige 2056 takter først reduceret til 1817 og i anden omgang til 1644 takter. Det opnåede Bruckner ved dels at udelade et antal afsnit og satsdele af vekslende omfang og dels ved at skrive andre om. Det berørte navnlig første, anden og fjerde sats, hvorimod scherzoen blev kun lidt ændret. Bruckner lagde i øvrigt ikke skjul på, at han omarbejdede den. Den 20.maj 1878 skrev han til Wagner, at symfonien »blev opført i en helt ny bearbejdelse; desværre gav man mig ingen tid til prøver«. Med disse ord antydede han årsagen til den katastrofale opførelse, Bruckner selv dirigerede den 16. december 1877, da dirigenten, der skulle have stået for den, Johann von Herbeck, døde i oktober. Det blev en total fiasko, som Bruckner var længe om at overvinde. Senere, den 1. januar 1889, skrev han til Wolzogen, at symfonien var blevet »grundigt forbedret«.

Indgrebene medførte, at tre af satsernes form blev ændret. Det gælder navnlig den variant af sonateformen i første sats, som Bruckner havde udviklet i de foregåedne symfonier, og den velafbalancerede femdelte struktur af den langsomme anden sats, som han indskrænkede til en enklere tredelt form. Finalen blev i sidste omgang omarbejdet på grundlag af et håndskrevet partitur af hans medarbejder Franz Schalk, der havde forkortet satsen ved at fjerne tre afsnit. Bruckner godkendte to af hans overspringelser, men afviste den tredje, som han erstattede med sin egen udformning. I øvrigt havde den første udgave fra 1878 vist sig at være behæftet med en række fejl, som skulle rettes i forbindelse med den nye, som Franz Schalk stod for udgivelsen af i 1890. På grund af hans indblanding har ægtheden af udgaven fra 1890 været draget i tvivl. De forskellige omarbejdelser betød frem for alt, at symfonien gradvist mistede den monumentalitet, der er kendetegnende specielt for den oprindelige version fra 1873. På den baggrund er det påfaldende, at Bruckner fortsat omtalte den som »Wagner-Symphonie«, uanset om det var første, anden eller trejde version.

Citaterne

Til de satsdele, der blev udeladt i forbindelse med omarbejdelserne, hørte to afsnit i første sats, som Robert Haas i sin monografi fra 1934 omtalte som citater fra to af Wagners dramaer, henholdsvis »Tristan und Isolde« og »Die Walküre« (s. 118):



Robert Haas (1880-1960) blev i sin tid betragtet som en autoritet vedrørende Bruckner og hans musik, som han stod for udgivelsen af fra 1934, indtil han efter Anden Verdenskrig blev afløst af sin tidligere assistent Leopold Nowak (1904-1991). Der var følgelig ingen grund til at betvivle hans oplysninger om citaterne, der ikke alene gentog Auers henvisning til »Die Walküre«, men tilmed kunne supplere den med oplysning om citatet fra »Tristan und Isolde«. Begge dele er vel blevet almindeligt godkendt, men i 1996 offentliggjorde Wagner-specialisten Egon Voss en artikel i et musikvidenskabeligt tidsskrift, hvori han påviste, at der er så store forskelle mellem de pågældende afsnit af symfonien og de tilsvarende steder i Wagners dramaer, at der ikke kan være tale om citater. Desuden gjorde han med rette gældende, at Bruckner vel ikke ville have fjernet regelrette citater fra den symfoni, han havde tilegnet »mesteren«. Det var netop det, der var sket ved omarbejdelserne. Hverken i Bruckners eller i Wolzogens beretning er der hentydninger til eventuelle Wagner-citater.

Kilder

  • Hans von Wolzogen, Erinnerungen an Richard Wagner, Verlag von Philipp Reclam jun. (u.å.)
  • Max Auer, Anton Bruckner. Amalthea-Verlag, Zürich, Leipzig, Wien, 1923
  • Robert Haas, Anton Bruckner, Akademische Verlagsgesellschaft Athenaion, Potsdam 1934
  • Egon Voss: Wagner-Zitate in Bruckners Dritter Sinfonie? Ein Beitrag zum Begriff des Zitats in der Musik, i »Die Musikforschung«, 49. Jahrgang, Heft 4 (Oktober-Dezember) 1996, s. 403–406
  • Renate Ulm (red.), Die Symphonien Bruckners. Entstehung, Deutung, Wirkung. Bärenreiter, Kassel etc./Deutscher Taschenbuch Verlag, München 1998. Afsnittet om den 3. symfonis tilblivelse er forfattet af Egon Voss
  • Peter Ryom, Anton Bruckner. Liv og værk, Forlaget Multivers, Frederiksberg 2021

↑ sidens top


Forside Komponister Artikler Værklister Publikationer Diverse

Siden opdateret 15. februar 2022