 | »MusikMosaik« | |
→ Artikler ↓ sidens fod »Wachet auf, ruft uns die Stimme«Koralkantater fra baroktidenIndhold:
1. IndledningI baroktiden (ca. 1600–ca.1750) blev de evangelisk-lutherske koraler ofte anvendt i kirkemusikalsk sammenhæng på vidt forskellige måder. Dette skal i det følgende søges belyst med et antal eksempler på værker, der stammer fra skiftende tidsafsnit i perioden, fra tidlig barok til højbarok. De opviser derfor betydelige indbyrdes forskelle med hensyn til genre, besætning, struktur og musikalsk udtryk, men fælles for dem er, at de har én og samme koral som grundlag, Philipp Nicolais Wachet auf, ruft uns die Stimme, som er blevet kaldt »koralernes konge«. I dansk tratidion er den kendt som Zions vægter hæver røsten (DDS 28). Koralen er specielt velegnet til formålet, blandt andet fordi den ligger til grund for et af Bachs bedst kendte kirkemusikværker, kantaten BWV 140. På flere måder indtager dette værk en særstilling blandt hans kirkekantater. Frem for alt er den i særlig grad udtryk for den holdning, som den tids evangelisk-lutherske komponister indtog til kirkemusikken: denne skulle ikke alene opfylde bestemte musikalske og kunstneriske krav, men i overensstemmelse med læren om det almindelige præstedømme skulle den også stå i forkyndelsens tjeneste; at Bach hertil anvendte sin tids fremherskende musikalske udtryksformer, er kantaten et oplysende eksempel på. 2. Koralens forfatter og komponistPhilipp Nicolai (1556-1608) var præst og virkede bl.a. fra 1596 i Unna (Westfalen) og fra 1601 til sin død i ved St. Katharinen-Kirche i Hamborg. Han var en utrættelig forsvarer for den lutherske konfession, hvilket kom til udtryk i samlingen af koraler »Freudenspiegel des ewigen Lebens«, som han udgav 1599 efter at have overlevet et pestudbrud i Unna. I denne samling findes de to kendteste af hans koraler, som han skrev både teksten og melodien til: Wie schön leuchtet der Morgenstern og Wachet auf, ruft uns die Stimme. Teksten i den sidstnævnte tager udgangspunkt i lignelsen om de ti brudejomfruer (Matt 25:1–13), der visse steder er evangeliet til 27. Søndag efter Trinitatis (i Danmark er dette evangelium henført til 2. søndag i Advent, anden tekstrække). Koralen findes i let revideret version i EG 147. Den består af tre strofer: Wachet auf, ruft uns die Stimme Den tilhørende melodi er i barform, som er den traditionelle og almindeligt forekommende opbygning af koraler: to melodisk identiske, tekstligt forskellige »stollen« efterfulgt af en selvstændig »abgesang«, skematisk udtrykt: AAB (jf. DDS? 268, »Zions vægter hæver røsten«, der foruden den oprindelige version i C indeholder en »senere traditionel form« transponeret til B).  3. Michael PraetoriusTrods dens omdømme som »koralernes konge« forekommer den hos hverken Heinrich Schütz, Johann Hermann Schein eller Samuel Scheidt. Til gengæld har Michael Praetorius (1571-1621), en af af pionererne inden for protestantisk kirkemusik, lagt tekst og melodi til grund for to motetter, begge skrevet i stile antico og udgivet i samlingen Musae Sioniae. Den første er en dobbeltkoret motet for kor a cappella (SAT og SATB eller STTB) fra bind 5 (1607). Melodien citeres brudstykkevis og imiteres i de forskellige afsnit, som satsen efter rækkeprincippet er inddelt i. Teksten er i øvrigt forøget med to verslinjer fra strofe 2, Nun komm, du werte Kron, Herr Jesu Gottes Sohn, der er indskudt mellem die Lampen nemht og Halleluja. Dette tyder på, at satsen kun omfatter den udvidede strofe 1, uden de to andre. Den anden er en trestemmig motet fra bind 9 (1610), ligeledes for kor a capella (SST). Igen ligger koralmelodien til grund for satsen, hvor den i de første takter fremføres i tætføring mellem de tre stemmer. 4. Franz TunderFranz Tunder (1614-1667) anvendte koralen til en gejstlig koncert for sopran solo ledsaget af to violiner, bratsch og basso continuo. Det er uvist, hvornår den blev skrevet; måske stammer den fra hans ansættelse ved Marien-Kirche i Lübeck, dvs. fra 1641 til sin død, i hvilken periode han vides at have skrevet musik af denne art. Satsen består af fire dele af vekslende omfang og karakter. Den indledes med et instrumentalt forspil på 13 takter, som musikalsk er selvstændigt i forhold til koralmelodien. Første vokaldel omfatter hele strofe 1 sunget på koralmelodien, der stedvis er ganske let udsmykket. Den mest iørefaldende udsmykning af koralmelodien optræder i slutningen af de to »stollen«. I den følgende »abgesang«, som udgør det afsluttende afsnit af anden del, optræder koralen med ubetydelige rytmiske og melodiske udsmykninger. Satsens tredje del kan tolkes som en variation over »abgesang« med gentagelse af ordene fra første strofe. Den opviser til gengæld en række musikalske ændringer af koralmelodien. Efter det traditionelle motetprincip skifter taktarten med deraf følgende melodiske tilpasninger. Hele satsen rundes af med gentagelsen af den indledende Sinfonia, hvorefter de to vokale afsnit fremføres igen, denne gang med teksten fra koralens anden strofe. Tredje strofe udelades. 5. Dietrich BuxtehudeDietrich Buxtehude (1637?-1707), Tunders efterfølger ved Marien-Kirche i Lübeck og tillige hans svigersøn, skrev to værker til Nicolais koraltekst. De er ikke dateret, men betegnes traditionelt som nr. 1 og 2. De stammer rimeligvis begge fra årene i Lübeck, dvs. fra tiden efter hans tiltræden af embedet i 1668. Det vides heller ikke, om de var beregnede til 27. Søndag efter Trinitatis, der formentlig forekom i 1668, 1676, 1695 og 1704 i hans tid i Hansestaden. Det ene af de to værker, BuxWV 101, der måske er det ældste af dem, har den oplysende titel Corale Concertato. Det er skrevet for tre vokale stemmer (ATB) ledsaget af to violiner og basso continuo. De stedvis livlige stemmer lader formode, at de er tænkt til opførelse af solister og ikke af et egentlig kor. I modsætning til Praetorius og Tunder har Buxthude anvendt alle tre strofer af Nicolais koral, således at hver strofe indgår i en selvstændig sats. Koncerten hører dermed til den type, der kaldes per omnes versus. Besætningen er den samme i alle tre satser, der til gengæld er indbyrdes forskellige, hvad det musikalske indhold angår. Det hænger især sammen med, at koralmelodien kun forekommer som spredte og i øvrigt ganske korte citater; blandt andet høres de karakteristiske tre første toner ved ordene Mitternacht heißt diese Stunde i første sats, som ellers er frit komponeret. Også de to følgende satser er frit komponerede, dog med enkelte citater af koralmelodien. Sats 2 indledes eksempelvis med de første tre toner i omvending i altstemmen med imitation i tenoren, mens sats 3 begynder med den udsmykkede første linje i de to basstemmer. Buxtehudes andet værk, BuxWV 100, uden genrebetegnelse, er anderledes anlagt og besætningen er en anden: sopran solo (Versus 1), bas solo (Versus 2), et trestemmigt kor (SSB eller SAB, Versus 3), desuden fire violiner (hvoraf den fjerde er noteret med C-nøgle og derfor kan være en bratsch), en fagot og basso continuo. Koncerten indledes med en instrumental Sinfonia, der musikalsk er uafhængig af koralmelodien, der til gengæld stedvis citeres i de vokale satser. Flere gange i satsen skifter taktarten og dermed den musikalske karakter, hvortil også instrumenternes skiftende deltagelse bidrager. Med denne opbygning i rækkeform er satsen nært beslægtet med den ældre motet. I modsætning hertil er den følgende sats, hvor taktarten er bevaret uændret i hele forløbet, anlagt som en arie med mere eller mindre regelmæssig vekslen mellem afsnit, hvor solopartiet ledsages af basso continuo alene, og rent instrumentale satsdele. Også her citeres koralmelodien stedvist. I lighed med denne sats forenes de fire strygerstemmer parvis i den afsluttende korsats, der har strofe 3 som tekst. Koralmelodien optræder igen som spredte citater, især i indledningen. Bortset fra de fire første og syv sidste takter, der står i 4/4-dels takt, er taktarten 3/2 i hele forløbet. Det musikalske udtryk til gengæld afvekslende med sine hyppige skift mellem homofone og polyfone afsnit. 6. Johann Sebastian BachAntallet af søndage efter Trinitatis varierer mellem 22 og 27, afhængigt af datoen for Påskedag: jo tidligere på året den falder, desto flere søndage omfatter kirkeåret. Når Påskedag indtræffer i perioden fra 22. til 26. marts, er antallet af søndage efter Trinitatis 27. Dette skete kun tre gange i Bachs levetid: i 1704 (da han som 19-årig så vidt vides ikke var begyndt at komponere vokal kirkemusik), i 1731 og i 1742. Den sidste søndag i kirkeåret 1731, den 25. november, var således den første anledning, han fik for at levere en kantate specielt til dagen. Som tekstligt og musikalsk grundlag valgte han Wachet auf, ruft uns die Stimme. I flere henseender er dette værk fra Bachs hånd, BWV 140, meget bemærskelsesværdigt. Frem for alt er det blevet en af hans mest berømte kantater overhovedet, ikke mindst fordi han omarbejdede en af satserne til den første af de såkaldte »Schübler-Koraler« for orgel, BWV 645, der har samme titel som kantaten. En anden årsag til værkets egenart er, at det hører til den serie af kantater, der som følge af deres tilknytning til en koral bliver kaldt »koralkantater« og som Bach især dyrkede i perioden fra 1. Søndag efter Trinitatis 1724 til Trinitatis Søndag 1725, i hvilken han udarbejdede den anden årgang kantater. Men da denne var efterladt »ukomplet«, eftersom 1724 kun omfattede 24 søndage efter Trinitatis, henførte han den nye kantate fra 1731 til denne særlige årgang. Hertil kommer endelig og ikke mindst værkets tesktlige indhold og musikalske egenskaber, der i høj grad påkalder sig opmærksomhed. I lighed med Buxtehude lagde Bach de tre strofer af Nicolais koral til grund for kantaten, således at de indgår i hver en sats. Disse har hver sin struktur:
I alle tre tilfælde bliver teksten sunget på Nicolais originale melodi. Bach har skrevet mindst ti kantater til tekster, der udelukkende omfatter koraler, hvis enkelte strofer ligger til grund for en sats. Det samme kunne have været tilfældet med Wachet auf, ruft uns die Stimme, men især på grund af det beskedne antal strofer i denne koral, valgte han at lade den supplere med andre tekster. Mellem første og anden og mellem anden og tredje strofe er indskudt to satser, henholdsvis et recitativ og en duet, således at det samlede antal satser nåede op på syv:
De tilføjede ord skyldes en anonym digter, der tog afsæt i første strofes — og dermed lignelsens — billede af brudgommen, der ankommer og går ind i bryllupssalen. Teksterne rummer i alle satser citater fra forskellige bibelske bøger. 7. KonklusionFor Philipp Spitta, den betydeligste Bachforsker i 1800-tallet, betegnede koralkantaterne i deres forskellige udformninger som kulminationen af Bachs kirkemusikalske virke, og han henlagde dem følgelig til hans sidste år. Kantaten BWV 116 Du Friedefürst Herr Jesu Christ daterede han for eksempel til 15. november 1744, mens andre oplyses at stamme fra 1735-36. Den ændring i kronologien, som Georg von Dadelsens og Alfred Dürrs undersøgelser har medført, sætter nok koralkantaterne ind i en anden historisk sammenhæng, nemlig til årene 1724–25, men det ændrer ikke på det forhold, at Bach var ret alene om at dyrke denne genre, der allerede på det tidspunkt blev betragtet som forældet. Den ændrede datering anfægter naturligvis heller ikke på nogen måde den kunstneriske værdi og den musikalske rigdom, der er nedlagt i disse værker. De udgør i sig selv et monument i Bachs storslåede værk, og de bidrager i høj grad til, at han med rette er kommet til at indtage en særstilling i musikhistorien. Opdateret 26. juli 2023 |